Læsetid: 3 min.

Sprog med blå øjne, verden fuld af død

Klædeligt. Marianne Larsens nye langdigt er fint og forsimplende på samme tid, lidt ligesom digterens eget tonefald, der både er blåøjet og klinisk
Flimmer. Hos Marianne Larsen får man et flimmer af ord og billeder. De er svimlende og måske også melankolske, ordene, men så også så meget andet: sære, flagrende, skrøbelige og uhyggelige.

Flimmer. Hos Marianne Larsen får man et flimmer af ord og billeder. De er svimlende og måske også melankolske, ordene, men så også så meget andet: sære, flagrende, skrøbelige og uhyggelige.

Folio Bildbyrå

6. maj 2011

Man kan godt undre sig over betegnelsen 'blues-digt', som Marianne Larsen har givet sin nyeste bog sig mig et underjordisk træ med vindens udtale. Hendes langdigt minder nemlig slet ikke om bluesgenrens håndfaste rundgange og klagende stemmer.

I stedet får man et flimmer af ord og billeder. De er svimlende og måske også melankolske, ordene, men så også så meget andet: sære, flagrende, skrøbelige, uhyggelige, styrede af småbitte skred i syntaksen.

Flimmeret er helt konkret. Enkelte sider i sig mig et underjordisk træ eksperimenterer med bogstavernes størrelse, sådan at ordene går fra at hviske helt småt til at råbe på siderne. Men mest driver sætningsled skråt hen over siderne på en måde, som ikke kan vises i avisens spalter. Der er ingen punktummer undervejs, men nok skift i perspektivet, f.eks. fra sansninger, hvor tid og sted ligesom opløses, til mørke fabel-fragmenter.

Sådan her lyder det i bogens begyndelse, hvor krig og overgreb spiller en vis rolle:

»hvinende savnvæsner/ med blottede skygger/ af krigens insekter/ som baggrund/ et par stridszonekroppe/ slog hinanden ihjel/ monsterbemyndigede/ med hver sit gevær/ og lagde sig/ ellers sunde og friske/ til at fordærves i uvækkeligheden/ i farver«.

Der er noget naivt over alle disse selvopfundne mareridtsord. Et par sider senere taler digtet om »sjælestalkers«, det lyder som noget fra en ungdomsgyser. Hvilket ikke er ment som en kritik: Marianne Larsen skriver med en præcis, stiliseret blåøjethed, der konstant afslører sin egen kunstfærdighed. Her et eksempel fra bogens midte:

»jeg rev mig løs fra en ugivtig sjæl/ ikke større end en trehjulet cykel/ i efteråret foran et bibliotek/ jeg var det blåblikkede væsen/ der løftede og bar/ tusind kubikmeter tusmørke/ i minuttet/ op over min trafikalt pulserende tinding/ og hældte det væk hver aften«.

»En ugivtig sjæl«: Det poetiske sprog kan også være skarpt, nærmest brutalt i sine afvisninger.

Enkle utopier

Som man kan se, og det sker især i bogens sidste halvdel, dukker der også et skrivende jeg, der nogenlunde ligner en digter, op i sig mig et underjordisk træ. På samme måder bevæger digtet sig fra et mere kosmisk til et mere hverdagsligt niveau undervejs.

Til slut er der også en drøm om et sprog, der forbinder mennesker med hinanden, sådan at »jeg var i hovedet/ på hvem som helst/ som var i hovedet på mig«. Straks efter hedder det, at »vi legemede hinanden til/ med hud og hår«.

Den slags skal være et alternativ, forstår man, til volden og dens intime udtryk, f.eks. ensomheden hos folk, der går med »hver med deres/ øjenbryn og personlige fortovskode«. Men også til de øjeblikke, hvor »ordene her mindede/ mere om andre/ ord/ end om noget andet».

De sidste linjer er et tilbagevendende refræn i bogen. På den ene side står digtets sprog og erotikken altså, disse ægte, men blot mulige fællesskaber. På den anden side står det faktiske, bureaukratiske samfund og ordene som gold reproduktion.

Det føles som en noget simpel modsætning. Jo, det er forfriskende med en forfatter, der helt som i gamle dage, dvs. halvfjerdserne entydigt insisterer på litteraturens politisk-eksistentielle modstandskraft, også selv om det sker nok så forsigtigt. Men sig mig et underjordisk træ fænger snarere på grund af sit klinisk-naive tonefald, på den måde utopi og dystopi alligevel ikke kan skilles ad. Det er en drøm, men det lyder ikke kun dejligt, det at andre skal være i hovedet på mig. At vi skal »legeme hinanden til«.

Under alle omstændigheder er sig mig et underjordisk træ en rigtigt fin bog, ikke mindst fordi Marianne Larsen både skriver som sig selv og udvider sit repertoire. Ellers har hun mest gjort det i korte, pointerede, nærmest aforistiske digte, nu flyder hun ud over siderne. Det klæder hendes skrift.

Og så udkommer den på Borgens Forlag! Som altså ikke er helt dødt endnu, blot voldsomt reduceret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu