Læsetid: 5 min.

Den jeg ser på, elsker jeg

Arkiverede frimærker afslørede sensationen, men hvorfor er det så interessant, at Ingmar Bergmans mor sandsynligvis ikke var han biologiske mor? Fordi det næsten er som en fortsættelse af filminstruktørens kunstneriske værker flere år efter, at han selv er død
Verdens mest kendte svensker, Ingmar Bergman, er igen blevet samtaleemne. Havde han kendt til den formodede familiehemmelighed, var hans film måske blevet anderledes.

Verdens mest kendte svensker, Ingmar Bergman, er igen blevet samtaleemne. Havde han kendt til den formodede familiehemmelighed, var hans film måske blevet anderledes.

BONNIERS HYLEN

28. maj 2011

Ved den svenske Ingmar Bergmans død på Fårø i 2007, var det sidste kapitel af hans slægtssaga endnu ikke skrevet, viser det sig nu.

En svensk kvinde har ageret detektiv og ved hjælp af en DNA-test fra det retsmedicinske institut i Linköping påvist, at filminstruktørens mor efter al sandsynlighed ikke var hans biologiske mor.

Ingmar forbyttet barn!

Det er sensationelt og sender chokbølger gennem Sverige, skriver svenske aviser.

Store ord, men at det er samtaleemnet i Sverige i disse dage, hvor Dagens Nyheter var først med historien, kan man roligt regne med.

I december i fjor mødtes to kvinder, begge kunstnere, på en udstilling i Stockholm og faldt i snak.

Den ene, Louise Tillberg, havde da samme år fået udgivet en bog, Den jeg ser på, elsker jeg, hvori hun røbede familiehemmeligheden, at Ingmar Bergman vist nok var af hendes slægt.

Hendes far og også en bror havde en slående ydre lighed med ham. De havde aldrig turdet opsøge mesteren for at snakke med ham om det.

Pressen tog sig ikke meget af bogens tese. Der udkommer jo så mange bøger om kendte mennesker, hvori der påstås det ene og det andet. Louise skrev et brev til Ingmar Bergman for at forberede ham på bogen, men fik ikke noget svar af gode grunde: Han døde tre uger efter.

Den anden kvinde, Veronica Ralston, en af Ingmar Bergmans niecer, var netop i gang med at skrive en bog om sin familie og sine besøg hos onklen på Fårø. Den havde hun arbejdet på i syv år.

Hun havde læst Louises bog og havde syntes, at noget faldt på plads. Det var bare en fornemmelse.

De to kvinder viste sig at være næsten-naboer, og nu mødtes de ofte, for de havde meget at tale om, både barndommen og hemmeligheden. Det gav Veronica brændstof til endnu et kapitel i sin bog. Hun ville gerne have vished.

Dna-analysen

Veronika fik en idé. Hun fik adgang til et Bergman-arkiv, Bergman-Calwagen-arkivet, som opbevares på Riksarkivet.

Her udvalgte hun sig 14 breve og postkort, som var skrevet af Ingmar, og som derfor kunne have hans dna bag på frimærkerne.

Hun afleverede dem sammen med en blodprøve fra sig selv til afdelingen for retsgenetik på det retsmedicinske institut i Linköping.

I bogen, Kärleksbarnet och Bortbytingen, som udkommer i disse dage, udgøres det afsluttende kapitel af dokumentet, der med stor sandsynlighed fastslår, at Ingmars mor ikke var den biologiske mor.

Dna-analyser er ikke ufejlbarlige, men tæt på. Talrige mordere er i de senere års kriminalhistorie blev fældet af sådanne.

Analysen kan selvfølgelig ikke fastslå, hvem der så var Ingmar Bergman biologiske mor.

Indtil nu har man antaget, at det var Karin Bergman, som Ingmar altid satte meget højt.

Det nye er, at det barn hun fødte i 1918 så ikke var Ingmar som hidtil troet, men et svageligt barn som straks førtes bort, og hvis skæbne er ukendt. Selv var Karin i en døs, ramt af en kraftig influenza. Men hvor kom Ingmar fra? Kan han have været et uægte barn af præstefaderen, Erik Bergman, kendt fra Bergman-litteraturen som en hård, missionsk negl, der blandt andet nogle gange låste Ingmar inde i et skab? De brikker er endnu ikke faldet på plads. I så fald skulle Erik Bergman have haft en uden-omsægteskabelig forbindelse til Louises farmor, Hedvig, resulterende i et barn født på cirka samme tidspunkt. Præsten skulle så have set sit snit til at bytte de to børn, uden at moderen bemærkede det samt forfalske kirkebøgerne, hvilket er i strid med hans image som stærkt troende på linje med den danske indremission.

Louise er i givet fald så også niece til Ingmar ligesom Veronica. Sandelig indviklede sager.

Af morens dagbogsnotater fremgår, at hun næppe selv kendte noget til nogen forbytning, og af et brev fra Karins mor fremgår, at hun formentlig ville have forladt præsten, hvis der tilstødte Ingmar noget.

Barnet var med andre ord faderens garant for ægteskabet.

Spekulationer

Men hvorfor er det så spændende og interessant, om Ingmar Bergman var et forbyttet barn? Trods alt er det vel hans værker, filmene og teaterstykkerne, der er det interessante.

Det er da også blevet sagt og skrevet af adskillige debattører i de mange ekspert-udtalelser, læserbreve og blogindlæg, der uundgåeligt er fulgt i kølvandet på afsløringen.

Flere mener også, at man burde lade sagen ligge, da det ikke tjener noget godt formål at rode op i gamle affærer. Man skal lade de døde hvile.

Nogle betvivler også dna-undersøgelsens bonitet. Det er jo ikke nødvendigvis Bergman selv, der havde slikket på frimærkerne.

Det er som at slå vand på en svensk gås.

Ingmar Bergman fylder så meget internationalt og i svensk kultur, at man ikke bare kan forbigå det i tavshed.

Især fordi den knudrede opvækst, som han selv har beskrevet i erindringsbogen Laterna Magica, er uløseligt forbundet med hans mange storværker. Den blander sig hele tiden mest direkte i den populære film, Fanny og Alexander, hvor præstefaderen er portrætteret.

Få svenske familier har fået sine slægtsrelationer blotlagt og analyseret i så høj grad som den Bergman'ske.

Spekulationerne går også på, hvilken indflydelse det ville have haft på værkerne, hvis Ingmar selv var gjort opmærksom på sin 'falske' herkomst på et tidligere tidspunkt i forløbet. Det kunne have givet helt andre værker. Det kunne endda have givet en ny og positiv inspiration, eftersom værkerne i forvejen ofte handler om, at mennesker får revet tæppet væk under sig, og at den fremtrædende virkelighed kun er tilsyneladende.

Usikkerheden

Som det sker i teaterstykket Faderen af August Strindberg, den anden store, internationale kunstner i Sveriges fortid, en af Bergmans forudsætninger og et forbillede, hvis dramaer han har instrueret igen og igen på teatre. Heri konfronteres en ægtemand, som ligger i køns-krig med sin kone, med den mulighed, at han ikke er far til deres fælles barn. Han går i spåner.

Det har altid været sådan, at faderskaber kunne betvivles. Fædre kan ikke være sikre på, at deres koner ikke har været dem utro, og at de ikke er ofre for en hemmelighed. Med Ingmar Bergman er det den omvendte verden: Moderskabet betvivles. Hvilken 'lækkerbisken' for en filmforfatter som Bergman! Eller ville også han være gået i spåner?

Identitetsspørgsmålet er vigtigt, både i kunsten og livet. Nogle adoptivbørn lever udmærket med bevidstheden om at være det og har ingen lyst til at vide mere, mens det for andre er et livslangt traume. Til de danske tv-udsendelser Sporløs står adopterede i kø sig for at få fjernsynsholdets hjælp til at finde deres rødder. På tv er sammenføringen altid lykkelig, mens mødet i virkelighedens verden nogle gange er en skuffelse. Ingmar Bergman var ikke adoptivbarn, men vidste eller anede han overhovedet noget? Hvis han gjorde, ville han så have stået frem med det eller ville han ikke af respekt for moderen i sit liv?

Under alle omstændigheder: Nu skriver forskere og journalister videre på Bergman-krøniken, om end vi ikke gør det med samme kunstneriske talent som mesteren selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Arv eller miljø?

Man skal interessere sig særligt for Bergman for at finde dette interessant. Som en del svenskere heller ikke finder interessant, og som Kristen Bjørnkjær vist heller ikke finder interessant.

Men det var åbenbart interessant nok til en større artikel, hvor en notits snildt kunne have gjort det.