Læsetid: 4 min.

Det er svært at slippe væk fra Edinburgh

Genopfindelse. Den fiktive kriminalkommissær Rebus gik på pension i 2007. Nu er Ian Rankin tilbage, hvor han startede: I Edinburghs politikorps. Denne gang med en ny helt, Malcolm Fox. Men forfatteren vil ikke afvise, at Rebus vender tilbage, efter pensionsalderen blev hævet i Skotland
Kultur
27. maj 2011
Min kone grinede af mig. Nu var jeg endelig fri til at skrive om hvad som helst, og så kom jeg og sagde: 'Jeg har virkelig, virkelig lyst til at skrive en krimi, der foregår i Edinburgh, siger Ian Rankin, der har gjort den regnfyldte skotske by kendt hos danskerne med sin i dag pensionerede serie om politimanden Rebus.

Min kone grinede af mig. Nu var jeg endelig fri til at skrive om hvad som helst, og så kom jeg og sagde: 'Jeg har virkelig, virkelig lyst til at skrive en krimi, der foregår i Edinburgh, siger Ian Rankin, der har gjort den regnfyldte skotske by kendt hos danskerne med sin i dag pensionerede serie om politimanden Rebus.

Jesper Stein Larsen

WASHINGTON DCDet var ikke en let beslutning for skotske Ian Rankin at sende sin populære kriminalassistent Rebus på pension i 2007. Krimiforfatteren havde levet med Rebus i mere end 20 år, og serien var blevet den mest populære i Storbritannien både på skrift og som tv-serie. Men Rebus ældedes et år for hvert nye bind, Ian Rankin skrev, og nu havde romanfiguren altså nået pensionsalderen.

Det var en god ven, der gjorde forfatteren opmærksom på det, fortalte han i sidste uge, da han besøgte boghandlen Politics & Prose i Washington DC.

»Min ven, der er pensioneret betjent, ringede en dag til mig og spurgte, hvor gammel Rebus egentlig var.'Omkring 57-58, svarede jeg, hvorpå han sagde: 'Du er godt klar over, at han skal pensioneres, når han er 60, ikke?' Jeg troede, han kunne vente til 65, men for kriminalkommissærer var det altså 60. Så vidste jeg, at han havde to år igen.«

Ian Rankin holder en kunstpause og smiler veloplagt til den tætpakkede boghandel.

»Min forlægger rådede mig til bare at standse tiden. 'Stop uret. Der er ingen, der vil lægge mærke til det!' Og det er rigtigt, ikke? Vi er alle sammen ligeglade med, at P.D. James' Adam Dalgliesh er 104 år, ikke?«

Folk griner højt, mens Ian Rankin står og skifter vægten fra det ene ben til det andet. Han slår ud med armene.

Nød friheden

»Problemet med Rebus er, at jeg opfandt ham, da jeg var midt i 20erne. Han skulle have en fortid, så derfor blev han fra begyndelsen omkring 40 år, hvilket virkede meget gammelt for mig«.

Den i dag 50-årige Ian Rankin sender et sigende, selvironisk blik ud til tilhørerne, der igen griner højt. De fleste er mindst på alder med ham.

Rebus-serien er kendt for dens realisme, og det er ikke kun Rebus, der ældes med årene. Noget af det, der gør serien unik, er, at den samtidig er et portræt af en by i forandring, et virkelighedsnært tidsbillede. Edinburgh ændrer sig, i takt med at tiderne ændrer sig. Og det holdt Rankin fast på, selvom læsere tiggede og bad ham om at fortsætte med at skrive Rebus-bøger. Det kom faktisk så vidt, at et medlem af det skotske parlament stod op og foreslog ministeren at ændre pensionsalderen for betjente i Edinburgh, så fiktive Rebus kunne få lov at fortsætte.

»Jeg har aldrig fået så mange hademails fra betjente som efter det,« griner Ian Rankin.

Men sagen var, afslører han også, at han elskede, den frihed, der fulgte efter Rebus.

»Det var fantastisk. Nu havde jeg pludselig tid til alle de ideer til historier og projekter, der bare var blevet lagt i en bunke på mit kontor.«

Forfatteren kastede sig ud i de vildeste ideer. Han skrev en libretto med en musiker, og bagefter så de på hinanden og sagde: »Aldrig igen«. Han skrev også en graphic novel, hvilket han fandt virkelig svært. Og sammen med en ven skrev han oplægget til et filmmanus bygget på ideen om en slags Ocean's Eleven fra Edinburgh, som ingen var interesserede i. Først, da han skrev det om til en roman (Doors Open, på dansk: Mellem venner, red.), var der pludselig flere filmfolk, der sagde, det var oplagt til en film.

Efter disse eksperimenter fik Ian Rankin igen lyst til at skrive en 'rigtig' roman, og han besluttede sig for at vende tilbage til politikorpset i Edinburgh med en ny helt ved navn Malcolm Fox.

»Min kone grinede af mig. Nu var jeg endelig fri til at skrive om hvad som helst, og så kom jeg og sagde: 'Jeg har virkelig, virkelig lyst til at skrive en krimi, der foregår i Edinburgh'.«

En hadet helt

Ian Rankin har valgt at lade sin nye hovedperson arbejde i afdelingen for interne anliggender, The Complaints and Conduct Department, fordi Fox så ikke vil kunne forveksles med Rebus. Hvor Rebus er en enspænder, der ofte går over stregen og bøjer reglerne, så er den slags utænkeligt i Malcolm Fox' afdeling. Her bliver de ansatte nødt til at være meget forsigtige.

»De er en slags spioner, og alle deres kolleger hader dem,« fortæller Ian Rankin.

I den første bog om Malcolm Fox har han netop afsluttet en stor sag om en række brodne kar i korpset, da han bliver sat på en ny, hvor han får til opgave at undersøge den unge og dygtige politimand Jamie Breck, der tilsyneladende har fingrene i noget rigtigt snavs. Det bringer ham ud i en sag, der ikke bare truer hans karriere, men også indeholder et grusomt mord.

Selvom Ian Rankin allerede er godt i gang med bog nummer to om Malcolm Fox, så bliver det ikke en ny Rebus-serie. Der bliver højst to eller tre bøger om ham, siger forfatteren.

»The Complaints arbejder med et begrænset område. Hvis det drejer sig om mord, bliver det for eksempel overdraget til drabsafdelingen. Desuden er der ikke mange, der bliver i den afdeling hele deres karriere,« forklarer han.

Til gengæld vil han ikke afvise, at Rebus kommer igen. På grund af den økonomiske krise, har Skotland hævet pensionsalderen til mellem 65 og 70 år, så Rebus nåede slet ikke at blive pensioneret.

»Det er muligt, at Rebus kommer igen. Faktisk er han der allerede. Jeg ved, han arbejder i afdelingen med 'kolde sager'. Så I kan godt forestille jer, at når Malcolm Fox går i kantinen, så sidder Rebus ved et af de andre borde.«

'En intern affære' er udkommet på Forlaget Klim.

bogdebat@informatopn.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her