Læsetid: 3 min.

Hvem bestemmer over kulturarven?

Der er enighed om, at det er vigtigt at digitalisere den danske kulturarv. Men ikke om, hvad man skal bruge den til
14. juni 2011

Når et stort seminar om digitaliseringen af kulturarven begynder i dag, er alle enige om, at digitaliseringen er vigtig for bevarelsen og udbredelsen af den danske kultur- arv; fra universiteternes forskningslokaler over Den Sorte Diamant og langt ind på Christiansborg.

Derfor sidder man nu og spiller det Kgl. Teaters gamle filmruller med Svanens Død og Jeppe på Bjerget over til digitale platforme, ligesom man på Det Kgl. Bibliotek digitaliserer Grundtvigs samlede værker.

Digitaliseringen er en realitet og noget, som alle interesserede parter bifalder, men hvad man skal bruge den til, er der ikke enighed om. Bag konsensus lurer nemlig en diskussion omkring retten til at definere kulturarv som begreb og ikke mindst retten til at bruge den. Selv om der er enighed om, at staten skal spille en rolle for at sikre, at den ikke falder i kommercielle hænder, så er der stor skepsis over for måden, de officielle institutioner forvalter, formidler og udvælger kulturarven også den digitaliserede.

Dansk kulturforståelse

Jonas Abkjær Andersen, ph.d-stipendiat ved RUC og forsker i kulturarvsformidling og identitetsdannelse, siger, at digitaliseringen er en fordel for studerende og forskere. Men eftersom midlerne ikke er til at digitalisere alt, vil der ske en udvælgelse af den del af kulturarven, som man finder ekstra værdifuld.

»Det er vigtigt at være opmærksom på, at den udvælgelse, der sker fra officiel side, ofte siger meget om, hvordan vi gerne vil forstå os selv og vores fortid,« siger han.

»Man kunne godt ønske en lidt bredere diskussion af prioriteringen, hvor man f.eks. også tog marginal- kulturarven med; altså det som vi sjældent hører om, men er en del af vores historie,« siger han.

At kulturarv er noget, der tilhører et specielt land eller folk, er i det hele taget problematisk, mener flere kritikere. For modsat DanskKulturarv er seminaret i dag en udløber af en helt anden tankegang end den nationalistiske. Seminaret, som har fået navnet A Digital Republic of Letters, vil sætte fokus på fordelene ved en digital kulturarv, der er tilgængelig på tværs af grænser, siger en af arrangørerne, professor ved KU, Helle Porsdam:

»Ved at møde andre kulturer gennem digitaliseret kulturarv kan man få et forhold til fremmede kulturer, som kan være med til at fremme respekten kulturerne imellem.«

Frit spil

Forskere og politikere har hver deres dagsorden, men de er enige om, at digitalisering er vejen frem. Men de tager ikke hensyn til den tredje gruppe, som kan blive den store taber i spillet om kulturarven; nemlig forbrugeren, der ønsker aktivt at bruge kulturarven i en kreativ og nyskabende proces, mener cand.scient.bibl. Henrik Dybdahl.

»Digitalisering er ikke nok. Hvis vi virkelig skal udnytte det potentiale, der ligger i at have en digital kultur- arv, er tilgængelighed mindst lige så vigtigt. Og tilgængeligheden for den enkelte bruger er næsten ikke-eksisterende i Danmark,« siger han og fortsætter:

»Jeg synes, det er mærkværdigt, at hvis jeg vil bruge min egen kulturarv, skal jeg betale institutionerne for f.eks. at downloade et billede i en kvalitet, der kan bruges. Hvis ikke der er adgang til disse ting, er det jo bare et arkiv som alle andre arkiver.«

Dybdahl mener, vi har et forældet syn på kulturarv:

»I stedet for at se kulturarv som en del af skabelsen af noget nyt ses det her i landet som en ideologisk måde at fremme en bestemt kultur- arvsforståelse. Hvorfor ikke lægge alt frit frem?«

Det er her, Dybdahl ser den afgørende forskel mellem politikernes, forskernes og forbrugernes interesser.

»Andre steder er de meget længere fremme end os i denne udvikling. I USA er der store databaser, som alle kan benytte og frit downloade materiale fra,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu