Læsetid: 5 min.

En ensom vej åben for alle

Joni Mitchells klassiske album ’Blue’ fylder 40 i morgen. En milepæl i singersongwriter-kunsten, et tidløst følelses­udbrud fra en opbrudstid og et album så svangert med ensomhed, at det har sat sig uudslettelige spor i eftertiden
Joni Mitchells klassiske album ’Blue’ fylder 40 i morgen. En milepæl i singersongwriter-kunsten, et tidløst følelses­udbrud fra en opbrudstid og et album så svangert med ensomhed, at det har sat sig uudslettelige spor i eftertiden
21. juni 2011

Midt i efterklangen fra en kollektiv rus forlod den canadiske singersongwriter Joni Mitchell spotlyset, Californien og den musikerkoloni, som ikke længere var en tryghedszone, men den fri kærligheds slagmark.

I 1970 rejste hun til Europa, ikke så meget på en dannelsesrejse som på en gendannelsesrejse. Hun var i stykker.

»Jeg havde intet personligt forsvar. Jeg følte mig som cellofanen om cigaretpakken. Jeg følte, at jeg absolut ingen hemmeligheder havde,« kunne hun fortælle næsten et årti senere til Rolling Stone.

Hun blev ældre end sin alder i en tidlig alder. Som barn gik hun og drømte om at blive atlet – blev så ramt af polio, skarlagensfeber og en ondsindet omgang skoldkopper. Som niårig lå hun på sygestue med en deprimeret knægt i en fremmed by, og da hun begyndte at synge, bad han hende omgående om at stoppe.
Men hun fortsatte og lærte sig selv at spille guitar på sygelejet. Senere købte hun en baryton-ukulele og begyndte at synge for at få råd til bowling, biffen og især cigaretterne, som hun begyndte på ni år gammel. Som 21-årig bortadopterede hun sit første og eneste barn ved fødslen – efter at være blevet forladt af kæresten.

Kulminationen

Hun fik sit efternavn, da hun i ’67 giftede sig med Chuck Mitchell. Men det holdt ikke. Og efter nogle succesrige år som enestående singersongwriter blev hun ved indgangen til 70’erne ramt af politisk, kulturel og romantisk desillusion. Alt dette bare for at anskueliggøre, hvor lynmodnet og gennemprøvet et menneske, der i 1971 som 27-årig kulminerer som singersongwriter med sit fjerde album Blue. Hun markerede – og det markeres hver gang man lytter til albummet – med de første ord: »I am on a lonely road and I am travelling travelling travelling travelling«.

Væk, det måtte hun. Fra Californien. Til Spanien, Frankrig og Grækenland. Undervejs lærte hun sig at spille på den appalachiske dulcimer, et middelalderligt strengeinstrument i amerikansk udgave, som hun åbner Blue med. Hendes to andre instrumenter, den akustiske guitar og klaveret, introduceres hver for sig på de to efterfølgende numre. Det er en multi-opbrudsplade. Et midlertidigt farvel til Californien, der så i sangene formuleres som en søgen mod varmere himmelstrøg, sandsynligvis af den psykologiske variant. Hvilket ikke forhindrer hende i at længes mod både solskinsstaten og også sit koldere nordlige hjemland, da det bliver grøn jul i Sydeuropa: »I wish I had a river I could skate away on«. Og det er et opgør med den fri kærlighed og dens uventede byrder: »Oh the jealousy, the greed is the unraveling«.

Og en kanalisering af des­illusionen. Trippet fra Woodstock, der røg seks fod under jorden, da Hells Angels slog en tilskuer ihjel på Altamont-festivalen fire måneder senere. Og Vietnam-krigen blev ved og ved. »Sitting in a park in Paris, France/Reading the news and it sure looks bad/They won’t give peace a chance/That’s just a dream some of us had«.

En musiker skriver og synger sine inderste sjælekvaler ud, helt ud til lytterne – og bærer i sig en hel generations paradokser, vaklende håb og smertefulde erfaringer. Bevæbnet med intet andet end musikinstrumenter.

»Jeg påtog mig – siden jeg var en offentlig stemme og udsat for denne mærkelige tilbedelse – at folk skulle vide, hvem de tilbad. () Jeg krævede en dybere og større ærlighed af mig selv, mere og mere afdækning i mit arbejde, for at kunne give det tilbage til folk – dér hvor det går direkte ind i deres liv og nærer dem og ændrer deres retning. Du ved, får elpærer til at tænde i deres hoveder og får dem til at føle.«

Blue er en rockistisk drøm om autenticitet, men undfanget i et psykologisk mareridt. Ensomheden og ærligheden står skåret i glas, tindrende smerte, sorg, lyst, skønhed. Hendes stemme rækker mod og omfavner en ny dybere inderlighed, en ro i den dunkle klangbund. Men hun presser den også op i smertende, skingre luftlag.

Om egne åbne sår

Hendes vildt svungne ekvilibrisme når nye højder og kompleksiteter, hun bruger sin uovertrufne vokalteknik til at udforske følelseslivets umulige milliard af facetter. Det bliver aldrig gymnastisk distanceblænding. Gennem hendes stemme og lige så kapable fingre sitrer også hendes kendskab og kærlighed til folk, klassisk og jazz – hentet ikke kun fra den californiske scene eller hendes inspirationer fra Miles Davis, men også helt tilbage fra forældrenes plader fra dengang, hvor pladesamlinger var overskuelige.

Faderen havde tre trompetplader, moderen havde tre klassiske plader, hvoraf hun især forelskede sig i Måneskinssonaten og Clair de Lune. Især sidstnævntes søgende vandringer over tangenterne kan høres på titelnummeret, mens jazzens tradition for at bearbejde klassikere bløder igennem på nummeret »River«, hvor Mitchell parafraserer julesangen »Jingle Bells«.

Under mindre heldige omstændigheder ville intimiteten på Blue være blevet overproduceret i stykker, gjort komfortabel, pakket ind i flere instrumenter og airbags af overdubs, som det var populært i samtiden.

Men David Crosby fra Crosby, Stills, Nash & Young sikrede fra begyndelsen at hendes indspilningskarriere gav plads til hendes kunst. Som producer af hendes debut­album lod han hende egentlige bare gøre dét, hun gjorde bedst; dét som havde betaget ham, da han så hende første gang i Florida: at spille og synge sine sange.

Efter debuten overtog hun selv producerstolen, og midt i en ’kollektivgejl’ æra foregik indspilningerne af Blue bag lukkede døre. Der er ingen fornemmelse af bandsamarbejde – selv om der helt tyst og diskret og pletvist bidrages med bas, guitar, pedal steel og trommer.

Man har en fornemmelse af, at Mitchell er alene, helt tæt på mikrofonen med sine sublime sange om sine åbne sår. Hendes stemme og spil er en altopslugende lytte­oplevelse. Og hvis man kan sidde uberørt under påvirkning af de store klaverdrevne sange »Blue«, »River« og »Last Time I Saw Richard«.

Eller hvis man kan trække på skuldrene over åbningssangen »All I want«, hvordan forelskelsens boblende optimisme her slår om i jalousiens og grådighedens depression. Ja, så er man gjort af et uhørt hårdt materiale. Eller også hader man bare følelser, det upålidelige skidt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu