CANNES – Den politiske italienske instruktør og satiriker Nanni Morettis nye film, Habemus Papam (latin for ’Vi har (fundet) en pave’, red.), fik en pæn modtagelse af den internationale presse, da den i går blev vist i Cannes. Filmen, der deltager i hovedkonkurrencen, er blevet en stor succes i Italien, og enkelte kritikere har kaldt den for instruktørens bedste. Af nogle katolikker er den dog blevet kritiseret for sit portræt af Vatikanet.
»Jeg har ikke noget imod kritik,« sagde Moretti ved det efterfølgende pressemøde på festivalen.
»Der er ekstremister inden for alle religioner, men der kom nu ikke så mange barske kommentarer, og de, der kom, var ikke repræsentative for den katolske kirke.«
Der er da heller ikke så meget at blive sur over i Habemus Papam. Som fortælling er den lidt skizofren og kan ikke finde ud af, hvilket ben den vil stå på, men den er også fuld af humor og varme og bestemt ikke det angreb på den katolske kirke, mange havde ventet, snarere et kærligt kritisk portræt af en tvivler i en verden af absolutter.
Michel Piccoli spiller kardinal Melville, der meget mod sin vilje bliver valgt til ny pave. Han får et angstanfald, lige inden han skal præsenteres for de tusindvis af mennesker, som er forsamlet på Peterspladsen. En psykoanalytiker (Nanni Moretti selv) tilkaldes, men Melville stikker af, og mens psykoanalytikeren er fanget med kardinalerne i Vatikanet – han må ikke fortælle andre, hvad han ved, og arrangerer en volleyball-turnering – forsøger den nyvalgte pave at finde ud af, hvad han vil, og ikke mindst hvem han er.
Det er i scenerne, hvor Michel Piccolis pave går rundt blandt de almindelige mennesker på gaden i Rom, at Habemus Papam for alvor er god og helt rørende i sin indfølte skildring af et menneske, der ikke kan forlige sig med tanken om sin gudgivne skæbne.
Morettis egen historie
Piccoli har et udtryksfuldt ansigt, og man ser her fortvivlelse, forvirring, angst og mange andre stærke følelser manifestere sig, efterhånden som Melville får tænkt og talt med andre mennesker, blandt andet psykoanalytikerens ekskone, der også er psykoanalytiker og mener, at Melville lider af såkaldt forældreunderskud.
Nanni Moretti, der tidligere har lavet Kære dagbog og Aprile, og han vandt Guldpalmen for Sønnens værelse, er ikke troende, selv om han fik en katolsk opvækst. Han var heller ikke interesseret i at fordømme den katolske kirke, forklarer han.
»Jeg ville fortælle min egen historie med min egen udgave af Vatikanet og min egen pave. Jeg ville ikke gøre, hvad folk forventede, men i stedet skildre en mere menneskelig verden, hvor kardinalerne f.eks. ikke sidder og konspirerer med hinanden under konklavet.«
I Habemus Papam sidder kardinalerne og tænker, »bare jeg ikke bliver valgt,« og prøver at snige sig til at se, hvad de andre skriver på deres papirer. I det hele taget opfører de sig såre menneskeligt, og filmen gør mildt grin med den katolske liturgi, der set med alt andet end katolske øjne tager sig ganske absurd ud.
Indimellem går Moretti for langt – volleyball-turneringen er sjovt tænkt, den passer ikke ind i filmen – mens han på andre tidspunkter finder en god balance mellem humor og alvor, mens han klipper mellem Vatikanet og Melville. Og så er det spændende at se en film, som forsøger at finde manden og mennesket bag embedet og symbolet.
cmc@information.dk
Habemus Papam er endnu ikke indkøbt til dansk biografdistribution
Mere fra Cannes på information.dk/film og twitter.com/monggaard
www.festival-cannes.fr
