Vi har hørt det gang på gang: »Hvis jeg bare ville udtrykke min mening, kunne jeg skrive en kronik,« svarer forfatterne, når der bliver efterlyst et kritisk samfundsengagement. »Litteraturen skal ikke andet end at være litteratur,« lyder det også. Og som rosinen i pølseenden slår betragtningerne over samfund og litteratur fast, at samfundskritikken er rykket over i kriminalromanen.
På det seneste aner man dog nye toner også fra det finere litterære miljø. Nytårsaftensdag 2010 udgav digteren Lars Skinnebach Øvelser og rituelle tekster på det lille forlag After Hand.
»Jeg stiller mig selv spørgsmålet, hvad kunsten skal stille op, hvis verden nærmer sig en altomfattende katastrofe. Jeg opererer med et handlefelt på fem til 10 år, hvor det er nødvendigt at ændre adfærd radikalt i forhold til udledning af drivhusgasser, hvis ikke vi skal sætte de irreversible processer i gang, som vil medføre verdensomspændende katastrofer og muligvis fjerne betingelsen for liv på jorden. Indtil videre har spørgsmålet medført et helt nyt kunstsyn (for mig),« har Skinnebach udtalt.
Forbrugsfri dage for bog
Hidtil er bogen kun udkommet i håndlavede eksemplarer, der alle er forskellige, og liebhavere har kontraktligt skullet forpligte sig til kun at købe grøntsager i fem dage for at erhverve et eksemplar. Det virker umiddelbart som en lidt langsommelig måde at afværge en overhængende katastrofe på. Hits på Google: 399. På Infomedia får man to hits, der begge stammer fra DR, hvor Skinnebach blev interviewet 3. maj i år.
Så der endnu et stykke vej til toptilisterne.
Men Skinnebach tænker anderledes.
»Det er ikke fordi, jeg regner med at ændre verden ved, at der er 30 mennesker, som ikke forbruger noget i fem dage, men jeg påpeger, at der ligger en mulighed for en direkte politisk kunst. Der ligger en struktur, man kan bruge direkte i en politisk kunst,« mener han.
Hvad enten man nu fæster lid til hans strategi eller ej, så er det nye toner. Og i sin seneste bog, der udkommer 12. maj, tager også Hanne Richardt Beck fat på samfundet på en måde, man vist næppe har set siden Orwells 1984. (Ifølge Haruki Murakami er han ude i et lignende projekt i sin nyeste roman 1Q84, et japansk ordspil på 1984, men den har vi endnu til gode på dansk.)
Hanne Richardt Becks 7 SYDØST foregår i 2034 i 'Region Nord'. Hver dag transporterer et lille tog kk-flygtninge, 'klima- og krigsflygtninge', til 'Prøvestenen', hvor det afgøres, om de kan få opholdstilladelse. Handlingen skal naturligvis ikke røbes her, men man kan, som Hanne Richardt Beck har gjort, prøve at forestille sig, hvordan verden ville se ud, hvis alt det værste ved dansk værdidebat og regeringspolitik blev ført ud i sin yderste, kyniske konsekvens. Selv siger hun:
»Vi er blevet mere kyniske og bange, og det er blevet i orden at prissætte mennesket. Det har jævnligt gjort mig i så dårligt humør, at det blev nødvendigt for mig at skrive en roman og prøve at undersøge, hvad det er for et verdensbillede, der måske er ved at opstå i vores del af verden.«
Én to-tre svaler gør ingen sommer, med de enlige svaler plejer at være en fortrop. Snart efter er luften fuld af kvidder fra mange, mange flere.
