Læsetid: 4 min.

Gadens kunstner

I New York, München, Berlin, Paris, Tokyo har Danmarks dygtigste stencilgadekunstner Don John sat sin street art op og givet byerne en ekstra dimension. Søndag var Informations udsendte med på aktion
Don John bruger dyremotiver i sin street art, udtryk for en 	spænding mellem hvordan vi lever med naturen, og hvordan vi lever i byerne.

Don John bruger dyremotiver i sin street art, udtryk for en spænding mellem hvordan vi lever med naturen, og hvordan vi lever i byerne.

Kristian Sæderup

30. maj 2011

»Du kan bare fortsætte, jeg har dig på kamera,« siger vagten spydigt og peger på overvågningskameraet, der hænger på en slidt væg i den ende af Kødbyen, som vender ned mod Skelbækgade. Klokken er lidt over otte søndag morgen, og Kødbyen er mennesketom med undtagelse af denne ene vagt. Don John med kunstnernavn lånt fra bastardskurken i Shakespeares komedie Stort ståhej for ingenting har standset penslen over det tildækkede vindue, han har plastret til med tapetklister, taget på fersk gerning i at hænge sine knap så lovlige tuschtegnede papirplakater paste ups op.

»Københavns kommune vil ikke have sat ting op her. Det er deres bygninger,« fortsætter vagten.

Don John er i disse dage aktuel på udstillingen Walk This Way på KØS, Køges museum for kunst i det offentlige rum.

»Street art,« fortæller han senere, »er en måde at tage loven lidt i egen hånd ved at sætte op, selvom det ikke er lovligt [...] Jeg kan godt lide tanken om at der stadig findes noget, som man kan få noget ud af, uden at man selv skal give noget igen.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Hornstrup

Kunstneren her ser sig i modsætning til reklamer: De vil have noget af os, han vil give os noget. Man kunne forestille sig at dem, der laver reklamerne, havde en anden opfattelse.

Jeg har en tredje: Jeg synes der er en helt klar lighed mellem kunstneren og reklamen: Begge vil have min opmærksomhed. Jeg får ligesom ikke lov til bare at gå i fred.

Nu vil jeg ikke påstå at det eneste saliggørende er at få lov til at være i fred. En del af charmen ved en storby er at man bliver taget i kraven af nogen, der vil en noget. Men det er altså heller ikke så dumt at få lidt fred en gang imellem. Og det, kunstneren lidt nedladende kalder "non-spaces" - nogle gange ønsker jeg mig, der var lidt flere af dem.

Thomas Østergaard

Sidste gang jeg lagde mærke til noget stencilgadekunst stod der ” I also shouted push” Det var måske ikke særlig pænt, men æstetik er en smags sag, og som kunstner må man altid forholde sig til sine omgivelser og den kontekst man arbejder i for at få sit budskab frem. Det var god gadekunst fordi der var substans bag ved udsagnet. Der stod ikke don john, husk mit navn eller noget andet alias. Det var et fulstændig anonymt udsagn der netop derfor gjorde sit til at arbejde for en demokratisering af byrummet. ( Sætningen refererede til de to aktivister der blev dømt for opfordring til vold under cop15 mødet i Kbh i december 2010).

Graffiti opblomstrede som bekendt i 70érne først i Philadelphia, men senere for alvor i New York by. Det er en lang historie, men ud fra et kortere sociologisk synspunkt kunne man tiden og stedet i betragtning, antage at det var en måde at bekæmpe sin fremmedgørrelse på. Både for afroamerikanere der var udsat for voldsom racisme, hvide unge af arbejderklassen, men også mere velstillet unge. Fremmedgørrelse er mange ting, men findes i forskellige grader for alle også i dag.

Graffiti kulturen blev aldrig en modkultur, men nærmere en subkultur der mimede/ mimer det etablerede samfunds mønstrer, man kan måske lige frem tale om det snarere har været en slags forbillede og katalysator for den kognitive kapitalisme og dagens vestlige kreative økonomier.

Samtidig med opblomstringen af den globale økonomi og at de vestlige byers fabriks produktion flyttede til lande som Indien og Kina blomstrede street art for alvor også i København i slutningen af halvfemserne. De institutionelle kunstnere ville nedbryde institutionen. Nogle af graffitimalerne ville ind i kunstinstitutionen og begyndte derfor at lave street art der kunne tale til et bredere publikum. Et sted midt i alt det her kan vi få øje på det man i England kalder for en deinstitutionalisering. (Begrebet er oprindeligt brugt om udslusning af psykisk syge fra hospitalerne til mere hjemlige forhold under observation. Det har helt sikkert været godt for mange af patienterne, men har ikke betydet at de var raske fordi de kom hjem).

På samme måde kan man sige at fordi kunstnerne har ”nedbrudt” institutionen betyder det ikke at den ikke eksisterer der hvor kunstneren ellers laver kunst. Det gælder også når Don laver street art på ”ikke steder” . Det er ikke en demokratisering af byrummet, men nærmere en ny privatisering for den kreative klasse og gentrifisering af byrummet.

Byrummet i de vestlige byer i dag er lige så lidt et neutralt rum som den hvide kube i et kommercielt kunstgalleri. Måske endnu mindre!

Det er ikke fordi jeg er fint på den Don, for min skyl kan du lave så meget nervepirrende forbudt kunst du vil, og det gør dig sikkert også mere lykkelig, hvilket jeg synes er godt. Men billeder lige meget hvad der er på dem, lige meget hvor; nyhederkunstxfactorfacebookreklamerskilteaviser og hjorte findes i en strid gennemstrøm i mit hoved og jeg kan godt klare flere, jeg er hjernevasket.

Jeg mener bare hvis demokratisering af byrummet ikke kun er en arbejdstitel som et tomt buzzword
til din street art, så burde du hellere flytte i telt på pladsen foran Christiansborg og vente på os andre.