Læsetid: 4 min.

Norman Mailer og boksningens kulturelle rum

Genudgivelsen af Norman Mailers bog om George Foremans kamp mod Muhammad Ali i Zaire i 1974 falder sammen med Bokse-Brians comeback – og viser nådesløst forskellen i tid og rum på både boksere og bokseskribenter
Til trods for at Lasse Ellegaard har set kampen Ali-Foreman i hvert fald en halv snes gange på film og fjernsyn, fastholder Norman Mailers skildring af opgøret ham i en tilstand af intens spænding omgang for omgang, indtil Foreman falder i ottende.

Til trods for at Lasse Ellegaard har set kampen Ali-Foreman i hvert fald en halv snes gange på film og fjernsyn, fastholder Norman Mailers skildring af opgøret ham i en tilstand af intens spænding omgang for omgang, indtil Foreman falder i ottende.

9. maj 2011

Ingen fysisk aktivitet er så forfængelig som boksning, hedder det i Norman Mailers klassiske reportagebog om Ali-Foreman-mødet i Kinshasa i Zaire i 1974.

Når en mand går i ringen, er motivet at vække beundring. Og derfor er ydmygelsen ved at tabe større end i nogen anden sportsgren, mener Mailer.

Dette diktum gælder også for tilskueren. Det attraktive ved en boksekamp er ikke alene kampens udfald og boksernes tekniske niveau, men handler især om identifikation og empati. Om at triumfere med vinderen og føle med taberens ydmygelse. Ingen anden sport har mere poetiske nederlag.

Denne identifikation med ydmygelsens sjælelige smerte var bagtæppe for debatten forud for Brian Nielsens nederlag til Evander Holyfield lørdag nat i DR's koncerthus. Ingen skrivende og talende eksperter (og hvem er ikke bokseekspert?) var i tvivl om nederlaget, men alle var i tvivl om, hvorvidt denne figur fra Bent Vinn Nielsens og Helle Helles romanuniverser ville være en smuk taber, eller om pryglene ville blive pinagtige.

Udtryk som 'cirkus', 'joke' og 'freakshow' var således eksperternes (og det publikums, der havde betalt 10.000 kr. for ringside-pladser) selvforsvar – ikke mod den forventede ydmygelse, men mod den forudsigelige skamfølelse i fald den blev alt for bizar.

Ingen ville have del i blamagen lige bortset fra Kurt Thyboe, der i lørdagens B.T. tog fat i typisk turbostil ved at hylde Bokse-Brians mandshjerte og håne kritikerne som 'nosse-nørder'(!).

Men også han tegnede reelt en mental forsikringspolice mod det mulige sammenbrud, ikke kun for en afdanket sværvægter, men for den sportsgren, Thyboe lever med og af som boksekommentator. I den lange kommentar, han fyrede af fra hoften (men ikke hovedet), stod der ikke et ord om boksning. I det hele taget talte meget få om boksning, hvilket viste sig at være profetisk. Ifølge alle referater skal man se med førerhund for mene, at kampen havde noget med boksning som sport at gøre.

Ritualisering

Vil man vide noget om boksning som fysisk disciplin og kulturelt rum, skal man altså ikke læse Thyboe, men Norman Mailer. Hans Kampen (The Fight) om The Rumble in The Jungle er nu nyoversat – måske i anledning af koncerthuskampen, hvad ved jeg?

Jeg har kigget den efter og set, at den stadig bør læses på engelsk, hvis man orker. Ikke at den er dårligt oversat, slet ikke, men Mailer er svær at få has på i en dansk ortografi, for selv om han skriver i et flydende billedsprog på amerikansk, er hans stil faktisk lovlig omstændelig i oversættelse – jeg ville f.eks. nødigt læse ham på tysk!

Når det er sagt, er det fint, at Kampen er genudgivet – den er det klassiske værk om boksning, som Hemingways Døden kommer om eftermiddagen er det klassiske værk om tyrefægtning. Altså litterært – ingen af dem var egentlige eksperter, der er skrevet mere indforståede og medvidende bøger om både boksning og tyrefægtning, men de demonstrerer, at disse kulturelle rum, der forenkler og ritualiserer sejr og nederlag, liv og død, kan skrives ned, så de bliver medrivende og dybt interessante.

Jabs til jetsettet

Mailer var udsendt af magasinet Life og tog sin opgave som reporter så alvorligt, at han løbetrænede med Ali få dage før kampen – hvilket han skildrer mesterligt.

Jeg har set den kamp i hvert fald en halv snes gange på film og fjernsyn, men ikke desto mindre fastholder Mailer mig i en tilstand af intens spænding omgang for omgang, indtil Foreman falder i ottende. Undervejs uddeles kærlige jabs til datidens jetset og mediestjerner, der havde taget turen til Zaire – David Frost, BBC's daværende superes, der i dag promenerer sine spraglede sokker på Al Jazeeras engelsksprogede kanal, citeres for det mest gudsforladte, banale vrøvl i sin reportage til BBC, og gonzojournalisten Hunter S. Thompson skildres med kollegial respekt som en god skribent, men skoses for sin legendariske indtagelse af kemiske stimulanser og totale fravær af journalistisk disciplin.

Don King, datidens største boksepromotor, citeres for sine saftige fængselserindringer, der i få linjer afdækker et seksualvoldeligt rædselskabinet på bunden af det amerikanske samfund. Boksetrænere, ringvrag, pressesekretærer og hangouts i de hovedpersoners kredsløb skildres med den klassiske metode: Don't tell it, show it.

Litterær champ

Selv om der ikke er tvivl om, hvor Mailers sympati er placeret, reviderer han en hidtil fordomsfuld og erkendt uvidenhed om George Foreman. Det viser sig, at manden er interessant. Han beholder sine hænder i lommen på sin lærreds-overalls, da de er hans værktøj, hans instrumenter. Han træner til musik, Mailer kalder for »pop«, men som er soul og gospel (Aretha Franklin, Donny Hathaway). Portrættet af en sympatisk og lidt zen-agtig person er ikke dog fri for at ironisere over hans lapsede ghetto-fremtoning, der huskes fra 70'ernes sorte film som f.eks. Shaft. Mailers ego er aldrig bange for at skilte med sin gode smag.

Og den gode smag er Muhammad Ali, den fineste bokser, der har danset på planeten, om end forfatteren ikke kan dy sig for at minde (sit ego) om, at den unge Ali, der dengang hed Cassius Clay, i 1963 troede, at »Norman« – Mailer omtaler konsekvent sig selv i tredjeperson – var »noget ved filmen«.

At Gyldendal i disse for forlagsbranchen så svære tider vover denne genudgivelse, som forhåbentlig helt tilfældigt falder sammen Bokse-Brians comeback, kan ikke påskønnes nok.

Mailer er stadig en 'litterær champ' – og Muhammed Ali er efter alle disse år stadig den største. Det har Bokse-Brian ikke lavet om på. Men det tror han nok heller ikke selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Johansen

Thyboe and Mailer er måske nok hver sin liga hvad skrivetalent angår, men virker begge ensartet uautentiske. I deres bestræbelser på komme så "tæt på" som muligt. Med et overlæs af metaforer, kommer de i stedet til at virke berøringsangste. Man fornemmer simpelthen at her er to mænd som ville skide grønne grise hvis det lige pludselig var dem selv der stod med handskerne på oppe i ringen. Hvis man vil læse "autentisk" boksereportage i undisputed champion league, så læs A. J. Liebling. For en ren intellektuel tilgang er Joyce Carol Oates "On Boxing" værket. I Danmark havde vi faktisk gode reportere engang, Knud Esmann og Finn Paske kunne skrive autentisk og umanieret om boksning.