Læsetid 5 min.

Lad de små scener føre vejen

Intet menneske bør gå monomant til Roskilde Festivalen, og det kan årets multikulturelle udbud sikre. Informations musikankermand forsøger at tage læseren ved hånden og samtidig sprænge dørene på vid gab til endnu et musikalsk overflødighedshorn på Dyrskuepladsen
Intet menneske bør gå monomant til Roskilde Festivalen, og det kan årets multikulturelle udbud sikre. Informations musikankermand forsøger at tage læseren ved hånden og samtidig sprænge dørene på vid gab til endnu et musikalsk overflødighedshorn på Dyrskuepladsen
25. juni 2011

Efter at al alkoholen er detoneret, den grønne røg er evakueret og vandet hældt fra kartoflerne. Når korttidshukommelsen er kommet vaklende på benene, og røgen er ved at lette, så kan Roskilde Festivalen som altid vise sig at stå som en af årets store musikalske begivenheder, hvis ikke den største.

Men den bliver, hvad man gør den til. Og jeg ser ingen grund til ikke at lade den detonere et sted langt inde i sjælen, for så at sprede fyrværkeriet helt ud i hver eneste celle og ekstremitet; at lade den nedbrudte fysik åbne dørene for en forhøjet musikalske dannelse. Træthed åbner for indsigt.

Det kan kræve lidt arbejde. Der er forskellige former for rus, der enten skal næres eller kontrolleres. Der er forskrækkede venner, der skal omvendes til nigeriansk afrobeat eller norsk joik. Toiletkøer må overvindes. Logistik skal grejes. Behov skriger på tilfredsstillelse. Vi har alle vores problemer. Jeg kan kun hjælpe med musikprogrammet.

Og tillad mig at gentage mig selv: Gå til de små scener. Hør How To Dress Wells lo-fi-dekonstruktion af r&B, Kemialliset Ystäväts finske freakfolk, islandsk singersongwriter fra Ólöf Arnalds. Eller besøg rockens provinser, mørket og lyset i udkanten af mainstream-kolonierne: Tu Fawnings opdagelser af forunderlige nicher i rockbandformatet, Tame Impalas gnistrende psychrock, Foals' og Battles' matematiske passion, Swans' legendariske mørke, Anna Calvis knejsende guitar og sang. Og herhjemmefra: Frisk Frugts fabulerende opdagelsesrejser, Thulebasens kosmiske garagerock, Ice Ages neopunk og Codys folk-melankoli.

Rockistisk udvalg

Programmet på festivalens hovedscene den orange er magert. Tynget af hvid rockmusik fra flere forskellige aldersgrupper, med kedsommelighed som tilbagevendende kendetegn: Hvem har brug for The Strokes i 2011 (hvis nogensinde før)? Eller punkrockerne i Bad Religion? Ja, det kulminerer desværre ved søndagens koncert med sekunda-stjernerne i Kings of Leon, der i denne anmelders ører og øjne er det svageste afslutningsnavn på Roskilde i de mere end årtier, jeg er gledet rundt på Smatten©. Det er et rockistisk udvalg af has beens og middelmådige, hvis ikke lave fællesnævnere. Ja, selv når det bliver technoidt, bliver det klodset, i selskab med den uopfindsomme manipulator Deadmau5.

Fredag er undtagelsen med de muskuløse metal-opdagere i Mastodon, de stadig opdagelystne triphop-pionerer Portishead og festorgelet og globalistaen M.I.A. til sidst. Dét er et solidt og varieret program med anselig innovationskraft og højt bundniveau. Om det så kan få folket med, er et helt andet spørgsmål som selvfølgelig er med i planlæggernes beregninger og i øvrigt udstiller de tiltagende problemer med at fylde den enorme plads foran Orange Scene, samtidig med at man transmitterer kvalitet oppe fra selve scenen.

Musik fra de varme lande

Så tag dog i stedet på nogle rejser. Den hvidt pigmenterede front på Orange Scene får et stolt modsvar fra alle verdenshjørner ude på de andre scener, hvor musikken fra de varme lande f.eks. er ekstremt stærkt repræsenteret. Og festivalen synes at udvide sit særkende og accentuere dynamikken mellem det selvfølgelige på de store scener (hvor festivalen ikke adskiller sig fra Primavera, Glastonbury, Coachella etc.) og det individualiserende på de små scener. Og det individualiserende sker især i multikulturelt format og hvor ser man ellers denne kombinatorik i så stor skala?

Ja, det imponerende, multikulti-lineup er helt i festivalens samfundsengagerede ånd og dermed også en konfrontation med højresnoet indvandringspolitik her til lands. Alene arbejdet med at få tilladelse til at få disse musikere ind i DF's Danmark har krævet et stort stykke arbejde og er nærmest i sig selv et kampskrift.

Og når mareridtet med kulturforsnævrede visum-ansøgninger og mistænkeliggørende grænsekontrol er overstået, kan vi andre nyde en drøm af en musikalsk indvandring, der spænder fra tudsegamle ritualer over nutidigt formidlet tradition til højmoderne fortolkninger: Fra Narasiratos rituelle musik fra Solomon Islands og pakistanske Gonga Sain & Mithu Sains sufi-trance over tanzaniansk festmusik fra Jagwa Music og afrikansk-cubansk stjernetræf i Afrocubism til colombianske Frente Cumbieros laptop-fortolkede cumbia, argentinske Chancha Via Circuitos ditto og Congotronics Vs Rockers, der tegner til at blive et forunderligt mellemfolkeligt samvirke af congolesiske gademusikere og vestligt indie-aristokrati.

Repræsentanter for den lynhurtige, lyksaligt dansegejle sydafrikanske Shangaan Electro vil utvivlsomt hælde speed på festen. Og denne signatur forventer at vi når nye historiske højder, når brødrene Seun og Femi Kuti optræder hver for sig, men også for første gang sammen løfter arven fra faderen Fela Kutis politisk bevidste og sanseligt sofistikerede afrobeat videre til festivalens forpjuskede hedonister.

Tungt

Og videre i festrillen: Den amerikanske r&b-fornyer og stjerne-in-spe Janelle Monáe er et absolut must. Svenske Little Dragon og hollandske Munchi er dark horses. Og det technoide rave vil formentlig sættes i gear af Matthew Dear, Dj Koze og Magnetic Man med den unge Katy B ved mikrofonen. Og hvis musikvideoinstruktøren Chris Cunninghams visuelle forførelse kan komme op og flyve også sådan rent musikalsk kunne det blive en stor kollektiv psykose.

Der er områder, hvor festivalen synes usvigeligt sikker. Musikken fra de varme land transmitteres med rundhåndet indsigt. Men også den tunge rock er bredt repræsenteret. Iron Maiden trækker tungt i aldersspektret, mens Next Life, Graveyard, Soilwork, Ghost og 1349 undersøger melodiøse, gravstenstunge, og/eller hammerspeedede aspekter med yngre ører og fingre.

Hiphoppen er til gengæld kun sparsomt repræsenteret: Outkasts Big Boi vil formentlig forstå at puste til festens sidste gløder søndag aften med sin sjofelt r&b-pumpede udladninger. Mens det hypede og stærkt underholdende kollektiv OFWGKTA Odd Future Wolf Gang Kill Them All forhåbentlig vil realisere deres morbidt store talentmasse, anført af den uudgrundeligt langt ude og samtidig stensikkert selviscenesættende Tyler, The Creator, der ankommer med brækket ben.

Elektronisk opfindsomhed kan man finde hos 20-årige, amerikanske Nicolas Jaar, der blæser nymodernitet i disco, house, jazz, i britiske Gold Pandas forsiret melodiske blisstronica, James Blakes minimalistiske dubstep-r&b, The Gaslamp Killers krasse, psykedeliske kalejdoskoper samt den danske trio Jatomas techno-fraktaler.

Og så er der selvfølgelig PJ Harvey, der at dømme ud fra set-listerne fra hendes igangværende turné, vil præsentere sin egen karriere med lige så stor inderlighed og kunstneriske kompromisløshed, som hendes seneste mesterværk fordrer.

Herfra skal blot lyde en opfordring til at vakle mellem og væve disse mulige stier sammen til helt personlige fletninger. Intet menneske bør gå monomant til Roskilde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Emil A.

Et typisk arrogant indlæg fra musikanmelderne fra kulturparnasset, der åbenbart kun har næserynken til overs for alle os der elsker de enorme folkefester af musik foran Orange scene.
Siden jeg startede med at komme på Roskilde festival (2006), har de hvert år udråbt programmet som det mest magre og skuffende nogensinde, og hevet navne frem (for det meste blandt dem der optræder på Orange) for at understrege hvor skidt det åbenbart står til med Roskilde festivalen. Skulle man tro dem, er festivalen på dødens rand. På trods af at den er blevet udsolgt allerede inden start i flere år nu.
Jeg ved ikke om det er et must at man som musikanmelder skal være så alternativ og uenig med alle andre som muligt, dog ved jeg at jeg til mange af de udskældte navnes koncerter aldrig har oplevet andet end en sand fest og en stemning som ikke opleves andres steder end foran Orange. Anmelderne er simpelthen bare på en anden bølgelængde i forhold til de fleste mennesker, der synes det er fedt at komme ind og feste høre noget godt musik.
I år bliver ingen undtagelse, og det skal en flok pessimistiske anmeldere ikke få lov til at ødelægge. Hverken for mig, eller de 80.000 andre der til stadighed elsker at komme på festivalen. God festival!

Brugerbillede for truels v  bisgaard
truels v bisgaard

Come on, et af vor tids største poetiske og musikalske talenter, Conor Oberst, kommer med sit band Bright Eyes, hvodden missede I lige den?