Læsetid: 14 min.

En flodrejse

Forfatteressay. Jeg troede ikke, der kunne klemmes en lus mere ind i kabinen, men der tog jeg fejl; en tynd mand og hans lille bredrøvede kone har på en eller anden måde fået hængt deres flettede køjer op ved vinduet. Nu kan man heller ikke længere se ud, og døren er lukket. Forfatteren Thomas Boberg er taget på rejse med sin halvt peruvianske søn, Mateo, dybt inde langs Perus mudrede floder
Tre dage, burde turen fra Pucallpa til Iquitos tage. Men forfatter Thomas Boberg og hans 19-årige søn Mateo bliver klogere på flodbåden, hvor hængekøjerne dingler side om side, så tæt, at man kan kan ånde.

Tre dage, burde turen fra Pucallpa til Iquitos tage. Men forfatter Thomas Boberg og hans 19-årige søn Mateo bliver klogere på flodbåden, hvor hængekøjerne dingler side om side, så tæt, at man kan kan ånde.

Maria Pia

3. juni 2011

Den blå stålfloddamper med tre dæk, døbt Vikingo ligger fortsat stille her ved bredden af Ucayalifloden i Pucallpa. Klokken er omkring otte aften; den skulle være sejlet om formiddagen. »Billetter købes her, pladser nok, sejler kl. 12.00.«

Vi har opholdt os en del tid på ubevægelige Vikingo af frygt for, at den skulle forsvinde uden os, det her er Peru og både sejler, når de sejler. Tørken har fået vandet i floderne til at fordampe, og det vil skabe enorme problemer for flodtrafikken, der ikke har til sinds at holde pause, bare fordi der ikke er nok vand i floderne.

Min søn Mateo er 19 år, opvokset i Lima, men student i København, og rejsen tilbage til hans andet fædreland helt ned i dets boblende indre er tænkt som en slags studentergave. Nu skal vi, far og søn, sejle ad Ucayali. Ucayali vil mødes med Marañon, for så at flyde ud i Amazonfloden og føre os til Iquitos. Tre dage på floden, siger de.

Foreløbig ligger Vikingo tungt i den hårde sol, vi prøver at få et svar ud af mandskabet. Hvornår sejler vi? Der er 13 svar på det spørgsmål: I morgen, på fredag, om en time, om tre timer, når kaptajnen kommer tilbage, når flodpolitiet har været her, når der er tanket op, når solen går ned, når solen står op, når lasten er lastet, når passagererne har indtaget hvert eneste hjørne af det fortsat halvtomme fartøj.

Vi har hængt vores hængekøjer op i en af sovekabinerne på andet dæk. Det ser tåleligt ud, der er plads, man kan ligge dér og svinge frem og tilbage, bagage og forråd er fastgjort til netmaskerne, vandflasker, papaya, bananer, vandmelon, brød.

Det var en lille mand i bar overkrop med kasket, der vidste, hvad vi havde brug for, før vi selv vidste det. Tidligt om morgenen dukkede vi op på båden for at købe billetterne, og der stod han, hængekøjer, sagde han, dem kan jeg skaffe. En halv time senere vendte han tilbage gennem det knæhøje mudder med to hængekøjer, som han straks surrede fast i kabinen, han udvalgte for os, sådan, her kan I være, og så bliver det lige 30 soles, men hold godt øje med jeres ting.

Knepper for mønter

Solen går ned, men Vikingo viser intet tegn på at flytte sig. Vi tager chancen og vender tilbage til Pucallpas centrum for at finde et sted at spise. Vi bestiller fisk, ris og øl. Der står en dreng bag min søn og kigger med et sultent blik. Vi har set ham før, og det ved han, han skal også med Vikingo. Mager, mørk, sikkert ældre end størrelsen antyder, jeg skyder ham til 15 år.

»Drikker du øl?«

»Ja,« siger han.

»Men så sæt dig,« siger jeg, »og sulten er du vel også«?

»Ja,« siger han.

Han sidder der og flytter sine hænder utålmodigt rundt på bordet. Jeg rækker ham kortet, og han bestiller det samme. Dennis, hedder han, gringonavne bringer held, mener man her. Han rejser med sin mor til Iquitos, siger han, men de har ingen penge, de har betalt for morgenmaden, der serveres på båden, sjasket kyllingesuppe. Man står tålmodigt i en lang kø, og bekendtskaber knyttes i ventetiden.

Mateo bliver hurtigt populær, hans far må tage til takke med at stå i baggrunden og søge skygge for solen og se ud på den ungdom, som han selv har forladt. En af de unge piger, der bliver en del af teenageslænget, har sin natlige gang ude bag lasten tæt ved stævnen, hvor hun knepper forskellige mænd for et par skambidte mønter, så kommer hun tilbage og deltager i legene og fniser som den lille pige, hun også er.

Mateo holder hof, hans Lima-accent er intakt, ældre som yngre og helt små børn står måbende og ser til, mens han hiver spillekort ud af den blå luft. En køn pige hun er 17 år som kommer fra en landsby i junglen, bærende på sin toårige baby, flirter med knægten. Der går kun et døgn, så kalder hun mig for svigerfar.

En slags Noahs ark

Jeg forstår nu omfanget af min fortrængte naivitet, mens vi var i byen for at spise, har en sand invasion gjort kål på vores benplads. Hængekøjerne dingler side om side, så tæt at man knap kan ånde. En stor familie har indtaget pladsen ved den ene væg ved døren, forældrene ligger og slumrer i hængekøjerne, mens de mange børn har spredt sig ud over gulvet, hvor de sover, leger, æder og bare ruller rundt.

Nogen har flyttet vores hængekøjer, og surret dem fast igen, vi er presset helt op mod endevæggen, og når natten falder på, er der altid en, der lukker døren. Blot det mindste vindpust synes at få disse folk til at klapre af kulde. Der ligger vi som andre har redt for os.

Næste eftermiddag lægger Vikingo pludselig fra, men den har ikke sejlet en halv time før den støder på grund. Det tager fem timer at få den rykket fri ved hjælp af en lille arrig skubber af en slæbebåd. Så er vi omsider på vej. Vikingo lægger til ved samtlige små flodflækker undervejs og gradvist forvandler den sig til Noahs ark.

De lokale invaderer fartøjet, gamle, unge, børn, råbende og skrigende med papegøjer i bure, med kæmpe landskildpadder på hovedet, som siden bliver til aftensmad for bådens passagerer, med alle junglens frugter i store flettede kurve på hovedet, de kommer med aber, de kommer med store fisk fra floden, man trækker en enorm vandbøffel ombord, sorte svin, med benene bundet sammen slæber man gennem den smalle passage mellem rælingen og den efterhånden gigantiske last af paller og kasser med gud ved hvad og bjerge af bananer, bananer, bananer.

Svinene hviner, man bakser og vælter dem over forhindringer, og til sidst slipper man dem ind i en lille fold, som man har skubbet fri inde i det enorme lastbjerg; man transporterer brændstof, møbler, motorcykler, alt, alt, alt hvad man kan komme i tanker om. Iquitos er Perus største by i junglen, og den kan kun nås ad vandvejen eller med fly, ingen landeveje fører dertil.

Hvad mon der gemmer sig på bunden af lastbjerget? Hvem ved om der ikke er kokain til Brasilien? Flodpolitiet ankommer jo og undersøger sagen, men de magter ikke at pille lasten fra hinanden og ligefrem kigge ordentligt efter.

Verdens længste flod, Amazonas, har sit udspring i Peru og starter officielt, hvor floderne Marañón og Ucayali løber sammen syd for byen Iquitos, der ligger isoleret fra resten af landet, og dermed er verdens største by, der ikke kan nåes via landveje.

Jack Fields

Det sorte og flydende

Vikingo har igen lagt til ved en lille caserio, en samling små skæve træskure, der ligger ud til bredden, et overdådigt leben vælter ind over båden; en skrigen, snøften, bræen, gøen og råben. Og før jeg får vendt en tanke i luften er solen forsvundet i en tavs brand bag skovene.

Jeg troede heller ikke, der kunne klemmes en lus mere ind i kabinen, men der tog jeg fejl; en tynd mand og hans lille bredrøvede kone har på en eller anden måde fået hængt deres flettede køjer op ved vinduet. Nu kan man heller ikke længere se ud, og døren er lukket. Jeg møver mig igennem menneskelasten og bevæger mig helt ud i stævnen med den øl, jeg har købt ude i køkkenet, og sætter mig på en palle.

Jeg ser den sorte stjernegnistrende himmel dykke i flodens løbende spejlvej. Det sorte, det flydende, bredderne, tankerne, og så de kølige aftenvinde, der fejer ind over båden, mens den arbejder sig frem til den næste lille havn. Men før vi når dertil bliver det helt mørkt, og af frygt for grundstødning sejler kaptajnen os ind i et tæt krat, der vokser udover vandet, og pludselig befinder vi os i midten af en gigantisk insektsky, sværmen omkring agterstævnens lanterne er så tæt, at man kan skovle i den. Næste morgen ruller en tåge ind over floden, som tvinger os til at blive liggende til middag.

Når vi frem?

Seks dage senere sejler vi stadig i den lavvandede flod, vi har også været grundstødt adskillige gange, og den tredje gang lignede det enden på den tur; det var først da den lille skubber ankom, og havde tæsket rundt med Vikingo en halv dag, at den pludselig rykkede sig løs, og kunne fortsætte.

Man sender to mænd af sted i en lille båd med påhængsmotor for at måle vandstanden med en stav, den skal være mindst en meter, og det virker aldrig lovende. Man er overladt til store og små tilfældigheder, når vi frem, når vi ikke frem, og hvad stiller vi op, hvis vi endegyldigt må se os slået af forholdene, kan man overhovedet komme væk herfra?

Alligevel fortsætter man med at laste ved hver lille havn, passagererne strømmer til, eller man sejler ud i den lille båd og henter dem ved bredderne, hvor de står i solen og vinker med deres tørklæder.

Alle her synes at tage det hele med en knusende ro. Heller ikke da vi passerer en hvid flodbåd, der har ligget grundstødt i to døgn, er der nogen antydning af uro. Den hvide flodbåds passagerer står tæt pakket på dækket og ser slukøret efter os, efterhånden som vi lægger dem bag os. Solen brænder, folk bevæger sig rundt i en varmedøs. Jeg læser kinesiske digte oversat til spansk af den spansk kinesiske legende Marcela de Juan. Jeg holder altid af Li Po, som levede i det syvende århundrede: Selv ikke det skarpeste sværd/ kan hugge floden over i to...

Eller Hændelserne og menneskene rejser mod døden/ som den Blå flods vande rejser mod havet for at forsvinde der, og jeg tænker på Jorge Manrique, den spanske digter fra det 15. århundrede: Vores liv er floderne/ der flyder ud i havet, som er døden ...

Pirater i junglen

Så går solen atter ned. Mørket hvælver sig over mig og stjernernes døde lys regner ned over den endnu levende skov. Floden er den perfekte form for de bevægelser sindet skaber og spejler, sætningerne er mønsteret på den store slanges skind. Skoven står endnu på kanten. Arapapegøjerne flakser skrigende fra bred til bred.

Jeg beruser mig i ordene som min lille lygte lokker frem af det gnistrende mørke, og jeg kan høre Li Po synge sin drikkevise: Se hvor Den gule Flods vande/ fosser ud af himlens porte/ flyder ud i havet for aldrig at vende tilbage ... Gid jeg må være evig fuld/ og aldrig blive ædru! / Se nu på fortidens vise -/ de ædru er glemt / det er kun dem, som drak,/ man husker! ...

Se på fortidens vise. For os er Jorge Manrique en obskur digter fra det 15. århundredes Spanien, for ham ville Li Po, som for os, have været dyb fortid, men Li Pos ord, som jeg forstår dem i disse oversættelser, jeg selv må oversætte, er som vristet fri af tidens greb, og fra et andet kontinent i en anden tid, skriver Jorge Manrique videre på digtet om livets flod, der skyller ud i havet.

Det er morgen igen. Folk bevæger sig stadig mere frit mellem hinanden, oksen æder bananer, køkkenpigen slæber kasser ind i køkkenet, en lille pige traller: Jeg elsker drenge, derfor synger jeg oh la la la. Om aften dukker et besætningsmedlem op med en riffel ved rælingen, hvor jeg står og kigger ud over floden. Der er pirater i junglen, siger han. Han har været i skudkamp adskillige gange.

Han er mere velhavende end gennemsnitspassageren, men han klager over sin fattigdom, som han ikke synes han har fortjent. Han klager over, at han er nødt til at aflevere halvdelen af sin løn til sin gamle mor, som er ude af stand til at klare sig selv, og han klager over kvinderne, som har ødelagt hans livsrytme og hans håb for den gode fremtid, men nu, siger han, må det være tid til at give fanden i det, vil du høre en joke? Okay.

Der ligger et par på en seng i et lille værelse, de har sex, på væggen hænger Kristus, manden hører en stemme klage, hiv sømmet ud, manden tror der er nogen i værelset, han kigger under sengen, men der er ingen, igen lyder det, hjælp mig dog, hiv sømmet ud. De kan ikke finde ud af, hvor det kommer fra, indtil manden ser op og opdager det er Kristus, hvorefter han rejser sig, og lirker sømmet ud af den højre hånd, så Kristus kan rive den af.

Vi passerer en lille flodbåd, der har lagt til ved bredden, en turistpolitipatruljebåd ligger fortøjet lige ved. Man kan se gennem de nypudsede ruder lige ind i kahytterne, senge med hvide tæpper, elektriske lamper; der er pæne møbler og blomstervaser på bordene, der er tallerkner med mad og frugt, nogle fede gamle hvide mænd i undertrøjer misser mod floden bag de store vinduer.

Sådan rejser den gamle fede hvide overklasse, sådan er det, jeg ser det, de ser det, alle ser det, det er sådan det er, de er fede, de er gamle, de er hvide og rige. Politiet passer på deres skrøbelige liv. De åbner aldrig de vinduer, der beskytter dem mod heden, måske vover de sig ud på dækket, når solen fjæler sig bag horisontens gitter af skyer.

Én af deres

Dennis befinder sig altid i nærheden af min søn, han sidder for hans fødder og følger med i de ustandselige kortkunster, og de historier han fortæller eller han lytter til de diskussioner om politik som min søn fører med en ældre herre, der også har sluttet sig til kredsen. Drengen Dennis holder sig også til, fordi han ved, at der vanker en skål mad. De mest udsatte bærer deres fattigdom med en forunderlig naturlighed, de har altid været fattige, og de har ingen udsigt til nogensinde at bryde ud af den onde cirkel, men de virker ikke forbitrede på os, som altid forventes at have penge.

Mateo har nok vendt billedet, den sympati han vækker hos passagererne hænger ikke mindst sammen med at han på en vis måde er én af deres. Den lille skrøbelige knægt fra Lima, der som syvårig bed mig af, når jeg forsøgte at tale dansk til ham, »far« sagde han, »lad vær med at tale det grimme sprog«.

En af mine drømme var at knægten skulle lære dansk, så vi kunne samtale på mit sprog, det var en væsentlig grund til at flytte fra Lima til København, min søn var 13 år; og den drøm gik i opfyldelse.

Får ram på svinet

En sen eftermiddag, da vi lægger til ved barakbyen Juancito, følger jeg med Mateo og hans voksende slæng på land. De finder en drikkebule og bæller øl med de lokale, så rejser jeg mig for at spadsere lidt rundt. Skambidte hunde med åbne sår flakker på de små veje, store sorte svin ligger og grynter i støvet, folk sidder og døser uden for deres huse. Fortaber mig i et stort, forfaldent træhus, hvor planterne snor sig op over gavlen, og det er som om jeg kender huset.

Jeg ser for mig i et glimt det liv som huset har rummet i generationer; der sidder en ung pige på trappen med et lille rundt spejl og pynter sig. Uden for nabohuset ligger der en meget gammel mand i en hængekøje, et andet sted spiller nogle knægte kort. Livet er dovent og langsomt og døgnet ruller fra lys til mørke og fra mørke til lys. Vi finder hinanden og går mod flodbåden, netop som vi når frem skal den til at lægge fra. Vi må springe fra kajen, for ikke at blive efterladt i slumrende Juancito.

Min søn diskuterer igen politik med den ældre herre, som mener at det eneste Peru har brug for, er en stærk mand, det der demokrati, siger han, det kan jo alligevel ikke bruges til noget i et land, hvor tingene ikke hænger sammen, og hvor folk ikke er klar til at følge den slags regler, i et land hvor man ikke er opdraget til at samtale, i et land som ikke har en fælles identitet, hvor alle forråder alle bag om ryggen på anstændigheden. En ældre dame med en lille abekat på sin skulder lytter opmærksomt.

Jeg forlader diskussionen og slentrer rundt på båden. En lille dreng, jeg tænker han må være tre år, leger med en vildsvineunge, han synes det er sjovt at sparke rundt med dyret, som vælter på de små tynde ben, så griner drengen højt, folk stimler sammen om optrinet, man morer sig kongeligt, når drengen virkelig får ram på svinet, men det lille svin går til modværge, og bider drengen i foden, han stikker i et hyl, folk er ved at dø af grin, drengen peger forurettet på sin fod og ser grædende op på sin mor. Folk klukler, moren tager drengen hårdt i armen, siger til ham, at han skal holde sig fra det lille svin, drengens tårer stivner, moren slipper ham, og straks er han atter over svinet med fornyet raseri.

Helvedesgabet åbner sig

Den næstsidste aften sætter jeg mig igen ud i stævnen med min lygte, min søn spiller kort med pigerne og drengene, og den unge mor sværmer om ham. Jeg vil skrive, men min sorte pen er væk. Jeg skal nok finde den, siger Mateo, han har lånt den, for han tager selv sine egne noter. Det her er en alvorlig affære, det er ligesom hvis du stjæler sprøjten fra narkomanen, så falder hans verden fra hinanden og helvedes- gabet åbner sig; han kan slå ihjel for den skide sprøjte, forstår du det søn?

Solen går ned, jeg døser i hængekøjen, driver i en drøm, rejser mig, tænder mit lille mirakel af en lommelygte og bevæger mig rundt i dette lastmørke. Hvor fanden er den pen? Hvor er min notesbog? Muligvis er det blot en tvangstanke, undervejs udøver skriftritualet sin store magt over mig. Jeg gennemsøger dækkene, det er den samme flodbåd, men jeg kan ikke længere mærke min tilstedeværelse her. Jeg er allerede blevet et spøgelse, allerede blevet frataget min sidste illusion, denne bevægelse henover en lille lommekrøllet side er selve eksistensens måler.

Berøvet meningens sorte pacemaker af en pen, opdager jeg aller-øverst lige under styrmandens vindue, hvor et svagt lys siler ud fra, et lille væsen sidde bøjet over noget. Jeg nærmer mig, belyser det med lygten, en abe ikke større end en dukke, sidder der og skriver mit digt i min bog med min sorte pen. Hvis løgnen har en sandhed og sandheden har et liv og livet en mening og meningen en død og døden en gud og guden en årsag, så har jeg set dens forsvundne abe.

På den syvende dag ankommer vi til Iquitos, det sker efter mørkets frembrud. På dækket står en mørk masse af utålmodige passagerer, så lægger den til og vi kan vakle i land balancerende hen over nogle brædder besætningen under stor tumult lægger ud i det dybe mudder, mens desperate bagagebærere, slægtninge, venner og småfuskere af enhver slags venter på den anden side.

Thomas Boberg (f. 1960) er dansk digter og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu