Læsetid: 4 min.

Vil Jodie Foster redde Mel Gibsons karriere?

Der knytter sig store forventninger til Jodie Fosters nye film 'The Beaver' hendes første i over 15 år. Ikke mindst på grund af det, som på forhånd er udskreget som det store comeback til Hollywoods for tiden mest uelskede figur
Satsning. Det er tænkeligt, at 'The Beaver' vil lide under Mel Gibsons forgiftede image, i hvilket tilfælde Jodie Fosters chance for at blive instruktør 
 på flere projekter skrumper.

Satsning. Det er tænkeligt, at 'The Beaver' vil lide under Mel Gibsons forgiftede image, i hvilket tilfælde Jodie Fosters chance for at blive instruktør
på flere projekter skrumper.

Fra filmen

12. maj 2011

Den 1. juni får Jodie Fosters nye film, The Beaver, premiere i Danmark. Det er den første film, hun har instrueret, siden Home for the Holidays (1995). Traileren er allerede klar, og den prøver at anslå en tone af, at vi har at gøre med en komedie og/eller en hjertevarmende lækkerbisken, men det forlyder også fra en af de få, der allerede har set den ved en lukket snigpremiere, at det er en ualmindelig dyster oplevelse og på samme tid »en film, man skal se«. Der ser ud til at være to problemer eller måske tre. Den første er, at filmens centrale figur, Walter, lider af en alvorlig depression, der truer hans job og familieliv. Den anden er, at Walter bliver spillet af Mel Gibson, muligvis vore dages mest uelskede person i underholdningsbranchen. Og for det tredje? Nå ja, at dømme ud fra traileren vil jeg nok mene, at Gibson kun ser alt for plausibel ud som et bud på en depressionsramt.

Fortvivlede øjne

Filmens premiere er allerede gentagne gange blevet forsinket, til dels på grund af den grimme omtale, som Gibson ustandselig ser ud til at fremkalde. Men ingen har gjort mere for at stå ham bi end Foster. (De medvirkede sammen i Maverick i 1994, da Mel endnu havde sit charmerende gavtyvesmil.) Hvem ville da også forvente noget andet af hende? Ikke at hun har forsøgt at renvaske sin stjerne: Når hun har skullet forsvare ham imod anklager om antisemitisme, har hun henvist til, at Gibson i årevis har haft et alkoholproblem. Og dette kan da muligvis også forklare nogle af hans ubeherskede handlinger og nedrige bemærkninger. Men det kan også være det bitre brændstof i hans fortvivlede øjne.

Uanfægtet aura

Jeg vil ikke tage Gibson i forsvar. Hans generalieblad taler for sig selv, og der har været mere end et anstrøg af grusomhed i hans filmiske værk siden gennembruddet med Braveheart i 1995. Jeg tror desuden, at han kan være mindre end gavmild med penge, kreditering og hjælp fra samarbejdspartnere. Ikke desto mindre er han en af de mest egensindige og uafhængige filmskabere i USA og netop den slags outcast, der kan vinde støtte fra Foster, der har status som en unik figur i showbusiness på grund af sin intelligens, høje integritet og talent.

Foster fylder 50 til næste år, og hun har været en del af filmbranchen næsten lige så længe. Hun begyndte såmænd i en alder af tre med sin mor som manager og var allerede fuldbefaren, før hun spillede den 12-årige prostituerede, Iris, i Martin Scorseses Taxi Driver (1976).

Det bemærkelsesværdige ved den præstation omfatter hendes uanfægtede aura og modstand mod at lade sig intimidere af materialet. Det er stadig imponerende, at Iris på nogle måde virker mere livserfaren end Travis Bickle (De Niros karakter). Vi skulle også komme til erfare, at Foster har pæren i orden. Hun er uddannet med Magna Cum Laude fra Yale og klarede i løbet af sine studier at overleve John Hinckley-episoden uden at bryde sammen (John Hinckley var en stalker, der i sine forsøg på at gøre indtryk på Jodie Foster endte med at forsøge et attentat på præsident Ronald Reagan i 1981, red.).

Usympatiske roller

Hendes evne til at hæge om sit privatliv har altid været exceptionel. Hun fik to sønner uden at nævne noget om en far, og det var først i 2007, at hun offentligt indrømmede, at hun lever i et lykkeligt lesbisk forhold.

Hun vandt to Oscars som voldtægtsoffer i Anklaget (The Accused, 1988) og som FBI-agent Clarice Starling i Ondskabens øjne (The Silence of the Lambs, 1991).

Hun har i alle årene været en stjerne og en respekteret skuespillerinde, men offentligheden lagde efterhånden mærke til, hvor sjældent hun spillede en konventionel heltinde i et heteroseksuelt forhold. Sommerby var den bemærkelsesværdige romance-undtagelse. Oftere, og mere vellykket, har Foster været en kvinde, der har stået alene og er blevet og truet. De bedste eksempler på dette er muligvis David Finchers The Panic Room (2002) og Neil Jordans undervurderede The Brave One (2007), hvor hun i al hemmelighed bliver en selvtægtsfigur. The Brave One blev ikke nogen stor succes, men hendes præstation i filmen er stadig et fremragende eksempel på Fosters vilje til at påtage sig usympatisk roller.

Sandfærdigt portræt

I denne forbindelse er det værd at bemærke, at hun i årevis har ønsket at lave en film om den tyske dokumentarist Leni Riefenstahl, instruktøren af Triumph des Willens, en begejstret og vital favnelse af fascismen.

Ud over at have instrueret The Beaver spiller Foster Walters hustru. Det er tænkeligt, at filmen vil komme til at lide under Gibsons forgiftede image, i hvilket tilfælde Fosters chance for at blive instruktør på flere projekter skrumper.

Men det er i lige så høj grad muligt, at Gibson, under hendes omsorg, vil have leveret et af de mest sandfærdige portrætter af psykisk sygdom i amerikansk filmhistorie.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu