Læsetid: 2 min.

Monstro fru Åberg bare gik?

Alfons er børns verden som Gunilla Bergström synes den skulle være. Ikke som den er altså lige bortset fra det med Alfons' mor. Men den side af sagen lader også bog nr. 25 ligge
27. maj 2011

Ham Alfons. Med det store runde hoved og de sørgmodige øjne og et omvendt syvtal som næse. Ham, der ligner en gammel mand, men ikke er det. Næsten intet hår har han og en brun sweater som dem, morfædre går med. Og så ham Alfons' far, der ryger pibe indenfor i lejligheden i betonbyggeriet, hvor han bor med Alfons, ham hvis øjne også er lidt triste.

Alfons er fra 1972, og jeg er født i 1970 og tilhører Alfonsgenerationen. Den generation, som lærte at forsage Barbiedukker og al deres væsen og måske endda i korte glimt troede på, at drenge også gerne ville lege med dukker den anden og rigtige slags dukker for det gjorde de i de bøger, Bergström og andre ansvarlige sørgede for, at vi aldrig skulle mangle.

Alfons er et levn fra 1970'ernes børnelitteratur, der stadig lever og måske tager børnene i dag ikke skade? Måske er det Bergströms unikke streg, der fæstner sig hos dem? Måske alt pc-halløjet bare bliver en slags støj, de sorterer fra? Tag nu den nye Alfonsbog, Alfons med super-sækken, der ligesom flere af de tidligere bøger handler om Alfons' gode fantasi og at de, der har, skal dele, så de, der ikke har, også får.

Historien er fortalt over den gode gamle model, hvor den fantastiske fortælling viser sig bare at være en drøm, blot med den tilføjelse, at Alfons mener, at når nu han var der, så må det også være sket: »Jeg eksisterer vel også om natten. Tæller det ikke?' siger Alfons. 'Det er i hvert fald min krop, som laver drømmene. Og måske er drømmene virkelighed og virkeligheden er ... drømme?'«

Ja, historien er noget kluntet fortalt (dette er slet ikke det mest tydeligt konstruerede sted), men genkender man skabelonerne fra andre det-var-bare-en-drøm-historier og andre eventyr om de gode og de onde, har man gode chancer for at følge med.

Men så trods alt. Under den lidt klodsede tekst og det rigtige budskab findes en anden tekst. Underteksten har med de sørgmodige øjne at gøre, pludselig ler de, ikke bare hos Alfons, men også i far Åbergs ovale hoved. Alfons' drømmeri minder far Åberg om den dag, han mødte fru Åberg: »Far småler. Nu kommer han for resten selv i tanke om en god drøm, han drømte engang. Dengang han mødte sin elskede fru Åberg! Da var han glad. Også hele dagen ... dagen efter drømmen.«

Jeg mener, at jeg også som barn ud over at undre mig over, at man i Sverige kunne kalde sine børn Alfons undrede mig over, hvor Alfons' mor var blevet af. Var hun død? Det kunne hun have været i en bog af danske børnebogsforfattere som Kim Fupz Aakeson eller Oscar K., og Fupz havde ikke valgt at vise nogen bearbejdelse af sorgen, som han aldrig gør, og Oscar K. havde ikke skånet nogen lille læser, tværtimod bare skræmt dem, men Gunilla Bergström gør noget helt tredje, og jeg ved virkelig ikke, om det er tilsigtet eller ej. Hun lader gåden om Alfons fraværende mor forblive en gåde. Gik hun mon som Nora gik, eller skred hun bare med en anden?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu