Læsetid 7 min.

Karen Blixens mærke

Da filminstruktør Morten Henriksen var 10 år gammel, begyndte hans far, litteraturprofessor Aage Henriksen, at betro sig til ham om sit spirituelle forhold til Karen Blixen. Det blev en hemmelighed mellem far og søn, der først nu 50 år efter bliver fortalt i dokumentaren ’Bag Blixens maske’
Da filminstruktør Morten Henriksen var 10 år gammel, begyndte hans far, litteraturprofessor Aage Henriksen, at betro sig til ham om sit spirituelle forhold til Karen Blixen. Det blev en hemmelighed mellem far og søn, der først nu 50 år efter bliver fortalt i dokumentaren ’Bag Blixens maske’
7. maj 2011

Litteraturprofessor Aage Henriksen havde egentlig droppet kontakten med Karen Blixen, da hun ringede til ham en søndag eftermiddag i 1958. I mere end fem år havde han ligesom en række andre mandlige litterater i sin generation været i et særligt nært nærmest spirituelt forhold til den 35 år ældre forfatterinde. Men til sidst var det så krævende, og hun blev så manipulerende, at han måtte løsrive sig totalt fra hende. Nu var hun, forklarede Karen Blixen i telefonen, på sit yderste, og hvis han ville se hende en sidste gang inden hun døde, var det nu.

Da han ankom til Rungstedlund, lå hun i sin seng. Syg, bleg og afkræftet med sine 35 kilo. Hun var en svag og døende gammel dame. Men for Aage Henriksen lignede hun ulven i Bedstemors seng, hun havde et skarlagenrødt skær omkring ansigtet, og en stærkt lysende plet bevægede sig frit inden for feltet. Sådan så Aage Henriksen det. Han satte sig på sengen, og de talte, som de plejede, om litteratur og hendes universer, men efter nogle timer opstod, der en underlig tavshed mellem dem. Sådan sad de bare og så på hinanden, indtil Blixen brød stilheden med et »Kom så!« Han vidste ikke præcis, hvad der skulle ske, men han strakte hovedet frem mod hende, og med sine lange, hvide fingre tog hun ham om halsen og borede en finger så hårdt ind i nakken på ham, at det brændte ned langs rygsøjlen og hele underkroppen gik i kramper. Han ville sige noget, men hun bad ham gå.

Varige men

»Hun havde rykket det andet nakkeled ud af sin placering,« fortæller Aage Henriksen mere end 50 år senere i dokumentaren Bag Blixens maske, der har premiere i denne weekend.

»Og ingen kiropraktor har siden kunnet få det tilbage på plads. Det sidder, hvor hun har sat det.«

Blixens mærke udviklede sig til en slags kronisk migræne for Aage Henriksen og var en stor belastning for hele familien, fortæller Morten Henriksen i dag. Han er søn af litteraturprofessoren og har i fem år arbejdet på dokumentarfilmen om faderens og Blixens forhold.

»Det invaliderede ham. I dage- og ugevis kunne han være i store smerter, og hans hoved rystede som en kinesisk dukke,« siger Morten Henriksen.

»Min mor tilgav aldrig Karen Blixen det forhold, hun havde til min far, men jeg, som gerne ville forstå det mig, som var blevet en del af det, måtte tilgive hende. Det er derfor, det har været så vigtigt for mig at lave denne film. For at forstå min far og kunne frigøre mig fra ham.«

Filmen er blevet til et dystert selvterapeutisk interview med Aage Henriksen, der begrænset af ord forsøger at beskrive det dybe og nære forhold, han havde til forfatterinden. Om hvorfor hun kom til at betyde så meget for ham og om, hvorfor han måtte dele det med sin kun 10-årige søn som den eneste.

»Det er først nu, hvor filmen ligger færdig, og hvor jeg endeligt har fået lov til at spørge til alle sammenføjningerne i historien, at jeg kan følge og forstå hans proces,« siger Morten Henriksen. Han sidder uroligt i en Wegner-stol i sin lejlighed på Østerbro og har stadig lidt svært ved at komme helt tæt på det egentlige mål med dokumentaren med ord. Han prøver sig frem.

»Det har været en stor frigørelse for mig at kunne kortlæge det her. Jeg kan holde ham ud i strakt arm. Jeg kan holde deres forhold ud som en fortælling, og det har på en måde afmystificeret dele af min erindring. Jeg følte jo, jeg havde nogle rettigheder til den fortælling selv om min far slet ikke er enig i det.«

Djævelens søster

Karen Blixen havde selv sendt bud efter Aage Henriksen i begyndelsen af 1950'erne. Han var en ung litteraturlektor på universitetet i Lund og havde skrevet om Blixens forfatterskab, så hun indbød ham til Rungstedlund for at diskutere hendes forfatterskab. Dybt fascineret af den verdensberømte forfatter drog Aage Henriksen gang på gang over Sundet, og de to udviklede efterhånden et nært og fortroligt forhold. Men en dag, de to sad på verandaen, tog denne fortrolighed en ny drejning.

»Hun så på mig og sagde: 'Nu skal jeg fortælle dem noget, men De må ikke sige det til et menneske i verden',« fortæller Aage Henriksen i dokumentaren. Det handlede om Karen Blixens sygdom.

Hun fortalte, hvordan hun var blevet syg i Afrika og var rejst til Paris for at få at vide, at hun var døden nær med syfilis i andet stadium. Blixen blev omgående flyttet til Bispebjerg Hospital i København, hvor hun blev installeret i en afdeling for tropesygdomme, så ingen skulle kende hendes tilstand. Her lå hun alene og ensom, fortæller hun Henriksen, men en dag, var det som om, der skete en fortætning af rummet og hun blev klar over, hun ikke var alene. Det var djævelen, der var hos hende, mente hun, og siden havde djævelen været hendes bedste ven.

Djævelen tog hendes seksuelle liv fra hende, men gav hende evnen til at kunne forvandle sit liv og det, hun oplevede, til historier. Det var en pagt, hun havde indgået, mente hun.

Den særligt udvalgte

»Den, der for første gang får noget at vide, som han ikke må fortælle til et andet menneske, mener, han er særlig udvalgt,« siger Aage Henriksen i dokumentaren.

»Den, som det store menneske endelig kan betro sig til. Det var helt henne i skoven, men sådan oplevede jeg det.«

Men Aage Henriksen og Karen Blixen havde nu også indgået en pagt, og efterhånden som Aage Henriksen blev draget længere og længere ind i Blixens okkulte univers, blev han også selv mere og mere besat af spiritualitet og magi.

Han oplevede overnaturlige fænomener, opsøgte spirituelle miljøer og dyrkede sagnfigurer og Østens mystik. På samme måde, som Blixen betroede sig til Aage Henriksen, betroede han nu selv de hemmeligheder han fik fra Blixen til sin søn. På lange gåture fortalte han om djævletilbedelse, månedans, ansigter oplyst af evighedens lys, seksuelle kræfter og det særlige klarsyn, han havde fået ved gennem yoga at åbne den såkaldte Kundalinikraft i bunden af rygsøjlen.

Alt sammen med den eftertrykkelige formaning om ikke at røbe dem for nogen mennesker i verden. Det er de historier, Morten Henriksen ikke har berørt, siden han var barn, han nu har spurgt ind til.

»Der er en slags tjørnekrat rundt om ham, som man skal igennem for at få historien,« fortæller Morten Henriksen om tilblivelsen af dokumentaren. Et tjørnekrat, han allerede lærte at gennemtrænge som barn

»Som barn var jeg særlig opmærksom på, hvordan jeg skulle spørge ham, så han ikke skulle skifte humør. Han kunne være ret hård, men det er det hårde, der giver klang, siger Karen Blixen. Og den hårdhed har han lært af selv om han opfatter sig selv som en stor humanist.«

Hvad gjorde det ved dig at blive hans fortrolige på den måde?

»Ja ... Det er er virkeligt godt spørgsmål. Jeg kan konstatere, at jeg har overtaget en række vurderinger, der i virkeligheden ikke er mine egne. Men altså ... hvordan er det at blive født ind i en sekt?« spørger Morten Henriksen retorisk tilbage.

»Jeg har ikke oplevet det som hårdt, men det har betydet, at jeg bar nogle konstruktioner med mig, som ikke var gode for mig. Nogle tanker, som ikke var mine egne.«

Følelsen af medskyld

Som barn opfattede Morten Henriksen sig som særligt udvalgt af sin far. De to havde et helt særligt forhold, som gjorde, at netop han måtte høre fortællingerne om Blixen, men med tilblivelsen af filmen har han fået et mere nøgternt billede af det forhold.

»Min mor ville ikke høre noget om Karen Blixen, og det vigtigt for ham ikke at komme til at fremstå som en gal person over for sine venner. Derfor var det nok lidt mindre farligt og lidt mindre kompromitterende at fortælle det til et barn. Hans behov og min nysgerrighed kunne mødtes. Andet er der ikke at sige om det.«

Har du nogensinde været vred over, at han betroede dig disse ting?

»Ikke på grund af de ting, han har betroet mig. Jeg har jo følt en form for medskyld i det, og det var ikke noget problem for mig at holde tæt det var lidt som at gå mellem forskellige rum. Jeg har hørt andre tale om deres forældres betroelser som meget ubehagelige nærmest som et overgreb. Det beklager jeg, men sådan har jeg ikke oplevet dem. Der var jo også noget, jeg selv spurgte meget ind til.«

I filmen kommer der på et tidspunkt nærmest en undskyldning fra Aage Henriksen til hans søn. En beklagelse over, at han måske inddrog ham for meget i forholdet til Karen Blixen, og over at man ikke bør lade et barn alene med den slags hemmeligheder. Men Morten Henriksen har ikke haft noget behov for den undskyldning.

»Jeg synes, det var meget godt at få på plads, og det har også afmystificeret nogle ting hos mig blandt andet hvorfor han lige valgte mig at betro sig til. I dag forstår jeg jo, det handlede om ham og ikke om mig, men om ham og Blixen, så i forhold til fortællingen om de to synes jeg, det er interessant. Det har så reddet mig, at fortroligheden ikke gik den anden vej. Han fik ikke noget at vide om mit liv men det er naturligvis heller ikke helt så interessant.«

Forstår du ham?

»Det er svært at sige. Jeg er nok blevet overrasket over, hvor radikale beslutninger han har taget. Men han siger jo flere gange, at det ikke er muligt for ham at gå tilbage. Alligevel overrasker det mig, hvor store tab han har været parat til at lide, og hvor meget han ville give afkald på til fordel for det, han lavede med Blixen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Man forstår såvel, at fru Henriksen var træt af Karen Blixen. Hvem ville ikke blive det? Der var vel som for Diana (hende med Charles og Camilla) en smule trængsel i det ægteskab.

Aage Henriksens erfaringer med Karen Blixen - og knortefingeren i nakken har man læst om før. Nu efter at have set sønnens film og have hørt om sønnens erfaringer med faderen, må man forstå, at for begge mænd, men vel også for Blixen, spillede forfængelighed en stor rolle. Det er være den udvalgte, den fortrolige, din indviede.

Måske kræver det særlig følsomhed og åbenhed at lade sig vild-og voldføre af det esoteriske. Måske kræver det blot, at et manipulerende menneske tager føringen.

Blixen har aldrig sagt mig det store, og sympatien er ikke blevet større.