Nyhed
Læsetid: 4 min.

Boligen er singlens affyringsrampe

Singleboligen er et udtryk for frihed og en status for den moderne, selvvalgte single. Det mener Arno Victor Nielsen, der sammen med kunstnere på udstillingen 'Living', giver sit bud på det perfekte bosted for en single
En lejlighed til en, hvor  et helt singleliv kan være i en enkelt kasse, er en del af Louisianas udstilling om livsformer. Men Arno Victor Nielsen mener slet ikke, den moderne single bor så primitivt. Man vil  nemlig gerne vise, hvem man er gennem sine personlige ting.

En lejlighed til en, hvor et helt singleliv kan være i en enkelt kasse, er en del af Louisianas udstilling om livsformer. Men Arno Victor Nielsen mener slet ikke, den moderne single bor så primitivt. Man vil nemlig gerne vise, hvem man er gennem sine personlige ting.

Kultur
4. juni 2011

En lav mand med en rød skjorte og en lædermappe på slæb, kommer susende gennem Louisiana. Han smiler og peger på Informations gravide fotografs mave.

»Derinde bor der nok en single,« udbryder han. Manden er Arno Victor Nielsen.

»En single i sit urbo, det er der, vi alle sammen gerne vil tilbage til.«

Information har sat filosoffen og arkitekturlektoren i stævne på Louisiana. Udstillingen hedder Living og skal blandt meget andet give et bud på det gode liv for en single.

En social affyringsrampe

Hvad gør en singlebolig god?

»De mest velhavende singler dem vi forbinder med folk, der driver business og har et højt betalt job,« siger Arno Victor Nielsen og peger diskret på en mand i nålestribet jakkesæt, der langsomt slentrer forbi os.

»De har råd til at spise på restaurant og vil berige bylivet, fordi de har råd til at gå ud i byen. Den virkelige singlebolig er ikke en flugt fra byen, som villaen, familieboligen, jo var. Deres bolig skal være en affyringsrampe for socialt liv,« forklarer han.

– Hvordan indretter man sådan en bolig?

»Helt fysisk vil de indrette boligen for at indikere, at de er alt andet end redebyggere. Med en personlig stil. Det er noget, der signalerer 'her bor jeg og ingen andre,' men det må jo stadig gerne sige 'kom herhen til mig'.«

Vi passerer en grøn trækasse på en sækkevogn. Kassen er omkring en meter høj og halvanden meter lang. Men den indeholder alt, hvad en single har brug for i sin lejlighed.

På væggen ved siden af kassen viser et videoklip, hvordan der kan være en hel lejlighed i den kvadratiske kasses størrelse.

»Det minder mig lidt om, da sovesofaen kom. Her var et møbel, som både kunne bruges i vores dagligstue, men som kunne foldes ud, når vi skulle omgås socialt med andre. Det var jo også et signal,« siger Arno Victor og kigger skeptisk på kassen. Så lægger han armene over kors.

En af Louisianas ansatte bryder ind.

»Det her er en form for mobile home, bare uden et hus. Alt kan være her, den rummer et helt singleliv i en enkelt kasse.«

Victor Nielsen protesterer.

»De har jo glemt alt indmaden. Hvor er alle deres samlinger af alt muligt henne? Den moderne single bor ikke så primitivt,« siger han.

»Han skal have status. Flotte ting for sine mange penge. Men den idé, der ligger i en kasse med møbler, at man altid er på farten og altid skifter bolig efter hvor man arbejder, den er rigtig.«

Villaen som fængsel

Hvordan ser du på den udvikling, at der er flere, der vælger at bo alene?

»Singleboligen isolerer os jo ikke socialt som villaen gør. Singleboligen sætter os i kontakt med vennerne, og andre mennesker i bofællesskabet, opgangen eller andet,« siger filosoffen, mens vi bevæger os ned mod udstillingens næste installation.

– Så det er mere socialt at være single?

»Villaen er jo asocial, og alle opgør med den må betragtes som sociale. Ellers bygger alle personlige små slotte, som ingen kan se ind i. Brønderslev-sagen er en direkte konsekvens af villaen, og der kan alle og enhver jo se, hvor galt det kan gå,« mener Arno Victor Nielsen. Næste installation er formet som et kollektivt boligbyggeri. Det er en model over et boligkompleks, som i dag er opført i Tokyo.

En naturkatastrofe

Husene ligger oven på hinanden i en hvirvelbevægelse, som om en tsunami har skyllet dem alle sammen i en bunke og roteret dem en omgang. »Han har tænkt det her som et kollektivt byggeri med trapperne udenpå. Grunden til det skal være en klynge er, at det skal give en følelse af et minisamfund, så der kan bo familier med børn, men også singler, der gerne vil have deres eget sted,« forklarer Louisianas medarbejder.

»Det dér er et sammenstød mellem at ville leve som single og så have familierne lige ovenpå,« siger Arno Victor Nielsen.

– Hvad vil man gerne signalere med sådan et hus her?

»Man vil gerne være sig selv, men man vil også have et kollektiv. Det er vægelsind. Det er to principper, der ikke kan forenes. Formen afslører jo også at det ikke hænger sammen. Det ligner en naturkatastrofe.«

– Tror du ikke det er et godt bud på et singleliv?

»Jeg synes, det viser et problem. Man bliver kastet sammen i klynger. Alle vender sig rundt fordi man ikke har noget til fælles, og alligevel bliver man limet sammen på ryggen.«

– Men er det ikke bare meget som et kollektiv?

»Nej, for der har man fællesarealer. Det, der jo er med en samling små huse som den her, er, at man ikke får noget til fælles.«

– Tror du ikke, man får tilfredsstillet nogle sociale behov?

»De mennesker, man er nærmest med i dag, har ingenting at gøre med om man er fysisk tæt på hinanden. Sådan var det i gamle dage, men i dag holder den ikke. I dag har du mobiltelefoner og andet. Problemet her er, at man skal passe på ikke at løbe ind i hinanden. Det er absurd, når man ikke har noget at være sammen om, at man så skal bo op og ned ad stolper.«

Familien dør

– Er det ikke en moderne måde at få en slags familiefølelse på?

»De relationer, der spiller en rolle i dag, det er ikke familien. Staten har sørget for at børnene placeres i institutioner og får frataget SU, hvis de bliver hjemme for længe. Alle udviklinger peger i retning af at opløse tvangsfællesskaberne. Så vi kan blive mere frie. Først havde vi tvangsfællesskaberne det var familien og kvarteret. I dag vil vi vælge vores fællesskaber frit.«

– Du ser ikke noget problem i kernefamiliens opbrud?

»Nej. For så går man bort fra villaerne. Først kom barneværelset, så kom arbejdsværelset, og pludselig var alle så indelukkede i deres små celler, at man lige så godt kunne skille værelserne ad. Derfor er singleboligen jo kærkommen. Ligesom singlen er det.«

Serie

Singler – kærlighedens tabere eller vindere?

Singlekulturen er blevet et populært alternativ til livet i kernefamilien. Det skyldes ikke mindst litteratur og film, der dyrker forestillingen om det perfekte liv alene og uden ansvar for andet end ens egen lykke.

Men hvor, hvornår og hvordan opstod singlekulturen. Og hvem er singlerne, hvordan fremstilles de, og hvad betyder singlekulturen for vores samfund? Vi ser nærmere på fænomenet.

Seneste artikler

  • Singlespillet

    24. juni 2011
    Det kan blive et demokratisk problem, hvis vi i stigende grad placerer os i enklaver i samfundet, for at kæreste rundt med folk, der bekræfter os i alt hvad vi gør, fordi de ligner os selv
  • 30.000 uskønne personer i skønhedsland

    21. juni 2011
    Datingsiden Beautifulpeople.com vil definere skønhed. Den optager nemlig kun dem, der bliver stemt ind som værende smukke af de øvrige medlemmer. Indtil sidste måned, hvor siden blev angrebet, og 30.000 grimme mennesker slap gennem nåleøjet til de smukkes slarafenland
  • Single er ikke et plusord

    20. juni 2011
    Alene termen singlekultur viser, at der ikke er tale om en overskudskultur. Singler er derimod det anderledes og undtagne i forhold til de normer, som både findes i sproget og i samfundets registrering og opfattelse af os
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her