Læsetid: 2 min.

Frøken Wozniackis nødvendige offensiv

Noget så sjældent som en grædefærdig Serena Williams og en eventyrlysten Caroline Wozniacki vandt på hver deres seværdige måde i går i Wimbledon
22. juni 2011

De står til at mødes i semifinalen, men i går spillede Serena Williams og Caroline Wozniacki to vidt forskellige kampe på hver sin græsbane i det sydvestlige London.

Williams, den forsvarende mester, tilbagevendt fra en årelang skadespause, var traditionen tro placeret på Centre Court, hvor hun var oppe imod en farlig fransk outsider, Aravane Rezai.

Selvfølgelig gik den i tre sæt, og selvfølgelig vandt Williams til sidst. Knap så forudseelig var hendes reaktion: Den hårdtslående ghetto-girl fra Compton, der ikke just er kendt for at lade følelserne løbe af med sig, græd glædestårer efter sejren.

»Jeg regnede ikke med at føle noget. Jeg regnede med, at jeg bare kunne gå fra banen,« sagde hun på sit pressemøde.

»Så tænkte jeg på alle de ting, der er sket,« fortalte Williams, der siden sin triumf ved sidste års Wimbledon er blevet opereret i foden og har været ramt af blodpropper i lungerne. Og tilsyneladende mere til:

»I de sidste 12 måneder har jeg været igennem en masse ting, som ikke er normale. Ting, som I ikke engang kender til. Det har været en lang, anstrengende rejse. At stadig stå op her er ret fedt.«

Ordene faldt, mens Caroline Wozniacki spillede sin første kamp på lillebrorbanen Court 1.

Hun stod over for spanske Arantxa Parra Santonja, en overkommelig størrelse, der pryglede til bolden fra første færd og indledte kampen med at bryde danskerens serv.

Wozniacki har været under hård kritik på det seneste. Hendes ydmygende tredjerunde-nederlag til Daniela Hantuchova ved de åbne franske mesterskaber blev tolket som en bekræftelse på, at kvindetennis har en uværdig verdensetter.

At hun op til Wimbledon lod rivalerne om at spille opvarmningsturneringer på græs, mens hun selv tog til Farum til fordel for at spille e-Boks Sony Ericsson Open på hard court fik kun endnu flere til at ryste på hovedet.

Den 20-årige dansker er ikke levnet mange chancer for at vinde sin første grand slam-turnering i løbet af det næste par uger hvilket ser jeud til at passe hende glimrende. Efter et par indledende skævskud fandt hun sig hurtigt til rette på græsset, fik fat i Santonjas førsteserver og spillede fornøjeligt offensiv tennis. Som var hun befriet af forventningens byrde, farede hun let og ubekymret rundt på banen og fulgte flere af sine server op med flugtninger i ren vintage Wimbledon-stil.

Kampen var overstået på blot én time: 6-2, 6-1 lød sejrscifrene på.

Det glædelige var ikke blot, at Wozniacki insisterede på at komme frem til nettet. Det var, at hun blev ved med at løbe frem til nettet, selv om det mislykkedes adskillige gange.

Mod og eventyrlyst har ikke tidligere været fremtrædende facetter af hendes spil. Der var glimt af det i går, og det så godt ud.

Selv ved Wozniacki udmærket godt, at det henholdende spil, hun så ofte bliver kritiseret for, ikke har en chance på det hurtige græs.

Her gælder det om at tage teten. Eller som Wozniacki sagde efter kampen, da hun blev spurgt, hvad der er afgørende for at vinde Wimbledon:

»Helt sikkert serven, returneringerne, og det første slag efter serven og returneringerne, for hvis du har fordelen dér, så er det meget lettere at komme i gang med at spille. Når først du kommer i en defensiv position, er det svært at komme ud af den.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu