Læsetid: 3 min.

Jord under eller over deres hoveder

Retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem mindes på fin udstilling i Berlin. Det er 50 år, siden Israel åbnede dørene til rettergangen over Holocaust. Hovedattraktionen er koncentrerede filmklip fra processen.
Kultur
10. maj 2011
Adolf Eichmann, en af nazismens mest indflydelsesrige personer hvad angår jødeudryddelserne. Han blev fundet i Argentina af Israels efterretningstjeneste i 1960, hvor han levede under navnet Ricardo Klement og arbejdede for Mercedes-Benz i Argentina. Her ses han bag skudsikkert glas under retssagen mod ham i Tel Aviv. I forgrunden ses hans forsvarer Robert Servatius. Han blev hængt i 1962, 56 år gammel.

Adolf Eichmann, en af nazismens mest indflydelsesrige personer hvad angår jødeudryddelserne. Han blev fundet i Argentina af Israels efterretningstjeneste i 1960, hvor han levede under navnet Ricardo Klement og arbejdede for Mercedes-Benz i Argentina. Her ses han bag skudsikkert glas under retssagen mod ham i Tel Aviv. I forgrunden ses hans forsvarer Robert Servatius. Han blev hængt i 1962, 56 år gammel.

Granger Collection

BERLIN – Mens disse linjer skrives, er det på dato nøjagtig 50 år siden, at den da 34-årige israeler Avraham Aviel afgav vidneudsagn i retten i Jerusalem.

Anledningen var en af århundredets store retssager, nemlig den israelske rettergang mod Adolf Eichmann, den administrative hovedkraft bag jødeudryddelserne i Nazityskland.

Eichmann, årgang 1906, var året forinden blevet kidnappet af den israelske efterretningstjeneste, Mossad, og ført til Israel fra sit skjul i Buenos Aires, hvortil han var undsluppet i 1950 med hjælp fra Vatikanstaten.

Hovedanklagerne lød på forbrydelser mod det jødiske folk, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

I Topographie des Terrors, det store udstillingssted, der er anlagt, hvor den nazistiske ledelse havde sit hovedkvarter fra 1933-1945, kan man frem til efteråret se en informativ og enkel udstilling om Adolf Eichmann og den retssag, der førte til hans dødsdom. Eichmann blev hængt den 31. maj 1962 i Ramla ved Tel Aviv. Retssagen gik i gang den 11. april 1961. De i alt 121 retsmøder blev fulgt tæt af medier fra hele verden.

Frasagde sig enhver skyld

Eichmann-processen prægede den opvoksende generation i Israel uudsletteligt. Forfatteren David Grossmann, der er født i 1954, har fortalt, hvordan han fik sin barndoms appetit fuldstændig spoleret, fordi radioen transmitterede fra retssagen hver dag ved middagstid. Således indtog familien i et års tid næsten samtlige middagsmåltider, mens de hørte om de mest ubeskrivelige forbrydelser, der nogensinde er begået.

Allerede på vej til selve udstillingsområdet hænger en række fremragende tegninger, som den engelske satiriker Ronald Searle tegnede i retssalen for det amerikanske magasin Life.

Under en af dem står, at Eichmann flere gange udtrykte, at hans mest fremtrædende ønske i forbindelse med hans ofres såkaldte tvangsudvandring fra Det Tredje Rige havde været at give jøderne solid jord under fødderne. Searle tilføjede: »Han mener over deres hoveder«.

Udstillingen giver med fotografier og plancher et indblik i Adolf Eichmanns historie og opstigning i det nazistiske magtapparat og den systematik og ivrighed, hvormed han fik logistikken bag først tvangsudvandringen og siden udslettelsen af de europæiske jøder og mange andre til at rulle.

Billederne af den anklagede, der sad i et bur af pansret glas, er verdensberømte.

Udstillingen viser en mængde filmklip med Eichmanns egne udsagn fra retssagen. Man ryster på hovedet ad den bebrillede embedsmand, der kløjes gevaldigt i sine egne komplicerede bortforklaringer. Som for eksempel, da chefanklageren Gideon Hausner konfronterer ham med et interview, som Eichmann i 1950'erne gav til den hollandske tidligere SS-mand Willem Sassen i Buenos Aires. Eichmann sagde:

»Jeg var ingen normal befalingsmodtager, så havde jeg været et skvat, snarere tænkte jeg med. Jeg var en idealist.«

Den udtalelse vil Eichmann ikke stå ved, men samtidig vil han heller ikke godtage, at Hausner konkluderer, at han så var et skvat. Man må trække på smilebåndet, da han en gang betegner tvangsforflyttelsen af Europas jøder som en gensidig fordel for både dem og ham selv:

»Bueno. Det var to fluer med ét smæk. For begge parter.«

Men ellers er her ikke noget at grine ad.

Hundredvis af vidner

Særligt indtryk gør filmklippene med enkelte af de mange hundrede vidner i sagen. Den 5. maj 1961 ved det 29. retsmøde indtog Avraham Aviel vidneskranken. Hans tidligere navn var Avraham Liponsky. Han fortalte retten, hvordan uniformerede tyskere i maj 1942 drev 1.000 af indbyggerne i byen Raduns jødiske ghetto ud af byen. Den 14-årige Avraham var blandt dem.

Jøderne blev ført ud til en stor nygravet massegrav og beordret til at tage tøjet af. Herefter skulle de lægge sig ned i graven, hvor tyskerne så myrdede dem med maskingeværsalver.

»En ung pige nægtede at tage tøjet af. Hun blev først slået og derefter skudt,« fortæller Avraham Aviel.

Han overlevede, da han fik øje på sin bror, der som tvangsarbejder gravede den næste massegrav. Avraham tog afsked med sin mor, og på mirakuløs vis lykkedes det ham at løbe mellem menneskene hen til sin brors gruppe uden at blive opdaget.

Avraham Aviel overlevede resten af krigen i skjul hos kristne polske bønder og partisaner.

'Der Prozess: Adolf Eichmann vor Gericht' til den 18. september 2011. Topographie des Terrors, Niederkirchnerstrasse 8. Dagligt kl. 10-20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her