Læsetid: 7 min.

Filmbranchen skal ændre vaner ellers dør den

'Den, der har adgang til publikum, har adgang til pengene og magten,' siger danske Thomas Mai, der rejser verden rundt og fortæller en desperat filmbranche, hvordan den kan følge med et publikum, hvis adfærd takket være internettet har ændret sig markant. 'Hele systemet er ved at kollapse,' siger han
Der er efterhånden færre og færre incitamenter til at gå i biografen, mener den danske filmmand, Thomas Mai: 'Folk ved, at hvis de ikke når at se den i biografen, så kan de se den på betalings-tv eller dvd, hvor den først koster meget, men hurtigt bliver billig. Og ellers kan de vente på, at filmen kommer gratis på tv.'

Der er efterhånden færre og færre incitamenter til at gå i biografen, mener den danske filmmand, Thomas Mai: 'Folk ved, at hvis de ikke når at se den i biografen, så kan de se den på betalings-tv eller dvd, hvor den først koster meget, men hurtigt bliver billig. Og ellers kan de vente på, at filmen kommer gratis på tv.'

Nanna Kreutzmann

9. juni 2011

»Det handler om publikum. Det har altid handlet om publikum,« siger Thomas Mai.

»Hele markedet har ændret sig. Vi har fået sociale medier, vi har fået et hurtigt internet. Forbrugerne tænker og agerer på en helt anden måde i dag end for 10 år siden, og det er vi nødt til at erkende. Vi er nødt til at være, hvor publikum er. Ellers kan vi ikke levere de film, de gerne vil se, og så piratkopierer de dem i stedet. Vi straffer forbrugerne, og vi skal jo belønne dem. Forbrugerne har fuldstændig ændret vaner, og vi er også nødt til at ændre vores vaner. Ellers går vi vores egen død i møde.«

Den danske filmmand, der bor i Australien og tidligere har været filmsælger i både Danmark og USA, rejser verden rundt og underviser filmfolk i at finansiere, producere, distribuere og markedsføre film på en måde, som kan følge med et publikum, der hele tiden flytter sig. Et publikum, som ikke kun vil se film i biografen, men have adgang til dem fra computere, tablets og mobiltelefoner, og det skal være hurtigt, nemt og billigt.

»Hele systemet er ved at kollapse,« siger Mai fra Australien via Skype i anledning af, at han på tirsdag den 14. juni afholder et seminar for den danske filmbranche i Filmbyen i København.

»Internettet har fjernet det dyre mellemled i alle andre brancher. I gamle dage kostede det en formue at ringe til Australien. Nu kan vi sidde og snakke gratis via Skype. Der var monopoler, og alting var meget tungt og besværligt. Internettet har gjort det nemt at finde billigere og bedre tilbud. Det er ved at nå filmbranchen. Man skærer mellemmanden væk, og tingene bliver nemmere, mere gennemsigtige, mere demokratiske.«

Fantastiske iTunes

I 10 år har filmbranchen handlingslammet set til, mens musikbranchen først er kollapset og siden til dels er blevet genrejst takket være onlinebutikker som Apples iTunes og musiktjenester som Spotify og TDC's Play. Nu står filmbranchen selv på kanten af afgrunden filmenes biografliv bliver kortere og kortere, salget af dvd'er og Blu-ray går kraftigt tilbage, og så er der filmpiraterne. Derfor kæmper filmbrancen for at finde nye måder at nå publikum og tjene penge på.

»Der er en frygt for pirater, pirater, pirater,« siger Thomas Mai.

»Den har jeg ikke. Mit mantra er, at hvis ikke ens film allerede er piratkopieret, så bør man være fornærmet. Der er ikke noget at gøre. Det handler om at tilbyde lovlige, legale muligheder folk vil gerne betale for tingene, hvis det er nemt og hurtigt. iTunes er en succes, fordi det er nemt. For otte kroner kan man købe en sang, og man ved, at det fungerer. ITunes er verdens største forhandler af musik. Tidligere var man tvunget til at købe en hel cd, selv om man kun var interesseret i et enkelt nummer. Det er det, der er fantastisk ved iTunes. Man kan selv vælge, og der er åbent 24 timer i døgnet. Alle pladebutikker er gået på røven. Blockbuster er lige gået på røven i USA.«

Tilgængeligt for alle

I USA kan man leje og købe film og tv-serier via iTunes, ligesom dvd-udlejere og streamingtjenester som Netflix giver umiddelbar adgang til et meget stort antal film. I Danmark kommer flere og flere video on demand- og streamingtjenester til, men filmudvalget er ikke stort, og pga. rettigheder kan man endnu kun købe musik via dansk iTunes.

»De fleste undersøgelser viser, at piraterne rent faktisk er dem, der køber mest,« siger Thomas Mai.

»De piratkopierer for at se og høre, hvad en film eller et stykke musik er. De sampler, og så køber de det bagefter. Selvfølgelig er der altid nogen, der vil snyde. Men hvis man gerne vil se en film, og de ikke har den i ens lokale Blockbuster, hvad gør man så i Danmark? Man downloader ulovligt. Ja, jeg ved godt, at der er kommet enkelte online-filmtjenester, men Danmark er lysår bagude. Jeg ved en del om filmrettigheder, fordi jeg har solgt film i mange år, og det er jo fuldstændig tåbeligt fra en forbrugers synsvinkel. Hvorfor må de se det i USA, når jeg ikke må se det i Danmark? Det er jo ude på internettet. Og hvis der er noget, internettet og piraterne har lært os, er det, at når det først er derude, så er det tilgængeligt for alle. Det, man bør gøre, er at tænke internettet med fra begyndelsen, når man laver en film.«

Flere platforme

I både USA og Danmark diskuterer man nye måder at distribuere på, og det involverer blandt andet simultanpremiere i biograf og på dvd og video on demand.

»De amerikanske filmselskaber er inde på det, når de taler om at udsende en film på flere forskellige platforme på én gang for at komme piraterne i forkøbet,« siger Thomas Mai.

»Henrik Bo Nielsen (direktør for Det Danske Filminstitut, red.) er også inde på det, når han siger, at der ikke skal være noget vindue mellem biograf og video. Som producent har man traditionelt skullet betale for først at markedsføre en film i biografen. Så skal der gå tre-seks måneder, før filmen kan komme på dvd, og man skal betale for hele markedsføringskampagnen igen. Så skal den på betalings-tv, og til sidst skal den så på gratis tv. Hvad er incitamentet for at gå ind at se en dansk film fredag aften? Folk ved, at hvis de ikke når at se den i biografen, så kan de se den på betalings-tv eller dvd, hvor den først koster meget, men hurtigt bliver billig. Og ellers kan de vente på, at filmen kommer gratis på tv. Det har vi lært vores kunder gennem de seneste 20 år.«

Straffer forbrugerne

Fordelen ved at lade en film få premiere i biograf og på video on demand og dvd samtidig er, at man henvender sig til alle på én gang, forklarer Thomas Mai.

»Det giver nogle flere muligheder. Man vil gerne se filmen, men man har to børn og kan ikke komme i biografen, fordi man ikke kan skaffe en babysitter. Men så kan man i stedet se filmen derhjemme på betalings-tv eller på dvd. Hvorfor skal man vente seks måneder på, at filmen er færdig i biografen, når man i dag kan downloade den fra nettet med det samme og gratis? Vi straffer forbrugerne, vi belønner dem ikke.«

Et publikum er et publikum, og hvorfor skal biograferne have monopol på det, spørger Thomas Mai.

»Alle distributører siger, at de kl. 15 på premieredagen kan se, om en film bliver en succes eller ej, og allerede da har biograferne planlagt, om filmen skal vises i biografen ugen efter. Hvis ikke en film performer med det samme, sparker man den ud. Det er ikke, fordi det skal være en kamp imod biograferne de gør, hvad de kan men de tager 50 procent af hver billet, der bliver solgt, og så sælger de popcorn og cola, som de tjener penge på, og hvis ikke man performer, så er det bare ud af vagten. Og så skal de samtidig have eneret på filmen i seks måneder. Det hænger ikke sammen.«

Tænker traditionelt

Efter Thomas Mais mening tænker den danske filmbranche i det hele taget alt for traditionelt og alt for lidt på publikum, når det kommer til finansiering, distribution og markedsføring.

»Det handler om publikum, og det har altid handlet om publikum, og så er jeg ligeglad med, om man er den største auteur eller mest kommercielle instruktør. De fleste instruktører vil jo gerne have, at folk ser deres film. Men den traditionelle instruktør og producent har været så langt væk fra publikum. Det tager en-to-tre år at lave en film, og publikum er først noget, der kommer senere, et par måneder før premieren.«

Takket være internettet og sociale medier som Twitter og Facebook er publikum kommet tættere på, og man er nødt til at tænke publikum ind med det samme, understreger Mai.

»Fra dag et, når man er på manuskriptstadiet. Man vil gerne lave en film, der handler om kræft eller kærlighed eller ishockey, you name it. Der findes grupper af mennesker derude, som interesserer sig for det. Hvorfor ikke snakke med dem og få dem til at hjælpe i form af crowdfunding (publikum bidrager økonomisk til ens film, red.)?«

Overflødiggør sig selv

Thomas Mai nævner den amerikanske dokumentarist Robert Greenwald som et godt eksempel på en instruktør, der har frigjort sig fra alle mellemled, gør alting selv, tænker utraditionelt og agerer internationalt.

»Han har to millioner mennesker i sin database. Han har deres mailadresse, postnummer, by og land, og når han skal lave en ny film, sender han en e-mail til dem alle sammen: 'Jeg skal lave en ny film. Kunne I ikke tænke jer at forkøbe dvd'en? Den koster 20-25 dollars' Og så får han solgt 100.000 dvd'er til 25 dollars stykket, og så har han pengene til at lave sin film. Han skal ikke sidde og vente på et institut eller en tv-station eller en salgsagent eller en distributør.«

»Problemet er, at de mennesker, som ikke springer på vognen nu, overflødiggør sig selv. Den, der har adgang til publikum, har adgang til pengene og magten. I gamle dage var det biograferne og distributørerne, men de er ved at blive overflødige, fordi en mand som Robert Greenwald med to millioner navne i sin database ikke har brug for andre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Mht. netflix i USA er det da korrekt nok, men der er to forhold her (i USA) som ikke sådan lige kan overføres til DK. Det ene er dette; I USA bor mange flere mennesker end i Danmark, det er altså væsentligt nemmere for en sådan tjeneste at tjene penge i USA, da der bor cirka 50-60 gange så mange mennesker i USA som i Danmark. Det andet er dette: I USA er folk vant til at betale for alt muligt, fo netflix betaler de f.eks. cirka 50-60 kr. om måneden for abonnementet.
I Danmark betaler vi licens på cirka 2400-2600 kr. pr. år (eller mere). Hvis vi skal til betale til netflix også, ja så er der sikkert flere danskere, som ikke vil det.

Mht. de ideer, der kommer frem i artiklen og som er nævnt af Thomas Mai flugter de meget godt med nogen ideer, jeg selv har haft om tv, film, musik og spil mm. Men især mht. film - hvorfor skal der går 3-6 måneder før filmen kommer på dvd, hvorfor ikke lade brugerne bestemme, hvordan de gerne vil selv filmen, derhjemme, i biografen, eller andre steder, eller via pay-pr-view. (betalingstv).

Anne Marie Pedersen

Fed artikel. Spot on. Nu streamer/downloader jeg af princip ikke noget ulovligt, men det betyder så også, at jeg stort set kun ser gratis film og dr.dk/nu som stream.

For det er så møgirriterende at skulle leje film over nettet som det er nu. Med et lille barn kommer jeg sjældent i biffen og jeg gider egentlig ikke se film et halv år EFTER alle andre har set dem. Så faktum er, at filmbranchen ikke tjener en krone på mig. Og jeg ville faktisk gerne betale.

Hvis nu billedkvaliteten i biograferne var på højde med Blu-ray ville det hjælpe gevaldigt på synsoplevelsen og måske også på publikumsstørrelsen.

En god stor skærm i 1920x1080 True HD derhjemme og et godt 7.1 anlæg + en god film så kan man få en oplevelse der er bedre end i biografen. Man slipper for idioterne der sidder og roder med mobiltelefonen, forældre der sidder og oversætter udenlandske film til deres børn og så dem som konstant sidder og plaprer i stedet for at koncentrere sig om at se filmen.

Kim Pedersen

Thomas Mai vil lægge spillefilmen og biograferne i graven

Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer

Information bragte den 9. juni en artikel med overskriften ”Filmbranchen skal ændre vaner ellers dør den”, hvor den angivelige filmmand Thomas Mai fremsætter en række påstande, som bedst kan karakteriseres som ”misguided”, i værste; overlagt manipulation. Bl.a. fremhæves det at der efterhånden er færre og færre incitamenter til at gå i biografen. Det er en påstand, som det kan undre bliver trykt i Informations spalter, uden den mindste antydning af bevisførelse. Og selvfølgelig er påstanden ikke korrekt. Alverdens biografer ridder på en succesbølge, som sidste år indbragte de store amerikanske studier over $32 mia., en stigning de sidste 5 år på over 30%. I Frankrig har man i 2010 oplevet det højeste besøgstal siden 1967! I de seneste år har besøgstallet i danske biografer været det bedste i over 25 år, så påstanden om at der skulle være færre og færre incitamenter til at gå i biografen er naturligvis det rene sludder.

Publikum drages mod biografernes magiske mørke med uformindsket styrke, ligesom publikum ser film lovligt på DVD, Blu-ray, streaming på Internettet og Video-on-Demand som aldrig tidligere. Faktisk satte hjemmebiografen rekord sidste år med over 8 mia. transaktioner. Aldrig har så mange mennesker set film, om det så er foran computeren, på sofaen eller i
biografen.

Filmbranchen har dog to alvorlige problemer; prissætning af film til hjemmebiografen, som er i frit fald pga. ufatteligt dårligt købmandskab fra filmproducenternes side, og filmtyveri.

Det er det rene sludder når Thomas Mai påstår, at såfremt filmene ikke kan leveres når publikum vil se dem, piratkopierer de dem i stedet, og mener at løsningen er at udsende filmene på en og samme tid på alle platforme, både til hjemmet og i biograferne.

Man har aldrig – og vil aldrig – kunne konkurrere med gratis. Samtlige undersøgelser viser at pirateriet ikke vil blive påvirket af legal adgang til filmene. Så længe der forlanges en pris for en film, vil gratis illegal adgang til piratkopieret film være attraktiv. Hvorfor skulle downloads af en piratkopieret film ellers stige, når den markedsføres på Netflicks til en sølle dollar?

Investeringsbanken JP Morgan har gennem undersøgelser påvist at biograferne vil lide en tilbagegang på ikke mindre en 49,7%, såfremt alt udsendes på alle platforme på én og samme tid. Det kan ingen kommerciel biograf overleve. Og hvis der ingen biografer findes, hvorfor skulle man så fortsætte med at producere spillefilm til et medie der er afgået ved døden?

Den generalisering som Thomas Mai gør sig til talsmand for, vil med garanti lægge både biografer og spillefilm i graven.

Thomas Mais sammenligning af filmbranchen og pladebranchen beror ligeledes på en række misforståelser, pladebranchen har aldrig haft filmbranchens forretningsmodel, og har lidt – og fortsat lider – under at pladebranchen, inden internettets tid, har lykkes med at sælge et
produkt, hvor man skulle købe 12 numre for at få eet. Hvem har ikke købt en CD udelukkende for eet nummers skyld og har måttet tage 11 andre numre med i købet. Nu hvor forbrugeren har mulighed for blot at købe det ene enkelte nummer han/hun er interesseret i, tror da pokker
pladebranchen har problemer.

Plade- og filmbranchens problemer tåler ingen sammenligning, idet forretnings-modellerne altid har været, fortsat er, og altid vil være, vidt forskellige.

I USA er 4 amerikanske studier i gang med et forsøg, hvor de tilbyder forbrugeren en film på Video-on-Demand to måneder efter biografpremieren til en pris på $30,- bl.a. i et forsøg på at dæmme op for filmtyverier. Forsøget er naturligvis slået komplet fejl. Man kunne faktisk spørge
sig selv om de er rigtig vel forvaret; tilbyde en film til $30,- for at forhindre pirateri. Who are you kidding? Tværtimod er effekten af de 4 amerikanske studiers gebærden at lægger en perfekt digital kopi i hænderne på piraterne 2 måneder tidligere end normalt.

En række prominente filmskabere, deriblandt James Cameron, Robert Zemeckis, Quentin Tarantino, Kathryn Bigelow, Guillermi de Toro, Roland Emmerich, Antoine Fuqua, Gale Anne Hurd, Peter Jackson, Robert Rodrigues, Gore Verbinsky, Robert Zemeckis, Chris Nolan, M. Night
Shyamalan, har øjnet faren og modsat sig et kortere vindue, idet deres frygt for at blive reduceret til TV-instruktører og ikke spillefilmsinstruktører, er velbegrundet og meget aktuel.

Det er endegyldigt blevet bevist at ”Price is Everything – Timeliness is Nothing”. Og det er endda også blevet bevist at et længere biografvindue endda sikrer producenten større indtægter på
DVD/Blu-ray.

Det er ligeledes ikke korrekt, når det fremhæves at Henrik Bo Nielsen (direktør i Det Danske Filminstitut) skulle have udtalt at der ikke skal være noget vindue mellem biograf og video. Atter en manipulerende generaliserende påstand, som savner afsæt i virkelighedens verden.

Filmbranchens nuværende forretningsmodel har høstet en uafbrudt række af sejre gennem de sidste 30 år, og har bl.a. betydet at forbrugeren har set filmen i biografen, købt eller lejet den samme film på DVD og afslutningsvis sågar har set filmen gratis på TV. Denne model vil selvfølgelig lide skibbrud, såfremt alt udsendes på en og samme tid og fokus vil blive overtaget af den næste nyhed.

Som svar på Thomas Mais spørgsmål om hvorfor biograferne skal have monopol på filmene i en periode, er svaret ganske enkelt; for at sikre den store fantastiske spillefilmsoplevelse.

Det forekommer Thomas Mai endda bliver direkte hadefuld overfor biograferne, når han påstår de tjener 50% af hver billet solgt og smider film ud af vagten, hvis de ikke performer. Man kan i denne henseende stille kraftigt spørgsmålstegn ved Thomas Mais branchekendskab, idet disse påstande ligeledes er hentet i fantasiens verden.

Danske Biografer har da et enkelt spørgsmål til Thomas Mai; hvordan i himlens navn forestiller du dig at spillefilmsproducenterne skal tjene deres penge uden biograferne (som med garanti vil blive lagt i gaven af din våde drøm) og i konkurrence med gratis piratkopierede film?

Hvis man værdsætter spillefilmen og biograferne, har Thomas Mais våde drømme ingen gang på jord, men vil tværtimod reducere filmbranchen til produktion af endeløse rækker af billige TV-film og reality shows.

Maj-Britt Kent Hansen

Thomas Mai vil lægge biograferne i graven?

Det synes jeg nu ikke, at han udtaler, men snarere at han beskriver, hvilken vej udviklingen går, når han siger: "Vi er nødt til at være, hvor publikum er."

Biograferne har længe været pressede og forsøgt at være, hvor publikum var. Måske ikke med kæmpesucces, men dog.

Hvorfor har de ellers belemret os med så mange dårlige - fortrinsvis amerikanske - mainstream-film? Vel fordi, der var størst publikum til disse film.

Og hvorfor har mange biografer, ligesom museer og boghandlere, gjort det muligt at spise og drikke noget på stedet? Vel fordi det trækker publikum til.

Og skulle de tilløbne endelig ikke ville se filmen, så slår de sig måske alligevel ned og spiser eller drikker noget.

For der drikkes og spises overalt. Den mindste café / snask serverer et eller andet og smækker et bord og
stole op på gaden. Her kan man slå sig ned og se på.

Ikke film, men på bylivet! Det, som det drejer sig om, er kunne sidde ned.

Og hvorfor har det i den grad været svært for de få art-cinemas at få det til at løbe rundt? Fordi de ville det snævre og kvaliteten. Også de har måttet lægge sig efter spise- / drikke- / sidde og se på-tendensen for ikke kun at køre med underskud.

Thomas Mai sætter lys på et problem, som er tydeligt for enhver, der holder af at se film - ikke mindst os, der stadig kommer i den fysiske biograf.

Vej frem er at begrænse internettet, straffe kunderne, genindføre lakpladen, bilfrie søndage og tvangsinddrive pengene. Det er vejen til sucses.
(Der kan forekomme ironi i indlægget.)

også af tekniske årsager smulder al copyrigt nu i praksis, så også de som ernærer sig som kunstnere, gør klogt i nu at satse på en (verdens)orden, hvor efter fælles , fri aftale, hver nyder efter behov, og hver yder efter evne.

Anne Marie Pedersen

Men musikbrancen tjener da masser af penge - selv om man kunne pirate sig til musikken. Så den der med, at man ikke kan få penge for noget, som er gratis andet steds, den holder da ikke fuldstændig...

Christian Christensen

@Karsten Aaen
Nu får du det jo også til at lyde som om man bare betaler Netflix 60 kr om måneden og intet får igen. Når du betaler for tjenesten betaler du jo for alle de film du nogensinde kunne få lyst til at købe, altså er det slut med at købe blurays til 250,- stykket. Du tjener sgu hurtigt de penge ind igen. Jeg er sikker på, at hvis vi fik indført lignende tilbud i DK ville folk tage imod med kyshånd. Jeg kender til flere pirater som betaler 70 kroner om måneden for en tjeneste hvor de de facto får det samme som Netflix giver, blot ulovligt, og hvor pengene går til firmaer som ikke på nogen måde støtter filmindustrien. Jeg fatter simpelthen ikke at markedet i DK ikke er på højde med det i USA, potentialet er så enormt!

Kære Kim Pedersen, tak for dine kommentarer til mit interview i Information den 9 juni 2011. I din egenskab som Formand for Brancheforeningen Danske Biografer hilser jeg dit indslag velkomment. Det er altid sundt med en debat i vores branche.

Dog er jeg en anelse overrasket over din tone i dit indlæg overfor mig. Du bruger blandt andet ord som “påstande, misguided, manipulation, sludder, hadeful, våde drømme og fantisifuld” i din beskrivelse af mine ideer. Det finder jeg uanstændigt og langt under bæltestedet. Vi kender ikke hinanden og det må være i orden at stille spørgsmål til jeres monopol uden at blive verbalt overfaldet. Det ville klæde dig og din branche organisation hvis vi kan diskutere tingene uden at blive personlige. Jeg vil afholde mig for at bruge samme ord om dig og din branche organisation.

Du skriver at jeg må have manglende branchekendskab. Nu er jeg næppe den rette til at kommenterer på min egen karriere, men må jeg gøre Formanden opmærksom på at jeg har produceret 2 danske spillefilm "Den Attende" og "Besat" begge instrueret af Anders Rønnow-Klarlund samt 2 amerikanske spillefilm "Dons Plum" instrueret ad R D Robb samt "One Point O" instrueret af Jeff Renfroe & Marteinn Thorsson) Du kan finde mig på www.imdb.com eller min hjemmeside www.thomasmai.net

Jeg har solgt over 300 spillefilm til distributører og biografer til hele verden, dels som Direktør i Trust Film Sales (Zentropas internationale salgsafdeling) samt som Direktør for Katapult Film Sales som er baseret i Los Angeles. I 14 år har jeg solgt alle slags film lige fra de største festival vindere til de mindste arthouse film. Jeg har blandt andet solgt film for Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Niels Arden, Susanne Bier og mange mange andre.

Derudover holder jeg foredrag/workshops i hele verden for alle branche organisationer i film industrien heriblandt den danske instruktør sammenslutning, den europæiske distributions forening Europa Distribution, diverse producent foreninger, EU's Media Desk i Brussel samt en masse stats institutioner i lande som Tyskland, Polen, England, Brasilien, New Zealand, Australien for at nævne nogle. Jeg er dog aldrig blevet kontaktet af nogen biograf organisationer før jeg hører fra Formanden på grund af mit interview.

Lad mig starte med at slå en ting fast. Jeg elsker at gå i biografen og jeg er overhovedet ikke modstander af biografer. De skal ikke lægges i graven eller forsvinde. De er vitale i den samlede fødekæde for enhver spillefilm. Min pointe i artiklen er at jeg er modstander af det monopol som biograferne har og dermed dikterer overfor alle film. Alle former for monopol og projektionisme hjælper kun dem som sidder på monopolet.

Når Formanden siger at biograferne har krav på et monopol, så er det for at sikre den store fantastiske biograf oplevelse. Her glemmer Formanden at tilføje at det er for at sikre den store fantastiske biograf oplevelse på biograffens betingelser. Det er ikke på producentens betingelser. Selvfølgelig skal det stå enhver biograf ejer frit for at vælge hvilke film de vil vise i biografen, men problemet er at det er på den betingelse at de ikke må udkomme på andre medier (DVD, TV, VOD osv) før efter et såkaldt holdback dikteret af netop biograferne. Det er selvfølgelig dejligt at kunne vrage og vælge imellem alle film men så bør producenterne også kunne vælge og vrage blandt hvilke medier de vil have deres film ud på Det er trods alt producenterne som har lavet filmen og dermed har en masse penge i klemme. Hvis en film ikke performer i biografen bliver den smidt ud men skal stadig leve under et holdback. Det er ikke fair overfor producenten og filmen. Filmen bliver offer for et medielandskab som passer til 1990 og ikke 2011

Min pointe i artiklen er at alle de traditionelle former for medier falder i indtjening på grund af internettet. Færre film bliver solgt via dvd, færre mennesker bruger pay tv og de mange ny tv stationer har færre penge at købe film for. Det er her at jeg mener at hele filmbranchen skal ændres for at kunne tilpasse sig en ny virkelighed. En verden hvor man henvender sig til publikum på deres betingelser og ikke på monopolitiske tilstande bestemt af diverse biografer. Hvis producenterne skal kunne overleve fra film til film skal producenten også have lov til selv at bestemme hvordan de vil tjene penge på deres egen film. Og det er der skoen trykker på Formanden. Berlin muren faldt i 1989 og den digitale mur faldt i 1999 med ankomst af Napster. Film producenten ano 2011 bliver nødt til at optimere sin indtjening på alle platforme og tjene penge på nettet samme dag som en film for premiere, fordi hvis der går for lang tid imellem diverse platforme mister vi store indtægter til piraterne. Ved at gøre en film tilgænglig og lovlig på diverse platforme på samme tis har vi en større chance for at tjene penge. Vi må og skal belønne og ikke straffe vores publikum.

Vi kan lære af musikbranchen og selvfølgelig har de en anden forretningsmodel men når det kommer til pirater så er vist lige meget hvilken forretningsplan man har. iTunes har jo netop bevist at der er et musik publikum ved at have solgt 15 milliarder sange på 8 år. Det skal bemærkes at der var ingen som troede på iTunes da det blev lanceret på grund af Napster og Kazaa (datidens Pirate Bay). I dag er iTunes verdens største sælger af musik og har reddet musik branchen for at kollapse fuldstændig ved at tilbyde køberne en model som er tilpasset deres hverdag og deres medie behov. Selvfølgelig skal vi i filmbranchen tilpasse os til vores publikums behov ligesom man har måtte gøre i musikbranchen og netop derfor kan jeg tillade mig at sammenligne musik og filmbranchen.

Formanden nævner at jeg påstår at biografen tager 50% af hver solgt billet (efter momsen) og bliver smidt ud hvis de ikke performer. Det er ikke en påstand men desværre sandheden. For så høj en pris bør biograferne, med deres monopol, være mere flexible. Det er ikke sundt og holdbart i længden med protektionisme og monopoler. Især ikke hvis det kun er til fordel for den ene part som tilmed bestemmer hvornår en film skal ud af biografen og ud til de andre vitale dele i fødekæden. Jeg vil gerne bede Formanden om at bevise at jeg "lever i fantasiens verden" når jeg siger at biograferne tager 50% af hver solgt billet.

Filmbranchen skal overleve på at have et samspil med publikum på et meget tidligere tidspunkt end hvad vi er vant til. Vi lever i en tid med Sociale Medier, online spil, spil konsoler, store live begivenheder, sport og en uendelig strøm af nye tv kanaler, hvor publikum kan vælge og vrage på alle hylder. Vi må arbejde hårdt på at vi ikke havner på nederste hylde. En af producentens fremtidige opgaver bliver at være bindeled imellem film og publikum, en opgave som traditionelt set er varetaget af distributører og biografer.

Ved at indlede en dialog med publikum på et tidligere stadie bliver det nemmere at opbygge en fan database som vi kan bruge når filmen skal i biografen til gavn for både biografen og producenten. Crowdfunding er et fantastisk tillæg til den normale finansierings model og er en god måde at teste om der overhovedet er et publikum før man går i gang med at lave en film. Netop derfor skal ejeren af en spillefilm have lov til at tjene penge på alle led i fødekæden når det passer ejeren, alt andet er konkurrence forvridende.

Lav os få en sund debat om vores filmbranche som kan tåle en god tone. Der er meget at tale om da der er opstået så mange nye tekniske muligheder. Lad os tale om mulighederne istedet for begræsningerne.

Med venlig hilsen

Thomas Mai

Kim Pedersen

Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen ”Danske Biografer”
Brancheforeningen ”Danske Biografer” har med interesse læst Thomas Mais indlæg, som åbner en Pandoras æske af spørgsmål, idet forudsætningerne i Mais vision for spillefilmsproducenter og biografers muligheder for overlevelse, kun er blevet endnu mere diskutable.
Men lad os starte med den gode tone først. Det er nu engang sådan, at når man stiller forslag som vil sende en hel industri i graven, og efterlade verden med billige TV-film og reality shows, ja, så bør må man indstille sig på at blive sagt hårdt imod. Muligt tonen er hård, men det er konsekvenserne af Mais vision ligeså. I øvrigt er det vel heller ikke ’god tone’ af Mai at citere en nøgleperson i denne problematik for noget der aldrig har sagt, for at fremme sin egen sag.
Det er øjensynligt med ’den lille films’ øjne Mai anskuer hele denne problematik og derefter generalisere på en hel industris vegne. DB kan informere om at ingen biograf i verden har tjent penge på at vise de film Mai har produceret - tværtimod har biograferne tabt penge på dem alle - men biograferne har alligevel velvilligt stillet lærred til rådighed. ”Den attende” blev i danske biografer set at sølle 4.304, og ”Besat” af 19.158. Mai kan prise dig lykkelig over at kunne have benyttet det fremragende markedsføringsværktøj, som biograferne i udstrakt grad har udviklet sig til, for efterfølgende at kunne optimere indtægten i de efterfølgende vinduer. Nu går DFI’s oplysninger om statsstøtte til film desværre ikke så langt tilbage, at statsstøtten til Mais film bliver angivet, men der må gættes på at der er modtaget væsentligt millionstor statsstøtte til produktion af Mais danske film.
Man kan deraf udlede at Mais verdensbillede er kraftigt under indflydelse af den ’lille film’, som ikke operere på normale markedsvilkår.
Så er det på plads.
Det er yderst glædeligt at Mai elsker at gå i biografen, ikke er modstander af biografer, og ikke mener de skal lægges i graven eller forsvinde. Det er ligeledes glædeligt at Mai ser biograferne som vitale for den samlede fødekæde for enhver spillefilm. Men intentioner kan desværre ikke alene gøre det, for ikke desto mindre er effekten af Mais version at biograferne må dreje nøglen. Ingen kommerciel biograf kan overleve et miljø hvor alt bliver udsendt i alle medier på en og samme tid.
Der må på det kraftigste tages afstand fra at det nogensinde skulle være blevet fremhævet fra DB’s side at biograferne har monopol. Det er alene Mais vurdering og den vurdering der bliver svaret på. Tillad os at fastslå; biograferne har ikke monopol på noget som helst, ud af en årlig verdensproduktion af film på ikke mindre en 4500 spillefilm, viser de danske biografer sølle 220, og der er i et miljø hvor de kun kan forholde sig til de film som tilbydes af filmens importør. De danske biografer har ingen egen import af film, så tale om monopol er selvfølgelig helt ude i hampen. Det lader til at Mai forveksler monopol med frivilligt indgåede aftaler om en films eksklusivitet i biograferne, en eksklusivitet som alene kan komme på tale fordi biografer og filmen importør er enige heri. Det er selvfølgelig et samhandelsvilkår hvor længe en film oppebærer biografeksklusivitet. Men det står da selvfølgelig en distributør frit for hvordan han vil lancere sin film. Der er årligt ca. 4280 film som går de danske biografers næser forbi. Det er ærgerligt – men ’the name of the game’. Det noteres at ikke alle spillefilmsproducenter er enige i Mais vision og det er såmænd ikke så forfærdelig mange år siden danske spillefilmsproducenter forlangte 6 måneders biografeksklusivitet. Og en biografeksklusivitet som fortsat forlanges af en overvejende del af spillefilmsproducenter. Såfremt Mais vision kunne holde vand, var udsendelse af film i alle medier, på en og samme tid, allerede en realitet.
Hvad rigtig mange spillefilmsproducenter, og alle biografer, er klar over er, at fundamentet til deres succes kun kan overleve, hvis filmen sikres eksklusivitet i det første vindue, biograferne. Det sker i bevidstheden om at biograferne ellers vil knække nakken og filmindustrien efterfølgende lide skibbrud. For hvorfor producere spillefilm til et medie som ikke længere eksisterer?
Mai skriver hans pointe med artiklen er, at alle de traditionelle former for medier falder i indtjening på grund af internettet og at færre film bliver solgt via dvd, færre mennesker bruger pay tv og de mange ny tv stationer har færre penge at købe film for. Der skal her forskånes for lange historier om manglende branchekendskab, men blot konstateres at antallet af legale transaktioner til home entertainment, der være sig DVD, Blu-ray, (udlejning/salg) VOD, downloads på internettet m.m. de sidste 5 år har ramt loftet med 8 milliarder årlige transaktioner – herregud, vi er jo kun SÅ mange mennesker på jorden. Problemet er ikke at salget i styk er gået ned, for den har været stationær i en årrække, problemet er at stykprisen er gået ned. Producenterne har så at sige devalueret deres eget produkt, drevet frem af kortsigtet grådighed. Og den spiral blev startet længe før filmtyverier blev en trussel. Det eneste medie der i dag sikrer spillefilmsproducenterne en stor indtægt pr. hoved der ser filmen, er i biograferne. Mais vision vil, så at sige, betyde at spillefilmsproducenten for hver 2 kroner de mister i biograferne, kun vil tjene 1 kr. i de øvrige vinduer. At udsende alt på én og samme tid er en uhyrlighed, som ikke blot vil betyde at spillefilmsproducentens indtægter vil gå ned, men også få filmtyveriet til at eksplodere på internettet, når krystalklare digitale kopier serveres på et fad til pirater fra dag 1.
Faktum er at musikbranchen aldrig har genvundet deres tidligere styrke – og nok heller aldrig kommer til det, hvorfor skal filmindustrien begår samme dumhed?
Hver eneste gang en spillefilmsproducent har fået en ny indtægtskilde er biografernes besøgstal gået ned. Hver gang. Hvordan kan et besøgstal i biograferne ellers blive reduceret fra 57 mio. årlig solgte billetter til vore dages 12-13-14 millioner? Selvfølgelig har enhver afkortning af biografernes eksklusivitet – og en ny indtægtskilde for spillefilmsproducenten - haft en betydning for tilskuerantallet i biograferne. Tænk alene på re-premieren. Inden video’en repræsenterede genudsendelser af film 1/3 af besøgstallet, i vore dage repræsenterer de under 1%. Man kan i denne henseende undre sig over hvad der blev af de 100-vis af millioner kroner spillefilmsproducenterne tjente da video’en dukkede op, tilmed indtægter de slet ikke havde kalkuleret med.
Omkring biografernes andel af en films indtægter, ser DB pludselig forudsætningen blive ændret med et ’efter moms’, som ikke fremgik af artiklen. Faktum er, at ud af den billetpris forbrugeren betaler for at gå i biografen, skal først 25% moms fraregnes, dernæst filmleje på helt op til 60% og derudover skal også fratrækkes ”den skjulte” filmleje i form af udgiften til digitaliseringen af biograferne. Digitaliseringen betyder ingen besparelser for biograferne, men de hænger til gengæld på udgiften, i modsætning til spillefilmsproducenterne, som står til samlet at spare over $2 mia. årligt for altid. Så nej, Thomas Mai, biograferne har langt fra 50% til sig selv af filmens spilleindtægt. Men derimod en lille klatskilling de skal dække de øvrige udgifter med. Der er efterhånden ikke den by i Danmark, som inden for de sidste 10 år, ikke har fået deres eget funklende flotte state-of-the-art biografpalads, noget som i allerhøjeste grad er kommet spillefilmsproducenterne til gode – men det koster. Biograferne har været ude i en investeringsbølge som gør dem ekstrem sårbare for selv den mindste ændring i besøgstallet i nedadgående retning. Med de udgifter er der selvfølgelig et stort økonomisk krav til at ’holde hjulene i gang’, og naturligvis bliver en film taget af programmet, hvis der ikke kommer noget publikum, men mange film, deriblandt Mais produktioner, går så dårligt, at tab for biograferne ikke kan undgås, og helt sikkert biograferne gerne ville have været disse film foruden. Men en forpligtelse overfor de mange skattekroner, som er blevet postet i f.eks. Mais film, får biograferne til at tage chancen og vise dem. Men altså rigtig mange gange med tab.
I den forbindelse konstaterer DB, at Mai behændigt undgår at besvare spørgsmålet: hvordan i himlens navn forestiller du dig at spillefilmsproducenterne skal tjene deres penge uden biograferne (som med garanti vil blive lagt i gaven af Mais vision) og i konkurrence med gratis piratkopierede film?
Ligesom det behændigt udgås at kommentere den fejlagtige påstand, at der skulle være færre og færre incitamenter til at gå i biografen.
Den eneste rigtige vej for spillefilmsproducenter at forfølge er, at bevare biografernes eksklusivitet, faktisk er det blevet påvist at et længere biografvindue sikrer producenten større indtægter i de efterfølgende vinduer, og sikre sig en større betaling på DVD, VOD, Blu-ray, internettjenester m.v. – og selvfølgelig bekæmpe filmtyverier med alle for hånden værende midler. Og som nævnt er der endda enorme besparelser på vej for spillefilmsproducenterne, når den digitale distribution for alvor er slået igennem, når producenten ikke længere behøver at fremstille 35 mm kopier til biograferne eller discs og covers til DVD og Blu-ray. Alene disse besparelser vil sikre spillefilmsproducenterne, uden de i kortsigtet tænkning lægger filmbranchen i graven langsigtet.
Kun på den måde sikres biograferne og dermed spillefilmen – og at spillefilmen overlever er i allerhøjeste grad til publikums gunst. Biograferne ser ligeledes publikum som det allervigtigste, blot har Mai og biograferne helt forskellige visioner til hvordan denne gunst opnås. Biografernes vej vil sikre den fantastiske spillefilmsoplevelse, om det er i biograferne, på DVD eller VOD. Mais vej vil betyde afslutningen på spillefilmsoplevelse, og det må være yderst tvivlsomt om publikum vil værdsætte at blive spist af med billige TV-film og reality shows.

Skjald Draugr

@Kim Pedersen

Omvæltningen inden for musik- og filmbranchen skyldes ændrede adfærdsmønstre som følge af den teknologiske udvikling. Disse brancher er kun truet af deres egen (veludviklede) evne til at sejle sig selv agterud.

Hvis din branche (og her tænker jeg på filmbranchen som helhed) skal overleve, er der et vedvarende behov for udvikling og fornyelse, der baserer sig på de faktiske forhold i virkelighedens verden. Af denne grund bør du hilse Mais debatindlæg velkommen i stedet for at skabe dig og græde snot.

Når du skriver, at billetsalget er faldet fra 57 millioner til 12-14 millioner, glemmer du at nævne, at de 57 millioner billetter blev solgt i 1953 - samme år, som Koreakrigen sluttede og Stalin døde. Dette tal er næppe relevant i en debat om det 21. århundredes distributionskanaler. Du har dog ret i, at faldet skyldes nye måder at se film på, nye muligheder, ny teknologi, ny udvikling. Vil du rulle tiden tilbage og fratage folk disse ting? Nej. Og du kan heller ikke fratage folk muligheden for at udnytte fremtidige muligheder og teknologier. Alle andre end biograferne skriger på udvikling og nytænkning. Du bør overveje konsekvenserne af at sidde i et hul med høreværn på.

Du hverken kan eller skal konkurrere med gratis. Du skal blot lære at omgås gratis. For gratis er ikke det samme som tyveri, og gratis er ikke en trussel mod biograferne. Men gratis er kommet for at blive. Heldigvis. For gratis bidrager til kulturens fremme. Din branches problemer skyldes ene og alene, at I sidder med ryggen mod verden og beder til, at internettet, smartphones, digitalt kabel-tv, bredbåndsforbindelser og det 21. århundredes ændrede forbrugsvaner bare er en ond drøm.

Udviklingen vender ikke for din skyld, Kim Pedersen. Mai lægger nogle tanker for dagen, som du gør klogt i at forholde dig rationelt til. Du er en del af samme verden, som han, og du bliver nødt til at udvikle dig i takt med, at resten af denne verden gør det. Alternativet til den nuværende model er ikke nødvendigvis "tv-film og reality shows".

At sidestille piratkopiering med tyveri er i øvrigt udtryk for et så snævert og reduktionistisk syn på mekanismerne i spil, at man kun kan ryste på hovedet i småfornøjet overbærenhed. Hvem lægger flest penge hos dig og pladebranchen, Kim Pedersen? Piraterne? Ja, minsandten. Piraterne. Men hvorfor gør de dét, når det står dem frit bare at "stjæle" det hele?

Fordi alt ikke er sort eller hvidt, Kim Pedersen. Du har tabt på forhånd, hvis du ikke forholder dig åbent til den udvikling, som piratkopiering blot er en lille del af. En udvikling, der ikke nødvendigvis medfører, at biograferne bliver lagt i graven.

Kim Pedersen

Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen ”Danske Biografer”

Som svar på Skjald Draugrs indlæg skal DB påpege udelukkende at ville gøre opmærksom på konsekvensen af Thomas Mais vision. En konsekvens der må være rimelig at påpege, da det øjensynligt ikke er gået op for hverken Thomas Mai eller Skjald Draugr, at der vil være konsekvenser ved en så radikal ændring af filmbranchens forretningsmodel.

Konsekvenserne vil blive omfattende og det er sørgeligt at konstatere at det blinde øje vendes til fra Mai og Draugrs og ingen af de to herrer øjensynligt har lyst til at forholde sig til konsekvenserne og besvare DB’s simple spørgsmål; ”hvordan skal spillefilmsproducenterne i fremtiden tjene deres penge - uden biograferne og i konkurrence med gratis piratkopierede film?” Og der kan såmænd tilføjes et enkelt spørgsmål mere; ”Hvilke slags film vil forbrugeren blive tilbudt i en verden uden biografer?”

To helt rimelige spørgsmål som spillefilmspublikummet har krav på bliver besvaret, i den diskussion om spillefilmens fremtid.

Der grædes såmænd ikke snot – i al fald ikke mere end prominente filmskabere som James Cameron, Robert Zemeckis, Quentin Tarantino, Kathryn Bigelow, Guillermi de Toro, Roland Emmerich, Antoine Fuqua, Gale Anne Hurd, Peter Jackson, Robert Rodrigues, Gore Verbinsky, Robert Zemeckis, Chris Nolan og M. Night Shyamalan gør, da de jo er udmærket er klar over, at deres frihed til at lave de film de ønsker, ikke er mulig i Mais vision.

Det er trist at det eneste Draugr kan komme op med, i forsvar af en vision han ikke kan overskue konsekvensen af, er tomme postulater.

Afslutningsvis skal der gøres opmærksom på at Draugrs syn på filmtyveri afskiller sig fra filmbranchens generelle holdning. Ikke blot biografernes holdning.

Skjald Draugr

@Kim Pedersen

Mit tidligere indlæg er ikke skrevet "i forsvar af en vision, [jeg] ikke kan overskue konsekvensen af". Jeg forholder mig faktisk slet ikke til Mais vision. Jeg bemærker blot, at du og din branche udviser fuldstændig samme adfærd som den, der førte til pladebranchens krise: En aggressiv fornægtelse af udviklingen, og en stædig insisteren på at vende det blinde øje til ændringer i forbrugeradfærden.

Hvad angår dit spørgsmål om spillefilmsproducenternes fremtidige muligheder for at tjene penge, så bygger det på to præmisser, der intet har med virkeligheden at gøre, og en diskussion heraf er derfor aldeles uinteressant; biograferne forsvinder ikke, og piraterne er ikke dine konkurrenter (tværtimod). Du opstiller et urealistisk skrækscenarie og nægter at forholde dig til alt andet.

Det samme gør sig gældende for dit andet spørgsmål. En verden uden biografer... Hvorfor skal vi forholde os til sådanne dystopiske scenarier? Det er jo ikke realistisk, Kim Pedersen. Det er jo ikke alternativet. Hold nu op med de vanvittige dommedagsprofetier. De tjener intet formål.

( Men mon ikke vi - rent hypotetisk - ville få film, der var lavet for filmens og kunstens skyld? Jeg tror ikke, verden ville lide overlast ved at gå glip af The Fast and the Furious 47 og Saw 18. )

I stedet for at indgå i dialog med folk som Mai, lukker du øjnene, insisterer på business as usual og forholder dig aggressivt og hadefuldt til kritik. Det er dét, mit indlæg kritiserer. Der er ingen her, der ønsker at se biograferne lide. Men hvis det skal undgås, så må du vise lidt forhandlingsvilje over for dit publikum og dine kritikere.

Afslutningsvis bør jeg gøre opmærksom på, at et synspunkts udbredelse og dets objektive sandhedsværdi ikke er kausalt forbundne enheder; at henvise til størrelsen af et arguments tilhængerskare tæller ikke som bevisførelse for dette arguments sandhedsværdi.

Anne Marie Pedersen

Kim Pedersen

Der er forskel på pladebranchen og musikerne. Det er rigtigt at pladebranchen tjener mindre nu - men prøv at spørge musikbranchens aktører selv. De tjener vitterlig masser af penge - fx via itunes.

Kim Pedersen

Af Kim Pedersen, Formand ”Danske Biografer”

Tak til Skjald Draugr for det opklarende indlæg.

I den forbindelse er det vigtigt at gøre opmærksom på at biograferne pt. er filmbranchens største indtægtskilde. Indiskutabelt.

Draugr tvinger i indlægget sig selv ud i nogle hypotetiske konsekvenser, mere bliver det desværre ikke til, om at vi ville få film, der er lavet for filmens og kunstens skyld og at verden ikke vil lide overlast ved at gå glip af ”The Fast and the Furoius 47” og ”Saw 18”.

Uanset hvor sympatisk denne fremtidsvision end måtte være, så må det erkendes, at denne konsekvens med sikkerhed vil lægge biograferne i graven.

Og når Draugr hårdnakket alligevel hævder det ikke vil få konsekvenser for biografbranchen, påstår at biograferne ikke udviser forhandlingsvilje, og ikke mener at bl.a. James Camerons mening giver argumentet yderligere vægt, er det et udtryk for en komplet manglende forståelse af hvordan film- og biografbranchen fungerer. Og det giver hermed desværre ikke mening for foreningen at fortsætte videre diskussion med Skjald Draugr.

Jakob Hagemann

@Thomas Mai,

jeg hilser din nytænkning og idérigdom meget velkommen. Jeg er overbevist om at filmbranchen som helhed må bakke op om nye forretningsmodeller og nytænke synspunkter på filmdistribution i bred forstand. Det gælder for biograferne såvel som de øvrige led i distributionen af film, herunder ikke mindst ejerne af indholdet, producenterne. De digitale platforme kan medføre et hav af nye forretningsmodeller og give filmkendskab nogle helt andre muligheder end i den analoge verden. Fra anbefalinger til Flattr-betaling.

Når det er sagt er jeg også overbevist om at vi vil se en del digitale tjenester og tiltag ifht forretningsmodeller bukke under – Det er f.eks. nok heller ikke særligt mange bands der kan bede kunstnere om at betale hvad de vil for download af deres plade (med reference til ovenstående nytænkning af forretningsmodeller og Radioheads smarte moves).

I forlængelse heraf synes jeg store dele af branchen pt. har for god en case til at tingene ændrer sig; der mangler simpelthen alternativer til deres nuværende forretningsmodeller og salgskanaler. Det skal ændres, og man kan så snakke om hønen og ægget, for hvis intet premium indhold (læs: nyere/premiere film), heller ingen premium løsning. Jeg er klar over de eksisterende løsningers holdning med YouSee i spidsen, men tror der skal flere og andre til før markedet bliver uddannet og vi for alvor kan snakke om alternativer – for producenter og forbrugere.

Biograferne forsøger naturligt at forsvare et system der virker – for dem. Jeg må bare være enig i at det ikke kan stille alle andre i værdikæden til gode at reglerne skal være så firkantede i forhold til f.eks hold-back perioder. Min pointe er at det vel primæprt må være op til indholdsejerne at bestemme hvornår tingene skal sælges hvor. På den anden side må det så være op til entreprenante sjæle at komme med digitale alternativer på tværs af PC, tablets, mobil, set-top bokse og konsoller.

@ Kim Pedersen

Kære Kim Pedersen

Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Du bliver ved med at gå efter manden og ikke debatten. Don’t kill the messenger.

Hold nu op med at gøre mig til talsmand for billige TV-film, reality shows og den lille film. Lad nu være med at blive personlig. Debatten fortjener ikke en hård tone fra dig og din organisation. Debatten fortjener at blive hørt. Du bliver ved med at slå hårdt ned på alt og alle som kommer med flere gode argumenter.

Jeg orker ikke at komme med et længere indlæg, og her kunne jeg komme med alle mulige hånlige og rammende kommentarer om din måde at diskutere på, men jeg vil undlade at gøre det i det offentlige rum.

Det betyder ikke at du har vundet eller at du er bedre til at debattere, det betyder bare at jeg ikke længere kan tage dig alvorligt. Jeg nægter at gå ned på dit lave personlige niveau. Læs nu bare mine indlæg igen denne gang uden dit farvede filter.

Debatten fortjener bedre argumenter end dine personlige angreb.

Don’t kill the messenger

Kim Pedersen

Af Kim Pedersen, Formand, Danske Biografer

DB er ganske enig i at debatten fortjener at blive hørt.

Beklageligt DB’s spørgsmål til Thomas Mai henstår ubesvaret og Mai ikke vil forholde sig til det væsentlige. Det er beklageligt overfor biograferne og for filmbranchen, men allermest beklageligt overfor publikum.