Læsetid: 1 min.

'Nationalitet spiller en meget lille rolle i forhold til om kunsten er god'

Den danske udstilling om ytringsfrihed på Venedig Biennalen har intet med Kulturministeriets branding-strategi af Danmark at gøre, men er fuldt ud det uafhængige Billedkunstudvalgs eget projekt. Det siger den daværende ansvarlige formand for udvalget som svar på Jens-Martin Eriksens kritik
11. juni 2011

Folkene bag den danske udstilling Speech Matters på Venedig Biennalen har ladet sig instrumentalisere af Kulturministeriet til at lade kunsten promovere Danmarks erhvervsinteresser, der led skade efter Muhammedkarikaturerne, lød kritikken tidligere på ugen fra forfatter og medlem af Statens Kunstråds Litteraturudvalg Jens-Martin Eriksen.

»Han har fuldstændig misforstået det. Det er ikke Kulturministeriet, der har arrangeret udstillingen, men Statens Kunstråd, som er et armslængdeorgan, han selv sidder i. Han er selv lige startet, men han har misforstået, hvem der er afsender, og blander to forskellige organer og to forskellige handlingsplaner sammen i én pærevælling,« lyder det fra Christine Buhl Andersen, der var formand for Kunst- rådets Billedkunstudvalg, da udstillingen blev arrangeret.

Handlingsplanen, som Jens-Martin Eriksen refererede til, var ifølge Christine Buhl Andersen Kulturministeriets 'strategi for internationalisering af dansk kulturliv'. Den har Billedkunst- udvalget selv tidligere kritiseret. Kunstrådet har sin egen handlingsplan.

Og Kulturministeriets afdelingschef, Jesper Hermansen, bekræfter Billedkunstudvalgets suverænitet i udformningen af udstillingen på biennalen.

Christine Buhl Andersen forklarer tankerne bag udstillingen:

»Vi ønsker at skabe debat om paradokset i at skulle henvende sig globalt med en national pavillon. Det handler ikke om at stå med et dannebrogsflag, tre oste, en lampe og et stykke kunst. Kunstscenen er global. Det vil sige, at nationalitet spiller en meget lille rolle i forhold til, om kunsten er god.«

Hun fortæller, at udvalget har arbejdet med fire succes- kriterier for forvaltningen af kulturkronerne til projektet. Den første er, hvordan udstillingen på en intelligent måde forholder sig til den nationale repræsentation i en global verden. Den anden er, at udstillingen tager livtag med dens lokalitet. Den tredje er at skabe international og dansk debat. Og den sidste er at gøre sig forståelig for et bredt publikum.

Den valgte kurator, Kate-rina Gregos, og hendes projekt forholdt sig ifølge Buhl Andersen til samtlige kriterier på »en fornem måde«.

»Formålet har været at lade Danmark bidrage med en relevant international udstilling på et højt niveau, der handler om ytringsfrihed, og som komplicerer og nuancerer debatten,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Sporring

Brud på armslængdeprincip
Christine Buhl Andersen(CBA) synes at have ret I, at Det internationale Udvalg hun har været formand for, har handlet enerådende suverænt, og at Kulturminister (KUM) ikke har krænket armslængeprincip og blandet sig for at promovere danske erhvervsinteresser. Det understreges af, at KUM Per Stig Møller for nylig har udtrykt, at han savner visning af danske kunstnere, som er formålet med at opretholde den traditionsrige pavilion og den betydelige bevilling til den.

I listen over sine succeskriterier har CBAs udvalg politisk omdefineret sin opgave og udeladt udvalgets hovedformål - at få dansk kunst vist i udlandet. CBA præsenterer således oprindelsen til det usædvanlige “modsatte brud” på armslængdeprincippet, som normalt skulle beskytter kunsten mod politisk indblanding.

Hvor man for 2 år siden glimrende viste duoen Elmgren og Draset, der siden 1990erne har været bemærkelsesværdige i dansk kunst, og lod dem udfolde en helhed som inddrog andre kunstnere, har man denne gang tabt tråden og politisk besluttet at udelukke danske kunstnere, “som naturligvis ikke er gode fordi de er danske”, og prioitere en udenlandsk kurator, som nok er dygtig, men som tydeligt nok ikke er kunstner, som ikke kan selv…

I Michael Jeppesens anmeldelse “ Kunsten overstråler koncepter … Kunsten spændes for en vogn, der hedder Danmark” beskrives det overbevisende: CBA s udvalg vil egocentrisk promovere sit syn på DK og selv høste international opmærksomhed.

Er det et uhæmmet magtbegær bland kunstfaglige embedsmænd og kuratorer? Man synes ikke at holde sig tilbage for at gøre kunstnerne til underordnede, som skal tilpasses disse magthaveres ideer. Man optræder ikke som formidlere - publikums kvalificerede repræsentanter - der vil undersøge og promovere, hvad der gærer og præsteres blandt skabende kunstnere - også fra vort yndige land.

Mvh Olesp

Billedkunstner. 1995-1999 Bestyrelsesformand ved Center for Dansk Billedkunst der dengang varetog Det Internationale Udvalgs opgaver.