Da Georg Baselitz var ung, var en række amerikanske kunstnere blevet præsenteret i Tyskland, og minimalisme og abstrakt ekspressionisme var med til at sætte dagsordenen. Det figurative maleri var umoderne. Hvad gjorde Baselitz? Han malede billedet Die grosse Nacht in Eimer (1962-63); et billede, der forestiller en Hitler-lignende mandsling med en overdimensioneret penis, demonstrativt trukket ud af bukserne.
Hvis man synes, billedet er tamt i en trykt gengivelse, kan det anbefales at se det i virkeligheden. Det er kæmpestort. Det er brunt og mørkt, og det er pissegrimt. Med vilje.
Billedet udløste skandale, myndighederne greb ind, og Baselitz' »hæslige« kunst var trådt ind i offentlighedens søgelys. Der har det stort set befundet sig lige siden. Det kritiske spil med efterkrigstidens identitet og de bevidst uskønne skildringer af menneskekroppe og landskaber er blevet kendetegn for hans arbejde.
Mest berømt er Baselitz imidlertid nok for at vende sine motiver på hovedet, så beskueren både bliver tvunget til at forholde sig til et motiv hagekors, tyske ørne, deforme kroppe m.m. og samtidig selv skal investere sin energi for at genkende det.
Imod konventionen
Baselitz er i Danmark for at åbne en udstilling med nye malerier i Kunstforeningen Gammel Strand i København. Han er fløjet hertil i sin private flyvemaskine.
Ifølge Wikipedia er han et solidt bud på verdens bedst sælgende nulevende maler. Han har siden 1970'erne boet på sit slot, Derneburg, uden for Hannover, men holder til skiftevis i Imperia på den italienske Riviera og lidt uden for München.
I dag er Baselitz et verdensnavn med værker præsenteret i mange af de mest prestigefulde museer verden over og et professorat ved Universität der Künste i Berlin. Sådan har det selvfølgelig ikke altid været for Hans-Georg Kern, der tog navn efter sin saksiske fødeby, Deutschbaselitz.
»I mange år var mine billeder uønskede. Der fandtes minimalistisk kunst, konceptionel kunst, videokunst og alle sagde, at billeder (malerier) var der ingen, der havde brug for. I Danmark var det ikke sådan. I Danmark fandtes der altid billeder; COBRA eksempelvis. Men i Tyskland, hvor man var meget fremskridtsorienteret, ville man ikke vide af maleri. I 30 år skulle jeg forsvare, at jeg var maler!«
Hvad var Deres intention, hvis De allerede i begyndelsen af karrieren var klar over, at De stak af fra normen ved at male?
»Jeg havde en stærk vilje til at gøre noget, men mere præcist vidste jeg ikke, hvad det drejede sig om. Jeg havde bare én plan: Jeg ville lave billeder, som ingen indtil da før havde skabt. Jeg var klar over, at hvis du vil lave billeder som De Kooning eller Mondrian, har du tabt på forhånd. Har du som maler et idol, er du nødt til at fortie det, for som maler er man ikke fortolker. Hvis du har et forbillede som pianist, skal du følge dit idol og skabe en fortolkning på et instrument, men som maler lader det sig ikke gøre. Som maler begynder du i opposition til alle de aftaler, som alle har indgået.«
Kan De forklare det mere konkret?
»Ved krigens afslutning var jeg otte år gammel (født i 1938, red.). Fra omverdenens side var der kun 'hvorfor er I der stadigvæk? I er forbrydere'. Et sådant problem er naturligvis noget, der aktiverer en i særlig grad. Man bliver mere aggressiv, mere påfaldende. Mine billeder er omtrent det mest påfaldende, som findes i Europa fra denne periode. Min kollega Kirkeby, der er lige så gammel som jeg selv, han er overhovedet ikke påfaldende. Han laver ganske kønne billeder, men uden denne aggression. Det havde aldrig været muligt for mig.«
Genfortolkning
Baselitz' nye udstilling i København har fået overskriften Re-mixed og præsenterer en lang række billeder, der beskæftiger sig med kunstnerens egen personlige og kunstneriske historie. Han har malet nyfortolkninger af familiefotografier og af de mest kendte værker fra sin karriere, såsom billederne af Hitlerlignende figurer og 'tyske' ørne. Men hvad er meningen med gentagelserne? Vores samfund svælger i retromode, memoirer, historiske romaner samt jubilæer, og ifølge sociologen Barbara Mitszal er 95 pct. af alle verdens museer opført efter Anden Verdenskrig. Det er nærliggende at spørge, om Baselitz forstår sit arbejde som del af en erindringstendens.
De maler billeder, der ikke blot drejer sig om hændelser i fortiden, De gentager oven i købet nu deres egne erindringsbilleder!? Hvorfor denne bagudskuen?
Der bliver musestille. Og Baselitz svarer tøvende:
»De har ret i, at der findes disse genindspilninger, og at alle laver et eller andet gammelt igen,« siger han så og fortsætter:
»Men det er ikke mit anliggende. Jeg kunne have stoppet min karriere, da jeg havde skabt et værk. Imidlertid er jeg ikke holdt op med at arbejde. Jeg er jo levende og har altid udviklet nye modeller. Det er umuligt upåvirket at udvikle modeller, der baserer sig på nutiden. Tværtimod er det sådan, at jo ældre du bliver, desto mere angår dine ideer, dine tanker og dine spekulationer din egen fortid. Og min fortid består af billeder. Jeg lever i mine billeder. Og skaber ud af disse ting, nemlig mit samlede stof.«
Hvilken plads i verden har dette arbejde så i dag, eksempelvis i forhold til den heftige konkurrence fra digitale medier, film osv.?
»Når jeg ser et maleri uanset om det er et billede fra i går eller fra i forgårs er jeg fuldstændig lykkelig. Jeg opsøger ikke videoinstallationerne bag deres små, mørke forhæng. Aldrig! Ser jeg derimod på et maleri, er jeg totalt hjemme. For mig er det den information, det medium og først og fremmest den æstetik, jeg har brug for. Da fjernsynet først kom til, talte alle om, at det ville forandre verden. Det skulle være en ufattelig uddannelsesmaskine. Men hvad er der blevet af det? En kæmpe bunke møg! Fjernsynet er simpelthen undergangen, den største katastrofe, der har ramt kulturen. Det er man nødt til at sige!«
Baselitz nærmest råber den sidste sætning og fortsætter:
»Man kan ikke opleve noget som helst dummere end tv! Maleri, derimod, er altid på et højere niveau. Det er altid en sag for eliten, altid et trin af højere intelligens. Maleriets publikum er også en anden intelligens end fjernsynets publikum! DET ER VIRKELIG, SÅDAN DET ER!,« råber han.
Kan man da ikke også udnytte de nye teknologier?
»Hvad bruger man disse ting til? David Hockney, den storartede maler, maler nu billeder via en maskine. Og, altså, de billeder er ikke gode! De er dårligere end hans normalt malede billeder.«
Hvor mener De, at disse tendenser fører hen i fremtiden?
»Det fortsætter. Tag f.eks. husene i dag, altså arkitekturen. De er kun for en lille dels vedkommende blevet bedre, selv om folk skulle være blevet klogere. Jeg var i dag netop i et museum for at se Finn Juhls lille hus. På den ene side står der det store gamle hus, Ordrupgaardsamlingen, og på den anden side står der et sort, afskyeligt skur ved siden af! Tegnet af Zaha Hadid! Det er ubegribeligt!«
Baselitz smiler og gestikulerer afvæbnende.
»Før i tiden havde jeg en ven, der sagde, at vi var Tysklands negre. Det er i hvert fald forandret. Nu er der andre ting oppe ... islam eksempelvis.«
Georg Baselitz, 'Re-mixed' Kunstforeningen Gl. Strand. Fra 28. maj 21. august 2011www.glstrand.dk
