Ind i musikken med dødsforagt

På en måde var han en blanding af en stakkel, et fjols og en Gud. Som så mange andre. I samtiden opfattedes han nok primært som det sidste og måske lidt som det første. Men at omtale ham som et fjols vovede ingen. Det er så også kærligt ment. Navnet var Curtis, Ian Curtis, og han var sanger i et af de bands, der virkelig betød noget. Det hed Joy Division, og dets musik lød som en bulletin fra den yderste zone.

Og det i en tid, hvor mange bands betød alverden, hvor den ny musik fra USA, England og Tyskland var lige så vigtig som den ilt, nikotin og cannabis, som holdt skuden oven vande, hvor der hver eneste uge kom nye spændende aktører på banen, hvor der dagligt udsendtes plader, man bare måtte høre, alt, ens liv, ens fremtid, ens lykke, ens forstand, afhang af at man hørte det seneste fra og med Magazine, XTC, Pere Ubu, Nina Hagen, Bauhaus, Talking Heads, Patti Smith, The Fall, Echo & The Bunnymen, The Cramps, Sods, Tuxedo Moon, Public Image, Devo, Siouxsie & The Banshees, The Teardrop Explodes, Young Marble Giants, The Cure, Deutsch-Amerikanische Freundschaft, Wire, Lydia Lunch og mange flere. Selv i det selskab var Curtis unik.

Så da han en majdag i 1980 hængte sig, var det noget, der gjorde indtryk. Da oplysningerne fra førerbunkeren var uklare og forvirrende, tilskrev vi det den altomfattende depression, vi kollektivt og periodisk syntes at lide under, når vi altså ikke var oppe at ringe i en nærmest demonstrativ rus af livsglæde. Jeg er bange for, at hans desperate handling skabte en form for præcedens, der pegede på selvmordet som en mulighed; det er dét, der i mine øjne gør ham til et fjols, selv om jeg tog det blodigt alvorligt og selvfølgelig selv overvejede det. Hvordan gøre sig til dommer over den desperation, der driver én til den absolut mest uigenkaldelige af alle handlinger? Så da resten af gruppen valgte at fortsætte under navnet New Order og som sådan udsendte singlen »Ceremony«, støttede vi op om dem, selv om det godt nok lød fuldstændig som Joy Division, bare med en langt dårligere sanger. Og da det annonceredes, at de skulle spille i Saltlageret, kunne det kun gå for langsomt med at omsætte sin bistandshjælp til en koncertbillet.

Det skadede ikke sagen, da det sivede, at det hypede, men til dato ikke hørte danske band Before, med vidunderbarnet Martin Hall fra Ballet Mécanique på guitar, skulle varme op. Med en unik sanger i front!

En ildsjæl i byen

For rygtet var ilet i forvejen. Der var en ny spiller i byen, en vaskeægte vildmand, en ildsjæl, en galning, et primitivt geni. Fra det Aalborg, mange vildmænd har forladt ned gennem tiderne for at gøre København usikker for dem, der ikke er vokset op i sky af cement. Navnet var Fritz Fatal, og selv i en tid med mange fantasifulde selvopfundne identiteter (personligt forsøgte jeg at lancere mig som Johnny Panic, hvilket dog kun afslørede mig som belæst nørd) var det et navn ud over det sædvanlige. Det var faktisk uforglemmeligt! Jeg vidste godt, hvem denne Fritz var, jeg havde siddet sammen med Steen Dalin i timevis den vinter og forsøgt at klippe Lars Dan og min egen dokumentarfilm Underdogs fra eventen med Sods og Billedstofteatret på Gammel Kongevej 13AB i foråret '80 sammen til noget, der gav visuel mening. Og på stort set samtlige frames kunne man se denne Fritz iført flueøjesolbriller stå klos op og ned ad Billedstofteatret og intenst følge dets slow motion-performance. Med en udstråling af lige dele kamikazepilot og desperado var han svær at holde øjnene fra, han stjal et show, han ikke engang vidste, han var en del af, han lignede den fødte rockstjerne.

Men derfra og så til at opleve ham live var der stadig et uoverstigeligt spring, én ting er en skide scanning, noget andet selve fødslen med al dens blod og gru og skønhed. Da han og resten af Before gik på scenen i Salt- lageret den majdag i '81, var det foran et uforberedt publikum, hvad angik den sugende tsunamieffekt bandet havde, og allerede ganske få sekunder inde i første nummer var det eneste mulige sammenligningsgrundlag Iggy Pop-koncerten i Daddy's i september 1977. For Iggy var og er den eneste, der kunne matche Fritz i den dødsforagt, hvormed de som performere fysisk kaster sig ind i musikken med så lidt omsorg for egen ve og vel, at man som tilskuer får fornemmelsen af helt bogstaveligt at sidde med livet i hænderne. Hvor der absolut ikke bliver gjort nogen tanker om handling og konsekvens, hvor dødsdromens aktør har lagt omtanke og forsigtighed i garderoben og udelukkende kerer sig om showets maksimale effekt, om at få sit budskab ud, come hell or high water!

Sådan var det også, da Before efter en kort talt introduktion af Fritz (hvor han både afslørede påvirkningen fra det posthumt udsendte Jim Morrison-album An American Prayer samt gav os vor første smag på sit uforlignelige, om end alt andet end fonetisk korrekte engelsk!) satte i med et nummer på øresplittende volumen, mens Fritz gik gakgak, så man uvilkårligt trådte et skridt eller to tilbage. Jeg må blankt indrømme, at jeg fandt ham skræmmende, den der blanding af dødsforagt og desperation gik godt nok lige til kanten af min grænse, jeg følte mig periodisk overbevist om, at han simpelthen ville gøre skade på sig selv. Ja, eller på publikum, for den sags skyld. På daværende tidspunkt havde jeg nok ikke godvilligt købt en brugt cykel af denne kamikaze-figur, som jeg fuldstændig forvekslede med hans optræden og ikke det gode, om end noget fucked up menneske, der sidenhen blev min kære ven.

En stjernes fødsel

Det gjorde ikke effekten af denne menneskelige ildkugle mindre, at Martin Hall og bassist Tolle Tolstoy stod som saltstøtter og spillede, Hall tilmed i plusfours, han lignede grangiveligt én, der var flygtet ud af et Tintin-hæfte og op på Saltlagerets scene. Mens Mikael Rasmussen holdt det hele sammen med sit tighte trommespil og i øvrigt gjorde en god figur, åh så unge alle var, og så godt de så ud, før speeden og heroinen forvandlede landskabet til ukendelighed. Ikke et sekund herskede der tvivl i mit sind om at jeg bevidnede en stjernes fødsel, at med Fritz og Before føjedes endnu et band til toppen af dansk nyrock et sted, hvor der ikke ligefrem var trængsel. Fraset Kliche, Sods og Ballet Mécanique (ja, og så måske No Knox, men det var mest for det gode humør, drenge!) havde vi ikke så meget at byde på i forhold til forbillederne, men Fritz her, han tog nu godt nok en ordentlig røvfuld stik hjem, bare ved at vise sig! Det siger sig selv, at Before overstrålede New Order som solen overstråler månen, sidstnævntes optræden mindede om en vildfaren neurose, sjældent har man set en så utilpas vokalist som Bernard Sumner, han lignede den personificerede selvudslettelse, de i alt otte numre var også smertefulde at bevidne, men af helt andre årsager og fuldstændig uden katarsisk effekt.

Det er ubeskriveligt mærkeligt at sidde og høre koncerten med Before, som den nu foreligger i form af cd'en 30 Minutes, udgivet præcis 30 år efter eventen, lo-fi så det batter og absolut kun for liebhavere. Dette er en pæn måde at sige, at lydkvaliteten er dubiøs, det er intensiteten til gengæld ikke, her tages ikke fanger, kun chancer, og hvordan det end vendes og drejes, føles det helt rigtigt, at dette afgørende øjeblik nu findes frit tilgængeligt for dem, der måtte føle behov derfor. Dette er antitesen til mainstream og passende adfærd, dette er den ægte vare, med hud, hår, vorter og sår, take it or leave it, but take it!!