Midt i den krisehåndtering, der i dansk jazz efterhånden synes at være en permanent tilstand, kan man glæde sig over én ting: Ingen, heller ikke de mest virkelighedsfjerne slagordscreateurer i turistindustrien, vover længere at kalde København for Europas jazzby nr. et.
Glædeligt, fordi indbildskhed aldrig fører til noget godt, men også fordi det måske kan få politikere med kulturordførerskaber til at overveje også at indlemme jazzen i planer om finansiel nødhjælp og fordi de store private fonde, der lejlighedsvist agerer som sidste redningsplanke, når finansministeren har smækket kassen i og smidt nøglen væk hvilket er situationen lige nu dermed også ved, at der er et reelt behov i denne del af kunstlivet, der i hvert fald tidligere har kunnet omgærdes med en vis national stolthed: De to københavnske spillesteder, Montmartre og Jazzhouse, der skal appellere til dét publikum, der desværre ikke tiltrækkes af musikken, hvis den spilles på mere undergrundsagtige scener, bløder.
Derfor kan man i disse uger opleve, at der er mere end normal aktivitet på linjen mellem de store fonde og de to personer, der har størst og bedst erfaring med på vegne af denne del af musikken at nærme sig dem: Montmartres og DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, og Jazzhouses bestyrelsesmedlem og formand for Copenhagen Jazz Festival og Dansk Musiker Forbund, Anders Laursen.
Får mere krisehjælp
Om de to huse også lever på den anden side af den jazzfestival, der nu står for døren den 1.10. juli vides formentlig først efter denne. Bl.a. derfor kan man af festivalens program, som nu er offentliggjort, se, at Jazzhouse igen i år får en del mere aktiv krisehjælp af festivalen end mange af de andre uafhængige koncertarrangører, der med deres lige så uafhængige programlægning udgør en væsentlig del af festivalen.
Denne isolerede Laursenske redningsaktion synes at være fuldt lovmedholdelig, men tillige, og vigtigere, er den af den slags, som kun kan betvivles, hvis tvivlerne samtidig med deres tvivl kan præstere en alternativ plan til Jazzhouses overlevelse. En sådan er denne iagttager ikke bekendt med eksisterer.
De andre uafhængige bidragydere til Copenhagen Jazz Festivals enorme mangfoldighed igen i år over 1.000 koncerter har dog også fået en luns: en bedre præsentation i det nye program, noget der blev lovet dem sidste år, hvor et oprør mod festivalledelsen lurede.
Lunsen består dog ikke i så meget andet end et pænt tidligt placeret afsnit, hvori programmerne for Montmartre, Benjamin Koppels valbyske Prøvehal, Haveselskabets Have og en del andre steder gennemgås let causerende og under titelen Picks from the program.
Der er ikke gjort forsøg på at få de uafhængige arrangørers anstrengelser til at passe ind i de ellers til meningsløshed grænsende rummelige kasser, festivalens egne koncerter præsenteres i.
Hvis musikere som Charles Lloyd og Gary Burton, der havde deres gennembrud i 1960'erne, og som ikke spiller væsentligt anderledes i dag end dengang, kan præsenteres som 21st century of jazz, hvem kan så ikke?
To lyspunkter her og nu
Mens jazzfestivalen i kvantitet tangerer sin egen verdensrekord endnu en gang, og mens jazzlivet uden for festivalen lider alverdens kvaler, er der dog uventede lyspunkter.
To af dem faldt i week-end'en. I Jazzhouse dukkede fredag den unge amerikanske pianist Gerald Clayton op med egen trio, en musiker, der på det seneste har oplevet konstant medvind fra anmeldere og publikum, veloplagt og virtuos, som han er i et spil, der øser inspiration både fra mainstreamgiganter som Oscar Peterson og Ahmad Jamal og fra den caribiske musik.
Denne tilhører kunne nu godt have ønsket, han havde sparet lidt på ostinaterne en afspændt, beåndet »The end of a Love Affair« med fire lige slag i takten forekom som en befrielse og at ville opbygge 'gammeldags' spænding mellem statiske og motoriske elementer i spillet med en trommeslager, Jeremy Clemons, der anbragte sine accentueringer meget lidt gammeldags, virkede også som noget uafklaret i formsproget på linje med nogle meget lange og nuanceløse kadencer men den rytmiske, næsten svævende lethed, hvormed Clayton overordnet formulerede sig, var alligevel hele aftenen værd.
Fabelagtig potent postbop-musik var lørdag uventet at høre i Christianshavns beboerhus, hvor den formentligt væsentligste af alle John Coltranes efterkommere, tenorsaxofonisten Jerry Bergonzi, tilbragte en af fem overliggerdage fra andre engagementer i Europa med pianisten Carl Winther, den svenske bassist Joel Illerhag og trommeslageren Anders Mogensen.
I al sin ufærdighed (meget lidt tid til prøve og meget helt ny musik) et brag af en koncert, der viser, at jazzundergrunden i København bobler trods al jammeren, og som gentages i aften i Studenterhuset i København. Dér bør ikke være et sæde ledigt.
Copenhagen Jazz Festival, Officielt program: 40 kr.
Copenhagen Jazzhouse fredag: Gerald Clayton Trio
Chr. havns Beboerhus lørdag: Jerry Bergonzi & Winther/Illerhag/Mogensen Gentages i Studenterhuset i aften
