De national-uromantiske er kommet ind i varmen

I Statens Museum for Kunsts nyophængning af samlingen af dansk kunst 1750-1900 har de kunstnere, der reagerede mod den national-romantiske selvtilstrækkelighed fået plads i kunsthistorien. At de både siden og i deres samtid er blevet set lidt skævt til, siger lige så meget om kulturhistorien som om kunsthistorien
I Statens Museum for Kunsts nyophængning af samlingen af dansk kunst 1750-1900 har de kunstnere, der reagerede mod den national-romantiske selvtilstrækkelighed fået plads i kunsthistorien. At de både siden og i deres  samtid er blevet set lidt skævt til, siger lige så meget om kulturhistorien som om kunsthistorien
24. maj 2011

Elisabeth Baumann var guldaldermaler. Og så alligevel ikke. Hendes maleri Danmark har næsten ikonstatus i perioden. Det forestiller en folkedragtklædt kvinde med sværd og Dannebrog i hånd. Billedet har været brugt på Dansk Folkepartis medlemsblad, så tyk er den nationalromantiske symbolik helt i guldalderens ånd, men alligevel blev der set skævt til hende i samtiden, og hun er siden næsten gledet ud af kunsthistorien.

»Udgrænset,« er det ord, som samlings- og forskningschef ved Statens Museum for Kunst, Peter Nørgaard Larsen, bruger om de kunstnere, der i museets nyophængning af den ældre danske kunst præsenteres i rummet med titlen »I Dialog med Europa«.

Her er der ikke meget dansk natur og maritime motiver, som ellers var dansk guldaldermaleris fikspunkter anført af C.W. Eckersberg og hans elever. I stedet er det blandt andet Carl Blochs berømte Fra et romersk Osteria, hvor italienske kvinder sender flirtende blikke ud mod beskueren, og David Jacobsens Studie fra Pont Royal i Paris, hvor der er et mylder af mennesker, der pryder væggene i sal 220.

»Elisabeth Baumann var meget tyskorienteret i sin kunst, og det gælder for mange af dem, vi kalder Europæerne. De reagerede mod den nationalromantiske selvtilstrækkelighed og lod sig inspirere af strømninger fra Frankrig og Tyskland, og især Tyskland blev jo både i samtiden og sidenheden udgrænset også i kunsten.«

Polskfødte Elisabeth Baumann levede fra 1819 til 1881 og var gift med skulptøren Jens Adolph Jerichau, der underviste på Kunstakademiet.

Hvad danskerne ville have

De nationalromantiske motiver malede Elisabeth Baumann kun, fordi hun vidste, de ville falde i god jord. Hun vidste godt, at det var det, danskerne ville have på det tidspunkt. Peter Nør- gaard Larsen fortæller, at af brevkorrespondancer mellem Elisabeth Baumann og manden Jens Adolph Jerichau fremgår det tydeligt, at hun foretrak at male ud fra indtrykkene fra sine mange rejser i Mellemøsten og Sydeuropa. Mens hun levede, købte Statens Museum for Kunst kun ét af hendes billeder: En saaret dansk Kriger fra 1865. Men det billede er ikke med i nyophængningen af samlingen. Det er derimod maleriet Ægyptisk Fellahkvinde med sit Barn, hvor en egyptisk bondekvinde klædt i et næsten gennemsigtigt stof vifter et palmeblad over et sovende nøgent barn. At det er netop det maleri, der nu hænger i sal 220, og ikke den sårede kriger, illustrerer hele tanken bag nyophængningen, fortæller Peter Nørgaard Larsen.

»Målet med nyophængningen har selvfølgelig været at vise kunsthistoriens egentlige styrker og hovedstrømninger, men med en bevidsthed om, at der findes parallelle kunsthistorier. Kulturhistorien afspejles i måden, vi ser på kunsten på. Derfor er der også helt naturligt noget, der er blevet sorteret fra. Vi hænger det nu op for at vise, at disse værkers fravær i kunsthistorien måske ikke har noget med deres kvalitet at gøre, men nærmere handler om at de ikke passede ind i samtidens kunstforståelse. Der er en kultur- historisk forklaring på, at de ikke er at finde i kunsthistorien« siger han.

Derfor er en udstilling, der naturligt er fyldt med Eckersberg, L.A. Ring, Skagensmalere, fynboer og Hammershøi suppleret med for eksempel Elisabeth Baumann.

Hun var for internationalt orienteret efter samtidens smag, selv om det faktisk var en del af Kunstakademiets uddannelse at rejse til Syd- europa for at opleve antikkens bygninger.

»De fleste af for eksempel Eckersbergs elever har meget travlt med at komme hjem igen. De ser de antikke bygninger, de har fået besked på at se, og skynder sig hjem for at male dem. Og selv om det fremgår af deres rejsedagbøger og skitser, at der har været turister på stederne, så er der intet liv på billederne. Turisterne er retoucheret væk. Europæerne derimod bruger inspirationen fra rejserne til noget. De lokale indgår i motivet,« siger han og peger op mod et maleri, der forestiller en beduinlejr.

»Det er i øvrigt Elisabeth Baumanns søn Harald, der har malet det,« tilføjer han om maleriet Den lydiske slette i nærheden af Sardes, Lilleasien (Tyrkiet) malet af Harald Jerichau i 1878.

Med åbenhed

Præsentationen af den parallelle kunsthistorie går igen i hele nyophængningen for at tydeliggøre, at det at fortælle kunsthistorien er et spørgsmål om fortolkning. Men Peter Nørgaard Larsen fastholder, at museet ikke er bange for at påtage sig rollen som autoritet.

»Vi gør det bare med åbenhed. Hver generation har sit blik på kunsten og skal have lov til at lade det komme til udtryk i ophængningen af samlingen. Vi har ca. 3.500 værker i samlingen fra denne periode og har valgt 500 ud. Det er selvfølgelig en hård prioritering, og resultatet er jo ikke den eneste måde at fortolke kunsthistorien på. Det er vores bud.«

Det er også i den åbne fortolknings tjeneste, at museet har valgt at lade hver af salenes introduktionstekst underskrive. Derudover er der i formidlingsmaterialet i salene præsenteret flere forskellige tolkninger af en række værker.

»Vi vil gerne give plads til flerstemmigheden,« siger Peter Nørgaard Larsen.

Den tidligere ophængning var præget af temaer, mens den nye i højere grad er sat i kronologisk sammenhæng.

»Vi vedkender os folks behov for en struktureret fortælling om det væsentligste i dansk kunsthistorie, men håber på samtidig at skabe en bevidsthed om, at alt er relativt.«

'Spændt for en vogn'

Peter Nørgaard Larsen lægger ikke skjul på, at ældre dansk kunst generelt fra denne periode 1750-1900 og i særdeleshed fra guldalderen 1815-1850 »er blevet spændt for en vogn«, som museet blandt andet problematiserer i salen med titlen Nationalfølelsen, hvor blandt andet Jørgen Haugen Sørensens skulptur af samme navn et slags lyserødt organ i ler fra 2005 er udstillet sammen med Jørgen Sonnes Landlig Scene fra 1848.

»Nationalitet er en kompleks størrelse, og selv ham, der regnes for en af de mest indflydelsesrige personer, når vi taler dansk guldalder, var kritisk over for udtrykket og det forhold, at guldalderkunsten allerede dengang blev brugt politisk,« siger han og vender blikket fra N.L. Høyens portræt af maleren Wilhelm Marstrand over mod et citat af netop Marstrand, som museet har gengivet på den første væg, som blikket møder, når man som museumsgæst træder ind i samlingen:

»Hvad har alt det Politiske, Nationalitet og Korntold med malerisk Virkning og Skiønhed i Linier at giøre? Hvad menes der med, at Kunsten skal være National? Vil det sige politisk dansk fra Kongeaaen til Nordsøen med det til Gjenstand, som findes deri? Nej, ligesom den samme Sol skinner over hele Verden, saaledes er Kunsten ikke bundet; den er kun i Skjønhedens og Sandhedens Tjeneste.«

Statens Museum for Kunsts nyophængning af samlingen Dansk og Nordisk kunst 1750-1900 åbner på fredag. Også museets franske samling 1900-1930 præsenteres i nyophængning. Senere på året gælder det europæisk kunst 1300-1800, der åbner 26. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Statens Museum for Kunsts samling af Dansk kunst 1750- 1900 rummer i alt 3.500 vær- ker. Heraf kan ca. 500 præsenteres ad gangen.
Den nye ophængning, der åbner på fredag, er den mest gennemgribende nyophængning siden 2006.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kim Gram

al den kredsen om bla.a. asetro er måske næppe lige sagen;
for hvis hver anti-asetro nødvendigvis er communist, så bør asetro næppe fremmes.