Læsetid: 5 min.

Giv mig mit indre Grønland tilbage

Er det netop drømmen om at tilhøre verdens sidste koloni, der er drivkraften for Christoph Marthalers nye forestilling? Eller er det en anklage mod Danmark? Information har oplevet klimaforestillingen under Festspillene i Bergen
Intet sker i denne gymnastiksal for mennesker, der venter på, at isen smelter endnu mere. Men midt i trøstesløsheden spirer længslen frem blandt tilskuerne til 'Plus Minus Nul' ...

Intet sker i denne gymnastiksal for mennesker, der venter på, at isen smelter endnu mere. Men midt i trøstesløsheden spirer længslen frem blandt tilskuerne til 'Plus Minus Nul' ...

Bo Kleffel

14. juni 2011

BERGEN – Ønsker Christoph Marthalers nye teaterforestilling om Grønland at give danskerne dårlig samvittighed? Skal hans Plus Minus Nul opfattes som en anklage mod Danmark – sådan som hans andre forestillinger ofte har anklaget det tyske samfund for undertrykkelse? Eller skal forestillingen opfattes som en anklage mod hele verdensforbrugssamfundet om, at når indlandsisen smelter de kommende årtier, så forsvinder et helt land og dets folk?

Nej, egentlig ikke. Forestillingens udsagn er mere komplekst. For denne gang er den schweiziske teaterprovakatør endnu mere subtil. I hvert fald i forhold til gæstespillet Værn mod fremtiden på Glyptoteket i 2008 om nazisternes behandling af syge børn. Han er stadig politisk, men udsagnet er mindre bastant.

Plus Minus Nul handler om Grønland. Men eftersom anklagen mod det vestlige overherredømme og for- brugerismens klimabelastning velsagtens er globalt indlysende, går Marthaler meget mere delikat til sit emne: Han gør kritikken til den implicitte faktor, som tilskueren hele tiden sidder og græmmer sig over i forsinket selvindsigt. Og så skaber han i stedet et insiderportræt af et Grønland, sådan som det måske sejler væk i bortsmeltet tilstand på en indskrumpen ø, en martsdag i år 2150.

Smeltevand i Bergen

For Marthalers nye forestilling er en hyldest til Grønland. En hyldest til kamikkernes og anorakkernes land – skabt i Grønland efter et to måneder langt prøveforløb, der mundede ud i premiere på Kulturhuset Katuaq i Nuuk den 27. april. Siden har forestillingen været på Wiener Festwochen – og jeg er nu så heldig at opleve forestillingen under Festspillene i Bergen.

Her i den norske nedbørsby er det nu ikke smeltevandet, der er problemet, men regnen. Man skulle i hvert fald tro, at al indlandsisen var fordampet og netop nu faldt ned over Bergen; lige akkurat disse junidage, mens danskerne går rundt i sandaler og spiser is. Men retfærdigvis vil danskerne også skulle have støvlerne frem, når forestillingen besøger Skuespilhuset på gæstespil den 7-9. november. Og forhåbentlig vil de så have mere tiltro til tysk teater; på Den Nationale Scene i Bergen var salen knap halvt fuld, men desto mere intenst klappende ...

Plus Minus Nul er et kærligt portræt af Grønland. Men måske et portræt, som kun grønlænderne selv helt vil genkende. Et Grønland med realisme helt ud i de hullede vanter og de frygtelig mange lag overtøj. Et Grønland, der er vant til at blive glemt og udnyttet. Men også et Grønland, der udmærket kender sine egne værdier og traditioner – og som morer sig over udlændinge, der forsøger at gøre sig kloge på et liv i Arktis. Et Grønland beskrevet i replikker, der strækker sig fra fiktive reportagerejser til myter og dokumentarcitater: »Det er strengt forbud at drikke grønlændere fulde,« som det hedder.

Vorherre i megafonen

Marthaler rammer overbevisende en kryptisk og underdreven grønlandsk humor. Som Grønlandsdrømmer sidder man i hvert fald – gladeligt to en halv time i sædet ud fra illusionen om at blive en del af festen oppe på scenen.

Fest er måske et vidtløftigt begreb. Dansen bliver kun til lidt nysgerrigt pilleri ved kamikkernes pelskanter. Og rummet er en nedslidt gymnastiksal med basketnet og et sølle campingbord – med tomme dyrebure som taburetter. Glemte mobil- telefoner ligger spredt på gulvet, så man kan træde i dem – eller sparke dem rundt i gulvishockey, når man bliver træt af fejlopringninger fra den selvfede verden uden for Grønland.

Denne verden trænger sig også typisk på, når en tavle køres ned, så klimakonferencens fremtidsdato kan skrives op med frostsikkert kridt.

Og så er der ellers anbragt et boldgitter ud mod – pianisten, så han ikke får bolde i baghovedet, mens han spiller med ryggen til alt og alle på sit ustemte klaver: – Alt i alt endnu en sanse- installation af Christoph Marthalers faste scenograf Anna Viebrock – skingert belyst og lydindhyllet, så rummet hele tiden opløses og bliver overnaturligt – grotesk. Her bliver plads til både åndemanere og Vorherre, når en herreløs megafon giver sig til at tale; Far er her ...

Ind i buret

I denne besynderlige ikke-verden optræder Marthalers 10 vilde performere i hans særlige antiteater-spillestil udsat for 'pausernes dramaturgi'. Særligt skøn er hans halvskaldede komiker Jürg Kienberger, der vitterlig kan kunsten at trisse af sted uden at spille andet end en mand, der trisser. Den supermusikalske Rosemary Hardy folder sin fruestørrelse sammen og kryber ind i et – hundebur – og synger dødsopera. Og den mystisksmukke dansk-grønlandske Nukaka Coster-Waldau taler både grønlandsk, dansk og tysk med blød stemme, når hun da ikke pludselig tager tilløb og kaster sin muskuløse krop ind i en af gymnastik- salens vægmadrasser. Hun falder, hun ramler ind i madrassen, hun falder ned. Igen og igen. Uden vrede og uden tilfredsstillelse: Hun udfører blot stuntet som en fysisk handling, der er nødvendig – og pludseligt overstået. Nyklassisk Marthaler!

Men den skikkelse, der autentificerer forestillingen, er den lillebitte, seje trommesanger Gaz Zaa Lung. Hun fortæller lange historier med grønlandske hvislelyde og smilende gnækken. Både myter og hverdagsberetninger simultantekstes på engelsk og lokalsproget, altså norsk. Men denne lille, langhårede kvinde har en stemme, der i sig selv rummer hele eventyret om den store ø, som så mange af os kun kender som en dragende, hvid dråbeplet på kortet.

Sko til tørre

Nej. Ingen grønlænder ville have skabt en tilsvarende forestilling om Grønland – og heller ingen dansker, omend replikken 'Har du stadig ikke lært mit sprog?' svier ganske godt. Dette er umiskendeligt en Marthaler-forestilling.

Og selvfølgelig kan man spidde den 59-årige Marthaler på hans æstetik med den tvangsagtige brug af gentagne sangstrofer og utilpassede eksistenser i en grimhedsverden tildynget med ting fra en svunden tid. I Plus Minus Nul småhørmer et par sko sat til tørre mellem væggen og et varmeapparat. Og her lyder alarmen fra et – varslingssystem, der for længst har fået kappet forbindelsen til hjælpen udefra – og til os andre ...

Det interessante er, at Marthaler i Plus Minus Nul skaber en ny og overraskende følelse af global næstekærlighed. En følelse af samhørighed med navnløse skæbner, der bindes sammen af is og af venten. Og en nytteløs, men oprigtig længsel efter at tilhøre den sidste koloni i verden.

Plus Minus Nul. Instruktion: Christoph Marthaler. Scenografi: Anna Viebrock. Musikalsk instruktør: Rosemary Hardy. – Lys: Phoenix. Lyd: Fritz Rickenbacher. Dramaturgi: Stefanie Carp og Malte Ubenauf. Unlimited Performing Arts i co-produktion med bl.a. Festspillene i Bergen, Katuaq Nuuk og Det Kgl. Teater. Oplevet under Festspillene i Bergen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu