Læsetid: 5 min.

Undergangsromantik i stregformat

Civilisationens sammenbrud er for tiden omdrejningspunktet for en række velillustrerede striber
24. juni 2011

En bus med smadrede ruder er gået i stå på Rådhuspladsen i København. Tårnet på Palace Hotel er knækket af, og jugendbygningen står i forfald. På den anden side af gaden er rådhuset lige så øde og forladt, bygningen er ved at sprække, og overalt på pladsen er træer og underskov for længst skudt op igennem asfalt og brosten. En ensom overlevende skuer ud over det forandrede byrum, men ellers har naturen for længst tilbageerobret den nu mennesketomme by.

Der bliver ikke sparet på undergangsromantikken i Adam O.'s debut som tegneserieskaber, Ruiner. Her lader han hovedpersonen, Ask det sidste menneske i det nordlige Europa en generation ude i fremtiden fortælle historien om verdens undergang. Terrorangreb og angst har medført mere og mere radikale terrorpakker, hvor en skræmt og paranoid befolkning nærmest trygler regeringer og magthavere om at umyndiggøre og ensrette dem for deres egen trygheds skyld. Staten kontrollerer og overvåger på bedste Big Brother-vis alle og fængsler enhver anderledes tænkende, og gør det vel at mærke med flertallets velsignelse. Samfundet bliver over en årrække tiltagende dehumaniseret, indtil den store katastrofe indtræffer, paradoksalt nok ikke som følge af de frygtede angreb udefra. Desværre er alt fortalt i tilbageblik af Ask, mens han går gennem byens tomme gader, hvorved det, der kunne have været en science fiction-satire over det moderne samfunds fortrædeligheder, i stedet bliver til en postulerende autonom kronik tilsat billeder. Kritikken er hverken særlig dyb eller original, men det er tydeligvis også de næsten forelskede billeder af et pittoresk København i forfald, der har været Adam O.'s største interesse, og som også fremstår som Ruiners væsentligste attraktion.

50'er-horror

De postapokalyptiske forestillinger trives i det hele taget i de nye tegneserier. Hos australske Shaun Tan belønnet med børnelitteraturens fornemmeste priser er der nærmest tale om en slags venlig nostalgi, når han skildrer en fremmedgjort fortid med indslag af dommedag i Ankomsten.

Beretningen om en udvandrer, der søger til fremmede egne for at tjene penge til familien derhjemme, er fortalt i pantomime og tegnet i statiske, tintede billeder, der ligner snap shots fra gamle dage eller måske snarere en hengemt stumfilm. Shaun Tan nærer stor kærlighed til imaginære bylandskaber, hvor det sære og fantasifulde lurer i skygger og sprækker. Hans verdener er altid poetiske og ikke uden hang til det sentimentale, og man er aldrig rigtig i tvivl om, at alt nok skal gå godt.

Sansen for das unheimliche deler Shaun Tan med amerikanske Charles Burns, men hos Burns er begrebets fulde indhold dækket i form af det velkendte og alligevel fremmedartede, der i hans historier skaber den urovækkende fornemmelse af, at grunden er ved at skride under en. Det demonstrerer han til fulde i sit nye album X'et ud, hans første større arbejde siden hovedværket Sort hul, der blev færdiggjort i 2004. Burns har altid været inspireret af 1950'ernes horror og popkultur, men mange af hans værker har lige så meget til fælles med den fantastiske litteratur, hvor man aldrig rigtig ved, hvad der er realitet, og hvad der er drøm eller mareridt, og om der overhovedet er en forskel.

Mørkt og makabert

I modsætning til Charles Burns' øvrige tegneserier er X'et ud i farve, hvad der sammen med hovedpersonens hårtot og albummets design med forsidens tydelige reference, den røde lærredsryg og portrætgalleriet på for- og bagsats er en hyldest til Hergés klassiske Tintin-serie. Men så ophører lighedspunkterne også, for de eventyr, Doug i X'et ud, kommer ud for har en helt anden og betydelig mere dyster karakter, end noget, Tintin nogen sinde oplevede.

Vi befinder os efter civilisationens sammenbrud, hvad enten det er den verden, der ligner vores punkede 1970'ere, hvor Doug er fuld af længsler og uklare drømme om kunstnerisk forløsning, eller det er den sære verden på den anden side af hullet i muren, hvor alt er fremmedartet og sært. Måske de forskellige universer er et resultat af Dougs feberfantasier, ungdommelig eksistentiel sult og et eskalerende pillemisbrug, og måske er verden virkelig et helt andet sted med andre spilleregler.

Hvad enten historien trækker på den stærke, formodentlig selvbiografiske realisme eller det fantastiske med blik for mørket og det makabre, evner Charles Burns som altid at fascinere. Men hvor det hele fører hen er ikke godt at vide. X'et ud er annonceret som første bind i en ny serie, og Burns er ikke kendt for at have travlt.

Den fransk-belgiske tradition, som Charles Burns sender en hilsen til, eksisterer i bedste velgående. Dels videreføres mange af de klassiske serier med temmelig svingende held, og dels har en ny generation af tegnere og forfattere med lyst til at forny mainstream meldt sig på banen.

Popart pastiche

Bedst kendt herhjemme er Joann Sfar for såvel Rabbinerens Kat som sin film om Serge Gainsbourg mens det andet hovednavn, Lewis Trondheim, er stort set ukendt. Ærgerligt fordi netop Trondheim har formået at genetablere den klassiske albumtegneserie som et levedygtigt massemedie frem for en for længst forstenet form overhalet indenom af manga og anime.

Lewis Trondheim er både tegner og forfatter, men til Panik på Atlanterhavet har han kun leveret historien, og det er ikke ligefrem det mest overbevisende sted at stifte bekendtskab med ham. Historien er et prisværdigt forsøg på at puste nyt liv i den klassiske tegneserie Splint & Co., der har levet en temmelig omflakkende tilværelse. Tegneren Fabrice Parme har forsøgt at ramme den cartoony stil fra 1960'ernes moderne tegnefilm, og popart-pastichen er vellykket. I længden bliver det imidlertid anstrengende, og hans let hysteriske stil passer kun alt for godt til Trondheims lige lovlig fjollede historie.

Et helteepos

Så er der mere substans i tyske Arne Bellstorfs grafiske roman Baby's in Black, selv om den gør en forbavsende lys og let fortælling ud af en tragedie. Bellstorf har på baggrund af samtaler med den tyske fotograf Astrid Kirchherr skabt en sørgmodig kærlighedshistorie om hendes forhold til Stuart Sutcliffe, The Beatles' bassist i deres tid som hårdtarbejdende værtshusorkester på Hamborgs berygtede Reeperbahn, hvor de fyret op af speed og sprut spillede syv timer på hverdage og otte i weekenden.

Resultatet er en fortælling om ungdom og kærlighed, der fint formidles af den løst skitserede kulstreg. Det er svært at komme uden om, at The Beatles er et fortærsket emne, men Bellstorff vægter heldigvis portrættet af de unge elskende, der smager på ord som 'angst' og 'doppelganger' og leger med tidens modefilosofi. Resultatet er en mere interessant læseoplevelse, end hvis det blot havde været et helteepos om The Beatles, før de blev til The Beatles.

Arne Belstorff: 'Baby's in Black.' The Story of Astrid Kirchherr og Stuart Sutcliffe. Oversat af Maj Westerfeld. Forlaget Vandkunsten. 210 sider, kr. 249,95

Charles Burns: 'X'et ud.' Oversat af Paw Mathiasen. Forlaget Fahrenheit. 56 sider, kr. 149,50

Adam O.: 'Ruiner.' Forlaget Fahrenheit. 48 sider, kr. 129,50

Fabrice Parme & Lewis Trondheim: Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co. 'Panik på Atlanterhavet.' Oversat af Ole Steen Hansen. Forlaget Cobolt. 64 sider, kr. 198,-

Shaun Tan: 'Ankomsten.' ABC Forlag. 128 sider, kr. 269,95

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu