Interview
Læsetid: 2 min.

Latterby på bar mark

Bogen 'Instant City' undersøger Roskilde Festivalen som tidsbegrænset model for nye urbane miljøer
Kultur
16. juni 2011

Opringning til professor Gitte Marling fra Aalborg Universitetscenter på pinseophold i Venedig:

Man kan vel ikke ligefrem kalde Venedig for en Instant City, som jeres nye værk hedder?

»Næ, men det er en Experience City, som min og Hans Kiibs forrige bog hed. Den drejede sig om forskellige danske byers overgang fra industri- til viden- og kulturbyer. Deriblandt Roskilde med festivalen, som vi nysgerrigt er fortsat med at udforske ...«

... med kulørte reportagebilleder og byteori og casestories. Men kan man kalde festivalområdet for en by? Der er for eksempel ikke tale om ret meget produktion i gængs forstand ...

»Nej, det er snarere en netværksby, ligesom vi kender shoppingbyer og universitetsbyer nu til dags.«

Indbyggerne på festivalområdet er hvert år af samme aldersklasse. Det er heller ikke almindeligt i en by!

»Hovedparten af indbyggerne er unge under uddannelse, men der er også ældre grupper og weekendbesøgende ...«

I ser livet i den tidsbegrænsede festivalby som udtryk for en såkaldt latterkultur. Det er et udtryk, I henter hos Mihail Bakhtin ...

»Ja, han beskriver middelalderens karnevalisme som et frirum eller en ventil. Derved opfanges noget særligt for festivalbyen, som andre byteorier ikke kan beskrive. Når unge fyre uden for deres camp skriver 'Undgå voldtægt! Sig ja!' for eksempel, eller nogle piger har et skilt uden for teltet, som reklamerer med 'Villige Fisser'!«

Ville det ikke være bedre at overføre den kortfristede frisætning til det daglige arbejdsliv i almindelige bymiljøer?

»Jo, det kan man da sige! Men vi lever i et protestantisk strammersamfund! Og hegnet uden om festivalområdet er nok også en garanti for, at tingene kan foregå anderledes indenfor!«

Roskilde Festival er nøje logistisk planlagt ...

»... ja, med stor vægt på det sikkerhedsmæssige. Man bor meget tæt.«

Og så er dele af området fyldt med interaktive kunstprojekter synes du også, at det gælder Venedig lige nu?

»Generelt synes jeg, Biennalen er skuffende, men den danske pavillon er en af de allerbedste!«

I bogen fremhæves 1960'ernes mixedmedia-kulturutopier, som forudsætning for Roskilde Festivalen. Og I har lige selv fået et hybridt kulturcenter i Archigram-stil, Nordkraft i Aalborg ...

»Nå, sådan fløjet ned fra oven? Næ, det er snarere tilfældet hvert år i Roskilde. Nordkraft er en udvikling af kraftværkets bygningsmasse. Det er bare om at samle kræfterne, når det gælder kultur i provinsen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her