Læsetid: 4 min.

Drengen, der elskede Osvald

Revyskuespilleren Osvald Helmuth tryllebandt alle aldre. Med enkle virkemidler gjorde han sig på scenen til hvem som helst. Ofte så tyst, at man måtte læne sig frem for ikke at gå glip af et ord. Mod sit livs slutning sang Osvald Helmuth om sin skrøbelighed. Det strammede om hjerterødderne
Revyskuespilleren Osvald Helmuth tryllebandt alle aldre. Med enkle virkemidler gjorde han sig på scenen til hvem som helst. Ofte så tyst, at man måtte læne sig frem for ikke at gå glip af et ord. Mod sit livs slutning sang Osvald Helmuth om sin skrøbelighed. Det strammede om hjerterødderne
28. juni 2011

Der var en gang en dreng, der elskede Osvald Helmuth, og den dreng var jeg. Min moster og onkel havde fulgt den københavnske revyscene siden 1920'erne, og de tog mig med til alle de forestilinger, vi kunne komme i nærheden af.

Det var omkring 1960. Den altdominerende skikkelse var Osvald. Han havde fuldstændigt greb om sit publikum. Folk lænede sig frem for at fange hver en betoning fra ham, hvert ansigtsudtryk, hver bevægelse.

Osvald Helmuth var ikke bare alle tiders. Han var til alle aldre. De figurer, han gjorde sig til i sit visefordrag, var på én gang enestående og samtidig typer, alle kendte: Levemanden i »Vi har det åh, åh!«; den bajerslubrende arbejder i »Henne om hjørnet, nede i kælderen«; den dagdrømmende kontorist i »Havnen« og den fallerede godsejer i »Familieportrætter«.

Osvald Helmuth kunne forvandle sit ansigt fra en oldings til et barns. Pludselig var alle rynkerne væk, og man øjnede kun de æblerøde kinder, det krusede hår og et skælmsk blik. Og man hørte latter i hans sang.

Og så i næste nummer lod han kinderne falde ind, øjnene forstene, mens stemmen blev hård. Han var en gammel bitter mand, eller resigneret alt efter hvad rollen krævede.

Omspændte rummet

Jeg så ham også på Dyrehavsbakkens Friluftscene. Netop det sted havde jeg tidligere oplevet, hvordan Dirch Passers og Kjeld Petersens højrøstede og kropsdynamiske humor blafrede bort fra friluftsscenen og op i sommeraftenens susende trætoppe. Det var ABC-teaterets lavloftede sal, der gav dem magten over publikum.

Osvald Helmuth, derimod, omspændte det åbne himmelrum. Han ankom i en net smoking, gik stilfærdigt op på scenen, tog en stol og satte sig ud til rampen og fangede publikum ind med sit blik og en enkel inviterende håndbevægelse. Så gav han sig til at synge. Tyst, så man måtte spænde sig an for at høre hvert et ord. Efterhånden gik han over til viser med lidt mere tryk på, men stadig i fortrolighed.

Tabte han tråden, vendte han sig om mod sin trofaste klaverledsagerske, Inger Christrup, og spurgte: »Hvad er det nu, der står?«

Det sagde hun højt og tydeligt, så alle kunne høre det. Og så sang han dét og derpå uanfægtet videre, så snart publikums varmt indforståede applaus gav ham lov.

Den gang havde jeg ham mistænkt for at lave bøffen med vilje, så han kunne vise sin suveræne uanfægtethed.

Det er jeg ikke sikker på i dag. Osvald Helmuth var født i 1894 og således en ældre herre, der skulle holde et meget stort viserepertoire oppe i hovedet. Intet under, hvis det smuttede en gang imellem.

Forunderligt bedre

Det var det forunderlige ved Osvald Helmuth, at han blev bedre og bedre med årene. På grammonfonplader kunne man høre, at Osvald i 1930'erne havde haft noget friskfyragtigt, nærmest frikadellet, over sig, når han sang viser om prinserne. Men det var gået fuldstændigt af ham nu. Han var hudnært sin rolle.

I 1961 så jeg Osvald Helmuth i rollen som skraldemand Alfred Doolittle i musicalen My Fair Lady. Han dansede sig igennem sine numre med en betagende ynde. Sangene »Med lidt lykke og lidt held« og »Alfred skal giftes nu til morgen« afleverede han, som om de var skrevet personligt til ham, og at alle de andre Doolitler fra Broadway over London frem til Osvalds Falconerscene bare havde været opvarmere.

Med kgl.-skuespiller Mogens Wieth, der spillede professor Higgins, havde Osvald Helmuth en scene, hvor de to reelt forhandler om prisen på Doolittles datter, Eliza. De to skuespillere, Wieth ophøjet og nedladende, Helmuth djærv og plat, gennemførte samspillet som den ypperste komik. Gnisterne mellem dem lod forstå, at de gensidigt beundrede hinandens talent så meget, at de var sikre på at få deres bolde returnet endnu fermere, end de var afleveret. Min fornemmelse var den aften, at alle i salen var bevidst om at være vidne til noget ganske usædvanligt.

Osvald Helmuth steg endnu videre mod højderne i Helsingør-revyerne i første del af 1960'erne. Han fik førsteplads på grammofonpladernes salgs-top20 med sine sange »En grimasse, der kan passe«, og »Det er svært at se, hvad der er opad eller nedad«.

I et Helsingør-nummer, som fuldstændigt overrumplede os nede i salen, kom han ind med en lille måtte under armen. Den udbredte han med varsomme gammelmandsbevægelser på scenegulvet. Hvorpå han elegant gav sig til at danse twist på måtten og synge en twistmelodi.

Drivende sjofel

Osvald Helmuth formåede også at slippe afsted med at være drivende sjofel. Uden at det blev flovt. I 1963-Helsingør-revyen startede han nummeret »Det er nerver altsammen« med en rablende monolog om en mand, der tror, han er standerlampe. Hvorpå Osvald Helmuth gav sig til at synge: »Og hvem vogter døren hos en dørvogters datter, mens at dørvogten går og vogter dør?« Refrænet blev vildere og vildere op mod »Og hvem banker røven på en bankrøvers datter, mens at bankrøveren går og røver bank?« Det var hinsides, hvad man offentligt kunne tillade sig i 1963, men Osvalds nationalklenodiestatus og hans uskyldige aflevering af visen gjorde, at den sågar fandt vej til statsradiofonien.

Osvald Helmuths dristighed gik videre endnu. I 1964 var Det Europæiske Melodi Grand Prix vundet af en 16-årig italiensk pige, der i sit refræn henåndede, at hun var for ung. Underforstået: til fysisk kærlighed.

Den melodi tog Osvald Helmuth på sig at synge med samme pompøse fanfare til indledning og dernæst: »Jeg er for gammel.«

Det blev i teksten tydeliggjort, at han var for gammel til det meste også sex. Jovist, han afleverede den graciøst, og publikum grinede. Men det strammede nu alligevel om mine hjerterødder. Skulle han virkelig udstille sig selv sådan?

I dag strammer det endnu mere, når jeg hører grammofonoptagelsen i radioen. For Osvald Helmuth døde mindre end to år senere. Han havde længe været alvorligt syg, kom det frem.

Så han var for gammel. Det kunne man bare ikke tro, når man oplevede ham.

Serie

Seneste artikler

  • En naturdirektør fatter håb

    23. juli 2015
    Frem mod 1990’erne så det ud til, at verdens magthavere havde lært af fortiden og nu ville tage natur og miljø alvorligt. Men så opdagede de, at det skaffede dem uvenner
  • En dreng bliver dumpet af professor Tribini

    9. juli 2015
    Foran sit gøglertelt på Dyrehavsbakken hidlokkede professor Tribini i 1960’erne sit publikum med en rablende talestrøm. Tribini stod også for børnequizzer på Friluftsscenen. Her blev erindringsskribenten ydmyget
  • Barnet, der intet anede om fremtiden

    30. juli 2011
    At kende sin skæbne er en forbandelse. Dumhederne begår man nok alligevel uanset om man på forhånd er advaret. Fremtiden nydes bedst i små bidder. Ligesom pilgrimmen dag for dag finder glæden i at være på vej
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg husker, at min yngste, dengang 3-4-årige søster havde set Osvald i fjernsynet og syntes, at han var så rar - og hun syntes altså, det var SÅ synd, at alle folk grinede ad den rare mand!

Osvald var stor. Men skal man tro Frtis' erindringer, var der intet improviseret i hans optræden, heller ikke "spørgsmålene" til Inger Christrup. Prøv at sammenligne pladeoptagelsen af "Havnen" fra sidst i 30'erne med senere udgaver af samme vise. Hver eneste betoning er uændret.

Osvald tabte aldrig tråden når han stod på scenen. Hans spørgsmål til Inger Christrup var præcist og ganske nøje indstuderet til sangen"Du er for gammel" .
Hvad står der?
Der står - du er for gammel.
Nå står der det.

Det var jo det der var så rørende.