Læsetid: 4 min.

Smil gennem tårer

'The Artist', som forleden blev vist på filmfestivalen i Cannes, er et mirakel af en sort-hvid stumfilm, som viser, hvor magisk filmmediet kan være
Nostalgi. Hovedpersonerne i 'The Artist', George Valentin og Peppy Miller, er løst baseret på blandt andet Douglas Fairbanks og Mary Pickford, og filmen er i det hele taget proppet med referencer til det gamle Hollywood.

Nostalgi. Hovedpersonerne i 'The Artist', George Valentin og Peppy Miller, er løst baseret på blandt andet Douglas Fairbanks og Mary Pickford, og filmen er i det hele taget proppet med referencer til det gamle Hollywood.

Fra filmen

19. maj 2011

Vi var mange, som kom dansende ud af biografen efter at have set den franske filminstruktør Michel Hazanavicius' sort-hvide stumfilm The Artist, der visuelt er en fryd og en sjov og rørende hyldest til 1920'ernes Hollywood.

Filmen begynder i 1927, hvor stumfilmstjernen George Valentin (Jean Dujardin) er på toppen af sin karriere. Han er en charmerende og noget selvoptaget mand, der vækker mindelser om både Errol Flynn, Gene Kelly og Douglas Fairbanks, og som laver den ene populære eventyr- og spændingsfilm efter den anden med terrieren Jack ved sin side.

De to er et mageløst makkerpar, og selv om publikum elsker dem, er Georges kone (Penelope Ann Miller) tydeligvis ikke tilfreds med at leve i skyggen af manden og hunden. Ved et tilfælde møder George den unge kvinde Peppy Miller (Bérénice Béjo), som drømmer om at blive skuespiller, og betaget af hendes humør og energi sørger han for, at hun får arbejde på en af hans film som statist. De tiltrækkes af hinanden, men indleder ikke nogen affære, og da talefilmen snart efter introduceres i Hollywood og nærmest øjeblikkeligt gør George arbejdsløs, er Peppy godt på vej til at blive den ny tids superstjerne.

George tror dog ikke på talefilm, og han insisterer på at lave endnu en stumfilm for at bevise, at det stadig er det, folk vil se (det samme gjorde i øvrigt Chaplin). Men det vil ingen, konen forlader ham, og han ender med at måtte flytte fra hus og hjem og bortauktionere alle sine ejendele. Han bliver mere og mere desillusioneret og alkoholiseret og ser ingen anden udvej end selvmord heldigvis har George både Jack, sin trofaste tidligere chauffør (James Cromwell) og, viser det sig, Peppy, til at hjælpe sig på ret køl igen.

Fuld af referencer

Hovedpersonerne i The Artist, George Valentin og Peppy Miller, er løst baseret på blandt andet Douglas Fairbanks og Mary Pickford, og filmen er i det hele taget proppet med referencer til det gamle Hollywood, instruktører, skuespillere og film, som Michel Hazanavicius tydeligvis kender og elsker.

Charlie Chaplins humoristiske melodramaer og smil gennem tårer har tydeligvis været en stor inspiration for The Artist, der til at begynde med er virkelig morsom, men efterhånden bliver mere og mere alvorlig. Handlingen låner fra både A Star Is Born og Singing in the Rain, og mens der er visuelle nik til Orson Welles' Citizen Kane, er der musikalske nik til en komponist som Max Steiner og Bernard Herrmanns musik til Alfred Hitchcocks Vertigo.

Det kunne være endt som en pastiche som f.eks. Mel Brooks' Silent Movie men Michel Hazanavicius og hans skuespillere har mere på hjerte, og mens de hylder alle de genier, på hvis skuldre de står, fortæller de også en følelsesmæssigt gribende og meget opfindsom historie, hvor lyd og tale også kommer til at spille en overraskende og original rolle det skal ses for at kunne nydes.

»Det skulle være ren film. Jeg ville fortælle en historie med billeder,« sagde Michel Hazanavicius på pressemødet efter visningen af The Artist. Instruktøren er især kendt for to meget succesfulde spionkomedier om agent OSS 117, men de filmskabere, han selv beundrer mest, Lang, Murnau, Hitchcock, Lubitsch, begyndte alle at lave film i stumfilmtiden, og det gav ham for nogle år siden lyst til selv at prøve kræfter med en af slagsen.

Ren film

»The Artist begynder i 1927, hvor mange af de store instruktører stoppede, men jeg kunne drage fordel af den udvikling, filmmediet har undergået siden da. Sammen med min fotograf, komponist og klipper har jeg arbejdet meget med musik, fotografering, lyssætning og rytme i filmen. Mit store mål var at undgå at lave en pastiche eller karikatur. Jeg så mange film fra dengang for at lære reglerne, og det gik hurtigt op for mig, at en ironisk komedie om stumfilmtiden ikke kunne holde 90 minutter. Der skulle melodrama og en romance til. Alle Chaplins film rummer melodrama og humor. Men jeg ville heller ikke imitere ham han er mesteren.«

Derfor trak Michel Hazanavicius også på andre af datidens store instruktører, f.eks. King Vidor, Tod Browning og Frank Borzage, og inspirationen vedkender han sig gerne.

»Film låner hele tiden fra hinanden. Det er tilladt, og det var en del af mit projekt. Det sker også inden for musikken og malerikunsten folk låner fra kunstnere fra en anden tid, et andet århundrede.«

Afsæt for fantasien

Tidsbilledet i The Artist er meget overbevisende, hvilket hænger sammen med, at den er optaget i Hollywood på mange af de steder, hvor virkelighedens stumfilmstjerner boede og lavede film, f.eks. slapstick-producenten Mack Sennetts tidligere studier, gamle Hollywood-gader og biografer og Mary Pickfords hus. Det giver filmen tekstur og troværdighed, og Michel Hazanavicius fortæller, at han researchede perioden grundigt, inden han gik i gang med optagelserne.

»Research er meget vigtig. Ikke så meget af hensyn til den historiske akkuratesse, ikke for at være realistisk, det er slet ikke det, jeg søger, men som afsæt for fantasien, ligesom fundamentet til et hus. Jeg var nødt til at lave al denne research. For at føde historien, konteksten, personerne i The Artist er der ekkoer af Douglas Fairbanks, Gloria Swanson, Joan Crawford og fjerne ekkoer af Greta Garbo og John Gilberts historie. Så jeg vidste, hvad jeg talte om, så jeg var i stand til at svare på alle de spørgsmål, som folk uundgåeligt ville stille mig undervejs i forberedelserne og optagelserne.«

Og processen med at lave en stumfilm har moret Michel Hazanavicius.

»Stumfilm er en følelsesmæssig kunstart,« siger han, »den er sanselig. Det faktum, at man ikke forholder sig til en tekst, betyder, at man bringes tilbage til en fundamental måde at lave film på, som kun virker i kraft af de følelser, man har skabt. Det er en fascinerende måde at arbejde på.«

The Artist er endnu ikke indkøbt til dansk biografdistribution men her skal lyde en kraftig opfordring til, at den bliver det.
Mere fra Cannes på information.dk/film og twitter.com/monggaard www.festival-cannes.fr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu