De brugte bøgers by

Man kan godt være på forkant, selv om man bor i en udkant. Sådan tænker indbyggerne i den lille nordsjæl-landske by Torup, som har udråbt sig selv til Danmarks første bogby. Information tog af sted for at se, hvad det vil sige
Man kan godt være på forkant, selv om man bor i en udkant. Sådan tænker indbyggerne i den lille nordsjæl-landske by Torup, som har udråbt sig selv til Danmarks første bogby. Information tog af sted for at se, hvad det vil sige
3. juni 2011

Der bliver god plads på kørebanen, så snart man krydser kommunegrænsen til Halsnæs. Trafikken går mest den anden vej. Området hører til den økonomisk trængte del af Danmark, som går under betegnelsen Udkantsdanmark, fordi mulighederne er små og ledigheden stor. En fjerdedel af arbejdsstyrken i Halsnæs er på offentlig forsørgelse, og antallet af dagpengemodtagere er det seneste år fordoblet. Men der er lyspunkter at finde uden for de dystre statistikker. Der er undtagelser fra reglen. Der er Torup ved Hundested.

Set gennem forruden på en tjenestebil i tomgang ligner Torup ved første øjekast enhver anden gennemsnitlig dansk landsby. Her er en Brugs, en kirke og et forsamlingshus. En børnehave, en lilleskole og en togforbindelse til København. Her er det sædvanlige. Men der er 325 grunde til, at Torup alligevel er mere end det sædvanlige: De folk, der bor her. De holder filmdage, sangaftener og kurser i keramik. De danner kunstforeninger, bygger økohuse og nu, som det seneste, har de udnævnt Torup til Danmarks første bogby.

»Vi samler gamle bøger ind og sælger dem igen fra salgssteder rundt om i byen,« forklarer Peter Plant, der ud over at være lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet også er formand for Torup Bogby.

»Bøgerne får vi gennem bogdonationer, og i øjeblikket vælter det ind med nye læs,« fortæller han, mens han viser vej henover de toppede brosten på Røjlegården, hvor han bor, til et lille karlekammer i laden, som han selv har omskabt til bogbutik med selvbetjening.

I alt bliver der solgt bøger fra godt 10 forskellige steder i byen, og overskuddet, som sidste år lød på godt 50.000 kroner, går til forfatterarrangementer og litteraturkurser for byens beboere. De fleste bøger bliver solgt i vejkanten fra små kærer med blå baldakiner, som den lokale produktionsskole har produceret. Ideen om at engagere hele lokalsamfundet i projektet er central.

»Vi arbejder ud fra tre sigtelinjer,« forklarer Peter Plant: »En litterær, der handler om at øge interessen for bøger. En økonomisk, der handler om at trække flere penge og dermed beskæftigelse til byen. Og en social, der handler om at styrke fællesskabet gennem en masse frivilligt arbejde.«

Turistmagnet

Ideen med bogbyer opstod for 50 år siden i den lille walisiske by, Hay-on-Wye, hvor der bor godt 2.000 indbyggere. Bagmanden, den excentriske britiske boghandler Richard Booth, mente, at han kunne gøre Hay-on-Wye til en international attraktion ved at fylde byen med antikvariske bøger. Han fik ret. Måske fordi han forstod at smøre medierne på den rigtige måde ved blandt andet at udråbe Hay-on-Wye til et selvstændigt kongerige og indsætte sig selv som overhoved med licens til at udstede adelige titler. Men faktum er, at byen i dag tiltrækker over 500.000 turister hvert år. De kommer både for at købe bøger i en af byens 40 bogbutikker og for at deltage i en festival, som arrangeres i samarbejde med avisen The Guardian. Gennem årene har så prominente navne som Bill Clinton, Paul McCartney og William Golding lagt vejen forbi den lille walisiske flække.

Helt så berømt er Torup Bogby endnu ikke. Men byen er så småt på vej ind i det gode selskab. For nylig blev Torup optaget i The International Organisation of Book Towns (IOB), der rummer 35 forskellige byer rundt om i Europa og til den store sommerbogfestival sidste år lagde godt 2.000 mennesker vejen forbi Torup.

Småt brændbart

»I skal næsten have en lille rundtur,« siger Peter Plant og viser over vejen til naboen Arne Møller, som har stillet sin garage til rådighed for bogbyen. Her står bøger overalt i rugbrødskasser fra Schulstad og mælkekasser fra Arla. Garagen er bogbyens sorteringscentral. Hver gang der kommer en ny bogdonation, bliver de bøger, der er i god stand, sorteret efter tema og genre, mens dem, der ikke kan sælges, ryger til småt brændbart.

»Vi bidrager en del til Hundesteds fjernvarmesystem,« siger Peter Plant og blotter et smil i skægget. »Men det er vigtigt for os, at de bøger, vi sælger, har en vis kvalitet. Det er ikke loppemarkedsbøger, vi sælger vi ligger over marskandiserniveau, men i den billige ende af antikvarboghandlerne,« siger han og skyder garagedøren på plads.

Tilbage på Røjlegården stiger han ind i sin røde pick-up og kører ind mod byen. Han vil vise de øvrige bogsalgssteder frem. Første stop på ruten er skurvognen over for Brugsen, hvor man kan købe bøger 24 timer i døgnet efter princippet om høflig selvbetjening. En ældre dame ved navn Tove åbner døren på sine daglige morgenture med hunden og lukker den igen, når mørket falder på. Hun tømmer også pengekassen, når den er fyldt. Sådan spiller Torup-borgerne alle en lille rolle i bogbyens fortsatte eksistens. Ingen opgave er for lille til at blive værdsat.

»At engagere sig i frivilligt arbejde er en livsindstilling. Det er for folk, der ikke mener, alt kan måles i penge. Folk, der ikke kun spørger, hvad de kan få, men også hvad de kan give til lokalsamfundet,« siger Peter Plant.

Folk gider godt

Litterært set spænder repertoiret i bogbyen vidt. I skurvognen er hylderne fyldt med kvalitetsbøger til sommerhuspublikummet, der valfarter hertil på cykler i sommerhalvåret.

»Mange af dem er jo belæste mennesker, og de vil gerne have noget ordentligt at læse,« siger Peter Plant.

I Brugsen på den anden side af vejen er bøgerne knap så krævende. Her står mest krimier og knaldromaner.

»Så kan man lige smide en bog med ned i kurven, når man handler,« forklarer han, mens han fortsætter sin rute ned i kælderen under Brugsen for at vise noget frem, der strengt talt ikke har med bogbyen at gøre. I den bagerste ende af kælderen har den lokale kunstforening indrettet et galleri, hvor skiftende kunstnere har mulighed for at få udstillet deres kunst. I øjeblikket er det den lokale kunstner Mikael Eriksen, som er på plakaten. Lige som bogbyen drives også kældergalleriet på frivillig basis, og det samme gør sig gældende med Brugsen, der ikke ejes af Coop, men har en selvstændig og frivillig bestyrelse.

»Det er dét, der gør hele forskellen her i Torup at folk godt gider yde en ekstra indsats,« siger Peter Plant, inden han stiger ind i sin røde pick-up for at køre videre til næste destination: En af de i alt 5-6 bogkærrer, som står placeret rundt om i byen. Vi stopper ud for Dan og Anette Rylingers hus på Torupvejen. Ægteparret overtog den blå kærre fra en af byens øvrige beboere for godt tre uger siden og har siden solgt ud af deres private bibliotek. Eller solgt og solgt.

»Indtil videre har vi kun fået afsat en enkelt bog, som kostede 10 kroner. Det var en god pris altså for køberen,« siger Dan Rylinger, der til daglig arbejder som både sejlerinstruktør og journalist.

Peter Plant møver sig ind i samtalen:

»Men nu kommer sommersæsonen, Dan, og så skal du nok få et fremragende salg. Jeg garanterer mindst en fremgang på 100 procent,« siger han og griner.

Dan Rylinger ryster smilende på hovedet. I bund og grund er han ligeglad med, hvor mange bøger, han sælger han vil bare gerne bidrage lidt.

»Jeg kan godt lide tanken om, at man genbruger bøger frem for at smide dem ud. Det vil jeg gerne støtte. Og så har jeg stor sympati for Peter. Han er initiativrig og kaster sig ud i en masse gode projekter,« siger han.

Kyssekilde Station

Vi fortsætter ned ad vejen til den gamle stationsbygning, Dyssekilde Station eller Kyssekilde Station, som en lokal Torupborger har omdøbt den med rød maling. Stationsbygningen står tom, men foreningen bag bogbyen har for nylig købt lokalerne og planlægger nu at fylde nye funktioner i dem. Her skal både være plads til endnu et bogsalgssted, et forlag og et kontor til den øgede administration i forbindelse med det internetbogsalg, man også er ved at være klar med.

Uden for stationen hilser Peter Plant på en dame med en sort hund i snor.

»Vil du ikke hilse din kone og sige tak,« siger hun.

»Jo, det skal jeg gøre, Gurli,« svarer Peter Plant og forklarer, at hans kone for nylig har foræret hende en timian.

Kort efter kommer endnu en af byens borgere forbi, Elisabeth Kjærholm.

»Nå, virker computeren,« spørger Peter Plant.

»Ja, tusind tak for lån,« siger hun og smiler bredt.

»Behold den bare, jeg skal alligevel ikke bruge den,« siger han og gør en gestus med højre arm.

Vi fortsætter ruten forbi stationen og ned til øko-byen, som den ene halvdel af Torup kaldes. For godt 20 år siden flyttede en gruppe københavnere til byen og begyndte at bygge deres egne halmhuse efter økologiske og bæredygtige principper. I dag bor knap 170 af byens ialt 325 indbyggere her i Torups svar på Christiania. En af dem er forfatteren Jacob Berner Moe (35), der i 2008 udgav debutromanen
Vandelog sidste år fulgte op med romanen
Gloria,begge fra forlaget Gyldendal. Han sidder også med i bestyrelsen for bogbyen og er en af drivkræfterne bag det kommende forlag og internetbogsalg.

»Hvis man læser dagbladenes litteraturtillæg, skulle man tro, at alting foregår inde midt i København,« siger han, da vi har sat os til rette ved et bord i haven med en kop vand.

»Men litteratur er jo for alle det bruges af alle og læses af alle, og det synes jeg, det her er et godt eksempel på«.

I øvrigt er Jacob Berner Moe træt af al den snak om Udkantsdanmark det passer slet ikke med den oplevelse af provinsen, han selv har haft, siden han i 2005 flyttede fra Østerbro til øko-byen i Torup med sine to sønner, Arthur og Anton, og sin kone Karina Helsted.

»Måden, vi organiserer os på her samarbejdet mellem det offentlige og det private og de forskellige boformer, vi eksperimenterer med er ret enestående. Det er faktisk nogle ret vilde tanker, der trives her i Torup,« siger han og tager en lille tænkepause.

»Faktisk føler jeg mig slet ikke som en del af en udkant. Jeg synes, vi er ret meget på forkant.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Lars  Poulsen

Mette: Selvfølgelig er det da udkantsdanmark. Alt er relativt og de Amerikaneres mening du skriver om kan ikke rigtig bruges til meget i den forbindelse.

Falster ligger lige så længe (i transporttid) fra København. Er det så heller ikke 'udkantsdanmark'?

Udviklingen er gået i stå i halsnæs. Det er rigtigt der er myldretid den anden vej, men det er jo netop fordi de fleste der bor i halsnæs arbejder uden for kommunen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Simone  Pedersen

Udkantsdanmark? Kontantshjælpsmodtagere?
Jeg er dybt, dybt uforstående over hvordan Information kan finde på at skrive så overfladisk. Jeg er selv fra byen, og er har uendelig lidt tilovers for at Frederiksværk-Hundested kommune og dens indbyggere bliver omtalt som kontantshjælpsmodtagere, og diskursen om byen og dens indbyggere er helt, helt forkert. Selvfølgelig er der nogle i byen som er på kontanthjælp, men i hvilken by er der ikke det? Jeg kommer selv fra en familie hvor min far er chef, min mor har en god stilling i Danmarks største revisionsfirma, min lillebror bliver student om lidt, har fået 12 i størstedelen af hans eksamener, og starter uddannelse som civilingeniør til sommer. Jeg er vokset op i et fantastisk miljø, hvor der altid har været enorm støtte fra forældrene og ikke manglet hverken økonomiske eller sociale ressourcer. Jeg selv læser på universitet på 1. år. Størstedelen af mine klassekammerater fra folkeskolen går nu på universitet - en læser statskundskab, en læser kunsthistorie, en læser medicin, en læser jura, to læser medievidenskab.

Her er skov, her er vand. Det er ikke udkantsdanmark, men der er en kant - og det er vandkanten!

Det her er ikke en reklame for min by og jeg. Nej, jeg bliver ked af det, når jeg læser dårligt om byen, og hører om denne overfladiske omtale. Frederiksværk-Hundested - nu Halsnæs kommune er et fantastisk sted! En barndom giver én en god bagage viderehen.

Det kan godt være I skriver udviklingen er gået i stå, og at folk arbejder uden for Halsnæs. Og hvad så? Hvem siger det er en dårlig ting? Min mor har selv valgt at køre til Birkerød hver dag, og hun kører glædeligt hjem igen - for her er skønt, her er skov, og her er stille og plads til at nyde friheden.

anbefalede denne kommentar