Læsetid: 3 min.

Hun krøb ned i et hul og tabte

Heller ikke 18. gang var lykkens gang for Caroline Wozniacki, der stivnede i fjerde runde og stadig har sin første grand slam-titel til gode
Caroline Wozniacki fik ikke ønsket om en grand slam-titel opfyldt i London.

Caroline Wozniacki fik ikke ønsket om en grand slam-titel opfyldt i London.

Carl de Souza

28. juni 2011

LONDON – Efter gårsdagens overbevisende sejr i fjerde runde over kinesiske Shuai Peng blev Maria Sharapova spurgt til sin næste udfordring. Russeren skulle i kvartfinalen op imod vinderen af opgøret mellem Caroline Wozniacki og Dominika Cibulkova en kamp, der blev spillet samtidig med Sharapovas pressekonference.

»Caroline er vist foran med et sæt,« sagde den tidligere Wimbledonmester og gik ud fra, at den danske verdensetter gjorde arbejdet færdig: »Hun spiller sin karrieres bedste tennis. Hun er ung og sulten efter at vinde en grand slam-turnering. Ja, det bliver svært.«

Formelt set var alle udsagnene korrekte. Wozniacki har i foråret spillet sit livs bedste tennis, og hun har taget det med til London: sikkert som altid, slidstærkt, hårdtarbejdende, men nu også med flabede stopbolde, hårde servevindere, dikterende grundspil og angrebs-ivrige løb mod nettet. Ingen var i nærheden af at tage et sæt fra hende i de første tre kampe.

Det så ud til at fortsætte mod 24.-seedede Dominika Cibulkova, en af de mindste størrelser på touren med sine 161 centimeter. Hun knoklede med at få serven over nettet i første sæt, som Wozniacki vandt 6-1 på et øjeblik.

»Man lærer mest af sine nederlag,« plejer Caroline Wozniacki at sige, og især et bestemt nederlag synes at have lært hende en vigtig lektie. Ved semifinalen i Australien Open i februar var hun komfortabelt foran og havde matchbold mod Li Na. Wozniacki spillede henholdende, håbede velsagtens på endnu en kinesisk fejl, men Li hamrede hidsigt til bolden, vandt pointet, fortsatte stilen og vendte kampen til egen fordel. Det efterlod hende i tårer, Wozniacki, men det efterlod hende også med visheden om, at grand slam-trofæer ikke er noget, man får, det er noget, man tager. Og man tager dem ikke uden at tage chancer. Så meget desto mere frustrerende må det have været for hendes far og træner, Piotr Wozniacki, fra hans plads på forreste række på den intime bane 2 at se sin datter trække sig længere og længere tilbage, både fysisk, ned bag baglinjen, og spillemæssigt, tilbage til det sikre, det velkendte, de monotone grundslag i sikker højde over nettet.

Det sker bare

Da kampen gik ind i sin afgørende fase i tredje og afgørende sæt, var Wozniackis spil først og fremmest negativt defineret. Hun nægtede at tabe. Væk var initiativlysten og variationen. Hun løb og sled og slog og slog og slog næsten alle bolde tilbage over nettet. Men kun næsten. For Dominika Cibulkovas forhånd har selv Wozniacki svært ved at modstå. Den diminutive slovaks ketsjer ser ud til at være på størrelse med hende selv, men sjældent har man set så meget kraft genereret fra så lille et sted.

Trods dobbeltfejl på stribe holdt Cibulkova hovedet højt. Med mod og spilleglæde trådte hun frem i banen, tævede til bolden, slog efter hjørnerne, ramte dem og missede dem, men blev ikke desto mindre ved. Hun satsede, og hun vandt, 1-6, 7-6, 7-5 efter to og en halv times medrivende tennis.

»Det er en smule skuffende, for når du fører 2-0 med et servegennembrud, og du har masser af breakbolde, som du ikke vinder, så er det ligesom din egen fejl,« sagde Wozniacki om forløbet i tredje sæt på det efterfølgende pressemøde. Adspurgt om hvorfor hun ikke udnytter sine chancer, svarede hun undvigende: »Det sker bare en gang imellem, at man ikke udnytter sine chancer.«

Det ubesvarede spørgsmål må så være, hvorfor det gang på gang sker i lige netop de turneringer, hun higer efter at vinde mere end nogen andre, mens hun anderledes problemfrit, mod de samme modstandere, vinder alle mulige andre titler på touren.

Wozniackis exit betyder, at ingen af verdensranglistens fire højst placerede spillere er at finde i kvartfinalerne. Den forsvarende mester, Serena Williams, er, ligesom sin femdobbelte Wimbledon-mester af en storesøster, også ude. Tomrummet i toppen af kvindetennis synes større end nogensinde, og sine åbenlyse talenter til trods har Caroline Wozniacki endnu ikke format til at fylde det.

Twitter: Følg Anders Haahr Rasmussen under Wimbledon

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Caroline har mange gode år endnu til at nå en grand slam. Måske når hun det aldrig. Hvorfor skal det også gøres til et problem? Journalister har nogle gange lidt for travlt med at mene det ene eller andet om hende og hendes spil, men tennis er ikke en lineær beregning, det er svært at vinde en grand slam.

Måske skulle journalisterne selv tage en ketsjer i hånden og forsøge.

Hendes ukrukkede facon er en befrielse i en alt for højtidelig verden. At anklage Caroline for ikke at have format er usselt.

Med venlig hilsen
Lennart

Anders Haahr Rasmussen

Hov, hov, Lennart, jeg anklager ikke Wozniacki for at være uden format. Er du vimmer, mand. Så langt fra.
Jeg noterer mig blot, at hun på nuværende tidspunkt -- "endnu" -- ikke har format til at fylde det tomrum, der er i kvindetennis. Det er noget ganske andet.
Og som du selv skriver, har hun forhåbentlig mange gode år i sig endnu. "Min tid skal nok komme," plejer hun selv at sige.

Jeg giver dig i øvrigt ret i, at det ikke behøver at være et problem, at en tennisspiller ikke vinder en grand slam. Men når nu det er hendes erklærede mål, og det tilmed synes realistisk, så er det vel, inden for hendes egen forståelsesramme, et slags problem eller i hvert fald en skuffelse, hvis det ikke lykkes.