»Der har jeg også altid gerne villet hen,« skrev min færøske ven og kollega, »det var der, Grettir hin stærke blev hævnet.« Sagaerne spiller en større levende rolle i det danske riges nordlige provinser, end de gør her- nede, hvor et vist folkeparti har fået oprustet grænsekontrollen mod østbander og dåsebajere.
Engang var der mere åbent. Vikingerne krydsede grænser, som det passede dem, og mange af dem nåede til det, der for dem dengang var den største by i verden. Miklagård.
De kom langs den europæiske vestkyst ind i Middelhavet og gennem det smalle stræde ved Hellespont ind i Marmarahavet. Eller de kom fra nord ad de store floder og krydsede Sortehavet. Det var de fleste af dem, og i Miklagård blev de kaldt »rus«. Deraf Rusland.
Trafik og film
Vi skulle deltage i en poesi- festival, og det er ikke noget, man er ret vant til her i Türkerhütten, så vi var spændte, også selv om ingen af os umiddelbart havde tænkt over det med Grettir. Men det var mest byen, der lokkede. Det pragtfulde Byzans, der rumsterer så voldsomt i Europas poetiske underbevidste, som om der var noget der, det ikke er muligt at glemme, selv om alverdens mørkemænd og -damer gennem mange hundrede år har forsøgt at slette det af hukommelsen. Islam har sat sine klodsede spor i den mægtige Hagia Sofia, hvor i øvrigt også de tilrejsende vikinger ristede deres primitive runer på væggene. Korsfarerne har hærget.
Poesifestivalen var det så som så med, så vi kastede os ud i den kværnende trafik. Alle vegne trådte vi i andres fodspor: Gunnar Ekelöf her, Orhan Veli der, Nazim Hikmet her og der og alle vegne.
1. maj, hvor vi forlod byen, var parkeringspladsen nede foran hotellet hovedkvarter for politiet der, bevæbnet til tænderne, skulle sørge for, at de utallige fraktioner af kommunister og anarkister blev fragtet sikkert frem til den store plads, hvor de skulle hygge sig med deres faner og paroler, og ikke mindst skulle der sørges for, at de blev omhyggeligt fotograferede undervejs, af professionelle fotografer med store telelinser i ordentlig kvalitet. Det var ikke som hjemme i Botanisk Have. Det var en stor kollektiv film, de lavede her, og det er også, hvad Tyrkiets store moderne digter, Nazim Hikmet, gør i det kæmpemæssige versepos, han kaldte Human landscapes from my country.
Det er skrevet i fængsel, hvor han tilbragte store stræk af sit liv på grund af sine politiske overbevisninger. Han var udlært i det revolutionære Rusland, en ægte »rus« på en eller anden måde, og den tids fortællesprog var alle vegne, men mest i Rusland, præget af filmen. Senere er det blevet dagligdags, mainstream, men det var det ikke dengang: montage, kollage, flashback. Den flimrende fortælling foregår i et eksprestog, der krydser den anatolske højslette, og Hikmet skrev den dag for dag til sine medfanger i fængslet.
Jeg sad selv med den i toget en uges tid efter hjemkomsten, da togstewarden kom forbi. »Er den god?« spurgte han. Det kunne jeg kun bekræfte. »Det synes jeg også, men jeg læser den jo på tyrkisk,« sagde han.
Han var fra Miklagård.
