Teaterzoom med skæve vinkler

Småt var godt i teatersæsonen 2010/11. De små forestillinger dominerer i hvert fald nomineringerne til Årets Reumert-priser, der uddeles søndag aften
Dødsstjerne eller i hvert fald Reumert-nomineret scenekunstner. Mads M. Nielsen i Udslet Hornsleth på Teater V.

Dødsstjerne eller i hvert fald Reumert-nomineret scenekunstner. Mads M. Nielsen i Udslet Hornsleth på Teater V.

Palle Steen Christensen
7. maj 2011

Årets store, lille forestilling. Sådan hedder Reumert-kategorien for de exceptionelle forestillinger, der måske i det ydre hverken er gigantiske eller prangende, men som i intensitet fylder overvældende meget.

Ved uddelingen af Årets Reumert-priser søndag er det ikke mindst de nominerede forestillinger og kunstnere fra denne kategori, der tegner billedet af sæsonen. Umiddelbart kan det ses som et sundhedstegn for teaterfødekæden. Dominansen viser i hvert fald, at den heftigste idéudvikling skabes i mindre formater, hvorefter talent og udtryk antagelig siver over i det store og mere etablerede teater. Men tendensen kan selvfølgelig også tolkes som et udtryk for de store teatres problemer med at undgå 'plejer', netop fordi de store scener også har små ekstrascener til eksperimenter. For de små teatre napper unægtelig de store i hælene.

Hjemløseteater

De nominerede 'store, lille'-forestillinger udgør en løjerlig trio med skæve vinkler.

Lykke Bjørn på Teater Grob var en forestilling om en singlepige i 40'erne, der uventet møder sit livs kærlighed i en hjemløs fyr på Nørreport Station. Et tilsyneladende banalt følelsesteater, der satte spørgsmål ved normaldanskerens syn på 'det anderledes'. Men også en spejlingshistorie, der blev spillet som gedigent realismeteater i en 1:1-lejlighed på Nørrebro med slå-ud-sofa og arvet klaver. Med Lotte Andersen som verdens mest knuselskelige regnfrakkeusynlighed og Allan Klie som sæsonens mest charmerende bums beroliget af Kenneth Thordals klichémusik og et sæt skæve rim. Her var der noget så sjældent som en ny dansk komedie. Med Thomas Levin som selvsikker kontrolfreak og Kristine Nørgaard som selvoptaget studerende. Forestillingen var boblende let og dog med masser af livstyngde i Madeleine Røn Juuls begavede iscenesættelse. Og med nomineringer til Line Mørkeby for bedste dramatiker og Lotte Andersen for bedste kvindelige hovedrolle.

Gynækologteater

Mungo Parks hitforestilling var noget så utænkeligt som en dramatisering af en fagbog. Og dog blev Kvinde kend din krop en af teatrets største succeser nogensinde med 50 ekstraforestillinger. Dette var devising teater, altså teater skabt med skuespillerne ud fra improvisationer af koreografinstruktøren Kamilla Wargo Brekling. Og det var fysisk teater med Kasper Leisner som fænomenal, fødende kvinde og Maria Rich som forrygende formidler af orgasmefaserne. Forestillingen blev et hit at se for både mødre og døtre og for mænd af alle observanser. Skuespillernes åbenlyse skuespillerteknik i de mange rolleskift skabte yderligere respekt. Sammen med en beundring af skuespillernes generøsitet med deres egne, veltrimmede kroppe.

Provokatørteater

Udslet Hornsleth var så igen noget helt tredje. Jacob Weis' stykke viste sig at være et sprængfarligt værk, der i Pelle Koppels spændstige instruktion både blev til atelierrealisme hos en fiktiv Hornsleth, til en tilskuerdebat om samtidskunst og en rockkoncert. Alt sammen med Mads M. Nielsen som eksplosiv hovedperson, uforudsigelig og magnetisk dragende og nu Reumert-nomineret for bedste mandlige hovedrolle. Den Reumert-nominerede tekst lagde ikke fingrene imellem i denne forestilling, som oprindelig havde købt rettighederne til at anvende Kristian von Hornsleths livsforløb i fiktionform og som huskede både afrikanske geder og nedsænkede Stillehavsstjerner.

Nicolaj Spangaas scenografi var betonrå med nyrig dekadence ligesom Lars Ranthes spiddende parodi på en tysk kunsthandler med Euro-tegn i etikken. For alt spillede sammen her. Dynamikken var kolossal. Og debatten var uden blusel, når Nielsens splitternøgne Hornsleth-figur udspurgte tilskuerne om holdninger til kunst. Modigere kunne det næppe gøres.

Formatteater

Er vejen frem for næste sæsons teater så bare skæv realisme, håndbogsteater eller kunstnersatire? Nej, selvfølgelig ikke. Det nye teater er jo ikke til at forudse. Måske bliver næste sæsons største hits nogle psykologiske realismeforestillinger med slægtsfejder i sofaer eller noget helt syttende.

Men denne sæsons udvalgte, tre 'store, lille'-forestillinger siger noget om spændvidden inden for det fremadstormende teater. Og noget om, hvilke udfordringer Det Kgl. Teater og landsdelsscenerne har, når de som mastodontinstitutioner både skal forholde sig til klassikerne og samtidig skabe grænsesprængende scenekunst med helt nye udtryk, også i mindre skala.

Hvilke forestillinger, der er nomineret til den store Årets forestilling? Den unge Werthers lidelser på Det Kgl. Teater, Hjem til jul på Aalborg Teater og Forbrydelse og straf på Det Kgl. Teater. En kærlighedshistorie, en byfortælling og en samfundsskildring. Tekster af Goethe, Erlandsen og Dostojevskij og iscenesættelser af Elisa Kragerup, Rolf Alme og Rune David Grue. Storladne forestillinger, hvis styrke ikke mindst lå i en ekstrem evne til at zoome ind.

Akkurat som det var tilfældet med de nominerede 'store, lille'-forestillinger. Her var der ultrazoom. Blot i meget mindre format.

Juryen bag Årets Reumert består af 13 teaterelskere. Anne Middelboe Christensen er en af dem. Årets Reumert uddeles på Gamle Scene på søndag. Showet transmitteres på DR 2 kl. 20.30-22.30.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu