Læsetid: 6 min.

Komedien er det bedste redskab

... I hvert fald hvis man har et budskab. Det mener den franske filmskaber François Ozon, der i sit seneste værk, komediedramaet 'Potiche', kulørt og underholdende fortæller om kønskamp og klasseskel i 1970'ernes Frankrig
... I hvert fald hvis man har et budskab. Det mener den franske filmskaber François Ozon, der i sit seneste værk, komediedramaet 'Potiche', kulørt og underholdende fortæller om kønskamp og klasseskel i 1970'ernes Frankrig
16. juni 2011

Suzanne Pujol, en potiche eller trofæhustru, gør oprør mod sin utro, dominerende mand i François Ozons nye film, det kulørte komedie-drama Potiche. Den foregår på og omkring en paraplyfabrik i 1970'erne og byder på både en syngende Catherine Deneuve, en dansende Gérard Depardieu og masser af køns- og klassekamp. Information mødte den produktive franske filminstruktør på et minipressemøde i Paris, hvor der blev spurgt på alverdens sprog og svaret på fransk og engelsk med tyk accent, helt i filmens muntre ånd.

'Potiche' foregår i 1970'erne og er fortalt i en 1970'er-stil. Er du meget nostalgisk, når det kommer til 1970'erne?

»Nostalgi er et stort ord, men det er min barndom, og jeg har mange minder om denne periode. For mig var det vigtigt, at historien foregik i 1970'erne. Det ville have været muligt at placere filmen i vor tid, fordi mange af de ting, den handler om, også er aktuelle i dag, politik og sociale skel. Men jeg følte, at det ville være mere interessant at lade filmen foregå i 1970'erne og have en slags distance og være i stand til at grine af tingene. Så jeg foretrak at lade den foregå i 1970'erne, og jeg fik stor fornøjelse ud af at genskabe perioden. Jeg har mange genstande fra den tid, min bedstemors telefon og den slags ting. Vi lavede en masse research og besluttede os for at skyde i en anden stil og stilisere billedsiden.«

Politik og frivolitet

Hvilke var de største udfordringer i forhold til at genskabe 1970'erne, så det blev troværdigt og ikke for meget karikatur? Var der noget, du var bange for at gøre?

»Jeg vil ikke sige, at jeg var bange for noget som helst. Tværtimod. Når jeg laver en komedie eller et drama, som oven i købet er en periodefilm, vil jeg gerne have det sjovt og nyde arbejdet. Potiche er en film med en vis grad af stilisering, men ikke ukritisk stilisering. Der er nogle små ændringer og forvandlinger. Tag f.eks. datteren, hendes hår. Hun har en stor Farrah Fawcett-frisure, hvilket faktisk ikke er muligt, fordi filmen foregår i 1970'erne, og Charlie's Angels med Farrah Fawcett blev først populær i Frankrig i slutningen af 1970'erne. Men i film har man friheden til at gøre den slags, at ændre rækkefølgen på begivenheder. Jeg ville også gerne understrege det teatralske element i de scener, der foregår inde i huset, mens det skulle være mere realistisk i scenerne udenfor.«

Du har valgt en næsten frivol tone i en film om vægtige emner. Kan du forklare hvorfor?

»Jeg ved ikke, om frivol er det rigtige udtryk. Jeg ville gerne lave en komedie med en alvorlig baggrund, og hvis man har et budskab, hvad enten det er et almindeligt budskab eller propaganda, er komedien det bedste redskab.

Har du lavet en politisk eller feministisk film?

»Jeg vil ikke sige, at jeg udstiller min politiske holdning i filmen, men det interessante er, at en masse kvinder har sagt tak til mig efter at have set filmen. Så jeg er godt klar over, at det feministiske islæt er en vigtig del af filmen. I teaterstykket, som filmen er baseret på, bliver Cathe- rines figur ikke politiker. Hun bliver forretningskvinde, men ikke politiker, så jeg tænkte meget over, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg besluttede mig for, at det skulle være en refleksion af de traditionelle værdier, hun har fået med sig fra sin far. Han ville have været en paternalistisk, formynderisk forretningsmand fra 1930'erne, og hun har derfor en moderlig tilgang til politik, hvilket vi for nylig har oplevet i Frankrig med Ségolène Royal og jeg siger ikke, at det er den rigtige løsning.«

Humor og alvor

Men hvordan balancerer du mellem alvoren, de store følelser, komikken og parodien?

»Det er en interessant kemisk proces. Jeg ville ikke blot tage komikkens mekanik og bruge den i filmen. Jeg kan virkelig godt lide scenerne mellem Gérard og Catherine, fordi de både rummer humor og melodrama. De er rørende, og man bliver følelsesmæssigt berørt af dem. Jeg kan gode lide at veksle mellem de to ting. Det gør tingene rigere og mere tilfredsstillende. Det kan godt være, at det forstyrrer publikum, men det er ikke desto mindre det, jeg godt kan lide at gøre.«

Du bruger populær musik i dine film, ofte endda kitschet musik, som f.eks. en gammel tysk slager i Potiche.

»Det, jeg gør, er, at jeg researcher en del i den musik, jeg vil bruge i mine film. Til denne film ledte jeg efter sange, der var hits i Frankrig i 1970'erne, og f.eks. faldt jeg over tidens helt store hit, Emmène-Moi Danser Ce Soir (Tag mig med ud at danse i aften, red.), der blev sunget af Michèle Torr. Det er faktisk en sørgelig sang, der handler om en kvinde, som går alene hjemme og føler sig forsømt. Hendes mand ofrer hende ingen opmærksomhed, stort set ligesom Suzanne Pujol i filmen. Det er ikke ligefrem min yndlingsmusik, slet ikke, faktisk lytter jeg ikke til så meget musik. Men ofte, når man bruger musik og sange i film, får de en anden tekstur, og føjer til både sangen og til filmen. I en af de første kortfilm, jeg lavede, Une robe d'été (1996), brugte jeg en sang af en popsangerinde fra 1970'erne, som var meget populær i Frankrig, Sheila. Jeg kan huske, at da filmen havde premiere, stod der i aviserne, at 'François Ozon har endda fået os til at kunne lide Sheila.' Der knytter sig en slags magi til musik i en film.«

Ozon og kvinderne

I dine film er du fascineret af kvinder, og der er så mange kvinder i denne film, moren, datteren, elskerinden. Hvordan arbejder du som mand med de kvinderoller?

»Det spørgsmål stiller alle journalister. Havde jeg lavet en film udelukkende med mandlige personer, ville du slet ikke have stillet mig det spørgsmål. Det ville virke logisk at lave en film om mænd. Men nej, det er ikke kun en fascination. Det er en stor fornøjelse for mig. Jeg nyder at observere personerne i filmene, se, hvordan de udvikler sig over tid. Tag nu f.eks. Suzanne Pujol i begyndelsen af filmen, hvor man ser hende jogge, og se så, hvordan hun forandrer sig i løbet af filmen. Hun synger i al offentlighed. Det er noget af en forvandling. Og måske er kvinders forvandling mere interessant og bemærkelsesværdig, fordi kvinder som regel er mindre privilegerede end mænd. De er ofte ofre, og derfor er det en større udfordring og mere interessant at beskæftige sig med dem.«

Deneuve og Depardieu har lavet film sammen i mere end 30 år. Skal de stadig instrueres?

» Ja, man skal stadig instruere dem. Men der eksisterer allerede et eller andet imellem dem. De har en fortid som skuespillere og som gamle elskende i fransk film, og alt det bidrager til filmen. For mig er det helt igennem tilfredsstillende at arbejde sammen med dem. Gennem mit liv har jeg set dem udvikle sig på lærredet i franske film. Og især Gérard skal styres, ellers går det helt galt.«

Potiche er ikke kun et drama eller en komedie, men også en leg med filmmediet.

»Ja, der er mange referencer i filmen. Igen, når man arbejder med skuespillere som Depardieu og Deneuve, må man nødvendigvis trække på deres fortid, fordi man ikke kan ignorere den. Det samme gjorde jeg i 8 kvinder, hvor jeg kunne trække på de medvirkende skuespillerinders fortid. I stykket er der paraplyer det er ikke noget, jeg har fundet på og i en filmsammenhæng er det selvfølgelig umuligt ikke at drage paralleller til Pigen med paraplyerne (fransk musical fra 1964 med Catherine Deneuve i titelrollen, red.).«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu