Læsetid: 5 min.

Den lille dreng, der var bange for at vælte

Med kærlig voksen hjælp kan cyklen blive barndommens bedste ven. Og sidenhen en livsdefinerende oplevelse: Jeg cykler, altså er jeg. Og tidløst rullende
Så snart man som barn har lært at holde balancen på en cykel, kan man underlægge sig verden. Alle afstande svinder ind til det overkommelige.

Så snart man som barn har lært at holde balancen på en cykel, kan man underlægge sig verden. Alle afstande svinder ind til det overkommelige.

Getty Images

27. juni 2011

Der var engang en lille dreng, der var bange for at vælte, og den lille dreng var jeg. Jeg kunne ikke køre på den cykel, som min moster og onkel havde foræret mig, for jeg kunne ikke finde ud af at holde cyklen i opret stilling.

Min onkel var civilingeniør og et godt menneske. Han anvendte sin tekniske forstand til at hjælpe mig over de ganske mange af tilværelsens hurdler, som min kluntethed fik mig til at vælte på.

Min onkel bandt et kosteskaft lodret på den stang, som sadlen sad på. Det skaft tog min onkel et solidt greb om, så jeg kunne sætte mig på cyklen, uden at den faldt til siden. Derved overvandt jeg noget af min skræk. Til gengæld opstod nyt ubehag, når min onkel gav sig til at træde fremad. For så trak cykelpedalerne mine fødder rundt og rundt, uden at jeg selv ville det.

Som jeg husker det, tog det lang tid at vænne sig til at træde hurtigere i pedalerne, end de drejede rundt af sig selv. Men det endte da med, at min onkel kunne løbe med kosteskaftet i hånden, mens jeg padlede. Efterhånden kunne han også cykle ved min side, mens han holdt mig oprejst.

Jeg har aldrig sidenhen haft modet til at spørge andre, om de har haft tilsvarende besvær med at lære at køre på en tohjulet.

Frigjort fra fast hånd

Jeg endte med at holde balance og fremdrift så meget, at jeg kunne frigøre mig fra min onkels faste greb om kosteskaftet. Cyklen blev til barndommens bedste ven.

Med min cykel kunne jeg underlægge mig verden. Alle afstande svandt ind til det overkommelige. Når jeg besøgte min moster og onkel i Ordrup, kunne jeg på den cykel, jeg havde dér, suse op i Dyrehaven og afslutte med et besøg på Dyrehavsbakken, hvor jeg snoldede mine lommepenge op i spilleautomaterne. Det var der ingen, der forbød børn at gøre i 1950'erne.

Når jeg var hos mine forældre i Dragør, brugte jeg min cykel dér til udforske den flade ø Amager. Jeg fik mod nok til at cykle sammen med en kammerat ind til København og afsøge Indre Bys frimærkehandler for røverkøb til vores samlinger. Vi gennemskuede snart, at frimærkehandlerne i hver af deres tilsyneladende hulter-til-bulter lykkeposer kun lagde ét mærke af værdi. Resten var fyld. Til at narre drenge som os med.

Da jeg blev 16, tog jeg og kammeraten på det, der i første halvdel af 1960'erne var unges store selvstændighedstur: Bornholm rundt. På cykel. Otte dage. Telt, oppakning og kogegrej. Dæksplads på ud- og hjemfærgen. Jeg husker, at opstigningen fra Hasle ad landevejen mod Allinge forekom ulideligt stejl og lang. 20 år senere cyklede jeg igen ad den landevej mod Allinge. Langt mere cykeltrænet og uden telt og kogegrej. Og stigningen forekom lige så pinefuld som første gang. Jeg har nu tjekket det topografiske atlas for Bornholm. Det afslører, at vejen går fra to meters højde ved Hasle Havn op til 108 meters højde ved Blæsbjerg og op i 124 meter nord for Krakken. Herregud, 124 meter over havet. Skulle det være noget? Erindringen svarer et dybtfølt: Ja. Der må gælde en særlig tyngdelov på det nordlige Bornholm.

Svigtede cyklen

Der kom nogle år i 1970'erne, hvor jeg svigtede cyklen. Jeg var blevet indvalgt i alle mulige råd og offentlige forsamlinger, og så kunne man køre i taxi på andres regning.

I 1979 sendte skæbnen mig et halvt år til USA, hvor jeg skulle undervise. Jeg har aldrig haft kørekort, og offentlig transport var dengang slet ikke the american way. Altså var der ikke andet at gøre end at låne cykler. Og hvilken kærlig genforening! Jeg strøg mellem Sydstaternes bakker og sumpe, langs Floridas blændhvide strande og ad Los Angeles' pulsende boulevarder.

Jeg returnerede til Danmark lige inden min 30-års fødselsdag. Mit store fødselsdagsønske var en rigtig racercykel. Den troede mine venner ikke på. De var overbevist om, at jeg ville bruge et gavebeløb på alt muligt andet, så de satte mig under administration ved at give mig et gavekort til Søgade Cykler. Jeg købte cyklen i en farve, der mindede mig om Floridas himmellyseblå.

På den og dens tre efterfølgere har jeg siden cyklet små 500.000 km. Svarende til 12 gange Jorden rundt. Det er ikke svært. Man sætter sig bare op og træder i pedalerne. Gør man det hver dag til og fra arbejde og på sine rejser i indland og udland, kommer man let op over 10.000 km om året.

Jeg har cyklet alle vide vegne Europa, USA, Caribien, New Zealand, Australien, sågar i Perus Andesbjerge. Det er blevet en slags livsdefinerende oplevelse: Jeg cykler – altså er jeg til.

Hjælp fra teknologi

Det har hjulpet, at cykelteknologien over de seneste tre årtier er væsentligt forbedret. Det har udvidet rækkevidden med i hvert fald en tredjedel.

Det er opmuntrende. Det er også opmuntrende at se, hvordan andre af verdens lande i de senere år er begyndt at gøre livet lettere for cyklister. Både i store byer og på landet er der særskilte cykelspor i Tyskland og Frankrig. Australske byer som Melbourne og Adelaide er ved at blive en ren cykelglæde. Selv i USA's storbyer er der synlig cykelvenlighed.

Mindre opmuntrende er det, at Danmark er sakket agterud. Vi er ikke længere noget cykelforegangsland. Amterne var de ansvarlige for regionale cykelstiforbindelser, og med amternes nedlæggelse er cykelstier blevet forældreløse. Flovt. Ligesom der er en del andet dansk, man ikke er så stolt over længere.

Nuvel, det er min fornemmelse, at det i hvert fald med cykelhensyn herhjemme vil vende sig til det bedre. Politikere er trods alt til for vælgernes skyld. Og tiden er med cyklen. Folk lever længere, er sundere og vil gerne være endnu sundere. Hop op og rul!

Så sund som cyklen er, pålægger mine erfaringer mig at oplyse, at den er hård ved knæene. De er ikke skabt til så mange bøjninger, som det kræver at cykle 500.000 km.

Jeg har faktisk dage, hvor al cyklingen hævner sig ved, at jeg døjer med at gå. Til gengæld kan jeg ubesværet cykle.

Heri ligger måske cyklingens sande glæde, som årene går: Når man sidder på cyklen, føles livet, som det altid har været. Man moser bare fremad, ser verden hvirvle forbi. Af sted, af sted! Som den gang man første gang cyklede op i Dyrehaven, rundt på Bornholm, op i bjergene over Rhinen. Sådan vil det bare blive ved og ved – ingen tvivl, vel?

Okay, indimellem har jeg kunnet ønske mig, at der var en voksen, en rigtig voksen, der med sin hånd om et skaft forhindrede mig i at vælte eller køre forkert med cyklen. For det er sket, at jeg er væltet eller kørt forkert både meget bogstaveligt og i mere overført forstand.

Sådanne rigtige voksne at støtte sig til kan det i min alder være svært at finde. Jeg kan regne mig til, at min hjælpsomme og kloge onkel i år ville være fyldt 108 år. Jeg er ladt alene tilbage med min cykel.

Serie

Seneste artikler

  • En naturdirektør fatter håb

    23. juli 2015
    Frem mod 1990’erne så det ud til, at verdens magthavere havde lært af fortiden og nu ville tage natur og miljø alvorligt. Men så opdagede de, at det skaffede dem uvenner
  • En dreng bliver dumpet af professor Tribini

    9. juli 2015
    Foran sit gøglertelt på Dyrehavsbakken hidlokkede professor Tribini i 1960’erne sit publikum med en rablende talestrøm. Tribini stod også for børnequizzer på Friluftsscenen. Her blev erindringsskribenten ydmyget
  • Barnet, der intet anede om fremtiden

    30. juli 2011
    At kende sin skæbne er en forbandelse. Dumhederne begår man nok alligevel uanset om man på forhånd er advaret. Fremtiden nydes bedst i små bidder. Ligesom pilgrimmen dag for dag finder glæden i at være på vej
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Ebbesen

Agurketid!!
FInd dog noget at skrive om mand, du plejer sgu ikke og falde sådan igennem!
Vi har en regering der laver lort i den hver dag, og så skriver du gud hjælpe mig om at cykle.
Heidi Madsen

John Houbo Pedersen

Når unge af i dag drømmer er det om en bimmer så de kan køre stærkt ( helst med en pind i øret) indtil forsikringen skal betales, hvis de da ikke har kørt galt inden.

Maj-Britt Kent Hansen

Biler har aldrig sagt mig noget, men min cykel vil jeg ikke undvære.

Ja, hvordan lærer man egentlig at cykle? Inden jeg rigtig beherskede det, var der kosteskaftet, en del forslåede knæ og en slags free-style på græs i en have. Det kostede et lille kirsebærtræ, som jeg kørte ned, livet.

Med tiden fik man en dueblå Hamlet med fodbremse, men uden gear.

Den holdt i så mange år, at cykelsmeden blev ganske nostalgisk, når han skulle reparere den. Til sidst blev den stjålet, og den opdagelse gjorde man netop den morgen , hvorden den store skriftlige eksamen med hjælpemidler skulle foregå.

Kildemoes blev også stjålet, men 7-9-13 er Batavus der stadig. Den er særdeles trofast og den giver samtidig stor frihed.

Den er næsten min bedste ven.

Artiklen er vigtig, fordi den plusser en af fremtidens transportformer. Og det er stik imod regeringens politik og planer for infrastrukturudbygning. Det store i det små og omvendt.

Og jeg elsker at cykle, og det er fornøjeligt at læse om den eufori, der kan være i det. Det er svært at forstå, at en del ungdom, med alle de kræfter, de har i behold, hellere vil køre på en knallert end udfolde sig på en cykel.

Radikalisering: Jeg mener, at brændstof til transport skal rationeres til brug for samfundsvigtige opgaver. Bilismen tager maden ud af munden på næste generation.

Lene Timmermann

Jeg tror ikke at hverken verdenssituationen - eller den hjemlige - bliver værre af at vi tager os lidt tid til at reflektere over frihedsfølelsen og den sanselige glæde ved at cykle. (Det var en replik til Peters kommentar ovenfor.)

Personligt er det sjovt at komme i tanke om hvordan man selv fik det lært.
Her - David Rehling - er beretningen fra en anden tumpe:
Min morfar havde påtaget sig at lære mig at cykle i en sommerferie på landet. Da det efterhånden gik nogenlunde med brug af kosteskaftmetoden (og han var vist også ved at blive lidt utålmodig), mente han at tiden var inde til at jeg kunne klare mig uden støttepædagog.
Så med et lille puf sendte han mig ned ad vejen. Men jeg fik for meget fart på, slingrede og røg lige ned i grøften med de meterhøje brændenælder.
Sådan fik jeg lært at cykle ;-)