Læsetid: 4 min.

De billedpoetiske dokumentarister

Det 'spøger i knolden', som filmes op og ned på Filmskolens dokumentarlinje. I en gylden tid for dokumentarfilm viser ni kvinder med deres afgangsfilm lysten til skille sig ud ved at mestre det visuelle og abstrahere fra det virkelige
Kultur
14. juni 2011

På Filmskolens dokumentarlinje er der ingen kasten sig i grams med de fiktions-involverende fiks-fakserier, der ellers uden for skolen er oppe i tiden. Her er ingen historie-jagende journalistiske ta-daaas. I stedet er der visuelle afsøgninger af intime rum og lysten til at afprøve poetiske greb for at nå derhen.

»Det spøger i min knold,« siger Arne i telefonen ude i køkkenet. Inde i stuen ligger hans hustru, Ruth, i en sygeseng og er træt og orker ikke længere at spise. Hun skal dø snart, det ved de begge, men det er ikke rigtigt til at rumme. 67 års ægteskab. Han er brav, muntrer hende op, han kan mærke knoglerne bule frem, når han stryger hende. Og inde i knolden på ham spøger 'det', og fortidens billeder, altså. Mira Jargils Den tid vi har er med sin tyste tilstedeværelse i det intime det mest rørende og sikre værk blandt afgangsfilmene. De er stort set alle kendetegnet af en stærkt visuel afsøgning af intime relationer og følelser, ofte udfoldet i små, symbolsk ladede eller straight up metaforisk konstruerede rum: I Sofie Tønsbergs fine Parykatelieret prøver tre generationer af kvinder parykker, før kemoterapien sætter ind. Det dramatiske ligger i ansigtstrækkene, når en ny paryk og identitet trækkes ned over hovederne på dem. I Lea Globs fine identitets-detektiviske Mødet med min far Kasper Højhat, der bringer mindelser om Max Kestners Rejsen på Ophavet, er rummet en symbolsk skitse af en fængselscelle, hvorpå hun har systematiseret de genstande, der kan sammenstykke en forståelse af hendes døde far.

Og så beskæftiger mange af dokumentarlinjens ni afgangsfilm, alle instrueret af kvinder, sig altså med knolden. Om hvad der 'spøger i knolden' på for eksempel et voldsvidne, en kvinde, der har dødfødt, på en sorg-forstummet kvinde og på næsten-voksne teenagedrenge. Og mange gør det ved at lade kameraet gå i kødet på knoldene: i tætte, undersøgende close-ups, i spejle, i langsomme panoreringer, som indfanger (og/eller postulerer) mening.

Flerkamerainstruktører

Dette er helt dominerende hos flerkamerainstruktørerne, der som studieproducere uddannes til den visuelt orkestrerede dokumentarform. Sun Hee Engelstofts Uden Ord flakker med eksperimentel klipning og kropslig undersøgelse frem og tilbage i et tidsligt spænd: Fra smukke Martine i uforløst sorg har mistet evnen til at tale, til hun får den tilbage. Emnet er oplagt visuelt fascinerende, det visuelle greb er syret og smukt, men ikke helt nok til at komme ind i knolden på den smilende ulykkelige. I Rania M. Tawfiks En Let Brise er den tilbageholdende skønhed Sahar til en studie-iscenesat arabisk pigefest. Under forberedelserne fortæller hun om sin kærlighed for dans (begær?) og angsten for at folde sig ud, mens kameraet forsøger at underbygge ved at filme hendes akavethed under festlighederne. Da hun til slut ryster paletterne på hoften til musikken, virker det i det golde studie mest som et lidt for konstrueret postulat om, at hun nu endelig kan give slip.

Mest simpel og stringent er Ina Lindgreens Grænseland, en kapiteldelt, interviewbaseret udforskning af tre kønne, post-pubertære teenagedrenges vej ind i voksenlivet. (Det er næsten irriterende, så smukke alle afgangsfilmenes unge hovedpersoner er). Vi ser dem lege i et barndommens hængekøjeunivers, som bliver endnu et symbolsk rum for deres indre rejse.

Med alle disse nære rum er det befriende at komme ud og på (dialektfrydefuld) sejltur med Sine Skibsholts fiskerlivsportræt Ved Havet. Med kameraets fascination af det eksotiske fortids- univers og med en søsyg københavner som identifikationsfigur følger man det lille fiskerholds svære tider i en lille hyggeantropologisk historie.

Symbolske rum

Tilbage i sindet er vi med Anita Hoplands Under Mørket en visuelt poetisk undersøgelse af de psykiske mærker, som livets dramatiske angstprovokationer kan sætte. Vi hører tre erindringsfortællinger, heraf instruktørens egen, mens kameraet i og ude af fokus rejser rundt på dets mærkede fortællere. Til tider op- leves det intenst, til tider viser eksperimentet også begrænsningerne i at kombinere højdramatik med billedlig abstraktion. Hvor meget mening kan man trække ud af et ansigt?

Kasia Køhler Larsens Den Lille Isbryder er et rørende gensynsportræt af et ømt livslangt langdistanceforhold mellem en far i Warszawa og datteren Gosia i Danmark. Filmen lever højt på dets to elskværdige, sludrevorne hovedpersoner i barndomskvarteret Kazury, men Larsen kombinerer, som mange andre på holdet, det med en symbolik, der kan virke lidt tung: I et værelse klatrer Gosia rundt på et træs kæmpe rødder (get it?), mens hun reflekterer over barndomsbruddet med faren.

Afgangsfilmene kendetegnes ved disse dristige forsøg med andre fortælle- former. Mest markante stemme er Lea Globs, det mest fascinerende flueblik tilhører stortalentet Mira Jargil, men blandt årgangen hører altså en hel (kvinde-) hær af billedpoetiske dokumentarister, der kan tilføje ny og interessant visuel abstraktion til disse vitale dokumentarfilmstider.

Læs mere på årgangens fælles hjemmeside: www.movingdocumentary.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her