Læsetid: 4 min.

Gadens kunstner

I New York, München, Berlin, Paris, Tokyo har Danmarks dygtigste stencilgadekunstner Don John sat sin street art op og givet byerne en ekstra dimension. Søndag var Informations udsendte med på aktion
Don John bruger dyremotiver i sin street art, udtryk for en 	spænding mellem hvordan vi lever med naturen, og hvordan vi lever i byerne.

Don John bruger dyremotiver i sin street art, udtryk for en spænding mellem hvordan vi lever med naturen, og hvordan vi lever i byerne.

Kristian Sæderup

30. maj 2011

»Du kan bare fortsætte, jeg har dig på kamera,« siger vagten spydigt og peger på overvågningskameraet, der hænger på en slidt væg i den ende af Kødbyen, som vender ned mod Skelbækgade. Klokken er lidt over otte søndag morgen, og Kødbyen er mennesketom med undtagelse af denne ene vagt. Don John med kunstnernavn lånt fra bastardskurken i Shakespeares komedie Stort ståhej for ingenting har standset penslen over det tildækkede vindue, han har plastret til med tapetklister, taget på fersk gerning i at hænge sine knap så lovlige tuschtegnede papirplakater paste ups op.

»Københavns kommune vil ikke have sat ting op her. Det er deres bygninger,« fortsætter vagten.

Don John er i disse dage aktuel på udstillingen Walk This Way på KØS, Køges museum for kunst i det offentlige rum.

»Street art,« fortæller han senere, »er en måde at tage loven lidt i egen hånd ved at sætte op, selvom det ikke er lovligt [...] Jeg kan godt lide tanken om at der stadig findes noget, som man kan få noget ud af, uden at man selv skal give noget igen.«

At finde det rigtige sted

Tidligere på morgenen kommer Don John cyklende mod det aftalte mødested ved stenene foran Øksnehallen.

Han ligner ikke en ballademager, selvom han laver ulovlig street art.

»Jeg tænkte at starte i Kødbyen. Der var jeg for et par måneder siden og kan huske nogle gode steder.«

Don John finder sin vej op af Slagterboderne.

»Når man skal finde et sted at sætte op,« siger han og begynder at pakke sine ting ud i et hjørne af Flæsketorv-et, der er tilmalet med graffiti, »skal det passe ind og tilføre stedet noget frem for at ødelægge det, der var, for eksempel en tilmuret åbning. Det er tit de steder nogen kalder for non spaces; det kan ligefrem være lidt trist. Hvis man så sætter noget op, så kan det pludselig blive positivt. Sådan kan jeg godt lide at vende tingene om.«

Alverdens vægge

Don John klistrer den havarerede mur til med lim og pensler plakaten fast. Han har stillet sig på en aflagt vogn, han fandt lidt derfra for at nå op i højderne, så andre ikke så let kan ødelægge papirplakaten.

»Jeg kan godt lide, at når man sætter det op på papir, så får det sit eget liv,« siger han:

»Det er organisk. Så kan man følge udviklingen. Så er der måske nogen, der har sat noget op ved siden af, eller der er noget af det, der er revet ned eller malet hen over. Jeg har brugt ni timer i alt på at lave de her paste ups. Jeg kan godt lide, at der er så få ting efterhånden, der virkelig er nogen, der har brugt meget tid på, og at det så bare får sit eget liv, uden at man absolut skal have noget tilbage for det.«

Han fortsætter længere ind i virvaret af industribygninger. Don John sætter op alle de byer han rejser til i verden foruden de lovlige udstillinger han har været en del af i New York, München, Melbourne, Lyon, Berlin, Bristol. For ham er det en anden måde at se byen på, som giver den en anden dimension.

Han indgår i et samspil med byen. Han lægger mærke til steder, der er egner sig godt til at sætte plakaterne op, og hvor gadekunsten kan tilføje noget til byen og de mennesker, der bor der.

Natur tilbage til byen

På det slidte hjørne på Flæsketorvet hænger der nu et tuschtegnet billede af en pige, der halvt gemmer sig bag sit lange hår med hjortegevir i panden. Det kan give de rygende en oplevelse, at indgå i et foranderligt byrum.

Kombinationen af et dyre- og menneskemotiv er et gennemgående tema i Don Johns gadekunst.

»Dyremotivet symboliserer flere ting,« fortæller han:

»Det udtrykker en spænding mellem, hvordan vi lever med naturen, og hvordan vi lever i byerne. I byerne er vi længst fra naturen. Så bringer jeg lidt af naturen tilbage til byen.«

Han har både brugt fugle, hjorte og ulve som udtryk for frihed, uskyld og griskhed, der sættes sammen med specielt motiver af børn.

Griskheden, der knyttes til ulvemotivet, kan for eksempel ses, når folk damper paste ups eller på anden måde tager gadekunsten med sig hjem:

»De er jo sat op for at alle skal kunne få glæde af dem. Det er en af de griske tendenser i os. Så det er egoistisk, at folk vil have dem for sig selv, have dem med hjem og eje det.«

Vesterbrogade

Nogle enkelte mennesker stopper kort op og kigger nysgerrigt mod hjørnet under vægreklamen for Europæisk Rejseforsikring i krydset ved Værnedamsvej og Frederiksberg Allé, hvor Don John har udvalgt sig det sidste sted at sætte op.

»Det er rart, at der er noget som modsætning til reklamer og butiksfacader. Reklamer vil gerne have noget fra os; de prøver at sælge noget. Kunst i gaden det giver. Dem som går forbi, får sig forhåbentlig en positiv oplevelse, der er gratis.«

Den amerikanske gadekunstner Swoon, der også kan ses på KØS, og som Don John har ladet sig inspirere af, udtrykker projektet med sin street art som en demokratisering af det offentlige rum. Hun kritiserer privatiseringen af det offentlige rum, som man ser ved reklamer, og den associerede passivitet hos byboerne. Hun forsøger gennem sit eksempel at skabe en model for borgerdeltagelse i udformningen af de fysiske og sociale omgivelserne, de lever i.

Don John tager sin afsked og cykler tilbage ud i den opvågnende by, hvor orden igen er kommet tilbage til byens gader.

Mere info om dansk gadekunst på www.streetheart.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Hornstrup

Kunstneren her ser sig i modsætning til reklamer: De vil have noget af os, han vil give os noget. Man kunne forestille sig at dem, der laver reklamerne, havde en anden opfattelse.

Jeg har en tredje: Jeg synes der er en helt klar lighed mellem kunstneren og reklamen: Begge vil have min opmærksomhed. Jeg får ligesom ikke lov til bare at gå i fred.

Nu vil jeg ikke påstå at det eneste saliggørende er at få lov til at være i fred. En del af charmen ved en storby er at man bliver taget i kraven af nogen, der vil en noget. Men det er altså heller ikke så dumt at få lidt fred en gang imellem. Og det, kunstneren lidt nedladende kalder "non-spaces" - nogle gange ønsker jeg mig, der var lidt flere af dem.

Thomas Østergaard

Sidste gang jeg lagde mærke til noget stencilgadekunst stod der ” I also shouted push” Det var måske ikke særlig pænt, men æstetik er en smags sag, og som kunstner må man altid forholde sig til sine omgivelser og den kontekst man arbejder i for at få sit budskab frem. Det var god gadekunst fordi der var substans bag ved udsagnet. Der stod ikke don john, husk mit navn eller noget andet alias. Det var et fulstændig anonymt udsagn der netop derfor gjorde sit til at arbejde for en demokratisering af byrummet. ( Sætningen refererede til de to aktivister der blev dømt for opfordring til vold under cop15 mødet i Kbh i december 2010).

Graffiti opblomstrede som bekendt i 70érne først i Philadelphia, men senere for alvor i New York by. Det er en lang historie, men ud fra et kortere sociologisk synspunkt kunne man tiden og stedet i betragtning, antage at det var en måde at bekæmpe sin fremmedgørrelse på. Både for afroamerikanere der var udsat for voldsom racisme, hvide unge af arbejderklassen, men også mere velstillet unge. Fremmedgørrelse er mange ting, men findes i forskellige grader for alle også i dag.

Graffiti kulturen blev aldrig en modkultur, men nærmere en subkultur der mimede/ mimer det etablerede samfunds mønstrer, man kan måske lige frem tale om det snarere har været en slags forbillede og katalysator for den kognitive kapitalisme og dagens vestlige kreative økonomier.

Samtidig med opblomstringen af den globale økonomi og at de vestlige byers fabriks produktion flyttede til lande som Indien og Kina blomstrede street art for alvor også i København i slutningen af halvfemserne. De institutionelle kunstnere ville nedbryde institutionen. Nogle af graffitimalerne ville ind i kunstinstitutionen og begyndte derfor at lave street art der kunne tale til et bredere publikum. Et sted midt i alt det her kan vi få øje på det man i England kalder for en deinstitutionalisering. (Begrebet er oprindeligt brugt om udslusning af psykisk syge fra hospitalerne til mere hjemlige forhold under observation. Det har helt sikkert været godt for mange af patienterne, men har ikke betydet at de var raske fordi de kom hjem).

På samme måde kan man sige at fordi kunstnerne har ”nedbrudt” institutionen betyder det ikke at den ikke eksisterer der hvor kunstneren ellers laver kunst. Det gælder også når Don laver street art på ”ikke steder” . Det er ikke en demokratisering af byrummet, men nærmere en ny privatisering for den kreative klasse og gentrifisering af byrummet.

Byrummet i de vestlige byer i dag er lige så lidt et neutralt rum som den hvide kube i et kommercielt kunstgalleri. Måske endnu mindre!

Det er ikke fordi jeg er fint på den Don, for min skyl kan du lave så meget nervepirrende forbudt kunst du vil, og det gør dig sikkert også mere lykkelig, hvilket jeg synes er godt. Men billeder lige meget hvad der er på dem, lige meget hvor; nyhederkunstxfactorfacebookreklamerskilteaviser og hjorte findes i en strid gennemstrøm i mit hoved og jeg kan godt klare flere, jeg er hjernevasket.

Jeg mener bare hvis demokratisering af byrummet ikke kun er en arbejdstitel som et tomt buzzword
til din street art, så burde du hellere flytte i telt på pladsen foran Christiansborg og vente på os andre.