Interview
Læsetid: 6 min.

'Huset vil altid være større end dig'

Royal Opera House er hele verdens scene den er ikke din. Sådan siger den afgående operachef Elaine Padmore om forskellen på at lede operaen ved Det Kongelige Teater og Royal Opera House i Covent Garden. Men Kasper Holten er fortrøstningsfuld. Han har allerede sikret sig en produktion i sæsonen 2012/13
Sopranen Angela Gheorghi er en af de stjerner, som Royal Opera House i Covent Garden i London kan præsentere. Her er hun fotograferet under et optræden i Tivolis Koncertsal i København. Danske Kasper Holten overtager i år stillingen som operachef i London efter Elaine Padmore, der lige som Holten også har været chef for operaen ved det Kongelige Teater.

Sopranen Angela Gheorghi er en af de stjerner, som Royal Opera House i Covent Garden i London kan præsentere. Her er hun fotograferet under et optræden i Tivolis Koncertsal i København. Danske Kasper Holten overtager i år stillingen som operachef i London efter Elaine Padmore, der lige som Holten også har været chef for operaen ved det Kongelige Teater.

Uffe Weng

Kultur
28. juni 2011

»Jeg falder måske død om lige her,« siger en midaldrende britisk dame, der er med på rundvisning på Royal Opera House i London. Anledningen til den pludselige hjertebanken går rundt inde bag glasset. I et af Royal Opera Houses mange balletstudios.

Carlos Acosta. En af balletens største berømtheder og stjernedanser ved Royal Ballet øver til Manon. På Royal Opera Houses hjemmeside introduceres operascenen af arien »Un bel di« fra Madame Butterfly sunget af sopranen Angela Gheorghiu. En diva, der sammenlignes med Maria Callas. Ifølge Elaine Padmore, der er operachef ved Royal Opera House, kendetegner ovennævnte både forskellen og ligheden mellem Royal Opera House og Det Kongelige Teater i Danmark. Og hun bør vide det. Inden hun blev chef for operaen ved Royal Opera House i London, var hun chef for operaen ved Det Kgl. Teater i København. Hun foretog altså den samme rejse, som Kasper Holten begiver sig ud på, når Elaine Padmore skal pensioneres i sensommeren: »Min tid som operachef i Danmark viste sig at være syv års lærlingetid til dette job,« siger hun, da hun tager imod i sit beskedne kontor i den enorme bygning i Covent Garden.

»Det samarbejde, der foregår på tværs af kunstarter i København, er ret unikt. Ikke mindst fordi orkesteret deles ligeligt mellem opera og ballet og kunstarterne har lige stor status. Det viste sig at være en god forberedelse for mig.«

De største stjerner

Siden Padmore forlod København i 2000, har operaen som bekendt fået sin egen scene, men organisationen ligner fortsat Royal Opera House til forveksling.

»Men at arbejde med disse store stjerner er meget anderledes, end hvad jeg oplevede i København.«

Operahuset i København har et fast solistensemble, mens man i London kan vælge mellem verdens største operakunstnere: »Men det har også sine begrænsninger,« forklarer Elaine Padmore. »At udfærdige programmet her handler meget om at få forskellige personers skemaer til at passe sammen. Vores kunstneriske chef, Tony Pappano, er den første, der får lov at sige, hvad han gerne vil dirigere. Derefter lytter vi til, hvad de virkelig store stjerner gerne vil synge her. Det er ikke, hvad du som operachef vil, men i højere grad: Hvad vil de store sangere? Huset vil altid være større end dig selv.«

I den optik kan det være svært at markere sig som operachef: »Der er en mængde værker, som vi er fuldstændig afhængige af økonomisk, og det er det sværeste at sluge. Klassiske produktioner af de store operaer er vores smør på brødet. Folket vil have det, og bør man i grunden nægte dem det?« spørger hun, men medgiver, at hun håber, at hun selv vil blive husket for at have været involveret i opsætningen af flere samtidige værker. Det var f.eks. i hendes cheftid, at Royal Opera House præsenterede en opera om modellen Anna Nicole Smith.

Som følge af finanskrisen er Royal Opera House blevet skåret 15 pct. i deres bevilling fra det statslige kunstråd. Og selv om statsstøtten kun udgør 25 pct. af det samlede budget, er det noget, der kan mærkes. Operahuset er tvunget til at gennemføre 22 Traviata-opførsler og droppe to nye produktioner for at få næste års budget til at hænge sammen. De er dybt afhængige af blockbustere, for billetsalget udgør 40 pct. af budgettet.

»Det er ikke en tid, hvor folk tager chancer. Det forstår man jo godt. Hvis man ikke er operafanatiker som jeg, bruger man ikke 2.000 kr. på en billet til noget, som man ikke er sikker på giver en god aften. Men det betyder, at det bliver sværere for os at være både leveringsdygtige i de klassiske opsætninger og de moderne, som jeg også synes, en verdensscene er forpligtet til at være førende indenfor.« Og så tilføjer hun spydigt: »Og så skal vi i øvrigt også gå efter et bredere publikum. Det forventer kunstrådet af os samtidig med, at de skærer i vores bevilling.«

Det ligner en diskussion, vi kender fra Danmark. Og konfronteret med Elaine Padmores ærgrelse over at være tvunget til 22 opførsler af Traviata, ler Kasper Holten, der skal være med til at gennemføre nedskæringerne.

»Ja, det er da godt, at jeg er trænet i det.«

Den kommende operachef i London har dog ikke noget i mod at spille 22 Traviataer på en sæson. Så længe den samlede sæson har en profil og en personlighed. Men hvad siger instruktøren Kasper Holten, der især har været med til at tegne Operahuset i Københavns profil med sine opsætninger af tyske senromantiske værker, til at skulle lade stjernerne afgøre sæsonen?

»Et hus af denne her størrelse har altid en iboende risiko for at blive en lufthavns-opera, hvor folk kommer flyvende ind fra øst og vest og synger uden at ane noget om, hvor de er, eller hvem de optræder for. Men der er også noget fantastisk ved at tænke på, at tanker, strømninger og mennesker fra hele verden kan samles sammen i et hus for en kort stund. I princippet tænker Covent Garden på sig selv som en world stage, der skal have relevans for hele verden. Det handler om at lave lufthavnsopera med en meget stærk personlighed. Det bliver enormt udfordrende at skulle være med til at formulere The Why. Hvorfor er det lige netop her, vi spiller dén opera på dén måde?« siger han.

Det kunstneriske jeg

I Danmark har Holten i høj grad skullet retfærdiggøre Operahuset over for skatte-ydere, mens han i London primært skal sælge billetter og skaffe sponsorer i Londons overklasse. Men det betyder ikke, at han holder op med at fokusere på operaens demokratiske udfordring.

»Hvis man vil have det bedste, verden har at byde på, er man nødt til at betale for det. Derfor synes jeg også, det er i orden, at det er dyrt, når vi har de store stjerner som Domingo, Kaufmann eller Netrebko. Omvendt ville det være rart, hvis vi så kunne sætte priserne ned på en almindelig hverdagsaften, og hvis det koster 22 Traviataer at komme dertil, så er det godt investeret. Jeg er sikker på, at mange danske politikere synes, det lyder interessant, at 40 pct. af budgettet dækkes af billetindtægter, men de skal lige vide, at det betyder, at en billet på en ganske almindelig onsdag aften kan koste op til 2.500 kroner.«

Det var en betingelse for Kasper Holten for at sige ja til jobbet, at han ville få mulighed for at instruere. Og selv om repertoiret ligger mere eller mindre fast helt indtil 2014, så har han fået en ny produktion lagt ind allerede i sæson 2012/2013.

»Det betød meget for mig, at de tror på mig ikke kun som chef, men også som kunstner. Jeg kunne slet ikke forestille mig at være chef et sted, hvor jeg ikke også skulle instruere og på den måde præge tingene. Det var de indforstået med, og det var væsentligt både for dem og mig at finde en produktion til mig inden længe, og det lykkedes altså.« Han vil dog endnu ikke afsløre hvilken produktion, der er tale om.

Elaine Padmore ser Holtens stærke kunstneriske side som en stor force. Hun er selv uddannet pianist og sanger, men selvlært chef:

»Kasper har den der særlige kombination af at være kunstner på rygraden, men også besidde store ledertalenter, og da jeg også selv er kunstner, har jeg meget svært ved at forestille mig en person i dette job, der ikke har den baggrund. Det former hele den måde, man arbejder på. Dit kunstneriske jeg kan sagtens forblive helt, selv om man bliver administrator. Jeg betragter stadig mig selv som kunstner, selv om jeg ikke har siddet ved et klaver i årevis.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her