Nye tider, nye ordsprog

Hvis man ikke kan gøre andet, kan man altid skamme sig. Det sker der ikke noget ved. Man kan skamme sig over at være rig, hvis andre må leve i fattigdom. Det får en til at føle sig lidt bedre tilpas, med en lidt renere samvittighed, vil jeg tro. Men det kommer ikke til at koste noget. Man kan også skamme sig over at være dansker, det er endda populært, især blandt folk, der ikke kan lide den siddende regering. Det kan jeg heller ikke, men jeg skammer mig nu ikke over at være dansker. Hvorfor skulle jeg det? Jeg ved da godt, hvad det går ud på, det med at skamme sig. Man vedkender sig en vis medskyld i verdens elendighed, men får samtidig fortalt, at man ikke har nogen andel i den. For nu at tage et eksempel: jeg skammer mig ikke over, at vi har en integrationsminister, der i ramme alvor og tilsyneladende uden at ryste det mindste på hænderne ønsker at indføre apartheid i Danmark. Danskere, der gifter sig med et menneske fra et vestligt orienteret land, kan uden særligt besvær få lov til at leve sammen med den udenlandske ægtefælle her i landet. Det kan en dansker, der gifter sig med et menneske fra et ikkevestligt orienteret land ikke. Det er apartheid, der findes ikke rigtig noget andet ord, der beskriver det.

Men hvorfor skulle jeg dog skamme mig over Søren Pind? Det ansvar, han pådrager sig ved at trække hans og mit fædreland ned til bundskraberne blandt de civiliserede lande, deler jeg ikke på nogen måde. Forskellen på mig og Søren Pind er, at jeg helst vil bo i et civiliseret land, hvor f.eks. et princip som lighed for loven er gældende. Det tager Søren ikke så nøje for ikke at sige, at han nærmest er ligeglad. Så længe det ikke går ud over hvide mennesker. Det bliver hans problem, når der engang skal skrives historie om vores nutid, ikke mit. Jeg synes heller ikke, Søren Pind behøver at skamme sig over at være dansker. Men hvis jeg var ham, ville jeg skamme mig over at være Søren Pind. Manden er ikke noget uvidende fjols, så om ikke andet må han da kunne sit eget partis historie. I alt fald indtil d.d. har der ikke stået et eneste ord i Venstres politiske program om indførelse af apartheid. Men der er åbenbart intet, der er så nagelfast, at det ikke står til at ændre. Vi kan jo prøve med en talemåde, evt. til opklæbning på Christiansborgs vægge til erstatning for Peder Laales noget slidte: Tider mildnes, sæder skærpes. Eller: Velnæret mand spiser helst i enrum. Eller hipt og moderne: Ud med perkerne.

Sans for retfærdighed

Men nu skal vi være rimelige. Man kan ikke påstå, at regeringen ikke tilstræber en vis ligevægt. Den har en så veludviklet sans for retfærdighed, at den ikke kunne drømme om at gøre livet surt for ikkevestlige indvandrere uden samtidig også at gøre livet surt for et passende antal etniske danskere. Så stemmer regnskabet. Den arbejdsløse langturschauffør, der ikke møder op til aktiveringskurset i ansigtets røgt og pleje, dvs. den korrekte placering af agurkeskiver på de alt for udhvilede, arbejdsløse øjenomgivelser, bør straffes prompte med at få så godt som halveret sin understøttelse. Så han kan lære det! At man må yde for at have ret til at nyde. Samtidig får han et kursus i, hvad det vil sige at blive smidt ud af sin lejlighed, fordi man ikke både kan betale husleje og spise sig mæt for 6.000 kr. om måneden. Hans evt. børn vil selvfølgelig ved samme lejlighed, helt omkostningsfrit for samfundet, få et levende indtryk af, hvordan det går, når man, som farmand, ikke gør sig umage og aldrig har sørget for at få en ordentlig uddannelse. Det vil med sikkerhed stimulere de pågældende børn til et mere fremtidsrettet erhvervsvalg.

Prøv med uddannelse

Man ser det for sig: Måske ikke så meget af trang til viden og oplysning som af ren og skær skræk for at ende som langturschauffører, vil de strømme til universiteterne og andre højere læreranstalter. Det skal gøre ondt, før det bliver godt, som et agtværdigt, gammelt ordsprog siger. Med andre ord: det, der kunne ligne brutal og hensynsløs borgerlig politik, er i virkeligheden et tilbud om en bedre fremtid. Et kærligt spark i den rigtige retning. Hvis man selv hele sit liv har opført sig fornuftigt og efter få, sporadiske udskejelser i den tidligste ungdom levet op til sine velaflagte forældres forventninger og gået i deres fodspor, er det simpelthen indlysende, at kun den, der formår at arbejde hårdt og målrettet, lide afsavn og sammenbidt gennemføre sit studium uden anden hjælp hjemmefra end en forældrekøbt toværelsers på Østerbro, har gjort sig fortjent til borgerlige privilegier. Hvis man derimod vælger slet ikke at tage nogen uddannelse, men ender som vejarbejder på livsfarlige motorveje med travl trafik, må man naturligvis selv tage konsekvensen. Hvem skulle ellers gøre det? Som et ordsprog fra Det Vilde Vesten lyder: Når det siger bump, så siger det bump, og så er en mand færdig, hvis det ikke er ham, der sidder inde i bilen.

Ok, det er måske ikke helt ægte, det ordsprog, men meningen er vel til at forstå? Som den svenske konge sagde, da han besøgte Thailand efter tsunamien i 2004: Uddannelse, uddannelse og uddannelse! Det er det, der skal til! I situationen var det noget åndssvagt noget at sige, for det var jo en naturkatastrofe. Men det vidste kongen muligvis ikke. Og igen: meningen var god nok. Fattig mands ulykke er ikke rig mands byrde. Rig mand har nok i sig selv.