Læsetid: 5 min.

Forfattere: Kernefamilien er et tyranni

Man bliver set som unormal, hvis ikke man jagter kernefamilien. Vi er opvokset med den klassiske familie som det store glansbillede, og det tyranniserer alle alternative familieformer, mener tre kvindelige forfattere
Man bliver set som unormal, hvis ikke man jagter kernefamilien. Vi er opvokset med den klassiske familie som det store glansbillede, og det tyranniserer alle alternative familieformer, mener tre kvindelige forfattere
11. juni 2011

Vi får budskabet ind gennem skolegang, børnebøger, tv-serier og film. Kernefamilien er vores mål i livet, alle andre livsformer er fejlslagne. Og selv om singlekulturen har gjort det til et powerbrand at leve længe i jagten på kernefamilien, er det stadigvæk stigmatiserende, hvis man jagter en anden form for familie end den, vi alle sammen er opvokset med. Det mener tre forfattere, der føler sig tyranniseret over ikke at leve i et hjem med mor, far og børn.

En af dem er forfatter Christina Wex, der har udgivet bogen Next step kvinde. Hun er selv fraskilt og har børn med en mand, hun ikke længere bor sammen med.

»Vi føler os forkerte, når det ikke lykkes os at udfylde det, som samfundet definerer som vores plads i livet. Der er ikke nogen tvivl om, at selv om vi har et godt liv alene, har vi en følelse af, at vi ikke er lige så rigtige som de andre, der lever i idealfamilien. Det er virkelig et tyranni,« siger hun.

En anden, der ser den klassiske kernefamilie som et glansbillede, er Sara Skaarup, forfatter og journalist, der til september udgiver bogen Kærlighedskontrakten på Gyldendal. Den handler om, hvordan man omlægger sit ægteskab til et åbent ægteskab. Hvordan man bliver en seksuel single.

»Jeg er fortaler for, at man organiserer sig i den form for forhold, som føles rigtigt, i stedet for bare at kopiere flertallet,« siger hun.

Sara Skaarup bifalder, at nogen kan finde ud af at leve i den klassiske far-mor-og-børn rolle hele livet. Men mener, at mange ønsker noget andet.

»Monogame forhold er det gængse. Man flytter sammen og giver hånd på, at man er to sammen. Men mange par får med tiden et liv bag om ryggen på hinanden. Det kan godt være, man ikke er sin mand eller kone utro, men jeg tror, mange i virkeligheden drømmer om noget andet eller mere,« siger hun.

En kulturarv

Forfatter og forlægger Anja Lysholm har udgivet bogen Hvem er du utro? Hun lever et polyamourøst liv et liv med flere kærester, flere dates og fuld åbenhed omkring det. Anja Lysholm mener, at familien er en gammel, kristen konstruktion, hun gerne vil udfordre.

»Kernefamilien er en gammel religiøs ting, men vi ser stadig eksempelvis, at filmindustrien er bygget op omkring, at man skal finde den eneste ene og slå sig ned,« siger hun.

Anja Lysholm kalder historierne om familieidealet og den eneste ene for 'prins- og prinsessehistorier'.

»Og det har været normen at leve i en kernefamilie i så mange år, at man ser det som alt for alternativt at prøve at skubbe til konventionen,« mener hun.

Det er desuden børnebøger, film og sangtekster, der lærer os, at ægte kærlighed er én mand og én kvinde og det at leve lykkeligt sammen til sine dages ende, mener Sara Skaarup, der på samme måde peger på, at reklamebranchen dyrker familielivet.

»Toffifee- og Merci-reklamer pumper også idealet om, hvad kærlighed og familie skal være. Det skaber et idealbillede, som kan give grobund for en masse ulykke og længsler,« siger hun.

Børn eller singlesex

Sara Skaarup ser det som et problem, at idealet for en familie får nogen til at fravælge forældrerollen.

»Mange, der vælger at leve i åbenhed, giver afkald på det at være mor og far. Spørgsmålet er, om det behøver være sådan. Jeg mener godt, man kan have åbne forhold og være en ansvarlig forælder samtidig,« siger hun.

Hun mener dog ikke, at man behøver inkludere sine børn i sine seksuelle foretagender.

»Som udgangspunkt mener jeg ikke, børn skal blandes ind i forældrenes sexliv uanset om man lever i et monogamt eller åbent forhold.«

At nogen i dag nævner, at børn, der ikke er i en kerne- familie tager skade, tror Anja Lysholm skyldes den manglende accept af andre familieformer.

»Jeg synes i forhold til dagens realiteter med skilsmisser, at det må være tilladt at vælge en anden vej. Og jeg tror, at det, der skader børnene, er, hvis alt og alle omkring dem fortæller børnene, at de lever i et unormalt hjem. Jeg tror egentlig, det er en bedre løsning med mange forældre, det giver kun mere kærlighed,« siger Anja Lysholm, der i øvrigt ikke selv er mor.

Christina Wex peger på, at mange bliver i forhold, de ikke er lykkelige i, fordi man tænker på sine børn.

»Det er det tungeste ved at gå ud af et forhold,« siger hun og fortæller, at det også var en del af hendes overvejelser, inden hun brød med kerne- familien.

»Men når jeg kigger på mine børn, kan jeg være glad for, at de har det fint.«

Hun mener, at skyldfølelsen mest gør sig gældende for kvinder.

»Der er et andet ansvar placeret i det at være fraskilt mor, der giver dårlig samvittighed, hvis ikke man har fuldendt familievejen.«

Alternativer, tak

Selv om ingen af forfatterne ønsker at bryde kernefamilien helt op, vil de alle bryde med kernefamilien som det eneste reelle bud på en konstellation i hjemmet.

»Der mangler generelt en erkendelse af, at det faktisk er muligt selv at vælge formen på sine relationer. At have flere intime relationer samtidig er så fjernt fra alt, hvad vi har forestillet os,« mener Sara Skaarup, der samtidig tror, at flere ville vælge kernefamilien fra, hvis ikke de følte det som unormalt.

»Der er rigtig meget godt at sige om at slå sig sammen med et andet menneske og følges gennem livet. Hvis muligheden var der, tror jeg, at mange samtidig ville foretrække ægteskab med tilladte elskere. Eller måske et singleliv med flere kærester.«

Anja Lysholm vil have oplysning. Hun fandt selv ud af, at hun langtfra var monogam, da hun så en udsendelse om polyamourøse.

»Der er noget hyklerisk ved, at vi alle sammen presser os ind i den monogame ramme. Vi kan jo ikke holde det, så vi er utro alligevel,« siger Anja Lysholm.

Hun forklarer, at hun for nylig så en opgørelse fra et datingsite, der viste, at 92 procent gerne ville leve i monogamt forhold, men en tredjedel af dem havde prøvet at være utro.

»Det er, som om folk ikke rigtigt ved, at der er et alternativ til kernefamilien. Derfor mangler der oplysning,« siger hun.

Christina Wex håber, at man kan ødelægge tabuet.

»Det er skønt og trygt for alle, hvis man kan leve sammen et helt liv og leve med det. Men det skal være okay at leve sit liv alternativt.«

Serie

Singler – kærlighedens tabere eller vindere?

Singlekulturen er blevet et populært alternativ til livet i kernefamilien. Det skyldes ikke mindst litteratur og film, der dyrker forestillingen om det perfekte liv alene og uden ansvar for andet end ens egen lykke.

Men hvor, hvornår og hvordan opstod singlekulturen. Og hvem er singlerne, hvordan fremstilles de, og hvad betyder singlekulturen for vores samfund? Vi ser nærmere på fænomenet.

Seneste artikler

  • Singlespillet

    24. juni 2011
    Det kan blive et demokratisk problem, hvis vi i stigende grad placerer os i enklaver i samfundet, for at kæreste rundt med folk, der bekræfter os i alt hvad vi gør, fordi de ligner os selv
  • 30.000 uskønne personer i skønhedsland

    21. juni 2011
    Datingsiden Beautifulpeople.com vil definere skønhed. Den optager nemlig kun dem, der bliver stemt ind som værende smukke af de øvrige medlemmer. Indtil sidste måned, hvor siden blev angrebet, og 30.000 grimme mennesker slap gennem nåleøjet til de smukkes slarafenland
  • Single er ikke et plusord

    20. juni 2011
    Alene termen singlekultur viser, at der ikke er tale om en overskudskultur. Singler er derimod det anderledes og undtagne i forhold til de normer, som både findes i sproget og i samfundets registrering og opfattelse af os
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Tresserne vender tilbage. Same-same but different.

Men er det helt reelt at hævde at alt er rettet mod en kernefamilie? Der er da utroligt mange forskellige måder at leve normalt på i dagens Danmark, så måske forfatternes ærinde mere er at få lov til at sikre sig at de er ok, selvom de ikke er kernefamilier mere. Der er plads til dem og har været det længe.
Antallet af skilsmisse familier er stort og medfører sammenbragte familier, delefamilier, bonusfamilier, etc.
Det er da ikke odiøst i Danmark anno 2011.
Det er dog stadig tabu at være utro - seksualiteten er styret når man indgår i et parforhold. Her afhænger frihedsgraden helt af de to involverede.

Med venlig hilsen
Lennart

Anne Marie Pedersen

Jeg ved ikke helt, om jeg tror på den der med oplysning. Mange gange handler "oplysning" i højere grad om penge. Og faktum er i dag, at det er mega dyrt at leve alene med et barn - eller bare alene, hvis man ønsker sig have i nærheden af mange jobmuligheder.

Så længe der ikke tænkes i alternative boliger for singler eller eneforældre (og nej, jeg mener IKKE kollektiver/bofællesskaber!), så kan langt de fleste ikke få penge til at strække til hele drømmen.

Man kunne jo fx have stillet krav i lokalplaner under byggeboomet, så vi havde fået bygget andet en usælgelige spekulationslejligheder. fx om små rækkehuse. Eller hvad med et fælles køkkenrum i toppen af en opgang med mindre lejligheder - fx med udgang til en tagterrasse.

Faktum er jo i hvert fald, at antallet af en-forsørger-familier stiger. Men så længe man har store økonomiske ulemper ved fx at bo alene, så vil der følge stigma ved andet end kernefamilien.

Frisind og frigørelse har det med at komme med økonomisk frigørelse...

Steen Erik Blumensaat

Monopol på partneres sexualitet, hermed giver jeg dig monopol på min krops kønslighed med denne kontrakt giver jeg dig monopol på min kønslighed.
Vi er ikke en ting man kan eje, lave købskontrakt om.
Ej heller en vare.
Omformet, tingslig gjort til træk og last dyr, avlsdyr, er det muligt at se sin partner som en ting, vare.

Kristjan Nielsen

Er helt på linie med Lennart Kampmann. Jeg har også svært ved at genkende bombardementet af glansbilleder af kernefamilien. Og jeg forestiller mig også, at de tre forfatteres påstand dækker over et andet motiv - et kommensurabilitetsbehov.

Min egen position er den, at jeg i nutidens samfund ser flere som har behov for at legitimisere hedonisme, eller livsnydelse. Det er der for så vidt ikke noget galt i, da det må være den enkeltes valg hvordan vedkommende lever sit liv.
Det jeg mangler er beretninger om betydningen af at holde sig på dydens (smalle) sti. Der er vel en årsag til at positionerne begge repræsenteres af talrige filosoffer, musikere, kunstnere gennem historien. Og der må være andre end præsten der kan forkynde glæden ved monogami, integritet og mådehold - eller læser jeg for lidt og de forkerte steder?

Henrik Brøndum

@Kristian Nielsen:

Som det naevnes i artiklen, argumenteres der solidt for kernefamilien og monogamien i medierne - herunder reklamer for chokolade. Hvis man skal lykkes som chokoladesaelger, kraever det at man kan skabe en forventning om en del mere end et relativt simpelt/billigt industrialiseret produkt. Der skal gerne vaere en aura af glaede og lykke omkring produktet.

Kan det mon taenkes at chokoladesaelgerne har valgt deres budskab udfra en god naese for hvad de fleste droemmer om - eller har en eller anden manipulerende kraft drevet af maaske kirken og staten helt frataget dem deres kommercielle ytringsfrihed - og indfoert et tyranni som forfatterne haevder?

Kristian Rikard

»Toffifee- og Merci-reklamer pumper også idealet om, hvad kærlighed og familie skal være. Det skaber et idealbillede, som kan give grobund for en masse ulykke og længsler,« siger hun - altså Sara Skaarup.
Det var dog ganske voldsomt, som fr. Skaarup tager på vej, man bliver sku' helt angst og bange - hvor skal det dog ikke ende?
Personligt fortrækker jeg en plade Marabou med hasselnødder :-)

Henrik L Nielsen

Der er da rigtig meget literatur og tv der viser stærke typer af ikke kernefamiler. Både sexuelt alternative og singler.

Dernæst er der vel intet at fortænke markeds baserede virksomheder i at benytte den form for reklame i masse medierne de får den største respons på. Ihvertfald ikke så længe det er den type økonomi vi har. I andre medier med smallere målgrupper henvender de sig jo til disse grupper.

Jeg synes denne artikle virker som om de har et problem med dem selv mere end samfundet har et problem med dem.

Mvh Henrik

John Fredsted

Det er tankevækkende (men ikke just overraskende for undertegnede), at alle tre forfattere i nævnte artikel er kvinder. Og bemærk lige titlen på den ene bog: "Next step kvinde"; hvorfor ikke "Next step kvinde og mand"? Hvorfor denne vedvarende strøm af kvindelig selvterapi og selvbeskuelse i det offentlige rum? Er det mon fordi, man ikke er i stand til at indse, at livet desværre er således indrettet, at der simpelthen ikke findes nogen helt fyldestgørende løsning på noget som helst?

Robert Kroll

Går man tilbage i historien til før kristendommen o s v, så var kernefamilien vel ikke ualmindelig, og mange steder havde man vel også flerkoneri (sjældent det omvendte med 1 kvinde med flere mænd)- familiemønstret var betinget af, at kvinderne havde en høj dødsrate som følge af børnefødsler, at man mange steder skulle kæmpe hver dag, for at få mad på bordet o s v

I dag er kvinderne sluppet af med tidligere tiders risiko ved mange fødsler (gode fødselsafdelinger, screning af fostre, p piller , fri abort o s v) og vi lever meget længere end f eks i år 0 hvor den forventede levealder var ca 28 år.

Det giver selvfølgelig også nye vilkår for at udvkle sin egen individualitet både som mand og som kvinde - og det gør man da også.

At gøre kernefamilien til at oldtidssymbol er imidlertid lidt for stærkt - det centrale er, at folk bør indrette sig fornuftigt og som mindstemål er indstillet på at tage vare på de børn, som de vælger at sætte i verden.

Kernefamilen vil nok fortsat være det fermherskende - måske er den lidt biologisk betinget - og nogen vil opleve at have været en del af flere kernefamilier gennem et langt liv ( dødsfald, skilsmisse )

Søren Kristensen

Det må så bliver en gentagelse: Et eller andet sted er vi alle singler. Der hvor problemerne opstår er når rammerne snerrer, når boligforholdene eller økonomien sætter ubrydelige græser eller hvor du fx kommer hjem med fire koteletter til dig selv, alene fordi det lokale supermarked udelukkende tænker i børnefamilier og storpak. Man kunne på den baggrund godt ønske sig lidt mere af halvfjerdsernes interesse for (du ved hvad jeg mener) alternative samlivsformer tilbage. Der er behov for en univesel frisættelse, med en langt mere fleksibel boligstruktur og en generel erkendelse i erhvervsliv og på arbejdsmarkedet af at folk lever meget forskelligt i forskellige perioder af deres liv og at alle ikke har brug for at lege far, mor og børn hele livet.

Kirsten Svejgaard

Også jeg er overrasket over de omtalte forfatteres kritik. Den er jo et opkog af 1960'ernes og 1970'ernes 'oprør'. Jeg husker f.eks. en kvinde, der dengang kaldte kernefamilien et 'terrorfællesskab'.

Og det har da aldrig været så nemt som nu at indrette sig, som man selv vil - singler, par, storfamilier, homoægteskaber osv.

Nogle mennesker er monogame af 'natur', andre er ikke, og hver især må jo leve, som de finder bedst. 'Åbne ægteskaber' er en konstruktion, hvor man forestiller sig, at man kan få det hele fra begge verdener - som oftest medfører de konflikter og lidelse for mindst den ene parts vedkommende.

Børn har brug for at vokse op i trygge omgivelser med voksne, der støtter og vejleder dem, og der er næppe tvivl om, at de ønsker sig mest at få denne tryghed fra deres biologiske forældre. Men får de den ikke, vil de foretrække andre voksne, når det er muligt.

Katja Petersen

Smiler... kronikken lyder som noget, jeg som barn lagde øre til, når vi var på ø-lejr.

Synes nu ikke det er kærnefamilien, der præger (g)landsbilledet mere - synes mere det er familien efter skilsmissen, og om hvordan man kan fungere som sammenbragt familie.

Der skal være plads til alle i et samfund, og som i selv gør opmærksom på, så lever i også som i nu hver især har lyst til.
Jeres udgangspunkt virker til gengæld tåbeligt på mig, har meget svært ved at forstå, at verden skulle indordne sig under et mindretal, der har behov for at fortælle flertallet, at deres måde at leve på skal ændres.

Maj-Britt Kent Hansen

Hvilke epokegørende udtalelser de citerede forfattere i artiklen dog kommer med. Sikke stor en indsigt de besidder. Og så nytænkende de er. Man er lamslået. Hvilken vigtig artikel.

Ja, jeg er selvfølgelig ironisk, for der kan da snart ikke koges mere tynd suppe på den tynde serie om singler, som Information hidtil har leveret.

Gorm Petersen

I kan bare lade være med at se så mange amerikanske romantiske komedier.

De er nemlig så snedigt at filmen slutter, når man kommer frem til idealet.

En slags "så levede de lykkeligt til deres dages ende".

Når man vil leve anderledes end kernefamilien, så er man outsider. Er man kvinde, så er det endnu sværere, hvis man vil leve andet end den stupide kernefamilie drøm. Mennesker er generelt så stupide og holder fast i det, de kender. Måske er det på tide at kapitalismen kollapser, så vi bliver nødt til at genopfinde os selv som levende væsener.

Søren Blaabjerg

I praksis er der her i landet fuld frihed til at leve i den familietype, der passer én og så længe eller kortvarigt, det passer én. Man kan også frit vælge, om man vil leve "papirløst" sammen eller, have eventuelt hyppigt skiftende partnere eller ej, og hvilke som helst konstellationer er her i landet (så vidt jeg ved da) fuldt ud socialt akcepterede. Men inden egoismen nu helt tager overhånd, så er der jo altså lige børnene - "hvad deraf følger", som Dirch Passer udtrykte det, - at tage hensyn til.
At leve "unormalt" (uanset form og årsag) vil i øvrigt også altid have en vis pris, idet markedskræfterne og de politiske magtmekanismer jo til enhver tid søger at indrette sig efter den mest almindelige måde at leve på, de mest almindelige præferancer osv.. Man må så i hvert enkelt tilfælde
vurdere om fordelene opvejer ulemperne. Man kan ikke forvente eller forlange positiv særbehandling, blot fordi man tilhører en relativ minoritet, og at kalde andres præferancer for stupide, blot fordi man ikke selv deler dem, er intet mindre end udtryk for en uforskammet bedrevidende nedvurdering.

Gorm Petersen

Jeg har f.ex. valgt ikke at have betalingskort. Det er lidt bøvlet ved. fe.x. handel over internettet - men det er min ret, og jeg kan sagtens leve med de ulemper det indebærer.

Jeg ønsker ikke at styrke kapitalismen ved at indbetale gebyrer til kapitalistisk drevne banker.

Nogen gange tror folk det er fordi jeg har økonomiske problemer - at Dankortet er blevet konfiskeret.

No problem - som kristen kommunist har jeg ingen problemer med at blive slået i hartkorn med toldere og syndere.

Man har en udstrakt grad af frihed, hvis man ikke lader sig mobbe af omgivelsernes mistænksomme blikke.

@Søren Blaabjerg,

Jeg kan se ,De føler dig ramt. Jeg taler ikke om markedspriser på andelsboliger eller registreret partnerskab...det, jeg prøver at sige, stikker lidt dybere...nemlig at folk ikke begriber at, mennesker kunne vælge at forholde sig til andre mennesker, i en grad af frihed der gør, at de ikke skal smelte sammen, at de ikke skal redde hinandens økonomi, at de ikke skal bukke under samfundets forestilling om lykke. At mennesker bare kan mødes for hvad de er, og nyde den gave der er, i at mødes, kortvarigt, eller til de dør...men at de ikke tilhører hinanden, og at deres lykke ikke er baseret i at være sammen, men i at støtte hinanden i at søge lykken. Man er født alene, man dør alene.Men i vores samfund- ikke blot Andedammen, men i det vestlige samfund- dyrker man et ideal som er basen for kapitalismen. Kernefamilien er brikken som holder det kapitalistiske samfund sammen. Det er for mig, en stupid forestilling, for det indebærer bedrag af de selvsamme værdier, man prædiker.. det er et samfund med en stor grad af alkoholmisbrug, utroskab, skilsmisser. Hvis De trives i dette samfund, så fint. Der er mange, der ikke gør, og forsøger at finde nye veje.

@Søren Blaabjerg,

Jeg kan se ,De føler dig ramt. Jeg taler ikke om markedspriser på andelsboliger eller registreret partnerskab...det, jeg prøver at sige, stikker lidt dybere...nemlig at folk ikke begriber at, mennesker kunne vælge at forholde sig til andre mennesker, i en grad af frihed der gør, at de ikke skal smelte sammen, at de ikke skal redde hinandens økonomi, at de ikke skal bukke under samfundets forestilling om lykke. At mennesker bare kan mødes for hvad de er, og nyde den gave der er, i at mødes, kortvarigt, eller til de dør...men at de ikke tilhører hinanden, og at deres lykke ikke er baseret i at være sammen, men i at støtte hinanden i at søge lykken. Man er født alene, man dør alene.Men i vores samfund- ikke blot Andedammen, men i det vestlige samfund- dyrker man et ideal som er basen for kapitalismen. Kernefamilien er brikken som holder det kapitalistiske samfund sammen. Det er for mig, en stupid forestilling, for det indebærer bedrag af de selvsamme værdier, man prædiker.. det er et samfund med en stor grad af alkoholmisbrug, utroskab, skilsmisser. Hvis De trives i dette samfund, så fint. Der er mange, der ikke gør, og forsøger at finde nye veje.

Henrik L Nielsen

@ tutta jung

Det kunne jo være at disse "stupide" mennesker ønsker at smelte sammen og det er de andre der ikke forstår?
Blot fordi mange har været utro behøver det jo ikke betyde at de ikke grundlæggende ønsker at have en kernefamilie? Mange fortryder jo deres utroskab. Og ikke alle kernefamilier falder fra hinanden.

I øvrigt at vide hvordan andre mennesker generelt ønsker at leve er det nok lidt svært at se ud fra et datingsite. De der reklamerer for dem selv der skal jo som på ethvert marked sælge sig selv ved at sige hvad de tror en potentiel "køber" vil have.

Og nej, jeg lever ikke i en kernefamilie. Jeg tror, uden at vide det, at Andedammen er fri nok til at flertallet forsøger at leve som de ønsker. Selvom at finde den rette partner kan være svært hvis man ønsker en sådan.

Mange gange synes jeg mindretall opfører sig tyraniske i deres krav til flertallet om at indordne sig.

Mvh Henrik

Magnus Bidstrup

Når jeg læser sådan noget her, ved jeg ikke om jeg skal springe i luften, begynde at tude, eller være ligeglad med det. For som en ganske rigtig skriver, var det den slags egoisme man blev tudet fuld af i sin barndom på ø-lejr og i kollektivet.
Sådan en slags sjæl-legme adskillelse, hvor sjælens umiddelbare velbefindende er eneste mål, og hvor tusind års sliben til skal brydes op, så et par kvinder med for meget fokus på hvad andre siger og mener, kan få det godt med deres egoistiske valg.
Jeg tror jeg vælger at brække mig på gulvet lige her hvor jeg sidder. Det er mit eget valg, og jeg vil ikke begrænses af samfundets snævre konventioner.

Lars Poulsen

Ligegyldigt hvad så kommer man ikke udenom at børn opvokser bedst når de bor hos far og mor. Så får de nemlig stabilitet og input fra både en mand og en kvinde.

Børn der vokser op hos mor og en endeløs række af mænd får, alt andet lige, ikke de samme optimale opvækstforhold. Når det er sagt så er det selvfølgelig heller ikke smart at vokse op i en familie hvor far og mor hader hinanden og er utro og kun er sammen pga. børnene.

Man kunne dog godt forestille sig fler-koneri eller fler-manderi (?), her er den afgørende faktor jo nemlig at familien er sammen hele tiden (stabilitet) i forhold til singlen der bare har en masse forskellige kærester der er der det ene øjeblik og ikke det næste.

Mary Nielsen

Jeg må tilstå at jeg lige tjekkede datoen for denne artikel en ekstra gang. Måtte være et levn fra svundne tider!
Men måske det er et udtryk for hvor svært det kan være at skelne mellem indre og ydre forventninger. Det er mere bekvemt at påstå, at de kritiske og dogmatiske normer kommer fra det omkringliggende samfund end fra ens dybe selv.
Jeg føler mig fri for de påståede glansbilleders tyranni. Jeg syntes det er relativt nemt at bryde normer i Danmark og jeg oplever også en relativ nysgerrighed overfor forskellige måder at leve sit liv på. Måske har jeg bare været heldig med at finde en frisindet oase i storbyen!
Mht familiebilleder i medierne, må mine børn efterhånden tro, at skilsmisse er normen. Der findes utrolig meget børnefjernsyn om denne familieform, lige så snart de er ovre Astrid Lindgrens repertoire.

Alexander Carolinus

Der har i mange år været en hetz mod kernefamilien og en glorificering af singleliv og alternativ seksualitet. Hvorfor mon?

@ L. Poulsen: "Børn der vokser op hos mor og en endeløs række af mænd får, alt andet lige, ikke de samme optimale opvækstforhold."

I det 21. årh. kunne det være rart for mange, især kvinder, at slippe for det menneskesyn, der forfølger dem, hvis de er blevet forladt af en mand.

Det er et syn du (og visse kvinder...) udtrykker udmærket i dit indslag: At enlige kvinderne er ustabile og lever med en slipstrøm af mænd i rig udskiftning.

Jeg vil gerne betakke mig for din fordomsfulde og mandschauvinistiske udtalelse.

Bjarke Hansen

@ Belinda M. Nygaard

At kernefamilien generelt er bedre end den enlige forældreopdragelse er et faktum, som utallige undersøgelser har bevist. På alle mulige områder er barnet i kernefamilien statistisk set markant bedre stillet end barnet fra andre familiekonstruktioner.

At det er en generel betragtning, som selvfølgelige ikke er sand i alle tilfælde, er (selvfølgelig) også et faktum.

Dette faktum indeholder i sig selv ingen fordømmelser af enlige, som jo rigtig nok kan være havnet i den situation af alle mulige årsager, men jeg mener ikke dette faktum skal forties eller foregøgles for at skåne følelserne hos mennesker, som føler sig ramt.

Søren Kristensen

Det bliver meget hurtigt en diskussion om enten eller, mens virkelighen ofte ender med både og eller aldrig. I en periode af ens liv er man måske single, så får man en kæreste og nogle børn og lever i kernefamilie og pludselig er man alene igen eller i kernefamilie igen eller i kollektiv eller man er ude at rejse. Hvad ved jeg, andet end at det i rigtig mange tilfælde ikke kører efter en snor? Men jo, der ér mange børnefamilier og jo, det ér godt og trygt for børnene at have en far og en mor og et hjem og en skole og en hund og alt det. Men dels er der en tid både før og efter børn og dels er nogle der enten ikke har råd, lyst til, for dumme til eller på anden måde er afskåret fra at få børn. Det er sikker meget godt, et eller andet sted - at vi ikke bor på den samme villavej allesammen.

Niels Mosbak

Bjarke Hansen

Hvis forældrene har et godt forhold - ja, så er kernefamilien i mange tilfælde at foretrække.
Hvis ikke - ja, så kan den sammenbragte familie jo være et udmærket alternativ.
Det er naturligvis vanskeligt at være enlig forældre, idet børnene så vil mangle en identifikationsmodel af det ene eller andet køn.

Majbritt Nielsen

@Bjarke Hansen
Du kæmper mod et dige der smuldre. For det kan godt være at det er optimalt for et barn at vokse op med to forældre.
Men virkeligheden er at mænd jo også forlader den kvinder der har været med til at sætte deres barn/børn i verden. Af en eller anden årsag høre jeg kun få hvor det er kvinden der forlader mand og børn. Hvorfor?
Så i stedet for at pege fingre af de enlige mødre, så tag lige en snak med den mandelige part, der tilsatte spermen. Ikk?
Så kan du jo se hvor samarbejdsvilig dit eget køn er inden for arbejdsfordelingen af hverdagen. Inden du peger fingre af kvinden som den der er skidt for barnet. For en fraværende far er lige så skidt.
;)
Heldigvis er mænd mere og mere en del af deres børns liv og vi ser forhåbentligt flere mænd der kan udligne forskellen på antallet af køn i enlige forældre. Eller som en positiv, aktiv del af deres børns opdragelse og liv. Også efter at den ene eller begge forældre har fundet en ny hjertenskær og få børn med. ;)

Peter Hansen

Strukturelle og sociale forhold, som jo skyldes konkrete politiske beslutninger, får for tiden rask væk status - ved hjælp af statistik - som sandheder. Ét er, at denne kamp mellem singler og kernefamilier, uværdig som den er, fylder så meget - noget andet er, når statistik fuldstændig tautologisk bruges til at legitimere sociologiske formationer. Der er nok af eksempler - jeg havde ét supergodt, som jeg lige nu har glemt; men jeg skal nok komme i tanker om det. Og som sagt: der er mange af dem.

Jesper Wendt

Jeg har læst, set og hørt en del. Jeg kommer dog aldrig til at forstå, hvordan man kan vælge så firkantede rammer.

Kvinden mener de firkantede rammer er en nødvendighed, og manden bliver kvalt i det.... så er der en del der ikke fattede konceptet første, anden og tredje gang, der bare må have flere over nakken.

Så drop barnevognen, og køb skidtet fra køledisken. :p

Anne Marie Pedersen

Bjarke Hansen:

"At kernefamilien generelt er bedre end den enlige forældreopdragelse er et faktum, som utallige undersøgelser har bevist."

Du kender vel forskel på kausalitet og korrelation.

Niels Kristensen

Anne Marie Pedersen

Det gør undersøgelserne vel!? (ikke at jeg gider undersøge det)

Majbritt Nielsen

Og hvilken grøft hoppede du i? Angående hvem der forlader hvem - Har du statistik? Havde egentligt det modsatte indtryk. Måske det skyldes den nyligt promoverede historie om den forladte og derfor fortabte mand...

Vi lever i et samfund med fragmenterede opfattelser af det gode liv. Vi bliver sgu alle ofre for andres fordomme en gang i mellem. Ned med pegefingeren.

Anne Marie Pedersen

Så må jeg skuffe dig Niels Kristensen. Det gør de ofte ikke.

De studier, jeg har læst, hvor mennesker er fulgt og studeret longitudinelt viser ikke alle negative konsekvenser. Nu kan jeg selvfølgelig kun huske reference til eet studie om fædres rolle efter skilsmisse sat i forhold til deres oprindelige forventninger til at blive far.

Men hvis vi skal tro på den med de negative effekter, så må vi have lidt doku. Og ikke kun med "der er kontroleret for" argumenter. Rigtige studier over tid tak.

Majbritt Nielsen

@Jesper Wendt
Sjovt du skyder kvidner i skoen at det er dem der vil de "firkantet" rammer. Når kvinder verden over ikke får en disse at skulle have sagt, med hvem de giftes. Og de har bare at gøre som der bliver sagt og gjort.

Så det undre mig til stadighed at man siger at det ene køn frem for det andet er mest intereseret i at blive gift. ;)

@Niels Kristensen
Grøft og grøft
Jeg ikke nogen statestik. Og alligevel emmer det, at det er kvinden der er den formastelige at blive eller forblive enlig forældre og derved ødelægger børn.

Men hvor dælen er farmand og hans ansvalighed? Når nu kvinden ikke er sit ansvar bevist og bare smutter det ene barn ud efter det andet. Uden at farmand er der. Gift eller ej. ;)
Så må i mænd da lade være med at aflevere sæden til undfangelsen. Der skal sørme stadig to til at brygge et barn. Eller er der noget der er gået forbi mig?
Jeg er godt klar over der findes insirmisering af nogle andre formastelige kvinder, der vover at blive enlige forældre.

I 2011 kan det undre, at kernefamilien fortsat er den, som vores samfund er bygget op om. Tidligere var den en nødvendighed, af arbejdsmæssige og økonomiske afhængigheder. Det er den ikke længere og alligevel så er det den livsform som i den grad bliver idylliseret i det offentlige rum og forfordelt i bl.a. arve og -skattelovgivningen, men også i andre økonomiske forhold.
Jeg synes diskussionen mangler ærlighed! Jeg har fuld respekt for den enkeltes valg i livsform, men det skal sku være et valg af lyst og ikke af frygt!
Jeg kender ikke mange par, som virkelig har formået at holde glød og glæde og lyst i ægteskabet/samlivet, holdt sig på dydens (smalle) sti, men jeg kender desværre mange par, som giver udtryk herfor!

Bjarke Hansen

@ Maibritt Nielsen

Jeg var bestemt ikke ude i noget angreb mod kvindekønnet. Tværtimod er jeg helt enig med dig. Det er mændene, der ikke føler det samme ansvar overfor deres afkom, som samfundsnormerne tilsagde dem (ja nærmest tvang dem til) førhen, og derfor stikker halen mellem benene uden de store kvaler, hvis de ikke lige føler for at tage ansvar.

Et lille popsociologisk studie - at se 'De unge mødre' på Kanal4 - bekræfter i stor stil, at det generelt er mændene, der løber fra ansvaret.

Jeg reagerede bare på angrebet mod kernefamilien, som jeg håbede var en død traver efterhånden.

Majbritt Nielsen

Hmm mænd stak sørme halen mellem benene førhen. Min fars biologiske far, betalte sig fra at blive skrevet på dåbspapirene. Det kunne man for ca 60 år siden.

Jeg må dog sige at den årsag til at kvinder hænger mere på børnene end mænd. Er den biologiske hjælp som graviditeten gør ved de fleste gravide. De bliver mere følesemæsigt forbundet, ved hjælp af de hormoner der sættes i værk i kroppen under en graviditet. (Mit gæt vel og mærke) Hvis ikke var vi udød. Hvis moren var lige så ligeglad som faren kan være. Da børn jo så bare var efterladt.

Så sæt endelig ikke kvinder på en pedistal. Vi er lige så egoistiske som mænd.. ;)

;)

Anne Marie Pedersen

Måske det hjalp med fars omsorg, hvis mor max kunne tage den halve barsel og far ditto. Og hvis det ikke var bedre for familiens økonomi at mor vælger nedsat tid frem for far.

Så tror jeg, at de biologistiske forklaringer ville gå fløjten.

Bjarke Hansen

@ Maibritt

Igen helt enig. Men altså generelt set ... førhen "gjorde man det anstændige" hvis ens kæreste "var kommet i uføre". Dette var normen. Det var selvfølgelig ikke alle mænd, som tog ansvaret på sig (overklassen kunne ofte betale sig fra den slags fx - især hvis frøkenen var af lavere stand), og det er selvfølgelig heller ikke flertallet af mænd, der løber fra faderrollen i dag.

Men tendensen har rykket sig, i takt med at samfundet har rykket sig væk fra pligtetik henimod et stadig større fokus på personlig lyst og umiddelbar behovstilfredsstillelse. Derfor smutter flere fædre i dag, fordi de ikke lige har lyst til al besværet...

hele tiden bliver der snakket om de samme roller; de er bare disponeret anderledes. Man er så fastholdt i dette billede at man slet ikke kan forestille sig, en anden måde at leve på. Man har da børn, men dette burde aldrig være eksistensens grundlag- at man nu har børn, så éns liv skal dikteres af, hvad samfundet tror, er bedts for dem.
Kvinderne er ved at opdage at de vil realiseres som mennesker, og alligevel, være gode mødre, gode professionelle, gode partnere. Mænd er stadig bundet til roller, som er yderst biologisk baseret. Nu får jeg hele den mandlige 50+ sektor her i Information efter mig. Man bliver ikke lykkelige af at svigte nogen. Især ikke sig selv.

Bjarke Hansen

@ Tutta Jung

Hvis jeg kunne dræbe én overlevet misforståelse fra 68-oprøret og frem (vel egentlig helt tilbage fra 1917-revolutionen og frem), så ville det være den utilgiveligt arrogante tro på, at enhver generation er en tabula rasa, der kan genopfinde sig selv fra bunden af på helt nye og bedre måder, og at "samfundet" derfor per definition er galt på den, når det maner til besindighed.

Sådan fungerer den menneskelige udvikling ikke, og de gange den slags er forsøgt forceret igennem, har resultaterne sjældent været kønne.

Når vi, som i dette eksempel, igennem generationer og generationer har indrettet os på en bestemt måde, så er det måske fordi, der er en god grund til det? Kunne det tænkes, at netop vores generation af mennesker ikke er så vanvittigt kloge, at vi helt kan undvære erfaringerne fra de foregående?

Marianne Pilegaard

"At nogen i dag nævner, at børn, der ikke er i en kernefamilie tager skade, tror Anja Lysholm skyldes den manglende accept af andre familieformer."
- Anja Lysholms argument holder ikke. SFIs undersøgelse fra 2010 "Børn og Unge i Danmark" viser tydeligt, at børn har større risiko for at få en række problemer, når de oplever brud i familien. Se artiklen:
"Børn i kernefamilien er bedst beskyttet"
http://m.b.dk/touch/article.pml?guid=8377392
Heri siger Mai Heide Ottesen fra SFI netop om undersøgelsens resultat:
"..det er ubekvemt for os som voksne i almindelighed, fordi det er ubehageligt at se i øjnene, at prisen for den valgfrihed, som voksne har til at danne og droppe familierelationer, tilsyneladende kan ende med at blive betalt af vores børn."
Alle magter ikke at leve i et fast parforhold hele livet, og der er mange gode grunde til at vælge andre familie-/samlivsformer, og det er da dejligt med de mange muligheder. Men jeg synes, at værdien i at kæmpe for et forhold, der ikke er lutter lidenskab og romantik, er stærkt undervurderet i dag. En stormende nyforelskelse kan ikke erstatte 15 års kendskab til og loyalitet over for hinanden og det fælles arbejde for et stærkt forhold og en tæt familie. Det er min holdning lige nu. Jeg nyder min kernefamilie, mens jeg accepterer, som John Fredsted skriver: "at der ikke findes nogen helt fyldestgørende løsning på noget som helst."

Morten Kjeldgaard

Æv, jeg har forlagt mine læsebriller og klikkede mig ind på den her artikel i den tro at jeg skulle læse noget om at "Kongefamilien er et tyranni". Nåh, det kan vel osse komme ud på et...

@ Jørgensen.
Ja selvfølgelig - jeg kender "de forkerte" - og så må du jo kende "de rigtige". Nå mænd tillykke med det!

Må bare give tutta jung ret: "Man er så fastholdt i dette billede at man slet ikke kan forestille sig, en anden måde at leve på". Og det er så tydeligt bevist i mange af kommentarerne her.

Ærgerligt at Danmark ikke har mere frisind og åbenhed for forandringer. Men det er vel svært at se ud over egen havelåge i disse grænsebommetider.

Henning Jørgensen

@Frk Charlotte Jensen

Helt fint med mig, at folk vælger deres egen måde at leve (frisindet er for mit vedkommende ubegrænset), men jeg opponerer med dine grove generaliseringer om, at de fleste parforhold ikke er lykkelige - det er noget udokumenteret sludder uden nogen signifikans.

Anja Lysholm

@Marianne Pilegaard, du skriver: "Anja Lysholms argument holder ikke. SFIs undersøgelse fra 2010 “Børn og Unge i Danmark” viser tydeligt, at børn har større risiko for at få en række problemer, når de oplever brud i familien."

Der er mange "underforståede" ting i ovenstående artikel som jeg faktisk aldrig har sagt under interviewet, men sådan er det når man udtaler sig - man ved aldrig helt hvilken sammenhæng det bliver sat ind i.

Mit alternativ til kernefamilien i det nævnte citat var faktisk ikke et brud, men det har journalisten så ikke taget med. Mit alternativ er at "forstørre" den traditionelle kernefamilie sådan at pap-/bonusforældre kommer til som en del af familien i stedet for at mor og far bliver skilt. Jeg er polyamorøs hvilket vil sige at man kan have mere end et parforhold. Dvs. i min model går mor og far ikke fra hinanden hvis de forelsker sig i andre - de andre bliver indlemmet i familien, og børnene beholder deres trygge rammer med mor og far.

Det er der også nogle der synes er en skrækkelig tanke, men det må så være dem der "tyranniserer" med deres billede af kernefamilien, om man vil. Jeg har faktisk aldrig kaldt kernefamilien tyranni, og synes ikke den er det. Det jeg har sagt, er at den i høj grad præger billedet af "det normale og det rigtige", og at mange derfor ikke tror de har andet valg.

Den eneste af os tre forfattere der ser ud til at have brugt ordet tyranni, som så har skabt overskriften, er Christina Wex. :-)

Herr Jørgensen.
Jeg synes nu ikke der er tale om grove generaliseringer i flg:
" Jeg kender ikke mange par, som virkelig har formået at holde glød og glæde og lyst i ægteskabet/samlivet, holdt sig på dydens (smalle) sti, men jeg kender desværre mange par, som giver udtryk herfor!"

Som jeg tydeligt skriver handler det om mine egne personlige erfaringer. Med egne personlige venner - forkerte eller ej. Men hvis du oplever, at de fleste af de parforhold du kender er lykkelige og uden utroskab, så er det jo dejligt - for dig og for dem, det er bare ikke virkeligheden i min omgangskreds og det kan du trods alt ikke vide noget om :)

Iøvrigt sker utroskab i en eller anden grad (det er ikke let at få korrekte tal på) men mht opløste ægteskaber, så findes der helt nøgterne tal hos Danmarks Statistik, (2010-tal), hvor det fremgår at 40,2 % af alle ægteskabe opløses.

Men egenlig var mit ærinde her bare, at jeg synes artiklen rammer noget rigtigt, hvilket for mig bekræftes tiL fulde af de mange kommentarer der er kommet om kernefamiliens velsignelser.

Sider