Læsetid: 7 min.

En skandalemager i krig med sig selv

Hvad er sandheden om Mel Gibsons langvarige mentale sammenbrud? Er han et monster eller snarere et mysterium? Vi søger et svar i anledning af Gibsons hovedrolle i Jodie Fosters drama ‘The Beaver’, der har dansk premiere i dag
Hvad er sandheden om Mel Gibsons langvarige mentale sammenbrud? Er han et monster eller snarere et mysterium? Vi søger et svar i anledning af Gibsons hovedrolle i Jodie Fosters drama ‘The Beaver’, der har dansk premiere i dag
31. maj 2011

Som alle vist ved, anklagede Mel Gibson for snart fem år siden jøder for at »være ansvarlige for alle verdens krige.« Det skete i Malibu, hvor den jødiske betjent James Mee var i færd med at anholde den da 50-årige Hollywood-stjerne for spritkørsel. Og dermed begyndte første fase af det frie fald for en af de mest succesfulde og indtjenende skikkelser i nyere filmhistorie. Anklagen skal sammenholdes med, at Gibson to år tidligere havde instrueret det svulstige bibeldrama The Passion of the Christ, der af mange blev opfattet som antisemitisk.

Langt mindre kendt er formentlig denne detalje fra lidt tidligere på aftenen: Inden Gibson forlod den restaurant, hvor han havde spist til middag, gik han angiveligt rundt til hvert enkelt bord og sagde farvel. Som om han ikke forventede at se disse folk igen nogensinde.
På det tidspunkt, i sommeren 2006, sang Gibsons ægteskab med moren til hans syv børn på sidste strofe af sidste vers, og hans sindstilstand var efter sigende voldsomt påvirket af det.
Det var altså muligvis tale om en aparte form for selvmordsforsøg, et forsøg på at provokere Mee til at trække og affyre sin tjenestepistol. En eksistentiel exitstrategi, som lyder knap så langt ude, hvis man medregner Gibsons stærke katolske tro og katolicismens strenge syn på selvmordere. Og at han, inden jødekommentaren faldt, skulle have sagt: »Mit liv er forbi. Jeg er fucked. Nu forlader Robyn (hustruen, red.) mig.«

Vennernes ven

I en lang artikel i Vanity Fair tidlige på året nåede den kendte filmskribent Peter Biskind da også frem til den konklusion, at »historien er mere kompleks end de slibrige overskrifter antyder.« At ‘Mad Mel’ Gibson i sit hjerte næppe er den racistiske, snæversynede og mandschauvinistiske (kort efter anholdelsen skulle han have tiltalt en kvindelig betjent »sukkerpat«) skiderik, hans adfærd ofte kunne foranledige til at tro.
Gibson har gang på gang haft et ikke blot gnidningsfrit, men fortrinligt samarbejde med just de etniske grupper, han i branderter og raserianfald har rettet bizarre beskyldninger mod (med til historien hører også, at Gibson efterfølgende undskyldte udførligt og uforbeholdent for sin opførsel den sommeraften i 2006).
Han er nok kendt for at have temperament, men også for at være enhver filmoptagelses platte spasmager og dermed en stor social gevinst. Hans medskuespiller i de fire Dødbringende våben-film Danny Glover er som bekendt sort, og filmenes instruktør, Richard Donner, er jøde. Ingen af dem har haft dårlige oplevelser.
»Jeg har aldrig hørt Mel bruge et beskidt ord om race eller religion,« siger Donner til Biskind.
Dertil kommer historierne om Gibsons generøsitet. Da stortalentet Robert Downey, Jr. havde sendt sin karriere til tælling på grund af stofmisbrug, hjalp Gibson ham op igen. Og Jodie Foster fortæller om, hvordan han uopfordret ilede hende til undsætning, da hun engang kom til skade i sin indkørsel.

I krig med sig selv

Al denne empati og omtanke eksisterer altså side om side med uendeligt mere basale og brutale sider. Flere af Gibsons venner og kolleger siger da også, at han er lidt af en Dr. Jekyll og Mr. Hyde-skabning. Og at alkoholindtag har det med at bringe sidstnævnte frem.
Det store lærreds macho-mænd beskrives gerne som ‘ulmende’, men Gibsons stjernepersona er (eller skulle man sige var) mere end det. Nok gav han den jævnligt som karismatisk gavtyv i komediefilm, men Gibsons sande specialeområde var hårdtslående mænd, der konstant synes på nippet til et seismisk vredesudbrud.
Gibsons komprimerede, farlige og langtfra usexede karisma tjente ham godt i rollen som hævneren Mad Max i filmserien af samme navn samt som den både selvdestruktive og øretæveuddelende drabsbetjent Martin Riggs i Dødbringende våben-filmene.
»Mel passede perfekt til rollen. Han forstod og kendte den figur,« siger Richard Donner. Gibson har da også antydet, at han for 20 år siden var i så dyb krise, at han overvejede selvmord.

I et nyligt interview til Deadline Hollywood kom Gibson med en mulig forklaring på alle vennetjenesterne: »Engang var der en, der sagde noget på en gang meget dybt og meget enkelt til mig, nemlig at depression lyver. Den mest effektive måde at lukke ned for løgnen på er at gøre noget for andre.«
Nu har Jodie Foster så betalt tjenesten tilbage, for det er hende, der har instrueret Mel Gibsons nye film, The Beaver. Her spiller han en mentalt vingeskudt forretningsmand, der kommunikerer med omverden via en hånddukke, der forestiller en bæver.
Ifølge Foster er det dog især i de fire film (hvoraf tre er yderst voldelige), Gibson selv har instrueret, at hans sande jeg skinner igennem: »Det er film om folk, der opsøger det mørkeste sted i jagten på et spirituelt øjeblik.«

Elsker at chokere

Sidste sommer sivede flere af Mel Gibsons mørke mentale områder så ud i den offentlige sfære. Hans image som smådæmonisk sexsymbol gav bagslag da lydoptagelser af Gibson, der truer med at myrde ekskæresten Oksana Grigorieva, med hvem han fik sit ottende barn, blev lækket til medierne.
»Hvis du bliver voldtaget af en flok niggere, er du selv ude om det,« lød en anden af hans bredsider med henvisning til hendes angiveligt udfordrende påklædning.
»Du må se det i den rette sammenhæng, nemlig at det var en ophedet, irrationel diskussion, som fandt sted lige da et usundt forhold var ved at falde fra hinanden,« sagde Gibson til Deadline Hollywood.
»Det er et enkeltstående, rædselsfuldt øjeblik, som ikke repræsenterer min sande holdning.«

For år tilbage skulle han dog have udtalt: »Mænd og kvinder er ikke lige. Jeg havde engang en kvindelig forretningspartner. Det fungerede ikke. Hun var en møgfisse.«
Dette er den samme mand, som altså er ven med Jodie Foster, Hollywoods mest markante kvindeskikkelse siden Katharine Hepburn. Og som ifølge producer og ven Dean Devlin i 1999 hjalp med at finansiere et hjem for mishandlede kvinder i South Carolina, hvor han på det tidspunkt var på filmoptagelse.
Devlin, der i øvrigt også er jøde, siger desuden: »Mel vil sige hvad som helst for at chokere dig. Hvad enten han mener det eller ej. Intet giver ham glæde som at se folks underkæber i frit fald. Det er en meget barnlig ting. Det er skuespilleren i ham, der forsøger at få en reaktion.« (Her er man som dansker fristet til at tilføje, at også filminstruktører kan besidde denne ubændige provo-trang.)
I så fald har Gibsons skuespillerinstinkt ironisk nok kostet hans skuespillerkarriere dyrt. Inden skandalen ramte, var han ganske vist i færd med en frivillig orlov fra skuespillet, men efterfølgende fik han ikke overraskende svært ved at finde arbejde. Han led således den ydmygelse, at en birolle i komedien Tømmermænd i Thailand blev sløjfet, da nogle af filmens øvrige skuespillere modsatte sig Gibsons medvirken.

Sin fars søn

I Deadline Hollywood-interviewet nævner Mel Gibson to gange, at han var meget umoden, da han som 22-årig blev et kendt ansigt. Hvilket måske skyldes, at hans barndom fandt sted i skyggen af en far med meget markante meninger.
»Mel er et produkt af sin far. Vi elsker vores forældre, de kan ikke gøre noget galt, og hvis de binder os historier på ærmet, resulterer det i store konflikter for os. Hvis du dykker ned i det, vil du lære en masse om ham,« siger Richard Donner.
Nu 92-årige Hutton Gibson tilhører en konservativ gren af katolicismen og er kendt for sine teorier om udspekulerede jøders skjulte magtudøvelse. Han benægter desuden, at Holocaust kostede noget nær seks millioner jøder livet.

En unavngiven kilde, som Peter Biskind har talt med til Vanity Fair, siger: »Mel elsker sin far meget, meget højt. Han har også afsindigt dybe religiøse overbevisninger, hvilket forhindrer ham i at tage afstand fra sin far. I interviews har han forsøgt at tage afstand uden rigtig at gøre det. Jeg tror, at han er blevet fanget i den fælde, og nu kan han ikke slippe ud af den.«
Biskind skriver også, at Gibson-familiens tætte sammenhold kan være en del af forklaringen på den voksne Gibsons tendens til at gøre kort retorisk proces med de, der ikke ligner eller lever som ham.

Uforsonlig kritiker

Forfatter og debattør Christopher Hitchens er en af dem, der ikke mener, at Mel Gibson har fortjent nogen form for forståelse. På internetmagasinet Slate skrev han for knap et år siden en klumme med overskriften »Mel Gibson Isn’t Just an Angry Narcissist«, der efterlader læseren med det indtryk, at Hitchens omtrent opfatter ham som personificeringen af ondskab. Ifølge ærkeateisten Hitchens følger Gibsons adfærd og udtalelser logisk af en umoralsk religiøs tro, og den ligeså ateistiske komiker Bill Maher har været ude med en lignende pointe.
Gibsons på en gang private og meget offentlige drama begynder alt i alt at minde om en film af den slags, der skildrer jagten på sandheden om en berømt person. Orson Welles’ Den store mand, eksempelvis. Og altså ifølge nogle med en rosenkrans i rollen som Mel Gibsons »Rosebud«.

jovk@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skal udgøre et stort et problem for midaldrende mænd, at deres koner forlader dem, på et tidspunkt hvor de er ved at afblomstre og børnene begynder at kunne klare sig selv. Og slet ikke velbeslåede mænd. At Gibson er fucked op af religion burde ikke være nogen undskyldning for klynkeriet.

Jørn Andersen

bemærk paralellen til Strauss-Kahn , som tilsyneladende har begået et tilsvarende symbolsk selvmord på sin "pæne" side.

Lars Peter Simonsen

Gibsons adfærd er typisk for en person, der lider af sygdommen alkoholisme i et af de sene stadier, hvor selvmord ofte forekommer, hvis personen ikke er i stand til at søge og/eller tage imod nødvendig hjælp.

Maj-Britt Kent Hansen

Havde da aldrig nogensinde læst - nej skimmet - denne artikel, hvis ikke den havde fået kommentarer. Og hele syv!

Ok, Gibson har et eller flere problemer, men er det strengt taget nødvendigt at Information bruger SÅ meget spalteplads på at "analysere" eller snarere genfortælle, hvad Vanity Fair og andre medier over tid har skrevet om ham?

Gossip-artikel + tilhørende filmanmeldelse blev tildelt et fuldt dobbeltopslag i onsdagsavisen. Halvdelen af opslaget blev ved en fejl (går jeg ud fra?) inkluderet i fredagens "Bøger"-sektion, hvilket resulterede i at Thomas Bobergs fine rejse-essay blev amputeret. Selvom det er slemt (endda graverende slemt), så er der her en glimrende lejlighed til direkte på avispapiret at sammenligne skidt (J.V. Kirkegaard) med kanel af den fineste kvalitet (T. Boberg)