Læsetid: 3 min.

Kongelig kabaret med frontal humor

Elisa Kragerup og Rune David Grues sommerkabaret på Skuespilhuset kaster sig frygtløst ud fra scenetårnet: Det er grotesk, det er musikalsk og det er sprællevende
Det groteske mødes med sanselige i Det Kgl. Teaters 'Kabaret Royal' i sorte fremtidshætter og sort humor. Her er det Peter Plaugborg, der både scorer Maria Rossing og Helle Fagralid. Tror han da.

Det groteske mødes med sanselige i Det Kgl. Teaters 'Kabaret Royal' i sorte fremtidshætter og sort humor. Her er det Peter Plaugborg, der både scorer Maria Rossing og Helle Fagralid. Tror han da.

Natascha Thiara Rydvald

31. maj 2011

Lampetterne lyser dekadent med røde skærme på bordene. Og spillerne i Det Røde Rum tager drastiske spring. Ikke bare op på en rampe, der ligner den gamle catwalk fra
Stuk, men overalt rundt i det nyindrettede blodrum på Portscenen. For nu skal Det Kgl. Teater forføres ind i en ny æra med ensemblets otte performere i halvanden times gakket humor mellem charme og selvdestruktion.

Kabaret Royal hives i land på en humor, der minder om bungyjump. Ud kaster performerne sig i scener, der kommenterer på sig selv fra første replik i rollerne som ublu og selvfede og kiksede eksistenser, der buldrer gennem mørket med en hastighed, som havde de kastet sig ud fra det kobberfarvede scenetårn på Skuespilhuset. Deres livliner filtrer, mens de hakker ud efter hinanden med dødbringende fagter og brutalis-ord.

Greb om langt-ude-folk

Det er ondt-ondt og modbydeligt-modbydeligt og det gør godt-godt at se. For her er noget på spil: Det Kgl. Teater uden sikkerhedsnet og Skuespilhuset udsat for overlevelse. Her er ingen samtidsaktuelle parodier, sådan som i revyerne, men her er tidstypiske metaportrætter af mennesker i valgsituationer. Mennesker, der gør status. Mennesker, der tager hævn. Mennesker, der forsøger at forstå sig selv.

Og så er der den slags væsner, som allerede kendetegner instruktøren Elisa Kragerups vildskabsunivers, og som støttes af medinstruktøren Rune David Grue og hans dybdeindsigt: Den langt-ude-overdrevne kvinde i sine følelsers vold. Den langt-ude-symbolske mand, der tilfældigvis bare er halvt hund. Den langt-ude-kontrollerede bibliotekar-type af en Satan. Og den langt-ude-betvivlede Gud i eget skæg og tryllekunstnerkappe ...

Drab på skønheden

Teksterne er skrevet af et panel af forfattere fra Anna Bro og Line Knutzon til Grue selv. Og Søren Siegumfeldt leger med musikken og tenorsaxen, så tonerne rutsjer fra Peter Rosendals viseklavertriller til Bent Clausens trommende rockgys, samtidig med at Jonas Bøghs lys ændrer sig fra tryg caféforestilling til alt-kan-ske-lynglimt. Som tilskuer fornemmer man dog mest af alt, at stoffet er leget frem.

Forestillingens pressefoto afslører desuden, at mange scener har muteret helt frem til premieren. Det er formodentlig denne umiskendelige fornemmelse af friskskabt scenekunst, der gør forestillingen så uimodståelig. Og så selvfølgelig spillerne, der bevæger sig rundt i munter parodikoreografi af Signe Fabricius. Maria Rossing heltinden fra
Den unge Werthers lidelserrammer klokkerent kabaretens absurditet. Hun kan stirre ud i luften og lade publikum glo på sig, for først i sidste sekund at punktere sin egen stirren med en nonsensudtalelse. Som når hun lægger sig på maven foran kapelmesteren og synger sin uforglemmelige sang: »Jeg ligger her på et klaver«. Det er mærkeligt og besnærende.

Peter Plaugborg får lov til at svinge sin store krop og sine magtarme rundt i hele rummet, mens hans stemme manipulerer. Helle Fagralid gør op med sin egen skønhedsmyte og er både irriterende og grænseoverskridende grusom, når hun hjemkalder helvedestortur over alle de andre og over os tilskuere, der opsøges af performere med nærgående spørgsmål og følgespots.

Og Mikkel Arndt spiller Manden, der kan være 100 steder på én gang som fed satire over det zappende kvalitetstidsmenneske, der brænder sammen i sin multitasking.

Thomas Hwan fascinerer igen med sin overrumplende knivpræcision, både i sin krop og i sine replikker ofte som betragterbossen, der først slår til i det afgørende sekund.

Spark til hunden

Og Johanne Louise Schmidt får lov til at spille den medløbende
underdogog den batteridrevne robotstripper. I hvert fald indtil hun griber PH og tilskuerne med »I dit korte liv«. Egentlig er sangen for voldsom til hendes stemme, men hun synger den så insisterende, at sangen får lov at sætte sig i rummet, som om ordene blev malet med sort på de røde vægge. Og så sidder man og bliver helt rørt over, at den bærende tekst faktisk er et Liva Weel-hit fra 1941.

Disse københavnerperformere suppleres af den fra Aalborg hjemhentede Rasmus Bjerg. Hans store, bløde krop svinger og svajer med faretruende hurtighed. Hans gavmilde grin giver sig god tid og kulminerer først, når tilskuerne smiler tilbage. Hans performerfrygtløshed er skrækindjagende, og hans absurde fantasi er hverken fugl eller fisk. Næ, den har såmænd fire listige poter og blød hale. Når showet er til ende, er ingen i hvert fald i tvivl om, at Rasmus Bjerg er en
hund. Hvem denne
Kabaret Frontalså egentlig handler om? Mig, sagde hunden.

Kabaret Royal. Instruktion: Rune David Grue og Elisa Kragerup. Tekster: Anna Bro, Line Knutzon, Christian og Mads Tafdrup, Joan Rang Christensen, Rune David Grue og Mikkel Arndt og PH. Scenografi: Palle Steen Christensen. Lys: Jonas Bøgh. Koreografi: Signe Fabricius. Komponist, arrangør og kapelmester: Søren Siegumfeldt. Skuespilhuset, Portscenen. Til den 2. juli. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu