Læsetid: 2 min.

Skepsis over for tysk pavillon

Den tyske pavillon på årets kunstbiennale i Venedig er en hyldest til den nyligt afdøde kunstner Christoph Schlingensief. Pavillonen vandt i weekenden Guldløven. Skønt pavillonen er skabt af to kvinder, er især kvindelige anmeldere irriterede
7. juni 2011

Guldløven gik lørdag til den tyske pavillon på den 54. kunstbiennale i Venedig i kappestrid med 88 andre lande. Vinderpavillonen er et mindesmærke over den tyske film-, teater-, opera- instruktør og aktionskunstner Christoph Schlingensief, der døde som 49-årig sidste år af lungekræft, få måneder efter at han havde modtaget indbydelsen til biennalen.

Pavillonens kurator, Susanne Gaensheimer, der er direktør for Museet for Moderne Kunst i Frankfurt am Main, havde selv givet Schlingensief opgaven og valgte efter hans død at vie pavillonen til ham og hans værk. Hun har lavet den i samarbejde med Aino Laberenz, Schlingensiefs enke.

Tyske medier er dybt splittede i deres syn på det tyske bidrag. Kia Vahland fra Süddeutsche Zeitung er den mest kritiske. Hun skriver om Gaensheimer og Laberenz' arbejde, »at i deres velmente patos karikerer denne hyldest ufrivilligt hans livsværk«. Hun er ikke vild med kirkekulissen i kombination med pavillonens arkitektur. Den er fra 1938.

»Det hele virker, når man træder ind, så beklemmende som et bedested i en ædelbunker fra Anden Verdenskrig. Dertil tonerne fra Parsifal og i et hjørne to barnekister,« skriver Vahland.

Gaensheimers beslutning stødte på kritik i Tyskland fra blandt andre kunstneren Gerhard Richter.

Mindesmærke

Schlingensiefs oprindelige idé var at lave pavillonen om til et afrikansk wellness-bad. Den idé magtede de to kvinder ikke at føre ud i livet. De har i stedet skabt en slags Schlingensief-mindesmærke ved at rekonstruere kirken i Oberhausen, hvor Schlingensief blev født, og hvor han i 12 år var katolsk messedreng. Her fandt også hans dødsmesse sted sidste sommer.

Kirken havde instruktøren også brugt som scenebillede for sit såkaldte fluxus-oratorium Kirche der Angst vor dem Fremden in mir, som han skabte til Ruhr-Triennalen i 2008. Denne kulisse er nu genopstået i lagunebyen.

Der Tagesspiegels Nicola Kuhn bryder sig ligesom sin kvindelige kollega i Süddeutsche Zeitung ikke om mindesmærkedelen og mener, det er en »overdimensioneret scene, hvor aktørerne mangler. Filmprojektionerne, den belyste skriftestol, vitrinen med to lungehalvdele af saltdej, sygesengen ved siden af alteret det er blot kuriøse rekvisitter«.

Til gengæld finder Kuhn, at Schlingensiefs biograf- og videoarbejder, der vises i sidebygningerne, er geniale.

»Den, der førhen ikke kendte filmskaberen Schlingensief, vil savne ham efter Venedig,« skriver hun.

'Elegant'

Avisen Frankfurter Rundschaus Tobi Müller mener derimod, at man i Venedig ser »meget mere end et scene-relikvie. Gaensheimer har klaret balancen mellem teater og kunstiscenesættelse elegant og dog nødtvungent«.

Alligevel er han overrasket over, at Guldløven gik til Tyskland, kun 10 år efter at kuratoren Udo Kittelmann og kunstneren Gregor Schneider modtog den.

Die Welts Hans-Joachim Müller var, også før Guldløven kom i hus, fuld af lovord og skrev, at pavillonen på »tænkelig passende vis giver indblik i et værk, der gik over sine bredder og indtil i dag ikke er blevet fuldt ud forstået«.

Kurator Gaensheimer var selv så overrumplet over udmærkelsen, at hun kunne fortælle Spiegel Online, at hun af lutter befippelse trods flere ugers ophold i Venedig kom til at stige i den gale Vaporetto, og at de i pavillonen ikke engang havde sekt (Tysklands svar på champagne) at skåle med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu