Om nødvendigheden af at lade sig anfægte

'Jeg sad med en følelse af, at din bog var den længste nekrolog, jeg havde læst over mig selv', skriver Carsten Jensen om Informations Rune Lykkeberg. Derfor giver Jensen nu demokratistafetten videre til samme Lykkeberg
'Jeg sad med en følelse af, at din bog var den længste nekrolog, jeg havde læst over mig selv', skriver Carsten Jensen om Informations Rune Lykkeberg. Derfor giver Jensen nu demokratistafetten videre til samme Lykkeberg
11. juni 2011

Jeg læser en artikel i dag- bladet Information, der nådesløst dissekerer den Europæiske Unions umulige dilemmaer. Jeg læser en anden artikel i samme avis, der advarer mod at tro, at drabet på Osama bin Laden er nogen moralsk sejr for USA. Jeg læser en tredje, der ser bedragersken Milena Penkowa og lovbrydersken Birthe Rønn Hornbech som symboler på et årti i borgerlighedens tegn, hvor hverken den varme luft om konkurrence eller den vamle besyngelse af værdier er endt med at frembringe noget frugtbart.

Artiklernes forfatter er hverken kendt som modstander af EU, som anti-amerikaner eller militant tilhænger af venstrefløjen. Hvis hans artikler tager parti for noget, er det for sandheden dér, hvor den bliver allermest kompliceret og besværlig og derfor også allermest nødvendig. Det er artikler, der ikke vælger side i den politiske fløjkrig. De handler i stedet om ikke at lade sig forblinde af sine sympatier.

Manden bag artiklerne er modtageren af Ebbe Kløvedal Reichs demokratistafet i 2011: Rune Lykkeberg.

For nogle år siden udgav Rune Lykkeberg bogen Kampen om Sandhederne, en omstridt og tiltrængt bog. Højrefløjen mente at se en mulig meningsfælle i Rune Lykkeberg, venstrefløjen vidste ikke rigtig. Fælles for dem var en frustreret følelse af, at Lykkeberg ikke var for fastholdere.

Min egen holdning var fra starten anfægtelsen. Rune Lykkeberg anfægter mig. Han anfægter mig endog i en grad, så jeg sad med en følelse af, at hans bog var den længste nekrolog, jeg havde læst over mig selv. Og det er derfor, han modtager stafetten: Fordi jeg gerne vil understrege nødvendigheden af at blive anfægtet.

Størst indtryk på mig gør det afsnit i Kampen om Sandhederne, hvor Lykkeberg analyserer skiftet i den officielle opfattelse af demokrati, fra demokrati som levende, vibrerende sum af borgernes engagement ikke blot i forbedringen af deres eget individuelle liv, men også i de problemer, fællesskabet står overfor. Demokratiet er i denne version »en bygning, vi rejser«, som det hed i den socialdemokratiske slagsang »Snart dages det, brødre«.

Den nye type demokrati, som vi har set vokse frem i løbet af det sidste årti, er ifølge Rune Lykkeberg først og fremmest i forsvarsposition. Det føler sig truet udefra, og derfor stiller det ustandseligt krav om opbakning og tillid til dets institutioner.

Minder om et fort

Hvis vi et øjeblik skal holde fast i arkitekturmetaforerne, så står demokratiet i denne version færdigt som bygning. Faktisk minder det mest om et fort, hvor der ikke er adgang for alle. Du kommer kun ind, hvis du er parat til at bekende dig til demokratiet.

I det ene tilfælde er den demokratiske borger en mand eller kvinde på vej til en byggeplads med en murerske i hånden. I det andet tilfælde er den demokratiske borger en mand eller kvinde, der står foran en lukket dør med et pasord på læben.

Billederne er mine, ikke Rune Lykkebergs, men jeg tror, jeg har udlagt hans analyse nogenlunde korrekt. Det slog mig, da bogen udkom, hvor fortvivlende rigtig en diagnose den var af det politiske klima i den vestlige verden, efter at krigen mod terror blev proklameret, og vi alle ifølge den amerikansk præsident Bush enten var fjende af demokratiet eller ven med ham og hans regering.

I Danmark fik vi værdikampen. Vi var alle enten får eller bukke, højre eller venstre. Enhver samtale forstummede, fordi det var vigtigere, hvor vi stod, end hvad vi sagde. Vi var højre- eller venstrefløj, elite, kulturradikale eller populister og nationalister. Vores madvaner, postnummer, hudfarve, religion og etniske baggrund talte mere end vores argumenter. Vi stod i flok i hver vores fold, og samtalens kunst var reduceret til en konkurrence på decibel mellem fårenes mæhen og bukkenes brægen.

Jeg har gået og tænkt en del over dette. Jeg mente jo nok, at hele mit virke var et forsøg på at fastholde den første demokrati-model, altså den, hvor vi alle sammen med en murerske i hånden bygger videre på demokratiets hus, der af og til kan minde om et babelstårn.

Kampen om Sandhederne gjorde mig imidlertid usikker på min egen rolle. Havde jeg ikke også ladet mig genne ind i en af den nemme dem-og-os-tænknings mange folde?

Jeg har gået og tænkt. Læg mærke til udtrykket, for det er vigtigt. Vi siger ikke: Jeg har stået og tænkt. Hvis vi tænker, er vi i bevægelse. Det, sproget gerne vil fremhæve med vendingen »Jeg går og tænker«, er en overensstemmelse mellem krop og sind: den, der står stille, tænker ikke.

Men sproget kan også finde på at sige det modsatte. Ordet ståsted er et plusord. Det er vigtigt at have et ståsted eller et standpunkt. Den, der ikke har det, er upålidelig, en vindbøjtel, til fals. Det er vigtigt at stå for noget, siger man også. Hvis man føler sig trængt, står man også fast. Man nægter at flytte sig. Der kommer pludselig noget heroisk over det stillestående, en særlig moralsk kvalitet ligefrem. Man har ladet sig omstøbe til en statue af bronze, et monument over sig selv og sine egne kvaliteter.

Monumenter er holdbare, men de signalerer også, at noget er forbi. De kan ikke bevæge sig, og de kan slet ikke tænke. Der er et valg: Man kan tænke og være i bevægelse. Eller man kan blive stående og føle sig heroisk: en standhaftig tinsoldat.

Et let valg?

I bogen Kampen om Sand- hederne beskriver Rune Lykkeberg, hvordan den engang vedtagne sandhed, at mennesket grundlæggende er godt, nu er blevet afløst af en anden i tidens øjne lige så indlysende sandhed, at verden er truende og mennesket farligt. Valget mellem de to sandheder burde være let. Men det er min erfaring, at verden ikke er god, mens mennesket til gengæld er moralsk sammensat, og jeg bryder mig ikke om de alternativer, jeg her præsenteres for, hverken den højstemte lovsang til det gode eller mistillidserklæringen til den menneskelige natur. Jeg føler, jeg bliver dum af den ene og menneskeligt lurvet af den anden. De sejrende sandheder er altid de alt for nemme sandheder.

Til gengæld føler jeg heller ikke, at jeg er i stand til at tænke ud over dem og frigøre mig fra min egen tids begrænsninger. Og så er fristelsen der. Man står heroisk fast og bekender sin tro på det bedste i mennesket. Man låser sig inde i sin egen selvgodheds celle og deklamerer sin skuffelse over en verden, der ikke lever op til ens forestillinger. Jeg kan ikke lade være med at føle, at det lige præcis er, hvad mange mennesker, der bekender sig, ja, netop bekender sig, til venstrefløjen, gør i disse tider. Og jeg kan heller ikke lade være med at føle, at jeg uanset, hvor meget jeg i grunden stritter imod at blive sat i bås, af og til selv er en af dem. Nu har jeg været så åben, jeg vil næsten sige sårbar, om mine egne dilemmaer, som jeg kan. For jeg tror ikke kun, de er mine. Jeg tror, de er manges.

Jeg rækker stafetten videre til dig, Rune, fordi du på befriende vis, kan tænke hinsides den mur, jeg føler, jeg løber panden imod. Du står ikke stille, du tager ingen sandhed for givet eller ind- lysende. Du beviser, at man kan være i bevægelse uden at være drevet af opportunisme. Frem for alt sætter du dig ud over tidens vedtagne modsætninger. Du deltager ikke i mediernes råbekonkurrence. Du har ikke svoret nogen troskab og tillader dig at tænke frit.

Troldspejlet

Per Stig Møller og siden Søren Pind har efterlyst intellektuelle modstandere, og medierne, der ikke selv er i stand til at sætte nogen dagsorden, men altid lader den nærmeststående magthaver definere den for dem, konfronterer dem ikke med deres hykleri, men råber i stedet bare med: Hvor er de venstreintellektuelle?

Du bliver aldrig nævnt, og det er ikke kun, fordi betegnelsen venstreintellektuel ville være upassende, men fordi du ikke lader dig placere i nogle af de forudsigelige båse. Med din skarpe, kompromisløse logik holder du et troldspejl op for alle offentlighedens aktører, politikere og debattører og viser dem det, de ikke bryder sig om at se, at de hverken er klogest eller skønnest i landet her. Du er modstander af denne regering, ikke fordi du står til venstre og den til højre, men af den simple grund, at du er modstander af dårligt gennemtænkte ideer, løgn og hykleri. Af nogenlunde samme grunde er du også kritisk over for oppositionen.

Som intellektuel vil jeg sammenligne dig med amerikaneren Lionel Trilling, hvis essays for nogle år siden blev genudgivet under titlen Det moralske mod til at være intelligent. Den beskrivelse opsummerer også dig, især når man tænker på den militante fladpandethed i det nuværende medielandskab. Men foragt er et tonefald, der er helt fraværende, selv når du bliver allermest polemisk. De er stedvist begejstrede for dig i Dansk Folkeparti, ikke fordi du taler deres sag, men fordi du forsøger at forstå motiverne til deres sag. Din tanke er den demokratiske, at også de, der ikke er kvalificerede til at tage del i magten, har ret til den. En populist er derimod et menneske, der påtager sig at tale de afmægtiges sag med det formål at fastholde dem i deres afmagt. Det er forskellen på dig og demagogerne i Dansk Folkeparti.

På tværs af generationer

Jeg er mig selvfølgelig bevidst, at når vi nu står her over for hinanden, så er der også tale om en stafet, der bliver rakt videre på tværs af generationer. Når man når min alder, udvikler man som regel den opfattelse, at ens egen generation består af kæmper, mens man blandt sine efterfølgere ikke kan få øje på andet end dværge. Sådan kan jeg ikke påstå, at jeg har det. Jeg kan ikke ligefrem få øje på kæmperne i min egen generation, og jeg ved heller ikke, om jeg selv har præsteret noget, andre kan lære af. Men det har du allerede, og jeg ved, der vil komme meget mere.

Jeg giver dig ikke demokratistafetten, fordi jeg altid er enig med dig. Jeg vil næsten sige tværtimod. Men jeg går aldrig i forsvarsposition, når jeg er uenig med dig. Jeg ser uenigheden som en invitation til selv at gå på opdagelse i de nye ukortlagte landskaber, hvor du allerede har taget de første skridt.

Jeg giver dig stafetten, fordi jeg ved, at du ikke vil lade dig binde til nogen sag, andet end det skarpsindige arguments, den lysende fornufts og den generøse indlevelses.

At en stafet er meningsløs, hvis den ikke hele tiden er i bevægelse, behøver jeg ikke at fortælle dig.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Demokratistafetten eller Ebbe Kløvedal Reichs demokrati-stafet er en hædersbevisning, der gives til personer, der gør en særlig indsats for demokratiet. Det er dog ikke en demokratipris for allerede afsluttede handlinger, men en stafet, der forpligter modtageren til at styrke demokratiet, og modtageren skal inden for et år lave en eller anden form for arrangement, der sætter fokus på demokrati og folkestyre.

Prisen blev indstiftet i 2005 i Ebbe Kløvedal Reichs navn.

Tidligere prismodtagere er: Niels Hausgaard (2005), Flemming Jensen (2006), Lene Andersen (2007), Omar Marzouk (2008), Hans Jørgen Bonnichsen (2009) og Carsten Jensen (2010).

Prisen tildeles af den tidligere indehaver i samarbejde med en komité bestående af Elise Bennike Reich, Jens-Peter Bonde, Johannes H. Christensen, Hanne Dahl og Hans Grishauge.

Prisen blev overrakt Grundlovsdag. Teksten er en let forkortet version af Carsten Jensens tale til Rune Lykkeberg.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Lom

Et ståsted er en platform, en helle for at finde retningen, et afsæt til at komme videre. Et standpunkt er en pause, et åndedrag, et afsæt til at få nye input og til at komme videre.
Modsætningen er et hvilested, derfra kommer du ikke videre.
Carsten lad dem ikke stjæle sproget.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kåre Wangel

@Søren Lom
Helt bestemt. Vi bevæger os hele livet, men bevægelsen er af og til afbrudt af stillestående omtanke. Det er vigtigt at have et ståsted, et udgangspunkt. Hvis ikke man kender det, kan man heller ikke finde sin egen holdning i det nye man lærer.

Dog kan jeg ikke lade være med at tænke at det i et tilfælde er muligt at stå stille og bevæge sig samtidig. I modsætning til Carsten Jensen synes jeg netop at det er lettere at bevæge mig og min holdning ved at insistere på - at tro på - at mennesket dybest set er godt. Skånselsløst at møde et andet menneske med den kompromisløse holdning at man mener de vil én det gode, kan få dem til netop at gøre det gode.

Hvis ens grundlæggende ståsted er kærligheden, er det muligt at stå stille og bevæge sig samtidig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Kåre Wangel:
"Skånselsløst at møde et andet menneske med den kompromisløse holdning at man mener de vil én det gode, kan få dem til netop at gøre det gode."

Det du beskriver, kaldes ofte med et meget lidet flatterende "tossegodhed". At man insisterer på at håbe det bedste fra andre, på trods af at en overhængende sandsynlighed for at ens håb ikke vil blive indfriet, pga. egoisme, smålighed eller hvad der ellers får folk til at afstå fra at vise format.

Tossegodhed er vel ikke stilstand? Bortset at man måske selv ikke kom nogle vegne mens strategien forsøges, handler projektet vel om at se om man kan få andre til at flytte sig?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kåre Wangel

@Heinrich R. Jørgensen:
Måske kan man netop sige at ens egen fastståen giver andre troen på at kunne bevæge sig - den samme påvirkning mærker jeg at Carsten Jensen har fået fra Rune Lykkeberg.

Tossegodhed er der ikke noget i vejen med så længe man ejer modet til at stå fast. Alternativet til troen på at man kan gøre verden bedre, er kynismen. Og den fører sjældent noget godt med sig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

Igen ser vi prisbelønnede Carsten Jensen i storform. Konsekvent i overensstemmelse med at have flyttet fødderne. Igen ny og forfriskende. Skarpsindig som en i h...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Peter Hansen:
"Det, man sender ud i verden, får man som regel igen. Det er muligt, at betegnelsen er tossegodhed, men det lønner sig."

Jeg er også stor fan af at praktisere tossegodhed, men forsøger at lade være med at praktisere naivitet og dumhed, som nogle påstår er en del af konceptet (qua begrebs navn).

At praktisere tossegodhed overfor meget magtfulde personer, er dog en taberstrategi. Hvis de var lydhøre, var de aldrig blevet magtfulde. Det der i heldigste fald burde kunne få dem til at revidere adfærd, er at afsløre hver gang de lyver og bedrager. Det er i det mindste min lommeteori, som jeg arbejder på at skabe empirisk belæg. Indtil videre dog uden skyggen af succes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kåre Wangel

@Heinrich
Jeg har også tumlet med det samme problem. Og hvis jeg må tillade mig at give et bud på en løsning, så har jeg nemlig heller ikke haft stor succes med at opnå noget ved at afsløre andre i f.eks. at hytte deres eget.
Til gengæld har jeg ofte opnået 'sejre' ved at tage andres holdninger for gode varer. Dvs. tossegodt gå ud fra at deres holdninger er udtryk for det de mener vil tjene os alle bedst, og så argumentere på de præmisser.

Jeg tror at en del af forklaringen på at denne strategi oftere (for mig) bærer frugt, er at ingen har lyst til at give købe på noget i en atmosfære af mistillid, hvorimod man af og til kan opnå at overbevise hinanden om en bedre løsning i en tillidsfuld atmosfære.

Men det kan godt være at denne strategi kommer til kort så snart man træder inden for døren i folketinget eller byrådet. Det har jeg desværre ikke nogen erfaring med. Men jeg kunne godt tænke mig at høre nogle politikere kommentere på hvilke strategier de bruger for at opnå resultater. Hvad de synes virker bedst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Kåre,

mine tanker om emnet er på linje med dine.

Dog har jeg svært ved at være helt så tossegod som jeg gerne ville. Det kniber voldsomt med de sociale, empatiske og kommunikative intelligenser ;-)

Det med "gode miner for slet spil", du'r jeg ikke til. Gode miner til godt spil går an, men kun indtil jeg sporer udtalte psykopatiske, kleptomane, nepotiske, bedrageriske og lignende karaktertræk hos andre. Sædvanligvis trigger den slags adfærd reaktioner af en eller anden art, som følge af en stærkt nedsat tålsomhed overfor den type adfærd ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

Man ihukommer det gamle ord:

"At vejen til Helvede er brolagt med med gode hensigter!"

Militant tossegodhed er nok noget af det værste, der findes. Og jeg savner eksempler på, at det lønner sig!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kåre Wangel

@Heinrich
Det er vel svært for alle at undgå at reagere stærkt på en provokerende eller åbenlyst fladpandet udtalelse. Og det ville da også være virkelig ærgeligt hvis man holdt op med at sige noget til den slags.
Om fladpanden så lytter til ens frustrerede udbrud afhænger blot af hvordan man formulerer sig. F.eks. vil få nok indrømme at de fladpander sig af ond vilje, men jeg synes da de fleste gerne vil undskylde for at have sagt ting på en dårlig måde.

@Nic Pedersen
Netop. Jeg kan nemlig heller ikke finde særlig mange eksempler på at en konfrontativ tilgang til en debat lønner sig.
Men det er dog det vi forventer at pressen gør. Formålet med interviews er vel oftere at få politikeren til at sige noget dumt, end at hjælpe personen til at gøre rede for alle fordele og ulemper ved personens politik.
Eller hvad?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

En sikker vinder på det danske parnas er at råbe: "Hvor pokker er de venstreintellektuelle henne"? Underforstået, man er selv alt for intellektuel til at opholde sig der ...næh man har travlt med at sidder gumpetungt ovenpå dansk kulturs historik og klassekampsanalyse, lystigt læsende årets eksemplar af Kraks Blå bog, for dog ind imellem at springe op for at henter den næste bajer ...med dannebrog viftende dekorativt ud af anus. Årets politiske sejr blandt disse postgrundtvigianere er helt klart, at de har brugt deres samlede politiske indflydelse i dette land, på at få Christiania omdannet til Fantasimuseet på Christianshavn--- tre hurra og så det lange.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kåre Wangel

@Nic
Ja. Politiske bevægelser har det desværre ofte med at anskue alting ud fra deres egen politik. Og der kan det netop være meget svært at se de forhåbninger og det verdenssyn der ligger bag.
Jeg kunne håbe på at et fælles syn på at alle gør deres bedste og ønsker andre det bedste, vil føre til at politiske partier og bevægelser ikke ser hinanden som fjender, men snarere som legitime medspillere som man skal acceptere. De er trods alt repræsentanter for en gruppe personer der bor i Danmark og er lige så stor del af demokratiet.

@Bill Atkins
Er dit ærinde med denne kommentar ikke også lige så meget at sætte nogen i bås som handlingslammede uden selv at komme med bud på nogen løsninger?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

@Kåre Wangel siger:

Jo, man kan måske sige at jeg prøver at sætter dem i bås, som absolut ser det som et personligt - og et karrieremæssigt - mål aldrig at lade sig sætte i bås - uanset hvordan de politiske forhold arter sig...

...og med Søren Loms ord sidder på bussens bagsæde og råber om hvorfor der ikke er nogen der gør noget?

men det er fuldt fortjent.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mathias Vestergaard

hold kæft hvor er det godt set, og godt beskrevet.
Jeg har det virkelig på samme måde ift. Lykkeberg.
Jeg er sjældent enig i det fremsatte synspunkt, men det er så pissevelargumenteret og uforudsigeligt at det altid er stimulerende, og aldrig trivielt at forsøge at forholde sig til hvad man selv mener, efter en omgang Lykkeberg.

Kan man godt være fan af både Carsten Jensen og Rune Lykkeberg eller hedder det noget andet når det er intellektuelle forfattere?
Like herfra.

anbefalede denne kommentar