Læsetid: 4 min.

Det grå guld synger

Maratonsang på Vartov var for andet år i træk et tilløbsstykke. Ikke overraskende sang det grå guld for til et vellykket arrangement uden fromme erklæringer og andet formål end at synge Højskolesangbogen sammen, fra ende til anden
I løbet af dagen blev det til mere end 1.000 deltagere i arrangementet Maratonsang i Vartovs grønnegård — de fleste fra den ældre generation.

I løbet af dagen blev det til mere end 1.000 deltagere i arrangementet Maratonsang i Vartovs grønnegård — de fleste fra den ældre generation.

Hans Grishauge

23. juni 2011

»Den passer også glimrende til aldersprofilen blandt publikum,« lød det fra Peter Aalbæk Jensen, der fra morgenstunden gav den som veloplagt banko- og sangvært til tonerne af Kim Larsens »Om lidt bli'r her stille«. For selv om det var studerende fra Vartovkollegiet, som tirsdag stod bag arrangementet Maratonsang, hvor Højskolesangbogen blev afsunget fra ende til anden, så udgjorde det grå guld majoriteten af de godt 150 fremmødte i Vartovs grønnegård.

I løbet af dagen blev det til mere end 1.000 deltagere, så den grundtvigske treenighed af arrangører, som ud over kollegiet tæller Højskolerne og Grundtvigsk Forum, har tilsyneladende ramt et eller andet med deres Maratonsang-arrangement. Måske er det Guinness Rekordbogs-aspektet, som rammer lige ind i tidens hang til oplevelsesøkonomi og eventkultur. Måske er det kendisserne, som i løbet af dagen tilføjer arrangementet lidt stjernestøv.

For filmproducer Peter Aalbæk Jensen, som i mange år har været ambassadør for højskolesangen efter at have indført den som fast, ugentligt ritual til Zentropas morgenmøder, er det først og sidst, fordi højskolesangen er en effektiv modvægt til en tid, hvor danskerne passer sig selv med hver sit tv-program i hver sit rum.

»Højskolesangbogen er en fantastisk rejse i tid, sted og følelser. Hvor det bare for et enkelt øjeblik handler om at sidde sammen med nogle andre og gøre noget fuldstændigt ens,« siger Peter Aalbæk Jensen.

Svær fornyelse

Fuldstændig enstemmig var den fælles afsyngelse af Grundtvigs evergreen »Velkommen i den grønne lund« nu ikke, selv om det foregik under kyndig vejledning af sangerinden Hannah Schneider, der overtog dirigentstokken efter Aalbæk. Maratonsang på årets længste dag var inddelt efter Højskolesangbogens kategorier, hver med sin pianist og hel- eller halvkendte forsanger. Hannah Schneider havde fået fornøjelsen af sangkategorien 'Sprog og ånd', som ud over nogle få klassikere rummer et hav af ukendte 80'er-kompositioner, de fleste medtaget i forrige forsøg på at holde Højskolesangbogen ajour.

Og selv om folkemængden kæmpede sig bravt igennem Peter Laugesens »I'm Dennis Hopper/ I'm a photographer« fra den seneste opdatering i 2006, så er sange som den også med til at understrege Højskolesangbogens udfordringer med at forny sig. For de lyriske kvaliteter til trods er det næppe mange unge, fra Løkken til Islands Brygge, som i de lyse sommernætter samles om linjerne: »I'm Dennis Hopper/ I'm i det hele taget a/ pral-røv fra California«.

De ivrigste hænder til maratonsangens ønskekoncert sad da også på den ældre generation, som fra hele landet var valfartet til den grundtvigske højborg i hjertet af København. Fra en ældre herre, som var cyklet fra Lemvig, til et fynsk ægtepar af grundtvigsk bondeæt, som var mødt op i fornuftigt og matchende Helly Hansen-regntøj. De ved, at den danske sommer ofte har sveget dem. Skulle synet også svigte, var arrangørerne tillige behjælpelige med højskolesangbøger i magnaprint og varme fleece-tæpper til de kuldskære.

Syng eller la' vær'

Ud over solen manglede der således ikke noget. Det skulle da lige være folk mellem 30 og 55 år. Men ligesom i de danske kirker og til højskolernes sommerkurser glimrede de også her ved deres fravær. Højskolesang er tilsyneladende først og fremmest for folk på overførselsindkomster.

Og selv om kendisser som Hella Joof og Peter Aalbæk Jensen nok kan få et par enkelte fortravlede forældre til at stoppe op et øjeblik, når de henter Sophus og Emma i en af Vartovs mange daginstitutioner, så ændrer et arrangement som Maratonsang næppe afgørende ved det faktum.

Men arrangørerne havde nu heller ingen fromme ambitioner om at få hele Danmark til at bryde ud i grundtvigsk fællessang. Ifølge Mette Møller Jørgensen fra Vartovkollegiet handlede det først og fremmest om at dele glæden ved fællessang med dem, som havde lyst. For, som hun tilføjede, der er ikke noget mere klamt end at forsøge at skabe en åndelighed, som ikke er der.

»Maratonsang er profitløst i enhver henseende og baseret på frivillighed. Man kan komme og gå, som man vil, og publikum er selv med til at vælge sangene,« siger Mette Møller Jørgensen.

Én sang var dog ikke valgfri. Arrangørerne havde nemlig til lejligheden bedt digteren Ursula Andkjær Olsen og komponisten Frans Bak om at give et bud på en ny højskolesang. Og forventningerne var store, da sangen skulle præsenteres sidst på eftermiddagen. Selv om sangen »De blå og grønne nætter« blev vel modtaget, er dens mest sandsynlige skæbne nok, at den efter optagelse i Højskolesangbogens 19. udgave i 2017 ender på historiens mødding sammen med »I'm Dennis Hopper/ I'm a photographer«.

Men trods Højskolesangbogens kvaler med fornyelsen trives den mange steder bedre end længe. Det er næppe heller tilfældigt, at publikum og pressefolk flokkes om et højskolesang-arrangement, som havde været utænkeligt for 15 år siden.

Om det hænger sammen med hjemstavnsromantik og national oprustning, er uklart. Men højskolesang er blevet en populær, fællesskabsstiftende aktivitet på flere arbejdspladser. Det gælder ikke bare på Zentropa, men også på nærværende dagblad. Og selv om det sikkert kan gøre det daglige ophold ved hæve/sænke-bordet lettere at komme igennem, er det nok, som på Vartov, bedst at synge sammen uden at skele til profitten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Godt man hverken er ansat på Zentropa eller Information, når nu man ikke føler den store trang til at bryde ud i sang.

Og da ikke på kommando. Og da slet ikke for at dyrke danskhed, hvis det for nogen skulle være essensen.

Men folk må selvfølgelig synge alt det, de vil og orker, og gør det da også. For der er da snart ikke det sted, hvor der ikke synges.