Læsetid: 4 min.

En film om en mand, der blev klogere

Det tyske parti De Grønne er verdens eneste ægte grønne parti. I Tyskland rider det på en succesbølge, og i øjeblikket trækker en dokumentarfilm om Joschka Fischer, partiets berømteste profil, folk i tyske biografer
Tysklands udenrigsminister gennem flere år, Joschka Fischer, tog beslutningen om, at Tyskland skulle deltage i NATO-invasionen i Kosovo i 1999. Det var den første aktive tyske krigs-handling i 44 år, og det gjorde ham uendeligt upopulær i hans eget pacifistiske parti, De Grønne.

Tysklands udenrigsminister gennem flere år, Joschka Fischer, tog beslutningen om, at Tyskland skulle deltage i NATO-invasionen i Kosovo i 1999. Det var den første aktive tyske krigs-handling i 44 år, og det gjorde ham uendeligt upopulær i hans eget pacifistiske parti, De Grønne.

Kai Pfaffenbach

22. juni 2011

Bag den trinde gråhårede herre kører film med udhungrede børn fra den jødiske ghetto i Warszawa.

»I 1950'erne havde jeg aldrig hørt om Holocaust. Da var tyskerne ofre, hvad mange uskyldige også var, men hvem der var årsagen til det hele, spillede ingen rolle,« siger herren, der også er kendt som Joschka Fischer.

Filmen Joschka und Herr Fischer er en to og en halv time lang dokumentarfilm om manden, der fra 1998 til 2005 var Tysklands første grønne udenrigsminister.

Og Fischer, der er født i 1948, blev klogere, da Alain Resnais' film Nuit et brouillard (dansk titel Nat og tåge) havde premiere i 1955. Den bestod af optagelser fra koncentrationslejrene, hvoraf en del var blevet vist under Nürnberg-processen mod en række af nazismens største forbrydere. »Man kaldte det 'sejrherreprocessen', indtil man så, hvilke forbrydelser tyskerne havde begået,«” siger Joschka Fischer.

Timingen for filmen om Fischer kunne ikke være bedre: Partiet De Grønne satte i marts punktum for 58 års uafbrudt CDU-regering i delstaten Baden-Württemberg ved at vinde valget og dermed den første grønne ministerpræsidentpost i Forbundsrepublikkens historie. Og når der til september er valg til senatet i Berlin, vil den grønne spidskandidat, Renate Künast, ånde den socialdemokratiske overborgmester, Klaus Wowereit, temmelig kraftigt i nakken.

Det er med andre ord et velvalgt tidspunkt at præsentere en film om partiets kendteste politiker, der har været med omtrent fra begyndelsen.

Med Fischers historie som katalysator er Pepe Danquarts film et portræt af Forbundsrepublikken Tyskland fra den opstod ud af asken i 1945 til 2005, hvor Schröder-Fischer-regeringen tabte det valg, kansleren udskrev i utide uden sin udenrigsministers samtykke hvorefter Fischer trådte tilbage fra politik med et resolut smæk med døren.

Besætter og aktivist

Fischers forældre havde en slagterforretning og var tysk-ungarske stærkt katolske flygtninge.

Landsbyen Oeffingen blev hurtigt for lille til messedrengen, der forlod skolen uden afgangsprøve, fik langt hår og var en ivrig deltager i ungdomsoprøret fra 1967, hvor han og den fransk-tyske Daniel Cohn-Bendit blev hinandens våbenfæller for livet.

Billeder fra husbesættelser og gadekampe i Frankfurt am Main med Fischer som deltager er vist og gennemtygget til bevidstløshed, men de repræsenterer arbejderdrengens glødende engagement.

Han blev også en overgang agitator og fabriksarbejder på Opel, skønt det sidste sted, hans arbejderforældre ønskede, at deres børn endte, var på fabrik.

I det tyske efterår 1977 erkendte Joschka Fischer, at »det var et desillusioneret selvbedrag med revolutionær vold. I sidste ende står kun volden tilbage«.

RAF kalder han »menneskeforagtende«, og terroristernes kyniske henrettelse af arbejdsgiverformand Hanns-Martin Schleyer »ændrede landet, den ændrede mig«, siger han i filmen. Fischer trak sig tilbage og gav sig til at køre taxi.

Realpolitikeren

»I taxaen blev jeg til realo,« siger han. En 'realo' betød inden for De Grønne, at man gik efter politiske resultater og havde opgivet at være i total opposition til Forbundsrepublikken og dens politikere.

Tiltrukket af anti-atomkraft- og fredsbevægelsen og presset af Cohn-Bendit, trådte han ind i 1982 ind i De Grønne og blev valgt til Forbundsdagen, da De Grønne første gang kom i parlamentet i 1983.

I 1985 blev han taget i ed som miljøminister i delstaten Hessen iført hvide gummisko »jeg måtte bare have de gummisko på«. Den første tid som realpolitiker var op ad bakke for Fischer, der med egne ord »gjorde alt forkert«.

Man ser ham med stabler af mapper på sit kontor og mærker på hans vegne sveden pible frem i armhulerne. Internt i partiet var der ævl og kævl, og er det forræderi at stræbe efter regeringsmagten? Ja, mente mange i partiet, nej, mente Fischer, der i 1998 vandt regeringsmagten sammen med Gerhard Schröder og blev udenrigsminister og vicekansler uden et smil på læben.

Han vidste, at den rød-grønne regerings første opgave var at sende tyske soldater i krig for første gang siden Anden Verdenskrig.

Angrebet, men fortsatte

»Jeg havde mødt Milosevic. Måske var han ikke nationalist, men han red på den nationalistiske tiger, og jeg vidste, han var parat til at gå over lig,« siger Fischer om beslutningen om at deltage i NATO-invasionen i Kosovo, der gjorde ham uendeligt upopulær i hans eget pacifistiske parti. Auschwitz var en af hans begrundelser for, at Tyskland skulle gå med i Kosovo-krigen og hindre yderligere (serbiske) folkemord.

Et af filmens højdepunkter viser Fischers enorme format som en af Forbundsrepublikkens modigste og mest veltalende politikere nogen sinde.

Det er scenen fra partimødet, hvor han bliver ramt af en farvebombe. Og med aftørret habit og slet skjult vrede holder en af sit livs bedste taler.

»Det er også svært for de rød-grønne. Men denne krig har ikke varet i 50 dage. Den har varet siden 1992!« råber han.

Samme patos tager han i brug, da han nogle år senere på den internationale sikkerhedskonference i München gør det klart for den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld, at han ikke er overbevist om fortræffeligheden af en invasion af Irak.

Joschka und Herr Fischer er en film om en mand, der langsomt blev klogere. Og om et land, der blev det.

www.joschkaundherrfischer. x-verleih.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Joschka und Herr Fischer er en film om en mand, der skiftede revolutionær vold ud med statslig vold, og sine egne køller ud med at dirigere bombefly af sted.

En forandring fra et liv i opposition til systemet, til at lade sig omfavne af magten uanset hvor meget det går ud over idealerne. Joschka Fischer er den store rollemodel for Villy Søvdal.