Nyhed
Læsetid: 5 min.

Man gør børn fortræd

Børn spiller en vigtig rolle i flere af de konkurrencefilm, som bliver vist på årets filmfestival i Cannes, og det tematiske fokus synes at være på det nære og indadvendte
Tilda Swinton og Jasper Newell i 'We Need to Talk about Kevin'.

Tilda Swinton og Jasper Newell i 'We Need to Talk about Kevin'.

BBC Films

Kultur
16. maj 2011

CANNES Filmfestivalen i Cannes er ca. nået halvvejs, og det er på sin plads at reflektere lidt over de film, der indtil videre er blevet vist. Nogle kritikere har brokket sig over, at første del af hovedkonkurrencen har været svag, og at de bedste film synes at være placeret sent på festivalen.

Da vi endnu ikke har set Terrence Malick, Aki Kaurismäki, Lars von Trier eller Nicolas Winding Refns nye film, kan man argumentere for, at de har en pointe. Men personligt er jeg nu ganske godt tilfreds, også fordi der er fællestræk ved flere af de film i hovedkonkurrencen, som allerede er blevet vist: De handler om børn, der bliver gjort fortræd, nogle af dem endda i en sådan grad, at de ender med at gøre andre fortræd.

Det ligner næsten en tanke fra festivalens side.

I 2010 var den verdensomspændende finanskrise et fælles tema for en række film i det officielle program, både dokumentar og fiktion, og tidligere har festivalen tilsyneladende valgt at fokusere på en verden i krig og politik i stort og småt. Tilsyneladende, fordi Cannes' kunstneriske chef, Thierry Fremaux, i modsætning til sin kollega i Berlin, Dieter Kosslick, sjældent taler åbent om temaer eller røde tråde i 'sit' program.

I år er det dog svært at ignorere, at We Need to Talk about Kevin, Michael og Drengen med en cykel, med flere andre på sidelinjen Sleeping Beauty og Footnote synes at pege indad, på det nære, og dissekerer familie- strukturer og det indimellem vanskelige og uharmoniske forhold mellem forældre og børn.

Original og pågående

Den skotske filminstruktør Lynne Ramsay en af fire kvinder i hovedkonkurrencen, hvilket er meget har gjort stort indtryk med sin nye film, We Need to Talk about Kevin. Den foregår i USA og har en stærkt spillende Tilda Swinton i hovedrollen som eventyreren og skribenten Eva, der har svært ved at acceptere, endsige forstå eller forholde sig til sin søn, Kevin (Ezra Miller og Jasper Newell). Og det, der begynder som en nybagt mors ikke usædvanlige problemer med at forlige sig med mor-rollen, udvikler sig til en regulær stillingskrig mellem Kevin og hans mor og med faren (John C. Reilly) i midten. En krig, hvor man ikke altid er helt sikker på, hvem man skal holde med.

We Need to Talk about Kevin er meget ekspressivt fortalt med udtalt brug af spring i tid, markant musik og lyd, masser af farver, især blodrødt, og en subjektiv, suggestiv fotografering, som bringer én tæt på Eva. Da filmen begynder, har 16-årige Kevin myrdet en række af sine skolekammerater og sidder i fængsel, mens Eva er blevet udstødt af lokalsamfundet. Handlingen bevæger sig så frem og tilbage i tiden, mens den afdækker det problematiske forhold mellem mor og søn og Evas forsøg på at forstå det skete, og om det i virkeligheden er hendes egen skyld.

We Need to Talk about Kevin har et tematisk slægtskab med Gus Van Sants noget mere objektivt fortalte, men ikke mindre anfægtende Elephant, og de to instruktører deler også modviljen mod at komme med lette svar, om nogen svar overhovedet, på meget svære spørgsmål. Lynne Ramsay har lavet en stærk film, som fortæller om et på én gang forfærdeligt og fascinerende emne på en meget original og pågående facon.

Kunstnerisk mod

I sin konkurrencefilm, Michael, er den østrigske spillefilmsdebutant Markus Schleinzer anderledes prunkløs i sin fortællestil, både visuelt og indholdsmæssigt. Det er ikke for ingenting, at han tidligere har arbejdet som caster for sin stilistisk kyske landsmand Michael Haneke (Det hvide bånd, Funny Games, Skjult); vidste man ikke på forhånd, at Schleinzer var østriger, ville man hurtigt regne det ud, mens man så Michael. Filmen er lige så rystende og ubehagelig et portræt af et samfund, der ikke fungerer, som det, man er blevet præsenteret for i film af østrigske instruktører som Haneke, Ulrich Seidl, Jessica Hausner og Michael Glawogger.

Haneke sagde engang, at de østrigske instruktører må råbe højt for at blive hørt, og der er en kunstnerisk kompromisløshed og et politisk mod i deres værker, også Michael, som man må beundre. Også selv om man indimellem føler, at de laver variationer over det samme tema igen og igen. Men da det trods alt er en vigtig historie om, hvordan mennesker behandler hinanden og samfundet behandler mennesker tilgiver man gerne Markus Schleinzer, at han ikke har så meget nyt at sige.

Titlens Michael er en på overfladen ung, hårdtarbejdende og lettere socialt handicappet mand, som hjemme i sit uindtagelige fort af et hus holder en ung dreng fanget i kælderen. Som en anden Fritzl leger han familie med drengen de spiser middag, holder jul, går i zoologisk have og går i seng med ham. Der er noget skræmmende normalt over Michael, men under overfladen lurer dæmonien, og den kigger indimellem frem, når han går amok, fordi han ikke længe kan styre en given situation.

Og det er selvfølgelig Markus Schleinzers pointe: At hverdagens monstre ser helt normale ud og virker velfungerende og tilforladelige. De har ikke horn i panden, pukkelryg eller grimme tænder. De ligner alle os andre, og det kan være tilfældigheder, som afslører, hvilke uhyrligheder de bedriver.

Naturalistisk og dramatisk

Hos de minimalistiske belgiske instruktørbrødre Jean-Pierre og Luc Dardenne, der har vundet Guldpalmen to gange for Rosetta og Barnet er meget også, som det plejer, men det kunne dog godt have været lidt bedre. Drengen med en cykel fortæller om 11-årige Cyril (Thomas Doret), der er blevet placeret på et børnehjem, mens hans far kommer på fode igen. Men faren lader ikke høre fra sig, og Cyril forsøger som besat at finde ham. Han møder frisøsen Samantha (Cécile de France), og hun sætter sig for at hjælpe den ulykkelige og temperamentsfulde dreng, der indimellem synes uden for pædagogisk rækkevidde.

Drengen med en cykel er ikke nogen dårlig film, men for en gangs skyld træder Dardenne-brødrene ved siden af i enkelte scener, som underminerer den på én gang naturalistiske og meget dramatiske historie. Der sker meget i filmen, og der er ikke en naturlig udvikling i personernes psykologi eller forhold til hinanden det går stærkt og er voldsomt, hvilket går ud over historiens troværdighed.

Ingen af de nævnte film er endnu indkøbt til dansk biograf-distribution, men rygter vil vide, at distributører er interesseret i 'We Need to Talk about Kevin'

Mere fra Cannes på information.dk/film og twitter.com/monggaard

www.festival-cannes.fr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her