Nyhed
Læsetid: 3 min.

Vækket af 'The Wall'

Mødet med den musikhistoriske klassiker, der opføres i Parken i København i morgen, var for denne skribent en livsændrende oplevelse
Roger Waters er på turné med sit mere end 31 år gamle værk, 'The Wall'.

Roger Waters er på turné med sit mere end 31 år gamle værk, 'The Wall'.

Anders Wiklund

Kultur
6. maj 2011

Det var sådan, jeg fandt ud af, at vores pladespiller ikke virkede.

Jeg havde endelig fået fat i Pink Floyds The Wall. Det havde krævet flere besøg på biblioteker i flere forskellige byer. Til sidst måtte jeg acceptere, at jeg blev nødt til at ringe til centralen i Viborg. Det var dengang man stadig sagde både navn og by, når man præsenterede sig i telefonen. »Anita Rasmussen, Glyngøre,« sagde jeg til damen, der tog telefonen og siden blev mærkeligt stille, da jeg spurgte, om de mon skulle ligge inde med et eksemplar af Pink Floyds The Wall.

Hun placerede røret på skrivebordet, og jeg kunne høre hende spørge kolleger og rumstere med noget, der sikkert var kartotekskort.

Hun vendte tilbage og spurgte: »Er det musik?«

Jeg kunne jo dårligt sige til hende, at den repræsenterede en vækkelse for mig. Et alternativ til den kunstneriske og kreative armod, jeg var vokset op i i Vestjylland. En vej, jeg havde anet på et besøg hos min moster i Aalborg. Hun havde MTV. Mens hun lavede mad i køkkenet, zappede jeg forbi »Another brick in the wall«, og et løfte om en anden verden åbenbarede sig for mig.

Alt det kunne jeg jo ikke sige til damen, der allerede var træt af mig, fordi jeg tydeligvis var et barn. Så »ja«, sagde jeg til damen.

Efter en uges tid kunne jeg hente den på skolebiblioteket. Men det var en LP. Og vi havde da en pladespiller. Men jeg havde ikke sat en plade på siden 1987, hvor jeg hørte Anne Herdorfs »Lille Melodi« konstant. Dengang var jeg syv, nu var jeg tolv og stod og kiggede på pladespilleren og den beskedne samling af ABBA og Shu-bi-dua-plader ved siden af. Jeg troede, hun ville sende et kassettebånd. Cd-afspiller havde vi heller ikke. Det fik jeg først til min konfirmation. Sammen med min første CD Take Thats Everything Changes. En velment gave, der fik mig til at føle mig lige så misforstået, overset og ensom som menneske, som dengang jeg fik en Silas-bog til min fødselsdag.

På standby i årevis

Med bange anelser satte jeg pladen på. Men der kom ingen lyd. Stiften var slidt op, så min far havde taget den af for lang tid siden. Så dér sad jeg med, hvad jeg helt klart fornemmede var noget meget vigtigt. Og der var ikke noget at gøre. Jeg måtte aflevere pladen igen uden at have hørt den.

Det satte min vækkelse på standby i årevis, hvor jeg savnede retning i min musikalske grådighed. Nogle år senere fik jeg endelig hørt Pink Floyds The Wall, og ganske som jeg ventede, satte dette konceptalbum, denne rock- opera, for mig en standard, som det siden har været endog meget svært for andre kunstnere at nå.

Allerede dengang var det en gammel plade. Udkommet i 1979 og først i 1982 filmatiseret med Bob Geldof i hovedrollen som Pink. Kunstneren, hvis eneste vej ud af den mentale ensretning og institutionaliserede åndsforladthed er galskaben.

Men pladen og filmen fik en renæssance, da Muren faldt, og Pink Floyds bassist og primære sangskriver Roger Waters, der brød med bandet i 1985, med en lang række prominente gæsteoptrædener opførte The Wall i det tidligere ingenmandsland i Berlin. For et publikum på over 250.000 mennesker og seere i 52 lande.

The Wall indeholder en eviggyldig kritik af undertrykkelse. Især filmatiseringen er tyk i teatralske referencer til Nazityskland og andre repressive regimer. Derfor var det da også oplagt, at netop den plade agerede soundtrack, da en ny verdensorden indtrådte.

Men muren i The Wall er i udgangspunktet et billede på menneskelig isolation. Resultatet af en ensom kunstners møde med utallige undertrykkere: lærerne i skolen, en mor, en kæreste og en åndløs musikindustri.

Stemningen på pladen bliver mere og mere klaustrofobisk, jo længere man kommer ind i den; de effektive riffs, der indhylder pladen i en tyk trancefremkaldende tåge; den vidunderligt desperate vokal, der bærer al galskaben og forkrøblingen af menneskeligheden i sig.

Pink isolerer sig bag mursten af undertrykkere. Og føler sig til sidst Comfortably Numb. Der er ingen, der forstår ham. Ingen, der ønsker at forstå ham. Og lige dér følte jeg mig forstået dengang, og musik blev en flugtrute for mig. Den ventil, der gjorde mig i stand til at håndtere den almene danske middelmådighed og ligegyldighed.

I august sidste år blev jeg sendt tilbage til mine forældres stue i 1992 med LP'en under armen foran den defekte pladespiller. Da billetterne til Rogers Waters' The Wall-koncert i morgen i Parken blev sat til salg, og jeg måtte konstatere, at jeg ikke havde råd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Mørch

Øv hvorfor har de lagt København i det fjerneste hjørne af landet.

Jørn Sonny Chabert

@Martin Mørch
Han giver også koncert i herning i næste måned, men det hjælper næppe, da billetterne til både herning og københavn blev revet væk da de blev sat til salg sidste efterår.

For mig, en stor pink floyd fan, var det sjovt at se, Roger har inden for de sidste 10 år givet koncert i danmark mindst 4 gange og det er kun til denne tour at billetterne er blevet revet væk.

(Jeg er da godt klar over at det er fordi han opføre the wall denne gang, men resten af pink floyds repetioar er lige så godt, hvis ikke bedre)

For øvrigt sjovt at høre hvor uvidne en bibliokar kunne være i 1992.

Jeg hørte selv "another break in the wall" i 1980 for første gang og fik fat på hele pladen i 1983.
mine venner og mig hørte ikke andet hele den sommer og da jeg startede på efterskole samme år var den det eneste musik jeg havde med ( på kassetebånd )jeg hørte den 24-7 i 14 dage indtil 2 års eleven fra værelset ved siden af mit, kom stormende ind på mit værelse, rev båndet ud af båndoptageren, smed 4 andre bånd på min seng og sagde " nu er jeg krafedme træt af the wall, her er dark side off the moon, wish you were here, animals og meddle så har du noget andet høre"

jeg var straks solgt og pink floyd har været noget helt specielt for mig lige siden.

Jørn Sonny Chabert

for øvrigt var the wall ikke pink floyds første koncept album med underliggende temaer. det er der også på både dark side, wish you were here, animals og the final cut (1985 den sidste plade roger var med på)
han spillede jo sammen med de andre 3 i 2008, men richard wright døde sidste år så nu bliver de aldrig gendannet i den klassike besætning. "SUK"

Rene Hansson

The Final Cut er et af de mest oversete mesterværker ---intet mindre end sublimt ----klart stærkere end The Wall efter mine begreber

"Ladies and gentlemen, please welcome Reagan and Haig,
Mr. Begin and friend, Mrs. Thatcher and Paisley,
Mr. Brezhnev and party, the ghost of McCarthy,
The memories of Nixon. And now adding colour,
A group of anonymous Latin-American meat packing glitterati"

Peter Andreas Ebbesen

Rene.
Nemlig!!!
The Final Cut er simpelthen en fantastisk plade.
Og den skal helst høres HØJT!!!
The Wall derimod, er jeg sgu ved at være lidt for træt af.
SÅ lige for tiden er det kun alt det andet Pink Floyd der er at finde på min iPhone.
Til alle Pink Floyd-interesserede, skal jeg da lige gøre lidt reklame for et godt forum, hvor vi diskutere dette vidunderlige band.
www.pinkfloydforum.dk.
VH Heidi Madsen

Peter Andreas Ebbesen

Og i øvrigt.
Hvorfor kommer skribenten ikke ind på musikken.
Hør pladen igen, og prøv og hør Animals og The Final Cut, som jeg omtalte før.
Så vil du opleve, at The Wall er en del at et samlet værk.
VH Heidi Madsen

Peter Andreas Ebbesen

Og i øvrigt.
Hvorfor kommer skribenten ikke ind på musikken.
Hør pladen igen, og prøv og hør Animals og The Final Cut, som jeg omtalte før.
Så vil du opleve, at The Wall er en del at et samlet værk.
VH Heidi Madsen

Sten Christensen

Peter Andreas Ebbesen
Fordi artiklen ikke omhandler musikken, men en kulturel vækkelse, pladen er bare en rekvisit i artiklen.
SC
.

Sten Christensen

Anita Brask Rasmussen
Som født, opvokset og bosat i Viborg, den by du fik pladen fra, har jeg godt nok svært ved at genkalde mig dit "kunstneriske og kreative armod, jeg var vokset op i i Vestjylland", ok Viborg er ikke vestjylland, men dog skulle bibliotekaren lige have den her "sagde jeg til damen, der tog telefonen og siden blev mærkeligt stille, da jeg spurgte, om de mon skulle ligge inde med et eksemplar af Pink Floyds The Wall.

Hun placerede røret på skrivebordet, og jeg kunne høre hende spørge kolleger og rumstere med noget, der sikkert var kartotekskort.

Hun vendte tilbage og spurgte: »Er det musik?«"

Jeg tror egentlig det hænger sammen på den måde at hun har været lysår længere fremme i sin kulturelle og musikalske udvikling, Pink Floyds The Wall har simpelthen været fortrængt som øeeh borgerskabets pop og hmm letkøbte floskeler.
Jeg fik selv pladen i 1979, nærmest på udgivelsesdagen, i Viborg, og måtte erkende skuffelsen over endnu en Pink Floyd plade skåret over samme læst som Dark Side Of the Moon.
Hele det midtvestjysdske område var fra 60'erne og til op i 80'erne et område der kulturelt var langt fra armod, Odin teateret, Thylejeren, Herning kunstmuseum, Silkeborg kunstmuseum, Tvind skolen, diverse filmklubber og musikforeninger, et væld af musikfestivaler, et kulturelt udbud der var langt større og af langt højere kvalitet end hvad områdets population skulle medgive.
Armodet må være skribentens eget "ungpigearmod" ,at være år om at finde en pladespiller der virker, eller skaffe pladen på kassetebånd må siges at være armodigt på initiativ. Og ikke noget man kan beskylde et område for.

SC
.