En god dag i Kaj Munks ånd

Der var levende lys i lyse- kronerne i Vedersø Kirke i går, og såvel Vedersø som nabolandsbyen, Stadil, lignende veritable flagborge. På Vedersøs kirkebænke var sat blomsterbuketter af løvefod og små hvide roser, og kirken var fyldt til bristepunktet. Det blev nemlig holdt festgudstjeneste for indvielsen af Kaj Munks præstegård i Vedersø. Sønnen, Mogens Munk, prædikede.

Der var små øer af honoratiores og pressefolk, men de fleste tilstedeværende var folk fra Vedersø, og mange af dem havde i årevis arbejdet på at bevare præstegården, der har været tiltænkt flere forskellige skæbner, mens den stod og forfaldt. Oprindelig, i 1945, havde staten ved ministeriet Buhl lovet at overtage den, men det blev ikke rigtig til noget med at indfri løftet. Kaj Munk var i sig selv en kontroversiel person, og dette accentueredes efter krigen af, at både højre- og venstrefløj havde deres modstridende dagsordener med ham. Som biskop Carsten Nissen i sin tale formulerede det:

»Kaj Munk blev brugt af begge sider til at dulme en forpint samvittighed.«

Kærligheden

Indtil 1998, hvor hun døde, boede Kaj Munks enke, Lise Munk i præstegården, og for seks år siden overtog en privat, lokal fond stedet og satte det i stand med donerede fonds-kommunale og amts- lige penge og mængder af frivilligt arbejde fra menigheden.

Nu deltager de i gudstjenesten med en fromhed, som kommer bag på en flad journalist. Trosbekendelsen fremsiges i kor af hele menigheden, hovederne bøjes i andagt, hænderne foldes. Som på Kaj Munks tid, eller fordi hans radikale forkyndelse af kærlighedsbudskabet og viljen til at tro stadig lever videre i hans gamle, hvidhårede menighed?

I hvert fald føltes det helt passende, at Mogens Munk læste Paulus' ord om kærligheden, der er størst af alt, som dagens tekst. Derefter fortalte han fra prædikestolen om sin far. Om, hvordan der altid var dækket til middag med en ekstra tallerken, for der kom ofte folk forbi. »Man ved jo, at præsten altid er hjemme ved spisetid,« som han bemærkede. Og om hvordan han som barn skulle tænke sig rigtig godt om, hvis han skulle forstyrre sin far i arbejdsværelset på første sal, »Stærekassen« kaldet.

Nu står præstegården nykalket med nytækkede længer og ser imponerende ud. Stuehuset er i to etagers rødsten, der er opført en ny, stråtækt længe til foredrag, udstillinger mv., og en anden længe er blevet til forskningscenter. Kaj Munk ville ikke have brudt sig om, at Vedersø Præstegård blot skulle være museum og mindestue for ham. Det understreger talerne igen og igen.

Den kolossale park, der var vandlidende og tilgroet, er sat i stand, og man vandrer frydefuldt under høje trækroner, hvor solsort og havesanger og en enkelt bogfinke danner kor.

Det var i det hele taget en dag, hvor der blev sunget meget, Grundtvig og Kaj Munk selv leverede musikken i kirken, og i dagens anledning var orgelmusikken udvidet med en trompet, der afsluttede højtideligheden med en solo:

»Den store mester kommer,« hvor linjen »han sidder ved smeltediglen« forekommer titlen på det af Kaj Munks teaterstykker, hvor han tager afstand fra Hitler. Symbolladet. Ligesom afsyngelsen af »Altid frejdig ...« ved graven efter kransenedlæggelse ved kirke- og kulturminister Per Stig Møller.

»Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder.«

Helt symbolladet føles det såmænd også, da vi giver Mogens Munk og hans søn Timme Bisgaard et lift fra kirkegården til præstegården i vores gamle modstandsavis' redaktionsbil. Og da vi ankomme til Vedersø præstegård, lyder »Den blå anemone« med smuk sopran ud fra festsalen.

Efter talerrækken overrækker en gammel modstandsmand fra Vedersø, Carl Lykkegaard, tre dannebrogsflag til præstegården, doneret af Danmarkssamfundet. Vi bliver mindet om, at Kaj Munks nationale forståelse under krigen viste sig ved, at han hejste Dannebrog fra præstegårdens flagstang den dag i 1943, da den danske regering trådte tilbage. Endelig blev der gjort modstand! Det hele er meget nationalt og dansk, men også dybtfølt.

Så kom storken

Per Stig Møller diskuterer i sin tale Kaj Munks forbehold over for demokratiet og understreger, at det dengang i mellemkrigstiden var en ny styreform i Europa, som mange omfattede med skepsis. Ikke anderledes end den, det nye venstre i 1970'erne nærede til det repræsentative demokrati, mener han.

Kaj Munk var med sine egne ord »en skælvende, oprejst stemme, der ikke lod sig kue,« sagde Carsten Nissen, tyskerne kunne dræbe ham, men de kunne ikke dræbe hans virke og hans værk.

Så synger vi »I Danmark er jeg født«, og inde ved siden af spillede Prinsens Musikkorps sangen om storken: »Han kommer med sommer, han kommer med sol ...«

Det var dog først, efter at de havde afleveret flere gange messingsuppe i valsetakt, og enkelte undrede sig over, hvad de egentlig havde at bestille der. »De var gratis,« hviskede én. Et ældre ægtepar betroede hinanden, at det dog var en møj' dejlig musik. Og da de kom til storken, tilgav man dem alt.

Møblerne

På gårdspladsen står der store krukker med lyseblå stedmoderblomster. Det er også lykkedes dem at hoppe ned på selve gårdspladsen, hvor de breder sig i lysende øer.

Men stuehuset er tomt for møbler. »Stærekassen« ejes af et anpartsselskab, bestående af familiemedlemmer, andre møbler er spredt for alle vinde. »Stærekassen« er dog sandsynligvis ifølge Mogens Munk på vej til præstegården. Han mener nok, at anpartskredsen vil kunne enes om det.

Spartansk har præstegården dog altid været, Kaj Munk mente ifølge sin søn ikke, at man skulle have mere, end at man kunne køre det væk på en trillebør, »af anseelig størrelse«, ganske vist.

Men efter Lise Munks død blev bohavet stridens æble i kampen om, hvad der skulle ske med Vedersø Præste- gård. Nu afdøde Arne Munk, Mogens Munks storebror, arbejdede stædigt på, at staten skulle overtage stedet som oprindelig lovet, og da den lokale fond blev dannet, blev han så vred, at han gav sig til at hugge møblerne i stykker og brænde dem. For Kaj Munk havde national betydning og skulle ikke reduceres til et lokalt koryfæ!

Eller sådan er historien gået, men den er ikke sand, erfarer jeg nu. På kirkegården efter gudstjenesten fortæller Mogens Munk mig, at det i virkeligheden blot var noget pindebrænde, Arne Munk brændte af. Som provokation. Men den virkede, mener Mogens Munk, uden Arne Munks indsats var Vedersø Præstegård aldrig endt på finansloven, siger han.

Per Stig Møller, der har skrevet digre værker om digterpræsten, er både til stede som Kaj Munks biograf og som statsrepræsentant. Han er ikke helt enig, men fremhæver andre, der også har gjort en indsats. Arne Munk havde dog ret i sin insisteren på Kaj Munks nationale betydning, mener han ikke overraskende. Per Stig Møller forklarer, at den lokale fond nu har tilbageskødet præstegården til staten, og der er nedsat en bestyrelse, hvor både staten og fonden har plads. Men formanden er biskop Carsten Nissen, og han har to stemmer, så i givet fald er det staten, der har det sidste ord.

Tilbageskødningen foregik ifølge kulturministeren, uden at der var økonomi indblandet, men fondens tidligere formand og tidligere borgmester i Ringkøbing Kommune, Hans Østergård, undlader dog ikke med jysk selvbevidsthed i sin tale at nævne, at tilbageskødningen har været fulgt af »en ikke ubetydelig værdiforøgelse«.

Sådan ser gården også ud. Og nu ligger den der med vid udsigt over markerne, udsigt til Nørresø fra en dejlig park. Og flaget hejst.