Læsetid: 4 min.

'Arabiske kvinder skal selv tage kampene'

For den libanesiske forfatterinde Joumana Haddad kan frihed ikke gradbøjes og aldrig sameksistere med religion. Men hun er helst fri for Vestens indblanding i de arabiske kvinder frihedskamp. 'Hvert sted har sin rytme og sit tempo,' understreger hun
'Man skal aldrig undervurdere den tryghed, der også følger af at blive kontrolleret. Det er den, som kvinderne også må kæmpe imod,' siger Joumana Haddad.

'Man skal aldrig undervurdere den tryghed, der også følger af at blive kontrolleret. Det er den, som kvinderne også må kæmpe imod,' siger Joumana Haddad.

Carsten Snejbjerg

18. juni 2011

Da P1 forleden bragte et interview med Joumana Haddad, valgte journalisten at præsentere gæsten med ca. disse ord:

»Med hendes røde læber og høje pumps skulle man tro, at hun var det femte medlem af Sex and the city-slænget. Men hun er en libanesisk forfatter og kvindesagsforkæmper.«

Nu er det er naturligvis altid fristende at stille modsætninger op. Og det er da også svært at sidde over for journalist, forfatter og menneskeretsforkæmper Joumana Haddad uden at blive betaget af hendes larmende skønhed. Men det ville klæde de vestlige medier ikke altid at ty til stereotyper og modsætninger i mødet med den arabiske kvinde, siger kritikeren bag attributterne.

»Der er to stereotyper om den arabiske kvinde i Vesten. Den ene er den undertrykte, stakkels kvinde, der er helt ude af stand til at handle for at ændre på sin egen situation. Den anden er den eksotiske og varmblodede forførerske, der bag sløret gemmer en villig krop kun skabt til at tilfredsstille mandens behov. Begge stereotyper er med til at holde den arabiske kvinde fra at tage ejerskab til sin egen krop og liv,« fastslår Joumana Haddad, der fortæller, at mænd i Europa flere gange har spurgt hende, om hun ikke finder burkaen sexet?

»At folk mener, at sådan et instrument for ydmygelse og kontrol kan være sexet, går over min forstand. Men det illustrerer tydeligt, at de forestillinger, som orientalismen skabte om den mystiske kvinde bag sløret, lever i bedste velgående,« siger Joumana Haddad.

Sex ...

Det er en travl kvinde, der er i København for at promovere sin bog Jeg dræbte Sheherezade en vred arabisk kvindes bekendelser, der netop er udkommet på dansk. Ud over sit job som kulturredaktør på det libanesiske dagblad An Nahar lancerede hun i 2008 Jasad (Krop, red.), et kontroversielt månedsmagasin om seksualitet. For sengen eller hvor man nu vælger at gøre det er en central kampplads for de arabiske kvinder, mener Haddad.

»Jeg kæmper mod en trehovedet drage. Det ene hoved hedder religion, det andet kvindeundertrykkelse og det tredje tabubelagt seksualitet. Den måde, man i den arabiske verden i dag f.eks. ophøjer kvindelig jomfrue-lighed, skaber så utrolig meget frustration ikke kun hos kvinden, men også hos de mænd, der skal leve med en partner, der ikke har retten til lyst,« siger Haddad.

De forbudte ord

Ikke mindst i sit arbejde med ordene blev Haddad opmærksom på den stigende tabuisering af kønslivet. For hvor den arabiske litteratur historisk set byder på mange svedige erotiske fortællinger, er beskrivelsen af sex i den moderne ditto reduceret til metaforer, indså den unge Joumana under sine søgninger i faderens bogreoler.

»Bryster hed 'bjerge' og 'appelsiner', mens pikke hed 'sværd' og 'søjler'. Jeg er som poet glad for metaforer, men ikke når de er til for at sløre,« siger Joumana Haddad, der opdagede, at hun selv, uden at opdage det, var med til at videreføre denne selvcensur.

»I starten var det naturligt for mig at skrive på fransk, indtil jeg indså, at det bare var en flugt; at jeg skulle have modet til at skrive på arabisk og skive det, som det var.«

Indefra

Men mens en stor del af hendes kunstneriske inspiration kom fra Vestens store forfattere som Nabokov, Miller og Marquis de Sade, har hun ikke meget tiltro til værdieksport i dens politiske forklædning.

»Vesten kan gøre meget lidt for at hjælpe de arabiske kvinder på deres vej mod større frihed. Uanset hvor ædle motiverne er, ender det altid med at tage form som en uvelkommen indblanden, der ikke respekterer, at forskellige steder i verden har deres egen rytme og eget tempo. Egentlige forandringer kommer altid indefra,« siger Haddad.

Er det muligt, at vi vil se en anden type kvindefrigørelse, der følger andre veje end den, vi har set i Vesten?

»Hvis du spørger, om jeg tror på en særlig 'islamisk feminisme', så nej. For mig er frihed og religion to uforenelige størrelser, og jeg accepterer ikke, at menneskerettigheder er en 'vestlig' værdi. Hvad er vores så? Undertrykkelse?«

Ikke ofre

Men Haddad anser ikke sine arabiske medsøstre for skyldfri.

»Jeg bryder mig ikke om at gøre folk til ofre. Kvinderne bærer selv et stort ansvar for deres situation, og det er dem, der skal kræve retten til at bestemme over deres liv og krop. Man skal aldrig undervurdere den tryghed, der også følger af at blive kontrolleret. Det er den, som kvinderne også må kæmpe imod«.

Og det er vigtigt lige netop nu, mener Haddad. For hvor blev kvinderne af, da det arabiske forår blev til sommer?

»Jeg er stolt, men også bekymret. Vi så alle kvinderne på gaderne i Egypten og Tunesien, men i formationen af de nye stykturer er de forsvundet. Nu hører vi intet om kvinders rettigheder eller plads i de nye regimer. I mine øjne kan man ævle om demokrati, til man er blå i hovedet, men sikrer man ikke ligestilling, er det ikke demokrati.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu