Der går ikke mere end fire minutter, førend Niels Bech Hansen står med et nyskænket plastickrus med Schweppes og vodka i hånden.
»Hej Majas far,« råbte to af datter Majas venner i munden på hinanden, da de anede Niels Bech Hansen komme slentrende ned af den støvende sti på camping øst. Det er nemlig tradition, at 29-årige Majas 58-årige far kigger forbi til en drink og en dans onsdag, inden festivalen åbner torsdag. Han krammer dem, han kender og synger med på musikken, der brøler ud af anlægget i lejren. »Åh, de smukke unge mennesker, gid de længe leve må.«
Med det grånende hår under kasketten og den blå skjorte med afrikansk motiv skiller han sig ud blandt campingpladsens beboere, der sidder med gule lokker stivnede af støv, sol og hårfedt. Roskilde-senioren misser med øjnene og griner, da to piger fra lejren strøer konfetti over ham. Information er gået på familievisit på camping øst med Niels Bech Hansen en ægte Roskilde-connaisseur. Selv om festivalen er en fortsat voksende organisme, hvis gæster bestemmer energien, og selvom maskineriet bag Roskilde er mere bureaukratiseret og glat end nogensinde før, mener Niels Bech Hansen, at hjertet af Roskilde stadig banker:
»Festivalen har gennemgået en omfattende kommercialisering, og man kan jo ikke dreje hovedet uden at se et Tuborg-logo. Menneskemængden er vokset og reglerne for de frivillige og de betalende er blevet så mange, at man snart ikke kan følge med. Men det ændrer ikke på kernen af festivalen, den kollektive euforiske skøre kærlighed, der får Roskilde til at leve,« siger Niels Bech Hansen. Han er tillid -og tilsynsmand og arbejder med arbejdsmiljø i Arbejdstilsynet. En gang årligt tilser han helt privat Roskilde Festivalen.
Første gang som 20-årig gæst i 1973, og nu er Niels Bech Hansen hvert år en af dem, Roskilde Festivalen selv betegner som kernen i sit eksistensgrundlag. I årevis har han som frivillig bevogtet Roskilde Festivalens varetegn og stolthed: den gigantiske Orange Scene, hvor Rolling Stones trådte sine yngre sko på en europaturné, inden scenen blev solgt til Roskilde Festivalen i 1978.
Størrelsen
Især størrelsen på Roskilde Festivalen har ændret sig, siden Niels Bech Hansen første gang tog toget østpå med fire venner fra Vejle-egnen for at opleve det, som rygterne havde svirret om i to år. Samme regel gjaldt dog i 1973, som det gør i dag. Det handlede også dengang om at komme først til festen i Roskilde. Modsat i dag, hvor horderne sidder i regn og brændende sol med bajere i hånden i kø i dagevis for at storme campingpladsen for den bedste beliggenhed tæt på pladsen, løb 20-årige Niels og drengene fra Vejle dengang direkte ind på festivalpladsen. Frem til 1977 var festivalpladsen og campingpladsen nemlig ét og samme sted.
»Her handlede det om at slå sit telt op tættest på pladsens eneste scene. Så kunne man sidde der med den allerbedste udsigt til scenen i teltets åbning og ryge en fed og vippe med foden,« siger Niels Bech Hansen. I starten af 70'erne, hvor Roskilde Festivalen tog sine første forsigtige skridt, spillede samtlige 25 band på én scene, billetten kostede ikke mere end 40 kroner, og da Niels Bech Hansen i 1973 kom til, var han en af 18.000 gæster. Festivalen ekspanderede imidlertid med rekordfart. Der gik ikke mange år, før Niels Bech Hansen ikke kun vippede med foden til danske bands som Gnags, der gik for sent på og spillede natten lang.
Inden længe stod Niels Bech Hansen og vennerne fra Vejle-egnen lige op af reggaelegenden, Bob Marley. Året var 1978, og det var stort: »Der var en så unik nerve fra det musik, og det blev bare ved med at svinge. Det var den gyldne samhørighed mellem menneske, musik og tjald.«
Ulykken
Som årene gik, holdt han ved. Da han fik sine døtre, var de med på festival, inden de fyldte bare et år, og Niels Bech Hansens og hans kone trillede barnevognen igennem festivalens stier og grusveje. Og da børnene blev ældre, men stadig for unge til at sove på campingpladsen, skiftedes Niels Bech Hansen og hans kæreste til at følge dem hjem, når klokken blev 12 om aftenen.
Når Niels Bech Hansen ser tilbage, kan han ikke adskille, hvilket år der var det bedste, men der er et enkelt år, der står klarere end andre. For i år 2000 fredag aften omkring midnat stoppede festen, og blev aldrig helt så naivistisk ungdommelig igen. De dansende, elskende gæster stivnede for en stund, og fulde folk blev med et ædru. Menneskemængden foran koncerten med et af 90'ernes største rockorkestre Pearl Jam, havde i kollektiv panik, trængsel og mangel på sikkerhedsforanstaltninger mast ni unge mænd ihjel.
»Jeg stod vagt foran Grøn Scene (Arena, red.), og der gik ikke længe, før der kom sære meldinger. Vi fik besked på at skulle stå standby, men ingen vidste helt, hvor galt det egentligt stod til. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på mine døtre,« siger Niels Bech Hansen. Da det lykkedes ham at komme i kontakt med sine døtre, viste det sig, at de begge havde været til koncerten. Den yngste datter havde stået helt forrest og var endt med at blive båret på hænderne af andre ud af menneskemængden.
»Vi var fuldstændig lamslåede, alle vi frivillige. Ja hele festivalen faktisk. Det var slet ikke til at rumme, at den ulykke kunne ramme vores festival. Og man kunne jo ikke lade være at spørge sig selv: Var det virkelig det værd? Det er som om, festivalen aldrig er kommet sig helt.«
Efter tumultariske debatter i medierne, valgte festivalledelsen at fortsætte festivalen. Musikken spillede, menneskemængderne dansede videre og festen fortsatte.
Det var det rigtige at gøre, mener Niels Bech Hansen i dag. Havde festivalledelsen afbrudt Roskilde lige efter ulykken, havde de sendt omtrent 100.000 chokerede mennesker hjem uden chance for sammen at bearbejde den oplevelse, der rystede Roskilde.
Stemningen
»Hey, du der! Hey, hey, du har tabt noget.« Niels Bech Hansen samler et dankort op fra jorden foran Pavillon Junior-scenen, der allerede spiller koncerter, i dagene før festivalens musikprogram begynder. Han nikker i retning af en ung svensk pige, som takker og tusser videre i sine kinasko. På Roskilde handler det om at være fælles om det hele, siger Niels Bech Hansen:
»Søndag aften sent i regnåret 2007 kom jeg gående ned mod togperronen, hvor alle gæsterne var på vej med toget hjem, og der på perronen stod sirlige meterlange rækker af gummistøvler. Alle de udmattede festende unge havde midt i et mudderkaos sat støvlerne sirligt på række, inden de tog hjem. Det er sådan nogle øjeblikke, der afslører essensen af Roskilde. Som en stor skæv og smuk kollektiv tanke.«
Niels Bech Hansen skal tilbage til sit telt på medarbejdercamping. Ham og de andre gutter fra kortklubben har lavet en lille lejr, hvor der bliver drukket bajere, når de ikke er på vagt eller til koncerter.
»Det unikke ved Roskilde er, at man har kunnet bevare den stemning helt tilbage fra festivalens fødsel. Man bor med sine stammefæller ude på campingpladsen, og socialiserer med de andre stammer, og alle har vi en følelse af at være urmenneske i en uge. Her er undtagelsestilstand, for her må man være så skør og vanvittig som man kan finde på og give los på sine kreative tanker og umiddelbare følelser. Og sådan vil Roskilde altid være.«
