Interview
Læsetid: 7 min.

'Jeg skriver om mennesket, ikke om Israel'

Bevidsthed. Hvis den verdensberømte israelske forfatter Amos Oz vil skrive om Israel, skriver han en rasende artikel, hvor han beder sin regering om at gå ad helvede til, siger han. Hans litteratur derimod handler om det menneskelige vilkår. Den politiske situation i Mellemøsten vil han dog gerne kommentere
Bevidsthed. Hvis den verdensberømte israelske forfatter Amos Oz vil skrive om Israel, skriver han en rasende artikel, hvor han beder sin regering om at gå ad helvede til, siger han. Hans litteratur derimod handler om det menneskelige vilkår. Den politiske situation i Mellemøsten vil han dog gerne kommentere
Kultur
3. juni 2011

Scener fra en landsby hedder den israelske forfatter Amos Oz' seneste bog, en novellesamling, på dansk. Alle noveller foregår i den lille israelske landsby Tel Ilan, der i løbet af 1980'erne og 90'erne er blevet fyldt med ferieboliger, souvenirbutikker og gourmetrestauranter, mens de gamle, smukke huse rives ned. Som i alle de gamle landsbyer i Israel, siger Amos Oz.

»Bogen handler om folk, der har mistet noget. De ved ikke hvad, de ved ikke hvor og hvorfor, og de ved heller ikke helt, hvad det er, der, har mistet. Men de leder hele tiden efter det.«

Set med danske øjne er både persongalleri og miljø dog meget jødisk. Forsiden, der forestiller en lille, jødisk dreng, som står i et par gamle, for store støvler midt i et ørkenagtigt landskab og læser i en bog, emmer af jødisk kultur og historie, og tilsvarende er det fristende at læse beretningerne om de bedrøvede, forvildede skæbner allegorisk, siger jeg, som et billede på et Israel, der har mistet sin identitet.

Men dén er Amos Oz bestemt ikke med på.

»Hvis man læser bogen som en allegori, er det spildt læsning,« fastslår han. Stilfærdigt men bestemt.

»Hvis jeg vil skrive om Israel, skriver jeg en rasende artikel, hvor jeg beder min regering om at gå ad helvede til! Når jeg skriver fiktion, skriver jeg om tab, begær, død og fortvivlelse. Menneskene i min bog kan jo heller ikke selv lide det liv, de lever. Jeg skriver ikke om Mellemøsten, men om det menneskelige vilkår.«

Men med et israelsk ansigt?

»Israelerne er ikke hævet over det menneskelige vilkår. Jeg skriver om de store, simple ting.«

Alligevel er meget i bogen fremmedartet for mig!

»Hemmeligheden ved at læse litteratur fra et andet land er, at man punkt ét tænker: 'De her erfaringer kunne jeg selv have gjort'. Og punkt to: 'De her erfaringer kunne jeg aldrig selv have gjort'.«

De forkrøblede og fortabte, degenererede typer i samlingens sidste novelle bærer 'lurvede pelshatte', indvender jeg, og der optræder en skikkelse, der leder tanken hen på en Messias. »Til overflod« hedder novellen næsten provokerende: »Et fjernt sted i en anden tid«, er der intet som helst hib til Israel her?

Amos Oz giver sig ikke:

»Den sidste historie er et mareridt, som jeg havde en nat. Jeg skyndte mig at skrive det ned, da jeg vågnede, og jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv forstår det. Det handler om disintegration og opløsning. Der er et frelseshåb, ja, men også det opløses i resignation.«

Selvbiografisk

Jeg forsøger fra en anden vinkel:

De har sagt, at alt, hvad De skriver er selvbiografisk, men ikke bekendende?

»Hvis jeg skal sige med ét ord, hvad jeg skriver om, så er ordet familie.«

Amos Oz gør en kunstpause. Så fortsætter han:

»Må jeg bruge to ord, skriver jeg om ulykkelige familier, og hvis jeg skal bruge flere ord, må man læse mit forfatterskab!«

»Men jeg skriver om ulykkelige familier, fordi de er mere interessante end lykkelige,« fortsætter han og citerer Tolstojs Anna Karenina: »'Alle lykkelige familier ligner hinanden, men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig'. Jeg skriver om ensomhed og om folk, der ikke har mod til at ændre deres liv. De leder, men de ved ikke, hvad de leder efter.«

»Det gælder for os alle, at vi leder uden at vide, hvad det er, vi søger. Det er eksistentielt. Men selv når vi tror, vi ved det, tager vi fejl. Det er meget sjældent at vi finder det, vi søger efter. Vi opnår det næppe i dette liv,« siger han.

»Jeg skriver om almindelige mennesker, hos mig er der ingen helte, og ingen skurke, det er alt sammen gode folk, der blot ikke kan finde ud af at gøre det gode. De vil gerne, men kan ikke.«

Splittelse

Samlingens første novelle handler om Arieh Zelnik, der bor sammen med sin gamle, senile mor, og som en dag får besøg af en fremmed, der hævder at være en slægtning og have krav på det hus, Zelnik er arving til. Han er da ikke god, indvender jeg.

Amos Oz svarer ved at påpege, at de to har mange træk til fælles.

»Den fremmede minder Zelnik om både hans far og hans søn, gæsten kunne være hans alter ego,« foreslår han.

»Zelnik er splittet mellem drømmen om at have huset for sig selv, at fylde det med kvinder og leve det søde liv og pligten til at forblive en hengiven søn, der passer sin gamle mor, som han elsker. Det kan have delt ham i to personer.«

Jeg anfører, at Wolf Maftsir, som den fremmede hedder, er skildret så karikeret med brede fedtede læber og sleske, falske lader, at han ubesværet kunne optræde i Der Stürmer. Er Amoz Oz ikke også ude på at satirisere over sine landsmænd?

»Nej, jeg skriver ikke om Israel.«

Den arabiske verdens to ansigter

At Amos Oz kategorisk afviser at skrive om Israel, betyder dog ikke, at han afviser at tale om den politiske situation. Således finder han det bestemt ikke dårligt, at Gaza i lørdags blev åbnet, siger han, »så længe det ikke betyder, at striben fyldes med tunge våben. Palæstinenserne i Gaza hører til den arabiske verden, og hvorfor skulle de ikke være forbundet med den.«

»I øjeblikket har den arabiske verden to ansigter: Der er den vidunderlige unge generations Facebook-generationens oprør. De vil styrte tyrannerne, de ønsker demokrati og fremskridt. Men på den samme gade, i den samme demonstration befinder der sig også islamister, der vil bringe Middelalderen tilbage, undertrykke kvinderne og udrydde Israel. Og endnu ved ingen, hvilke af de to sider, der får overtaget. Hvis demokratiet sejrer, vil der også bliver fred med Israel,« siger Amos Oz.

Der findes jo også fundamentalister i Israel?

»Der findes såvel fundamentalister som fanatikere i Israel. Den virkelige kamp i Mellemøsten står ikke mellem israelere og arabere, men mellem fundamentalister og pragmatikere. Og i Israel er der i dag flere pragmatikere end nogen sinde før. I alle meningsmålinger er flertallet parat til et historisk kompromis, en tostatsløsning. Men vore ledere mangler modet til at gøre det nødvendige.«

Eftersom Israel er et demokrati, er de jo folkevalgte?

»På grund af frygt og usikkerhed. Ligesom palæstinenserne har valgt Hamas i vrede og desperation.«

»Hvad der sker i Israel, afhænger af, hvad der sker i den arabiske verden. Bliver den demokratisk, vil Israel også blive langt mere fleksibelt og forhandlingsvenligt.«

Men over for palæstinenserne står Israel som den stærke part. Derfor mener mange i Vesten, at det er Israel, der må komme med indrømmelser?

»Det er forsimplet. I det store perspektiv er der otte millioner israelere og en milliard muslimer, dér er Israel den svage. Vesten burde forstå Israels frygt noget bedre. Vesten ser Mellemøsten som en Hollywoodfilm, der er de gode, og der er de onde. Vesterlændinge vil gerne demonstrere for de gode og lave underskriftindsamlinger mod de onde, så de kan gå i seng med en følelse af at holde med de gode. Men Israel og Palæstina er en tragedie, her er ikke gode og onde, her er et sammenstød mellem to parter, der begge har ret, det er langt mere komplekst. Og det er på tide, at Vesten forstår kompleksiteten.«

»Alle jøder er flygtninge. Halvdelen er flygtet fra Europa, halvdelen fra forfølgelse i arabiske og islamiske lande. Israel er en flygtningelejr for to folkeslag, jøderne er flygtninge, og palæstinenserne er flygtninge. Og i begge tilfælde er det Europa, der har ansvaret. Det er europæerne, der har undertrykt araberne og diskrimineret jøderne.«

Hvordan vurderer De Barack Obamas rolle her?

»Over for Netanyahu er jeg på Obamas side. Han vil have grænserne tilbage til 1967 med en vis afbytning af territorier, og det er en god idé.«

Netanyahus argument er jo, at 67-grænserne ikke lader sig forsvare?

»Det er rigtigt, Netanyahu har en pointe her, men en tostatsløsning kan skaffe fred. Israel er et meget lille land, det er mindre end Danmark og selvfølgelig derfor svært at forsvare. Men det er samtidig det eneste hjemland for to folkeslag, jøder og palæstinensere. De to parter må indgå et kompromis og dele huset op i to mindre lejligheder.«

Skuffet kærlighed til Europa

De har beskrevet Deres forældre som nogle, der levede med en følelse af at være udstødte, også i Palæstina?

»Mine forældre var overbeviste europæere. De talte mange sprog, de elskede de europæiske kulturer. I dag er alle europæere, men sådan var det ikke for 80 år siden. Da var folk som mine forældre de eneste europæere, og ingen andre brød sig om dem. De var kosmopolitter og intellektuelle uden rødder, hed det sig, de var upatriotiske og illoyale og blev forfulgt som sådanne, indtil de brutalt blev sparket ud i 1930'erne. Hvilket var heldigt for mine forældre, der ellers var endt i en udryddelseslejr.«

»Men de led af skuffet kærlighed til Europa, og de kom til Jerusalem med drømmen om at skabe et Europa der, uden for Europa. Et Europa i fred og harmoni med araberne, men det ville araberne ikke. I 1930'erne, da min far var ung, var Europa overfyldt med graffiti: 'Beskidte jøder, tag til Palæstina!' I dag er Europa overfyldt med graffiti som: 'Beskidte jøder, forsvind fra Palæstina!'«

Hvad er en jøde egentlig? Er det en etnisk, en religiøs eller en kulturel kategori?

»Det er helt og aldeles et bevidsthedsspørgsmål. Om man føler sig som en del af jødedommens historie, og dens vidunderlige kulturelle arv, eller ej. Men alle bør have ret til frit at vælge, om de vil være en del af den eller ej.«

Jeg har bemærket, at De ofte bruger kristne udtryk som at vende den anden kind til eller lade den, der er ren, kaste den første sten?

»Jesus var en vidunderlig jøde, en af de allerstørste, og jeg sætter hans ord højt.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her